16
okt
Seneste opdatering: 17/10-10 kl. 0347
3 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Hedegaard og Vilks i Toronto. (De første tre minutter handler om Sverige og det svenske valg.)

En uhørt udfordring i menneskehedens historie

Charles Taylors politiske filosofier selvmodsigende, mener dagens kronikør. Blandt andet fordi Taylor forudsætter, at alle store religioner har samme indre potentiale for at kunne forenes med en sekulær demokratisk orden

Af KAI SØRLANDER

DEN 2. OKTOBER BRAGTE Kristeligt Dagblad et indlæg af den internationalt kendte canadiske filosof Charles Taylor. Deri blev sat fokus på de problemer, som de vestlige demokratier står midt i som følge af den relativt store fremmedkulturelle indvandring, som de har været udsat for igennem de seneste generationer.
Taylor begynder med at slå fast, at ethvert demokratisk samfund bygger på en elementær solidaritet, uden hvilken de falder fra hinanden. Og han peger på, at denne solidaritet historisk har hængt sammen med homogenitet, i og med at det ikke er ” nogen tilfældighed, at Europas mest succesrige velfærdsstater blev skabt i det etnisk ensartede Skandinavien”. Derfor er udfordringen nu at bevare den stærke solidaritetsfølelse i befolkninger, der bliver stadigt mere forskelligartede.
Dette kan man in uhørt udfordring i menneskehedens historiefølge Taylor forsøge at gøre på to måder. Den ene karakteriseres ved, at den holder fast i de gamle former for solidaritet og udstrækker dem til de nye indvandrere. Den inviterer altså indvandrerne indenfor, men kræver samtidig, at de skal overholde de givne regler som alle andre borgere

Som eksempel henviser han til Frankrig, hvor solidariteten er baseret på laicité-princippet, som blandt andet kommer til udtryk i forbuddet mod, at muslimske skolepiger bærer slør. Men dette forsøg på at bevare solidariteten forkaster Taylor, fordi det bygger diger imod muslimske indvandrere og dermed udelukker en masse mennesker, som allerede bor i Frankrig, fra følelsen af at høre fuldt og helt til i nationen.

” Vi må række ud til de mennesker, som kommer til os fra andre lande og finde en måde at genopbygge vor politiske etik rundt om kernen af menneskerettigheder, lighed, ikke-diskrimination og demokrati.”

Derfor kræver Taylor, at de vestlige demokratier skal gå en anden vej. De skal omdefinere deres egen identitet. Men vi må ikke gøre det ved – som Frankrig – at kræve, at indvandrerne skal acceptere et bestemt grundlag, specifikt laicité-princippet. Det skal derimod ske ved at overlade det til de forskellige religiøse og ideologiske grupperinger at begrunde deres tilslutning til den fælles solidaritet på hvert deres åndelige grundlag. De kristne skal betragte solidariteten som noget centralt i deres kristendom; muslimerne skal se den som noget centralt i deres islam; og de forskellige former for sekulære filosofier skal opfatte den som noget centralt i deres tankesæt.

Som Taylor ser vor nuværende situation, så kan vi altså ikke tillade os at kræve et fælles grundlag for den sociale solidaritet og for tilslutning til menneskerettigheder, lighed, ikke-diskrimination og demokrati. Vi kan kun kræve, at de forskellige religiøse og ideologiske grupperinger skal forsøge at tilslutte sig disse værdier ud fra hvert deres åndelige grundlag. Og vi skal i åben dialog arbejde for, at det sker, således at vi ” genskaber en vis solidaritetsfølelse på basis af vore forskellige rødder”.
Det er så sandelig ikke nogen let opgave, Taylor her stiller. Selv kalder han det ” en uhørt udfordring i menneskehedens historie”. Og hvem kan være uenig i det. Det ligger i sagens natur, at det må være en udfordring at skabe en stærk politisk solidaritets-etik, som ikke er baseret på noget fælles åndeligt grundlag, men derimod på meget forskelligartede religioner og livsanskuelser.

FOR MIG AT SE er vanskeligheden ikke kun praktisk. Der er en dyb modsigelse indbygget i selve Taylors politiske projekt. Modsigelsen vokser frem, fordi han på den ene side hævder, at vi alle som borgere uanset åndeligt grundlag bør slutte op om værdier som solidaritet, menneskerettigheder, lighed, ikke-diskrimination og demokrati.

Og fordi han på den anden side hævder, at vi ikke har noget fælles grundlag, som forpligter os på disse værdier, og at vi derfor hver især er nødt til at slutte op om dem ud fra vort eget særlige åndelige grundlag.

