fra den nye freestyle CD med Toksvig, Simpsom og Leth: Vi Sidder Bare Her. Ikke Euforisk.

Drømmen om den store verdensrenselse

Artiklen her, der er en omtale af en anden, længere gennemgang (Ernest Sternberg: Purifying the World: What the New Radical Ideology Stands For), henviser til umiddelbart genkendeligt billedsprog der mere eller mindre åbent ligger bag meget af det kulturelle selvhad i tiden: Forestillinger om vedvarende at imødegå det der opleves som det onde – USA, Israel, industrien, konsumvarer, bilisme og meget andet, og en næsten religiøs tro på at der på den anden side af det endelige opgør venter en genfødt verden. Dette er åbenlyst tilfældet når vi taler om voldsfantaster, autonome og overvintrede socialister i Enhedslisten, men for mig ligger der stadig et endnu mere underbelyst område der kalder på forklaring, nemlig passiviteten og medløberiet hos dem der ikke er politisk aktive eller har utopiske drømme. Jeg tænker især på det daglige lille (selv)had vi vel alle kender: Nedsættende bemærkninger om det der opleves som typisk amerikansk; ureflekteret accept af Israels skurkerolle; accept af religiøse særhensyn i skolen osv. – i hvor høj grad har hverdagens kulturelle selvhadere forestillinger om hvad konsekvenserne ville blive, incl. for dem selv, hvis tendenserne blev ført til deres yderste konsekvens? Fantaster og voldsromantikere har der alle dage eksisteret, og at de kan finde fælles fodslaw er logisk nok. Men hvad forestiller ganske almindelige Gutmenschen eller simple medløbere sig egentlig som det endelige mål? (LFPC)

To the contemporary conservative, progressive ideology is often murky and incomprehensible. It is very difficult for some on the right to understand the apparently illogical and unrealistic machinations of the radical leftist mindset. Their political objectives, if achieved, inevitably lead to further demands for concessions toward an ever-greater ideological purity. Something even darker and more malevolent is happening, however. The various radical leftist factions and special interest groups are rapidly coalescing into a global movement. […]

In Steinberg’s analysis, from the historical ashes of failed fascist and communist regimes a new totalitarian ideology is emerging:

Though a mouthful, world purificationism would do well in expressing what the movement wants. It wants to achieve a grand historical vision: the anticipated defeat of imperial capitalist power in favor of a global network of beneficent culture-communities, which will empower themselves through grassroots participatory democracy, and maintain consistency across movements through the rectifying power of NGOs (Non-Governmental Organizations), thereby bringing into being a new era of global social justice and sustainable development, in which the diverse communities can harmoniously share an earth that has been saved from destruction and remade pristine. […]

The purificationist dream is a world without borders, governed by a global network of NGO’s. Almost all current activist organizations containing the words “green”, “justice”, “peace”, or “solidarity” would find a position in the ruling structure. These NGO’s would gravitate toward forming a totalitarian regime since, as Steinberg points out, they are “unaccountable to an electorate and escape political checks and balances…” […] Andrew Thomas: The Leftist ‘Purification’ Movement

En ommer

Det var nogle dødkedelige græsbilleder forleden, men jeg har aldrig tænkt over at fotografere græs før, ikke engang når jeg tog fodboldkampe. “de grønlige Spidsbueporte”, står der i digtet. Ud på plænen. Græsset er højt, plæneklipperen er i stykker, for ham der kan lave den, en pensioneret sømand, har været på motorcykeltræf i tre dage. Ned med næsen, om på ryggen, nu vokser min verden sig stor og jeg bliver svimmel. Billeder taget på hovedet. Men nu handler det dog ikke så meget om græs, Rifbjerg skriver om det : tilbage til tunnelen, på knæ, næsten krybende med en bøn om at få lov til at gå i sin mor igen. Jeg ville  bare sige “ydmyghed.”  Måske er det nemmere at fotografere mennesker ?

