Tyrkiet i EU, og åbning for menneskestrømme fra Nordafrika, er nok de værste og mest irreversible tiltag jeg kan forestille mig, og så meget desto mere chokeres jeg hver gang der f. eks. er nyt om forhandlingerne med Tyrkiet, hvor heftigheden i ønsket om at få dem ind står ud af hver udtalelse de kommer med.

At befolkningerne er så passive som de er er måske lettere at forklare som virkelighedsfortrængning – det er oplagt at sammenligne med den heftige modstand mod selv små nedskæringer i velfærden, som med al tydelighed viser modviljen mod at tænke langsigtet, selv om det kan gøre ondt her og nu – men langt mindre ondt end hvis udviklingen ikke foregribes. Når man ikke vil acceptere små nedskæringer i verdens højeste offentlige ydelser – så er det logisk nok at man heller ikke vil stemme på politikere der vil sætte hårdt ind mod eskalerende problemer i ghettoerne osv.

Det der slår én er at islam har 1400 års erfaring med at håndtere vantro. 1400 års fanatisme. 1400 års erfaring i at spille på modstanderens svage sider. 1400 års erfaring med at spille modatanderne ud mód hinanden.

Hvis så de havde noget at byde på. Men det har de ikke – jo, stening, kvindeundertrykkelse, en magtliderlig gejstlig kaste, en bagstræberisk tankegang, der udbreder en materiel og åndelig ørken og en usund dødsdrift; kort sagt en totalitær indstilling.

Hvad der også kan undre er at folk, der kalder sig kristne ikke gennemskuer at Muhammeds følge er værre end farisæerne, værre end de skriftkloge. Kirken forsømmer sit missionsarbejde og lader stå til, hvis den da ikke ligefrem lader sig udnytte og hylder “den abrahamiske tro” eller dyrker erstatningsteologien – som f.eks. tidligere kirkeminister Torben Rechendorf gjorde. Alt hvad de gør er jo at bekræfte overfor islam at kristendommen er svag og lige til at lukke ned i sækken.

Islam må mødes med kristendommens fulde styrke og ikke den “vi-er-alle-mennesker”- attitude mange antager.