26
jul
Seneste opdatering: 19/8-14 kl. 2125
8 kommentarer - Tryk for at kommentere!


20 juli 2010

Why did Bosnia collapse into the worst slaughter in Europe since the second World War? In the thirty years before the meltdown, Bosnian Serbs had declined from 43 percent to 31 percent of the population, while Bosnian Muslims had increased from 26 percent to 44 percent. In a democratic age, you can’t buck demography — except through civil war. The Serbs figured that out, as other Continentals will in the years ahead: if you cannot outbreed the enemy, cull ‘em. The problem that Europe faces is that Bosnia’s demographic profile is now the model for the entire continent.
When some left-wing critics claimed Steyn was advocating genocide in this passage, he wrote:

My book isn’t about what I want to happen but what I think will happen. Given Fascism, Communism and ethnic cleansing in the Balkans, it’s not hard to foresee that the neo-nationalist resurgence already under way in parts of Europe will at some point take a violent form. … I think any descent into neo-Fascism will be ineffectual and therefore merely a temporary blip in the remorseless transformation of the Continent.

Føder “indvandrerkvinder” virkelig færre børn?

og ” sker der en tilnærmelse til den danske levevis, at indvandrerne nærmer sig danske normer og værdier i forhold til familie, ægteskab og uddannelse,” som Garbi Schmidt siger i hver eneste radioavis dagen igennem? Vidtgående konklusion på et emne, der hverken er tilstrækkeligt defineret eller tilstrækkeligt belyst. En statistiker kommenterer dagens presse-hit :

Jeg har en baggrund som statistiker (cand.polit.), og umiddelbart er forklaringen indlysende.Som bekendt sættes der rekorder i indvandring disse år. Et historisk højt antal får arbejdstilladelse eller kommer til Danmark for at studere. Kun ganske få muslimer kommer til Danmark ad denne vej, og der er som sådan ikke noget at være bekymret for (bortset fra en del snyd med ordningerne, som måske udgør et problem).

På grund af denne markant stigende indvandring ændrer fertilitetskvotienterne sig også markant. De nye indvandrere er i høj grad unge – og kvinderne er dermed i den fødedygtige alder, hvilket påvirker fertilitetskvotienterne. Stort set ingen af dem får imidlertid børn, og det trækker naturligvis kvotienten drastisk ned. Skal vi sige noget om integrationen af muslimske indvandrere, bør vi se på fertiliteten fordelt på oprindelsesland. Danmarks Statistik oplyser følgende fertilitetskvotienter:

Afghanistan 2,8 Bosnien-Hercegovina 1,6 Irak 2,9 Libanon (palæstinensere): 2,9 Pakistan 2,8 Tyrkiet 2,1 Vietnam 2,0 Somalia 4,2

Danmarks Statistik oplyser ikke flere landegrupper, og det ville være særdeles interessant at kende fertiliteten for kineserne, filippinerne personer fra Ukraine. Under alle omstændigheder fremgår det, at ikke-vestlige fra muslimske lande, har meget høje fertilitetskvotienter.Filippinerne er formentlig det ikke-vestlige land, vi får flest indvandrere fra. Mit gæt er, at af de 500 filippinere, der indvandrede i 4. kvartal 2009, var næsten alle kvinder i den fødedygtige alder og stort set ingen har siden fået børn.

Derfor kan man naturligvis ikke konkludere som politikerne og journalisterne gør. Det er i øvrigt ikke nødvendigvis Danmarks Statistiks skyld eller anden bevidst manipulation. Journalister trykker dagligt fuldstændigt forkerte historier på baggrund af statistik, de ikke forstår. Det er min oplevelse, at det ikke er ond vilje, der ligger bag. Den gennemsnitlige journalist er blot ubegavet. (Mon Garbi Schmidts elaborering er iregnet i den karakteristik ? Se også Danmarks Statistik, Indvandrere i Danmark 2009, side 26.)