Læs mere »

Da Thomas Nydahl skriver om Gould idag, – hans afsmag for live-publikum og hans “kærlighedsaffære med mikrofonen,” søgte jeg en ekstra gang for at se om dokumentaren “The Alchymist” (1974) var kommet online, og heureka, den var der i fuld længde. Svensk TV sendte den i 2002, i Danmark ser vi ikke sådan noget. Filmen kredser om hans liv i indspilningsstudiet, et super-koncentreret nærbillede. Nettet snurrer hurtigt. Her kan man sætte farten ned, fordybe sig og rense sensorerne. (Min. 48, engelsk, utekstet. Kan downloades på to minutter.)

Mona Sahlin: “Som socialdemokrat kan jag hämta inspiration från Jesus”

“Men det vigtigste er, at alle børn lærer at svømme, ” undtagen Jesus, skulle man tro. En virkelig hård sommernyser. Det er gerne allergi på denne årstid. “Klimaet er poltikens Jesus-spørgsmål,” det er da ikke helt løgn. Og så rigtig bask til DK, selvfølgelig.

Mona Sahlin säger att det finns värdefrågor som hon inte kan kompromissa om som främlingsfientlighet, rasism och homofobi, och hon kritiserar danska socialdemokrater för att just ha gjort detta. Hon ser gärna att skolavslutningar sker i kyrkan, och hon vill ha fortsatt politikerstyrd folkkyrka. Hon vill inte ha förbud för nikab eller burka och accepterar att simundervisning sker i separata pojk- och flickklasser. SR: Människor och Tro ( Människor och islam) – i dag kaldet “Mennesker og Mona, fra min. 25:55

– for vi ved stadig ikke hvem der er inde i Mona, og om et halvt år er det sandsynligvis ligegyldigt, for da en hun en almindelig ufaglært back-bencher i Riksdagen.

Sort Labourpolitiker kaldt “racist” af partifælle

Underholdningsværdien er betydelig, og når fremtrædende folk på venstrefløjen undtagelsesvis erkender at racisme ikke kun er noget der udøves af hvide, skal det selvfølgelig ikke forbigås (LFPC).

Labour leadership contender Diane Abbott was seething after being branded a ‘racist’ and an expenses cheat by political pundit Andrew Neil. Left-winger Ms Abbott was savaged by Mr Neil on his late-night BBC show This Week over her decision to send her son James to the £12,700-a-year City of London School.

Ms Abbott, who earned £36,000 a year as a regular guest on the show alongside Michael Portillo until stepping down to fight for the Labour leadership, had defended her stance, saying: ‘West Indian mums will go to the wall for their children.’ Mr Neil hit back by demanding: ‘So black mums love their kids more than white mums, do they?’

Furious Ms Abbott said: ‘I have said everything I am going to say about where I send my son to school.’ Mr Neil persisted: ‘Supposing Michael said white mums will go to the wall for their children. Why did you say that? Isn’t it a racist remark?

‘If West Indian mums are as wonderful as you say, why are there so many dysfunctional West Indian families in this country? And why do so many young West Indian men end up in a life of crime and gangs? ‘You didn’t want your son to go to a school full of kids who have been brought up by West Indian mums.’

As Ms Abbott repeatedly refused to reply, Mr Neil asked: ‘Would you like to make it clear that West Indian mums are no better than white mums or Asian mums?’ When Ms Abbott, squirming in her seat, replied, ‘I have nothing to say,’ Mr Neil taunted her: ‘You don’t want to do that – you still think West Indian mums are the best?’ […] Diane Abbott fumes after being branded a racist on TV by This Week host Andrew Neill

DR, TV 2 og den bjergsomme Kinnock-familie

Helle Thorning-Schmidt må være glad. Hun må være glad for, at hun ikke er Lene Espersen.Thorning har nemlig fået en ubehagelig sag med hendes mand, der ikke betaler skat i Danmark. Hvis hun havde været Lene Espersen, ville den sag have kørt i højeste gear aften efter aften i tv. Men hun er Helle Thorning og slipper langt billigere. Det er pærenemt for tv at skabe en stemning af dyb krise omkring en toppolitiker. I Lene Espersens tilfælde tog man en enkelt fejl fra hendes side, oven i købet en fejl uden store konsekvenser, og blæste den vildt op. Det blev fulgt op af hurtige meningsmålinger, hvor vælgernes forudsigelige kritik af Lene Espersen så igen kunne blæses vildt op. Sådan er det blevet ved i måneder.

