1
aug
Seneste opdatering: 2/8-10 kl. 0955
7 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Jim: Well anyway, why are we having an official visit from this tin pot little African country?
Sir Humphrey: Minister, I beg of you not to refer to it as a tin pot little African country. It’s an LDC.
Jim: A what?
Sir Humphrey: Buranda is what was used to be called an under-developed country, however this term was largely regarded as offensive, so they became known as developing countries and then as less developed countries or LDC’s.We are now ready to replace the term LDC with HRRC.
Jim: What’s that?
Sir Humphrey: Human resource rich countries.
Jim: Which means?
Sir Humphrey: That they’re grossly over-populated and begging for money.

Helmut er Schmidt er dybt bekymret over Europa

Tidligere forbundskansler Helmut Schmidt er skuffet over Europas toppolitikere. Han savner stærke personligheder og mener at EU’s udvidelse er en katastrofal fiasko. Situationen er efter hans mening, værre end nogensinde siden Anden Verdenskrig.

“I øjeblikket er Europa uden ledelse,”sagde Schmidt til NDR. “Der er ingen lederskikkelser for tiden. Dette er en værre situation, end vi nogensinde har oplevet igennem 60 års europæisk integration.”

“Det er forrykt”: Bemærkningerne fra den tidligere kansler faldt i en samtale med tidligere finansminister Peer Steinbrueck i dokumentarfilmen “Steinbrück ser ned i afgrunden – en krisemanagers magt og afmagt”. I hårde vendinger beklagede Schmidt sig også over EU-udvidelsen : “Ved Maastricht-konferencen, var vi tolv medlemsstater. Så blev vi 15 og så blev vi 20 og 26 og 27. Det er forrykt.”

Fokus på to gamle mænd: Schmidt siger om de nye EU-medlemmer: “Det var rigtigt at give dem psykologisk støtte. Dertil ville NATO medlemskab have været tilstrækkeligt, det ville også have tilfredsstilet amerikanerne. Men at optage dem i EU samtidigt uden at tilpasse spillereglerne i denne kæmpeforening, det var en katastofal fejltagelse.

Helmut Schmidt mærker at der i befolkningerne er en foragt for den politiske klasse. “Nogle politikere påskønnes først, når de er blevet forhenværende” siger Helmut Schmidt: “Ja, sådan gik det for Richard von Weizsäcker og mig. Det hænger kun sammen med, at tyskerne i øjeblikket ikke er tilfredse med deres lederskab. Så kommer der fokus på to gamle mænd som os ” Focus: Helmut Schmidt tief besorgt über Europa. (Snaphanens oversættelse. Helmut Schmidt er født i 1918.)

Oh, What a Lovely, Useless (Afghan) War

A more useless and unnecessary thing than an expedition into this country could not be imagined…These are words lifted from the diary of Brigadier-General Henry Brooke who, in April 1880, took command of the British garrison in Kandahar.The Brigadier-General was shot and killed on August 16 1880 as he led an attempt to clear insurgents from the village of Deh Khoja not five thousand yards from the walls of Kandahar One hundred and thirty years later, the coffins still arrive and we continue to mourn the fallen.  Taki.

Forleden da det forlød, at den folkelige opbakning til Afghanistan var nede under 50 %, stod en af de unge venstrefolk frem – en af dem der ligner en statist fra en Niels Malmroes-film fra 50 érne, med tykke briller og halvfedtet  hår – og sagde at “vi har ikke forklaret krigen ordentligt overfor befolkningen.” Så sagde han, at vi ikke trak os “før arbejdet er gjort færdigt og landet er genopbygget,” og så var vi jo allerede meget klogere. Man manglede kun “demokratiet og den afghanske feminisme.” Jeg håber stadig der er en overordnet forkromet, geopolitisk grund til tilstedeværelsen, der bare er for fin til at fortælle gemene folk som os om. Ellers ved jeg ikke hvad der er værst: at blive der, eller rejse med et nederlag – og altså en trimuf til stammefolkene. Raketstyrene, Kalashnikovernes og de afghanske mødres 5.5 børns sejr over verdens mest avancerede militærstyrke.

Niall Ferguson: En verden uden USAs dominans?