“Skol, vård och omsorg”

Nu begynder den rigtige valgkamp i Sverige snart. Ja, det er altså ikke en rigtig kamp, det er som de wrestling shows, hvor folk kyler hinanden spektakulært rundt i en ring, uden at nogen forstuver en lillefinger. En valgkamp er en kort, men ubehagelig periode, hvor man skal sætte en dagsorden af emner, som absolut ikke kan bringe én selv i miskredit. Intet der går rigtig dårligt, skal diskuteres åbent. Derfor hedder valgkamp på svensk “skol, vård och omsorg,” det er almoderligt og ukonkret, det ligger enhver, der ikke er decideret ond dybt på sinde. Vi kan folde vores hænder og bede sammen, og væk er enhver “dem og os-følelse.” Det er ligesom når man intonerer “velfærd” i Danmark, så følger et alvorligt ritual med mange indforståede og uudtalte undertoner, skal der ikke les og bønnen skal ikke forstyrres af emner, der ødelægger det fromme humør.

Derfor er det ikke så godt, hvis der foregår noget opsigtsvækkende lige midt i teaterforestillingen, som ikke kan kontrolleres. 9/11 gav den danske venstrefløjsregering det endelig dødsstød i 2001. Det kan ingen spindoktor forudse. Pludselig var Poul Nyrup vores allesamens farmand, og statsmandsagtig så han ud, den tidligere så kejtede mand, mens hans dage var talte. Det værste der kan ske for syvparierne nu, ville være en spektakulær og katastofal terrorhandling på europæisk eller svensk jord. Svenskerne  har jo fodret tigeren så flittigt, at de nu tror, at intet ondt nogensinde vil ramme dem. Det overgår kun folkeslag, der er så moralsk flossede, at de selv er ude om det, typisk danskere. Effekten ville derfor blive ekstraordinær, Gud forbyde det. En norsk forsker udtrykte for nylig situationen således: Whatever the motivation behind the alleged Oslo plot, the implication is that no country is safe anymore. Except Sweden, of course. Derfor er det ikke godt, at der  i weekenden har væren en bølge af brandterror i Sydsverige: Brandvåg i Eslöv, Tre bränder på drygt en månad, Två förskolebyggnader i brand i helgen. Det er dog ikke værre, end at enhver ordenligt journalist kan dynge det til at sportsresultater og artikler a la Orgasmnatten infaller just i natt eller “Ministeren har måske købt sex for fire år siden.”  “Hu- u- ud! fare hen!” så falder alle trygt i søvn indtil næste gang. Jeg bliver fortalt, at stemningen er anderledes i Sverige denne gang. Selv pæne, ordentlige og veluddannede mennesker, er oprørte over den fart, deres land gives bort med og de følger det har. Hvor anderledes, er der ingen der ved, og allerede det forlener jo valget med nogen ægte spænding. Det er man ikke vant til i shows, der er beregnet til, at så lidt som muligt skal ske. Man skal forestille sig Henrik Jensens Tour de France: Jo kedeligere valgene var, desto mere eksalterede var kommentatorerne. Måske man ligefrem begynder at bide negle igen ?

Det er ikke meningen, der skal ske noget

(Vi gentager en post fra marts, for det er nu, den er ved at være aktuel.)

Billedet her (klik f. helsstørrelse) er ikke en ægte Piet Mondrian, det er en grafik over bevægelserne, der har været i Sveriges Riksdag gennem 77 år: I 1991 kom tre nye partier ind, i 1994 røg det ene ud igen. Det er den mest dramatiske bevægelse på tre generationer. I 70 af årene har statsminsteren været socialdemokrat, nogle ville nok sige ” i alle årene.” I samme tidsrum, som der i Riksdagen har været i alt otte partier, har der i det danske Folketing siddet 23 forskellige partier, de 16 er smidt ud igen. Danske statsminstre har skiftet partifarve 13 gange siden Madsen-Mygdal i 1929.

