21
aug
Seneste opdatering: 21/8-10 kl. 1506
2 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Giulio Caccini , 1551 – 1618, Olga Pyatigorskaya i Domkirken i Riga, 26.11.07.

Europe no longer believes in evil

Europe no longer believes in evil but only in misunderstandings to be resolved by discussion and dialogue. She no longer has enemies but only partners. If she is nice to extremists, she thinks, they will be nice to her, and she will be able to disarm their aggressiveness and soften them up. Europe no longer likes History, for History is a nightmare, a minefield from which she escaped at great cost, first in 1945 and then again in 1989. And since History goes on without us, and everywhere emergent nations are recovering their dignity, their power, and their aggressiveness, Europe leaves it to the Americans to be in charge, while reserving the right to criticize them violently when they go astray. It is notable that Europe is the only region in the world where military budgets go down every year; we have no armies that would be able to defend our frontiers if we were so unlucky as to be attacked; after the Haitian crisis, Brussels could not dispatch even a few thousand men to help disaster victims. We are well equipped to calibrate the size of bananas or the composition of cheeses, but not to create a military force worthy of the name. Pascal Bruckner

Mauricio Rojas på svensk igen

Att detta hände kan tyckas förvånande eftersom Alliansens valrörelse 2006 och den förda regeringspolitiken har kretsat mycket kring “kampen mot utanförskapet”. Problemet med denna kamp är att Alliansen, under moderat påverkan, har omdefinerat själva begreppet utanförskap till att bli synonymt med “utanförskapet från arbetsmarknaden”.

Den stora förloraren inom Alliansen är i detta sammanhang Folkpartiet, som tidigare hade utvecklat en mycket mer komplex och verklighetstrogen syn på utanförskapet och som har föreslagit bra åtgärder. Folkpartiets breda och långsiktiga grepp har ersatts av moderaternas mer kortsiktiga. Sabuni förlorade och Borg vann. Synd för Sverige.

Sverigedemokraternas sannolika intåg i Sveriges riksdag bekräftar detta. Det vi måste inse är att det allvarligaste problemet inte är att alldeles för många väljare lägger sin röst på SD. Partiets framgångar är bara ett symtom på ett bekymmersamt samhällstillstånd, som de som regerade tidigare och de som regerar nu inte har haft vilja eller förmåga att ta itu med. Budbäraren må vara motbjudande, men vi får inte göra den till syndabock för våra egna misslyckanden.MAURICIO ROJAS Gör inte SD till syndabock för regeringens misslyckanden.

Velgørende at se. ham tilbage.Moderaterna er ikke et konservativt parti. Nation og kultur er en by i Sibirien for dem.  Folkpartiet er ikke så konservative, at det gør noget. De tror begge at arbejde er lig med integration, en mekanisk tilgang, der også er ophav til det evindelige omkvæd “integrationen er ikke lykkedes”. I selve udtrykket ligger den antagelse, at den overhovedet kunne lykkes mere end ganske delvist, og at det altså er et rent teknisk uheld, at det ikke er sket. I stedet ser vi at det går værre og værre med den. Den svenske valgkamp kan endnu komme til at handle om noget substantielt, selvom man tvivler stærkt og selvom medierne nok skal gøre deres til, at det ikke sker. – Og apropos den snævre definition af “integration” og den afgrund, der er ved at blive synonym med Sverige:

Ikke hen til kanten af afgrunden

Det virker ikke, som om I tror på, at deltagelsen i demokratiet er dannende for befolkningen – har I ikke meget lidt tillid til det demokrati, I vil forsvare?

Ralf Pittelkow: »Altså, hele udviklingen har vist, at troen på, at indvandrere, bare af at vokse op i et demokrati ville blive integreret, ikke passer. De unge bliver mere og mere radikale, de vil bygge et samfund på Koranens regler og på shariaen. Men det skulle meget nødigt være sådan, at man skulle lovgive sig ud af det. Derfor er vores kamp for vores frihedsværdier selvfølgelig argumenter og at præge folks holdninger. Men derfor kan man godt supplere det med noget lovgivning.«

Birthe Rønn Hornbech skrev i Berlingske Tidende i 2009, at ’virkeligheden er, at integrationen hele tiden går fremad’ – tager hun fejl?

Karen Jespersen: »Birthe Rønn og andre er tilbøjelige til, at bygge på en for snæver definition af integration, hvor man siger, at det kun drejer sig om arbejde og uddannelse. Vi ser ganske vist unge kvinder, der tager en uddannelse – og det er selvfølgelig super godt. Men vi har undersøgelser fra Storbritannien, der viser, en voksende del af dem har meget radikale holdninger og at den muslimske bevidsthed er meget stærk. Og hvis man ser på denne kulturelle del af integrationen, går det ikke den rigtige vej Ralf Pittelkow og Karen Jespersen udgiver på tirsdag deres nye bog Islams magt – Europas ny virkelighed. Her advarer de imod et islamiseret Europa, hvis ikke vi står fast på vores værdier.

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?