Professor i historie ved Harvard University Niall Ferguson (‘hr. Hirsi Ali’) fremskriver et scenarie hvor USA, svækket af en uløselig økonomisk byrde, mister sin globale dominans i løbet af meget kort tid. Skulle dette ske, er jeg kun sikker på én ting: Konsekvenserne vil blive forfærdelige også for den venstrefløj hvis virke i fred og frihed reelt er en luksus der udspringer af den amerikanske paraply. Dette kan man ikke overbevise dem om her og nu, og det er for de fleste formentlig en taget-for-givet status der først erkendes når paraplyen er væk (LFPC).

[…] Alarm bells should therefore be ringing very loudly indeed in Washington, as the US contemplates a deficit for 2010 of more than $US1.47 trillion ($1.64 trillion), about 10 per cent of GDP, for the second year running. Since 2001, in the space of just 10 years, the federal debt in public hands has doubled as a share of GDP from 32 per cent to a projected 66 per cent next year. According to the Congressional Budget Office’s latest projections, the debt could rise above 90 per cent of GDP by 2020 and reach 146 per cent by 2030 and 344 per cent by 2050.

These sums may sound fantastic. But what is even more terrifying is to consider what ongoing deficit finance could mean for the burden of interest payments as a share of federal revenues.

The CBO projects net interest payments rising from 9 per cent of revenue to 20 per cent in 2020, 36 per cent in 2030, 58 per cent in 2040 and 85 per cent in 2050. As Larry Kotlikoff recently pointed out in the Financial Times, by any meaningful measure, the fiscal position of the US is at present worse than that of Greece.

For now, the world still expects the US to muddle through, eventually confronting its problems when, as Churchill famously said, all the alternatives have been exhausted. With the sovereign debt crisis in Europe combining with growing fears of a deflationary double-dip recession, bond yields are at historic lows.

There is a zero-sum game at the heart of the budgetary process: even if rates stay low, recurrent deficits and debt accumulation mean that interest payments consume a rising proportion of tax revenue. And military expenditure is the item most likely to be squeezed to compensate because, unlike mandatory entitlements (social security, Medicaid and Medicare), defence spending is discretionary.

It is, in other words, a pre-programmed reality of US fiscal policy today that the resources available to the Department of Defense will be reduced in the years to come. Indeed, by my reckoning, it is quite likely that the US could be spending more on interest payments than on defence within the next decade. […]  Niall Ferguson: Sun could set suddenly on superpower as debt bites

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Fritz

    -Helmut er Schmidt er dybt bekymret over Europa-
    Hvis det kan trøste ham, så kan vi fortælle ham at han bestemt ikke er alene.

  • Der tales mere og mere om det “vestlige nederlag” i Afghanistan.

    Hvad havde man regnet med?

    Hvem kæmper man imod? Hvor kæmper man?

    Mod talibanerne! Mod terrorisme! I Afghanistan!

    Både talibanere og terrorisme dækker over det samme: Muslimer.

    Afghanistan er et område ikke en nation, hvilket gør ideen om “nation-building” håbløs.

    Hvad skal man gøre? Lad dem være. Bomb dem hvis de prøver at lave atomvåben. Iran og Pakistan er oplagte mål.

    Talibanernes “sejr” er deres eget totale nederlag. De er tilbage ved square one, og halsoverskæringer på fodboldbaner.

    Muslimerne har scoret det ene nederlag efter det andet i de sidste 500 år, politisk, religiøst, kulturelt.

    Hvad er der tilbage i islam, andet end fornedrelse?

  • Historyman

    Et vidunderligt klip.

    Denne video med sir. Humphery fra “Yes minister” er uhyre præcist beskrivelsen i tænkningen fra 80`erne, og som stadig eksistere i mange ministerier i dag.
    Men et af de bedste afsnit er “Nuclear deterrent” her beskriver én lært professor at fjenden, i dette tilfælde sovjetunionen, ville benytte ”salamitaktikken”, dvs. langsomt, men sikkert, tage større og større bidder land, under uskyldige forklaringer og tvetydige begrundelser, og samtidig overlade eskalations problematikken til de vestlige politikere. Det bliver dem der forsvare sig, der altid kommer til, at fremstå som de aggressive, de hadefulde, de farlige. Dette er lidt a´la i islamkritik dag, det er som om vi (islamkritikere) fremstår som rabiate, fanatiske fordi vi påpeger den trussel som islam udgøre.