Begge parlamenter har i dag 7 partier, så den forskellige spærregrænse kan ikke forklare så gigantisk en forskel i funktion på to angiveligt ens systemer. Hvad foregår der egentlig ? Enten har vi at gøre med verdens mest rørende enige befolkning, eller også er det slet ikke er meningen med svenske valg, at der skal foregå noget. (Der er rent teoretisk også den lidt alternative mulighed, som nogle svenske journalister har markedsført, at danske vælgere er alkoholiserede og utilregnelige, og ikke aner hvad de gør.) Den tanke, at der slet ikke skal flyttes nogen eller noget ved svenske valg, er så langt fra ny. Vores svenske kronikør Julia Caesar genformulerer den i dag:

Dagens samhällsutveckling har fjärmat sig mycket långt från Per Albin Hanssons Folkhem. I Folkhemmet skulle det varken finnas styvbarn eller kelgrisar. Alla skulle vara lika mycket värda.Det vi ser i dag är en ny sorts klassamhälle där skiljelinjerna följer nya mönster och den högsta kasten utgörs av riks- och EU-politiker, fackförbundspampar och personer med höga positioner i näringslivet. Girighet är ledstjärna, och måttlösa självbelöningssystem i form av feta bonusar och gynnsamma pensionsavtal är satta i system av dem som sitter vid maktens köttgrytor – helt utan blygsel eller antydan till självkritik.

De kretsar som utgör vår tids bourgeoisie har begrepp som hederlighet och moral avlidit i tvinsot för länge sedan. Allmännytta har omvandlats till egennytta. De som tillskansar sig privilegierna skäms inte ens utan är lika förorättade och fulla av krystade undanflykter varje gång de ertappas med fingrarna i syltburken.

Makt korrumperar. Alltid.

I sin bok Den politiska adeln beskriver författaren Anders Isaksson (1943-2009) framväxten av en särskild politisk klass som lever sina liv i en helt annan verklighet än vanliga människor. Liksom adeln i det gamla ståndssamhället skapade sina egna privilegier beviljar sig den politiska adeln sina egna förmåner och beslutar om sina egna lönehöjningar i oinskränkt suveränitet, utan inblandning av folket.

Yrkespolitikerna och de politiska tjänstemännen lever sina liv som en avskild elit. Allt fler saknar egen erfarenhet av vanligt arbetsliv, och politikerstatusen och de höga inkomsterna innebär en gräddfil till det mesta i samhället. Den politiska adeln lever i komplexa nätverk av släktingar, gamla studiekamrater, partners och sommargrannar från Fårö och Österlen. De bor i samma områden, umgås privat, rör sig i samma kretsar och gifter sig med varandra.

Genom socialdemokratin har vägen för många varit spikrak från Unga Örnar via ungdomsförbundet SSU rakt in i riksdag och regering utan föregående arbetslivserfarenhet. Kontakterna betyder mer än de egentliga meriterna och lämpligheten för jobbet.

Vem man är betyder mer än vad man är.

Alltmer fjärmar sig den politiska klassen från de väljare som de ska representera. De känner vida större gemenskap med andra i samma politiska klass, inklusive sina politiska meningsmotståndare, än med de människor som har röstat fram dem.

Jonathan Friedman, amerikansk professor i socialantropologi som under många år levde i Sverige, säger:

Eliten har i kraft av den isolering som de lever i blivit mer och mer rädd för folket och vad det kan inrymma. Hållningen är att folk i allmänhet är dumma och farliga. Den politiska klassen har fjärmat sig från folket. Den är kosmopolitiskt inställd och ser sig själv som överordnad nationen snarare än som en del av den. Ekonomiskt understöds det av att den politiska klassens löner har vuxit snabbast av alla. Den har aldrig haft det bättre. I det avseendet påminner situationen om romarrikets sista 100 år.” (Jyllands-Posten 15 september 2002.)

Och väljarna? Deras ansvar inskränker sig till att utgöra valboskap och rösta en gång vart fjärde år.

