Kurt Westergaard taler om sin “egen klasse”, “de kulturradikale”, der har taget afstand fra ham og sagt, “hvis der sker dig noget, er du selv ude om det.” Manden på gaden siger “Godt, Kurt, bliv ved med det.” Lang og intim DR samtale med Kurt Westergaard.

Karrikakturtegneren Kurt Westergaard kom som bekendt på kant med islamister, da han tegnede den berømte tegning af Muhammed med en bombe i turbanen. Men allerede som barn oplevede han, hvor barsk en fundamentalistisk religion kan være. Ateisten Sommergæsten 28. juli 2010 kl. 10:03 på P1Hør udsendelse   (56:15)

The David Cameron 2010 World Tour – hjælp, vi undskylder

Den politiske midte er forskudt kraftigt mod venstre i de senere år, og det der engang var konservatisme er i dag ‘Tory back benchers’, eller slet og ret ‘right wing’, eller endda ‘far right’. Eller sagt på en anden måde, skulle der i et europæisk land vise sig et vælgerpotentiale for et nyt konservativt parti af den slags der eksisterede for bare 20 år siden, vil helvede bryde løs med nazibeskyldninger og overfald fra venstrefløjens stormtropper. David Cameron går tydeligvis i Barack H. Obamas fodspor, men: Humility will get you nowhere (LFPC).

David Cameron today refused to apologise over his declaration that Britain should show ‘humility’ to India. The Prime Minister insisted he was not talking down the UK but argued it was right to be ‘realistic’ about our place in the modern world. He tried to quell a row over his suggestion as he arrived in India that the UK should bend its knee to its former colony. […]

Despite coming under fire for describing Britain as the ‘junior partner’ to the U.S. last week, he wrote in The Hindu newspaper that he came ‘in a spirit of humility’. ‘I know that Britain cannot rely on sentiment and shared history for a place in India’s future. Your country has the whole world beating a path to its door,’ he said. He stood by his comments this morning despite fierce criticism at home that they make it appear he has a reduced view of Britain’s once-great place on the world stage. […]

The Prime Minister also apologised for his gaffe in Washington last week when he said that Britain had been the ‘junior partner’ to the U.S. in 1940. […]

Former Conservative Party chairman Lord Tebbit yesterday accused the Prime Minister of speaking as though Britain had something to ‘apologise’ to India for. ‘I begin to wonder if Mr Cameron has read any history,’ he said. ‘I spent quite a bit of time in India before Mr Cameron was born and I doubt very much if an apologetic tone is the right one. ‘We should be proud of our time in India, and India should be proud of what it is today.’ […]  ‘I’m not talking Britain down’, Cameron insists, after claiming we should show India humility

Skotland: To års fængsel for at rive slør af kvinde

Slør er altså et racetræk, kan man lære her. Og BBC manipulerer: “who wears the niqab to protect her modesty as part of her religion” er selvfølgelig en rent propagandistisk udlægning af en langt mere brutal virkelighed (LFPC).

A man who ripped a veil from a Muslim woman’s face as she walked though Glasgow has been jailed for two years. William Baikie, 26, admitted racially assaulting 26-year-old Anwar Alqahtani by forcibly removing her niqab in the city’s Hope Street on 27 April. Glasgow Sheriff Court heard how Baikie, who has previous convictions for racist behaviour, ran off but was later identified through CCTV footage. […]

The 26-year-old, who wears the niqab to protect her modesty as part of her religion, was attacked as she walked to get a train from Central Station. […] Man jailed for Muslim veil attack

»Slut med tålmodigheden«

Dorothea Jung, Deutschlandfunk anmelder dommer Kirsten Heisigs “Das Ende der Geduld – Gegen die Kultur des Wegschauens.”

Kirsten Heisig var ungdomsdommer i Berlin. Da politikerne begyndte at advare om fremkomsten af parallelsamfund, sagde hun, at de allerede havde eksisteret længe. Hun skrev en bog om unge kriminelle – og begik selvmord inden offentliggørelsen. Nu har Herder Verlag fremrykket offentliggørelsen af bogen. Ingen ved, hvilke tanker der tilsidst drev hende ud i hendes ensomme død, men hvad hun udrettede i sit arbejdsliv, står hævet over enhver tvivl.

“Tidligere kunne jeg faktisk meget bedre bearbejde mine sager, end jeg kan i dag. Det burde egentlig være sådan, at jeg behandlede alle sagerne rutinemæssigt, og ikke lod dem gå mig på. Men forbrydelserne har ændret karakter i en sådan grad, at de delvist går mig på. Derfor er jeg også blevet en offentlig person.”

Det sagde Kirsten Heisig i et interview i Deutschlandfunk i 2009. De unge voldsmænds tiltagende brutalitet gav hende en opfattelse af, at noget var ved at gå galt i Tyskland.

“Jeg kan stadig chokeres. Jeg føler, at samfundet er ved at falde fra hinanden. Det er ikke kun et spørgsmål om min domstol og mit fagområde. Vi kan ikke løse disse samfundsproblemer med vores retssystem. Vi kan lappe lidt. For 10 eller 20 år siden var det anderledes. Da havde vi indtryk af, at vi til en vis grad kunne styre de unges normer, men nu har jeg det indtryk, at det er nyttesløst, hvad jeg gør. Og det finder jeg utilfredsstillende.”