Thornings skattesag skulle have alt i sig til at få en lignende behandling. Alene det, at man har en statsministerkandidat, hvis mand ikke betaler skat her, hvor hele familien bor og trækker på de offentlige ressourcer. Manden, Stephen Kinnock, kunne uden videre have valgt dansk beskatning. Det burde vel også være en oplagt sag for tv at få afklaret, om han sågar har overtrådt loven. DR og TV2 ville heller ikke have været i bekneb for eksperter, der satte spørgsmålstegn ved Kinnocks dispositioner. Som skatteadvokaten Tommy V. Christiansen udtrykker det:

»Hvis han er på den rigtige side af stregen, så er han det i hvert fald helt bevidst, for det kører helt ude på kanten, og han må gøre store krumspring for ikke at blive skattepligtig i Danmark.« (JP 25/6.) ….Men hvad forklaringen end er, så er det uholdbart, at DR og TV2 reelt fører valgkamp. Man kan ikke hetze mod Lene Espersen og holde hånden over Helle Thorning. Pittelkow: DR og TV2 fører valgkamp

Hvad end danske skattefolk finder ud af, så er det af interesse at Kinnock familien allerede meget længe “har kørt helt ude på kanten” af det tilladelige, i en sådan grad, at man er i tvivl om, de mon ikke snarere er blevet milliardærer i danske kroner. Det starter med at EU modstanderne Neill og Glenys kommer i EU. Så kræver tilskud til to lejligheder, selvom de bor sammen, så ansætter Glenys sin datter  Rachel som vellønnet “executive assistant and researcher”, og så kører den vilde pengejagt. Hr. og fru Kinnock får tilnavnet “ Brussels’s very own Lord and Lady Expenses,” så mange penge kan de bruge. Spørgmålet er, om det er familien Kinnock eller det er et system, der tillader politikere at skrabe så mange penge til sig, der er mest betændt. Det hører med i historien om Stephen Kinnock, selvom danske medier skåner ham og Thorning for den.

Læs mere »

En dramadokumentarisk hyldest til Orwell på 100-års dagens for hans fødsel i 2003. Selvom Orwell arbejde på BBC fra 1941, findes der mærkeligt nok hverken stemme- eller filmoptagelser med ham. Da jeg var helt ung, havde jeg den vane, at hvis jeg kunne lide en forfatter, læste jeg hver linje han havde skrevet. Ingen highlights og potpourrier. Det samme  med Orwell, der også har skrevet mindre gode romaner, skal man vide. Jeg læste The Collected Essays Journalism and Letters of George Orwell i fire tykke Penguin bind, 1200 sider, og forsøgte mig endda med oversættelser, en lidt stor mundfuld for en 17-årig gymnasiast. Det var hele i 1969, hvor han endnu ikke var outed af venstresnoede gymnasilærere, som jeg hører han – “anti-kommunisten”, så var man allerede halvvejs en McCarthyist i de forrykte år, – kunne være i firsernes gymnasium. Hele læseriet tog trekvart år. Her tager det halvanden time. – Denne film blev flot anmeldt, da den kom. Den er også rigtig god, mere dokumentar end drama. Den indeholder adskillige filmklip med mennesker, der kendte den unge  Orwell, da han  var down and out. Som kendte den midaldrende, og som kendte hans kone Eileen, der døde i 1945, og gjorde ham “desperately alone” indtil ægteskabet med Sonia Brownell det allersidste år.

In the future, we shall abolish the orgasm. Our neurologists are at work upon it now. There will be no loyalty, except loyalty towards the Party. There will be no love, except the love of Big Brother. There will be no laughter, except the laugh of triumph over a defeated enemy. There will be no art, no literature, no science. There will be no curiosity, no enjoyment of the process of life. All competing pleasures will be destroyed. But always— do not forget this, — always there will be the intoxication of power, constantly increasing and constantly growing subtler. Always, at every moment, there will be the thrill of victory, the sensation of trampling on an enemy who is helpless. If you want a picture of the future, imagine a boot stamping on a human face— forever. The moral of this, is a simple one. Don´t let it happen. 1984  (1949)