Symbios med media

Journalister har i allmänhet mer gemensamt med politikerna än med sina läsare/lyssnare/tittare. Stora delar av journalistkåren lever i symbios med den politiska adeln. Det gäller både på riksdagsnivå och på kommunal nivå. De tillhör samma samhällsklass, delar ofta politiska och andra värderingar och en outtalad känsla av samhörighet. Tillsammans formar de ett politiskt-medialt etablissemang där de kan spegla sig i strålglansen från varandras maktsfär, och säregna och starka bindningar uppstår mellan makten och dem som är satta att bevaka den.

Det är inte underligt om läsarna/lyssnarna/tittarna känner sig lurade när de inte känner igen sin egen verklighet i den bild media återger. Politiskt korrekta media har förverkat mycket stora delar av sin trovärdighet, och allmänhetens misstro är stor. Men den tycks ännu inte ha nått fram till journalisterna själva – vilket ytterligare belyser den djupa klyfta som finns. Den påtagliga nonchalans och ovilja att ompröva sina förhållningssätt som präglar journalistkåren kan inte betecknas som något annat än högmod.

Att tydligt förakt för ”vanligt folk” sipprar ned från maktens boningar, vare sig det är riksdag och regeringskansli eller radio-, tv- och tidningshus. Det är uppenbart att folket ses som en okunnig massa som maktens företrädare måste uppfostra. Uppfostringsnitet får legitimera attityder och metoder som inte hör hemma i en demokrati.

______________________________________________________________________ ___

Ergo: Hvis nu nogen dansk eller svensk journalist skulle få os indbildt, at valget til september indebærer nogen egentlig spænding, kan man trygt sige, at den statistiske chance for det, er ganske ubetydelig. Selv når SD kommer ind med 5-10 procent, vil de blive ignoreret og indkapslet som et skadeligt fremmedelement og en uinviteret opkomling i magtens reserverede korridorer. Ian Wachtmeister fortæller at gammelpartierne ikke engang ville hilse på hans Ny Demokrati-folk, der var på kort visit i RD fra 1991-1994.

Den selvgratulerende magt “på tærsklen til uanstændigheden”

Da det passer så fint ind i sammenhængen, er vi nødt til at nævne at Lena Sundström i går fik en guldspade for sin “gravende journalistik.” At kalde hende “gravende” er en fornærmelse mod enhver haveejer, der nu er ude og vende forårsmulden i sin køkkenhave. Hendes rolle er principielt at ligne med den Zarah Leander blev tildelt i Tyskland hine tider, hun skal kvidre lidt for partispidserne og bagefter kan hun forsvinde. Det er ikke til at sige, om hun selv har opdaget det, men man har lov at tvivle. Hun vil være et meget stort navn i Sverige i det kommende halvår, og Carsten Jensen skal gøre sig meget umage for ikke at få tildelt samme rolle. Han vil heller ikke opdage det teaterstykke, han medvirker i.

Lena Sundström får pris för bok, og Helsingborgs Dagblad giver hende fuld skrue: Lena Sundström har skrivit ett nytt förord till boken “Världens lyckligaste folk” som vi börjar publicera i HD med start i dag. Ett anständigt liv? : (læg mærke til den lavsindede og stupide illustration til artiklen )

Vi kommer nu på kultursidan, med start i dag, varje söndag löpande publicera Lena Sundströms August-nominerade bok “Världens lyckligaste folk”. Den söker förklaringar i en dansk vardag hur det var möjligt att förändra ett av Europas mest frisinnade länder till symbol för främlingshat. Följ med på resan till Danmark – gärna i läsecirkelns form – och samla och sprid argument. Om precis sex månader är det val.Där Danmark befann sig 1998, där befinner sig Helsingborg i dag. På tröskeln till oanständigheten. Låt oss stanna på den svenska sidan.