Det prekære spørgsmål er, hvorledes Taylor når frem til kravet om, at vi alle uanset åndeligt grundlag skal bekende os til solidaritet, menneskerettigheder, lighed, ikke-diskrimination og demokrati.

Hvad er hans grundlag? Enten har han et alment forpligtende grundlag for disse værdier, eller også har han det ikke.
Hvis han har, er det dette grundlag, som skal gælde for os alle uanset livsanskuelse; og hvis han ikke har, så er det helt vilkårligt at påtvinge os andre disse værdier som almene betingelser for samfundsindretningen.

Rationelt set har Taylor placeret os i en bundløs sump. Hvis vi skal redde os tilbage på fast grund, så gælder det primært om at holde fast i rationaliteten og undgå modsigelser. Dette kræver som udgangspunkt, at vi forstår, at demokratiet er et forsøg på at opbygge en rationel samfundsorden.

Når vi bør tilslutte os fordringen om at give alle landets fastboende indbyggere politisk ligeværdighed, så er det, fordi vi ikke rent principielt kan begrunde, at nogle af disse indbyggere har særlig ret til at tage de politiske beslutninger.
Således ligger der en rationel bestræbelse bag kravet om ligeværdighed og demokrati. Og i den samme bestræbelse må der også ligge et krav om åndsfrihed og dermed religionsfrihed.

Når der skal være politisk ligeværdighed, må ingen – heller ikke de aktuelle magthavere – have ret til at bestemme, hvad individerne skal tro og tænke. Kun én ting må man kræve af individerne til gengæld for deres åndsfrihed og politiske ligeværdighed. De er moralsk forpligtet til at opretholde den politiske ligeværdighed og religionsfriheden også for deres politiske modstandere.

Dette indebærer, at de i sidste instans bør begrunde deres stilling til, hvorledes lovene i samfundet bør være, på hensynet til opretholdelsen af den politiske ligeværdighed og ikke på deres egen religion. I modsat fald krænker de andres religionsfrihed.
Her har vi et politisk ideal, som adskiller sig fundamentalt fra Taylors. For det første er det rationelt begrundet og uden selvmodsigelse. For det andet kræver det en vis rationalitet af sine borgere. De skal som minimum være så rationelle, at de kan opretholde demokratiet også i fremtiden.

Det næste spørgsmål er så, om menneskene faktisk er rationelle nok. Dette afhænger specielt af, om de er så rationelle, at de kan adskille deres demokratiske forpligtelse fra deres religiøse forpligtelse.Og det er kun historien, som kan vise, om det er tilfældet.

Hvad siger historien så? Den fortæller, at det primært er i den såkaldt vestlige kulturkreds, at menneskene faktisk har formået at opbygge en sekulær demokratisk samfundsorden; og der er grund til at tro, at det skyldes, at Vesten har haft en særlig religion – kristendommen – som selv har hjulpet med til at sekularisere det politiske.

Modsvarende er der også grund til at tro, at når den islamiske verden ikke indefra har udviklet en sådan orden, så skyldes det, at islam med sin sharialov og sin fordring om at bestemme lovgivningen i samfundet direkte modarbejder sekulariseringen af det politiske.

På den baggrund bliver det klart, hvor svagt Charles Taylor står. Hans politiske filosofier selvmodsigende, og han forudsætter implicit, at alle store religioner og livsanskuelser har samme indre potentiale for at kunne forenes med en sekulær demokratisk orden. Han er inkonsistent i sin filosofi, og han er urealistisk optimist i sin politik.

Problemet er ikke kun, at Taylors tanker er dårlig filosofi, men at de er farlig politik. Hvis man følger dem, så undergraver man fundamentet for vor demokratiske samfundsorden med religionsfrihed.
Kai Sørlander er forfatter og filosof

(gengivet med forfatterens tilladelse)

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Jannik Thorsen

    En rigtig god kritik leveret af Sørlander, som netop udstiller at Taylor dyrker en naiv form for multikulturalisme som ikke har blik for at islam historisk har udviklet sig meget anderledes end kristendommen og de sekulære samfund i Europa.

  • Liva

    “…blik for at islam historisk har udviklet sig meget anderledes end kristendommen og de sekulære samfund i Europa.”

    Glem ikke at der også er en del forskel i de religiøse skrifter i sig selv.

  • Menig 442

    Taylor kunne blive en god og elsket politiker i Sverige.