De omstændigheder Kirsten Heisig ikke kunne affinde sig med, vidner hendes bog beklemmende om. Hun bestrider med sine erfaringer de statistikker, der taler om faldende en kriminalitet i Berlin. Hun begynder bogen med sine første erfaringer som ungomsdommer i Berlin. [..]

Som jurist tilstræbte Kirsten Heisig med sine domme, at give de unge en vej ud af kriminalitet. Men som dommer må hun konstatere, at hvis unges liv er så præget af vold, som de det tit er, så har retsvæsnet meget svært ved at formidle nogen værdier til dem. Støtte og sanktioner kommer næsten altid for sent. Pædagoger, polti, lærere, naboer skulle først overhovedet have bemærket, hvad der foregik. Særligt hvad angår indvandrerfamilier, sker dette alt for sjældent. Hun skriver:

“Vi lever i et samfund, hvor man bevidst overser problemerne. Indvandrere gør det af tradition, tyskere af frygt og bekvemmelighed. “Intensivforbryderstatistikken” hos Berlins offentlige anklager, der dækker alle der begår mere end ti forbrydelser om året, har ifølge Kirsten Heisig mange tyrkiske og arabiske navne, drenge der allerede har tiltrukket sig opmærksomhed i skolen.”

Citater:

Skolekammerater bliver ved mindste anledning truet med: “Du er død”, ledsaget af en bevægelse henover halsen. Fornærmelser som “ludersøn”, “offer”, “du er en luder, du har ikke tørklæde på”, hører til dagsordenen. Uden varsel er andre børn blevet slået i ansigtet med knytnæve.

Den unge dommer Heisig lagde især mærke til børn fra libanesisk-kurdiske klaner. Deres familier var ofte kommet uden papirer som asylansøgere til Tyskland,  de var ofte statsløse palestinensere. Ifølge Heisig giver disse familier politiet, retsvæsnet og hele bydele massive problemer. Sidste år sagde hun om børn fra  familierne:

»De er alle storpjækkere fra skolen, de er havnet langt udenfor samfundet, hvis de da nogensinde har været medlemmer af det. De er født her, de er vores børn, vi må kæmpe for dem på alle niveauer, give dem tilbud, men også give dem sanktioner, hvis forældrene ikke vil samarbejde. Hvis forældrene ikke vil det, hvis vi ikke kan tvinge dem til at sende deres børn i skole, og helst også i børnehave fra det 3 år, så de ikke starter med at være bagud, så får vi et massivt problem.”

Kirsten Heisig går stærkt ind for at fjerne børnene fra disse familier. Som ung dommer erfarede hun, at Berlins familiedomstole meget sjældent tvangsfjernede indvandrerbørn.

Citat:

Det er også indlysende hvorfor, det er en socialromantisk forblændelse parret med ren frygt. Jeg er nu nået til den overbevisning, at frygten for de kriminelle, arabiske storfamilier langt overgår alle andre aspekter, for lige under overfladen ligger beskeden: “Du kan ikke tvangsfjerne et barn fra en arabisk klan. Familien vil skyde enhver , der prøver.”

I passager som disse, bliver det klart hvilke stærke følelser Kirsten Heisigs arbejde var forbundet med. For ved siden af de mere analytiske dele af teksten, hvor hun beskriver hvad Berlins retsvæsen arbejder med, er der mange emotionelle passager. De er bevægende, når de handler om at sikre børnenes velfærd og den ubetingede vilje til at give dem et liv uden kriminalitet.

Men hvor hun sætter følelesmæssigt pres på teksten, for at give politiske krav vægt, bliver teksten noget agitatorisk, og det irriterer, som for eksempel i sin opfording til at beskytte datasikkerheden i myndighedernes kommunikation. Tværtimod mener jeg ikke, at privatlivets fred skal tjene til at beskytte gerningsmænd. Hvis den tyske regering stadig lukker disse familier ind i landet og underholder dem i årtier uden at kræve modydelser, selvom de uhæmmet skader samfundet, vanærer den i yderste instans sig selv, og inviterer andre til at gøre det samme.

I nogle af bogens passager passager, synes Kirsten Heisig at have mistet blikket for, at hun som dommer kun har mødt et udsnit af den sociale virkelighed. En gruppe af unge, der har gjort en gade i Berlin Neukölln usikker, men dog ikke hele vores samfund. Gennem sin tilspidsning skæmmer forfatteren sin fortælling med enkeltsager, hvad hun egentlig ikke havde behøvet: Før hun besluttede at forlade dette liv, havde hun i sit arbejde allerede opnået meget. Hun havde håndhævet og fremskyndet procedurer for unge lovovertrædere, hun havde hjulpet politiet, ungdommen, skolerne, bydelsinitiativerne og med held konfronteret en kultur af uvidenhed. Hun var en tapper kvinde. Med sin bog har hun efterladt sig en stridbar arv.

Dorothea Jung  (Snaphanens oversættelse)

Førsteoplaget af bogen blev udsolgt på én dag, mandag.

Gegen die Kultur des Wegschauens – Kirsten Heisig: “Das Ende der Geduld”. Herder Verlag,  Von Dorothea Jung, Deutschlandfunk,

Nogle tyske aviser lader stadig muligheden for mord står åben, men det synes kun at være Kopp Online, der meget aktivt efterforsker det spor: Blumen auf dem Grab von Kirsten Heisig.