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Robin Shadowes

    Dom vill få oss att tro att invandrarna inte alls ökar men att siffrorna ligger stilla. Det räcker med att vi ser gatubilden i vår egen boendemiljö för att förstå att detta inte är sant men vi kommer inte kunna bevisa detta utan siffror och statistik.

  • Elefanten

    Danske myndigheder belønner børnefødsler med varigt ophold.
    En irakisk storhæler blev ikke udvist. Begrundelsen for dette var, at han havde gjort hustruen gravid fire gange.
    Der skal værnes om forbrydernes familieliv, selvom det øger sandsynligheden for, at næste generation også vælger forbrydervejen.
    Og jævne borgere og trofaste skatteydere kan få et spark i bagdelen.

  • Det slår mig at Steyn lider af en lidt underlig, men underholdende, eurofobi!

    Europa er det store socialistiske dyr i åbenbaringen hos ham og han kan ofte arbejde sig op i et sandt raseri over vores stakkels kontinent.

    Det slår mig imidlertid at USA er i fuldstændigt samme problemer (nok værre) og at deres mangel på en skandinavisk velfærdsstat ikke har hjulpet dem noget som helst i den sammenhæng.

    I Indien hvor størstedelen af befolkningen virkeligt er tvunget til at smede deres egen lykke og er “dejligt” fri fra socialstatens omklamrende arme, har man i århundreder måtte kæmpe for overlevelsen imod islam.

    Det skulle Steyn tænke lidt over.

    (Forklaringen er selvfølgelig den amerikanske ide om egen exceptionalisme fra en ond og grusom verden, der lever i et jahiliya uden “founding fathers”, uden “the dream”, uden “freedom” osv. hvilket er meget sødt og MEGET naivt og uden tvivl får sig nogen ridser i lakken i de kommende år, når det kommer til at gå fuldstændigt som i det “postkristne” fordærvede, “socialist” Europa.)

    • Ja, USA begynder for en ignorant som undertegnede at ligne et gigantisk Ponzi scheme. Om et par år vil statsgælden overstige bruttonationalproduktet, hvis jeg har forstået det korrekt. Jeg har det i baghovedet hver gang jp.dk eller andre skriver glædesstrålende om rekordstigning i aktiekurser eller tegn på at recessionen er forbi. Jeg ved intet om økonomi, men det vil nok være en uoverstigelig opgave at forklare mig hvordan dette kan ende godt, hvis nogen virkelig vil påstå dette.

      USA har dog nok alligevel nogle absolutte fortrin i forhold til Europa i deres borgerinitiativer omkring fattighjælp, kirkelige grupper osv. Og skulle de opleve national fragmentering engang i dette århundrede som følge af mexificering eller islamisering, vil i hvert fald dele af landet med garanti klare sig bedre end Europa, hvor befolkningerne formentlig vil lægge sig på maven og hejse det hvide flag. De har ligesom nogle forfatningsbeskyttede rettigheder til selvforsvar som nok mødes med foragt her i Europa, men som mange sikkert kunne gå hen og misunde dem.

  • Crass Børsting

    Det Steyn taler om i klippet her, er den kommende demografiske katastrofe, “the perfect storm”, som europæerne har nedkaldt over sig selv. Her er Europa enestående i forhold til USA (og Japan og Kina).

  • Mitt i prick av Stein. Jag har tänkt på precis samma sak, men det är svårt att säga det utan att bli missförstådd. De som är ansvariga för politiken lägger grunden för sin egen värsta mardröm.

    • Morten – – –

      Men en korrektion af fejlene udsættes, fordi man pålægger befolkningerne ansvaret, for at politikernes store visioner ikke er gennemførlige.

      Hvis det ikke lykkes at virkeliggøre fantasierne, så skyldes det altså ikke de store politikere, men de smålige befolkninger – som så har fortjent deres skæbne. Sådan tænker store politiske ledere jo. Tjek selv historien.

      – – –

  • Pingback: »De er udemokratiske« « Snaphanen()