All writers are vain, selfish, and lazy, and at the very bottom of their motives there lies a mystery. Writing a book is a horrible, exhausting struggle, like a long bout of some painful illness. One would never undertake such a thing if one were not driven on by some demon whom one can neither resist nor understand. For all one knows that demon is simply the same instinct that makes a baby squall for attention. And yet it is also true that one can write nothing readable unless one constantly struggles to efface one’s own personality. Good prose is like a windowpane. I cannot say with certainty which of my motives are the strongest, but I know which of them deserve to be followed. And looking back through my work, I see that it is invariably where I lacked a political purpose that I wrote lifeless books and was betrayed into purple passages, sentences without meaning, decorative adjectives and humbug generally. Why I write (1946)

Lynchning i Belleville

En afrikansk tasketyv har fejlbedømt situationen. Det gik hårdt for sig forleden, da op imod 10.000 kineresere i Paris havde fået nok. Online ses det ikke, at danske medier har omtalt demonstrationen og de efterfølgende uroligheder. Chinesische Selbstjustiz in Paris Belleville

“Apokalypse” i Paris efter algiersk fodboldnederlag

Læs mere »

bliver i følge Channel Four ikke mere udbredt, men mere radikal på alle fløje. Artiklen frikender English Defence League for ekstremisme og racisme, men det er klart, at hvis de fortsætter med at vokse sig store med samme hast som nu, får de hooligans ind, der ikke kan kontrolleres.

Convictions point to rise of far right extremism, NATION OF STRIFE AND STRAIN

FNs flygtningekonvention er forældet

Eksempelvis forekommer det underligt, at en flygtning fra Iran flygter gennem mange europæiske lande før de kommer til Center Sandholm i Nordsjælland, hvor det magiske ord asyl fremstammes. Men alle de europæiske lande har underskrevet Flygtningekonventionen og skal derfor yde præcis den samme beskyttelse, som Danmark kan yde. Men sagen afgøres jo nok af, at Danmark er et rigere og bedre (økonomisk) land at søge asyl i, end de andre lande er. [..]

FNs Flygtningekonvention nærmer sig de 60 år, og tiden er løbet fra den. Nutidens globale flygtningeproblemer og folkevandringer, oftest repræsenteret ved “økonomiske” flygtninge, er uegnet til at blive løst af den forældede konvention fra 1951.En ny flygtningekonvention efterlyses derfor. Hovedlinjen i en ny konvention skal være nærhed, hvor flygtninge skal forpligtes til at søge asyl i nærmeste (nabo) land. Vi skal ikke tillade, at flygtninge drives ud på en rejse Jorden rundt, eller er i lommen på kyniske menneskesmuglere. Af Peter Skaarup, MF, næstformand for Dansk Folkeparti

“SF´s inhumane udtalelser”

Fat mod, sørgmodige, fordomsfulde Elisabeth. En fiktionsbearbejdelse af et massemord. 52 dræbte, 700 sårede. Jeg husker den morgen. En hel del venner havde overnattet med deres laptops på gulvet hos  mig. De kom afsted hjem betydeligt forsinkede. 9/11 var jeg i Småland. SMS fra  Danmark: Tænd fjernsynet. Ikke noget man ellers overvejer i den smålandske sensommer. I København 2005 var der ingen gråd. Kun nøgtern registrering. – P 1 Filmland var begejstret.

Året er 2005, og London bliver ramt af et terrorangreb, da flere bomber sprænger med få minutters mellemrum. Langt fra storbyen sidder Elisabeth og prøver at få fat på sin Datter, som er studerende i London. Efter et par dage med forgæves telefonopkald, tager hun til London for at finde datteren.Men oplysningerne er meget sparsomme, det eneste, hun kan konstatere er, at datteren ikke er til at finde. Først da afrikaneren Ousmane genkender datteren fra et ophængt billede på gaden og kontakter Elisabeth, begynder sporerne at dukke op.Elisabeth er dog meget skeptisk over for Ousmane, som selv er i London for at finde sin søn, der heller ikke har givet lyd fra sig siden bomberne sprang. Langsom bløder Elisabeth dog op, og de to forældre fortsætter deres søgen sammen. London River.