    Alle islamiske krav om samfundsforandringer er jo alle, få og små,” …og herregud vi ka jo godt tage hensyn til hinanden, hvorfor skal I altid være så negative og hadefulde..”

    Den tilgang kommer jeg ofte udfor, når jeg taler med andre om islam problematikken. Køns adskilte forældremøder, halalmad i skolerne, separate badeforanstaltninger for muslimer, burkaer i det offentlige rum, m.m. er jo alt sammen ”små” ubetydelige ændringer, som ikke har den store betydning. Men i virkeligheden er denne koloniaisering(islamisering) af dagligdagen, en effektiv og vedvarende del af den større jihad, nemlig én underkastelse/tilpasning til islam i alle samfundsforhold. Her er salamianalogien væsentlig bedre forklaring, den langsomme og vedvarende islamisering dagligdagen som vore politikere er slået ind på.

    Her er moskeen på Vibevej et af de bedste eksempler. Socialdemokraterne på Christiansborg kan sige at de skam støtter regeringens flygtninge/indvandrer – politik, men hvis man vil se på Socialdemokraternes reelle politik, skal man se på Københavns rådhus. Her gav man implicit den Iranske Revolutionsgarde retten til at bygge en kasserne/informations central/moske hvormed det iranske styre nu kan disciplinere og styre iranere i Danmark. I godheden og multikulturalismens navn har socialdemokraterne åbnet døren for et af de mest modbydelige regimer på jorden. Alt sammen fordi muslimer kan stemme til lokalvalg, og det gælder om at holde sig gode venner med det fremtidige vælgerkorps.
    Salamitaktikkens resultater ses også i tidligere verdslige lande, som Tyrkiet og Ægypten, her sker der langsomt en større og større islamisering af dagligdagen. Hovedtørklædet som var fraværende fra ægyptiske kvinders hoveder i 50`erne og 60´erne er nu fuldt ud tilbage. Langsomt er familie retten også gledet ind under sharia lov.

    Alle der gør modstand, og kritisere denne udvikling i Danmark, bliver anset og beskyldt for racisme og at være hadefulde, f.eks. Søren Karup og Jesper Langbalde og DF generelt. Sorte fætter og et hadefuldt parti, det er normen i dagens Danmark. Selv blandt ”borgerlige” såsom Konservative og Venster og ikke mindst Liberal Alliance er der sammen holdninger. At muslimer skal respekteres og implicit derfor også islam. Den mentale pålægsmaskine køre for fulde omdrejninger

    Mvh.
    Historyman

  • Emeritus

    ‘…We are now ready to replace the term LDC with HRRC.
    Jim: What’s that?
    Sir Humphrey: Human resource rich countries.
    Jim: Which means?
    Sir Humphrey: That they’re grossly over-populated and begging for money….’

    Det var ubetalelige og endnu topaktuelle replikskifter som disse, der i sin tid gjorde ‘Yes minister’ elsket og fik Europa til at flække af grin.
    Jeg griner stadig.

    Med venlig hilsen

  • OLIRC

    Dags att förklara Kina för ett I-land mao Mao Tse Tung ;).

  • Axel

    Satire over vort ynkværdige ordkløveri er en god måde at starte dagen på.
    Jeg har brugt dagen på at genfinde guldkorn over den nuværende fokus, såsom: “I am their leader, I must follow them!”, “They might be homegrown loonies.”, “You might withhold honours from everyone who hasn’t cut their budget by 5% at the end of the week” og “A moment ago he had been playing their minds, or what passes for minds down Kenningford way, as on a stringed instrument.”
    Og Især det telegraftelt han får opstillet til en engelsk-arabisk festlighed for at omgå haramreglerne.
    Gå 20 år bagud så har man den aktuelle satire vi behøver nu. (((:]>

  • Ole Burde

    Det perfekte tidspunkt at traekke soldaterne hjem fra Afghanistan ,er naar situationen i Danmark har udviklet sig paa en maade hvor de kan bruges til at patruljere gaderne . Det vil vaere en haard men noedvendig opvaagning for de stakkels jens’er.