6
nov
Seneste opdatering: 6/11-10 kl. 2228
26 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Blandt hans elever var Johann Sebastian Bach, der 1705 vandrede gennem det halve Tyskland for at lytte til hans musik og lære komposition af mesteren. Især var Buxtehudes Abendmusik berømt, store kirkekoncerter ved advent, som folk kom langvejs fra for at høre. I Helsingborgs Mariakirke findes i dag en mindetavle over Buxtehude. Byen har dog ikke altid været lige så stolt over sin største søn: I 1849 solgte man Buxtehudes orgel på offentlig auktion, og det findes i dag i Torrlösa kirke nordvest for Eslöv i Skåne.Dietrich Buxtehude, Mästaren från Helsingborg (Buxtehude Toccata F-dur)

Angelsaksere på nettet kalder ganske vist Bachs læremester for “tysker”, men han var sandsynligvis født i Helsingør eller Helsingborg, og var altså dansk. Først var han organist ved Marikakirken i Helsingborg, men da svenskerne stjal Skånelandene i 1660, blev han organist ved Helsingørs Sankt Mariæ Kirke og kloster, et af Danmarks mest velbevarede klostre, se fotos 1, 2 og 3.

“Svenske medier raser mod Pia Kjærsgaard”

Nåh, nej, tyve år gammel nyhed. Der står jo “Danmark rasar mot Kjærsgaard”, “nu er hun gået for langt i sin “främlingsfientlighet, xenofobi” og man kender remsen. De antisemitiske Nationaldemokraters forståelse af sagen, er kun grader mere parallelforskudt i forhold til virkeligheden end svensk MSM : Israelkritik bör förbjudas i Danmark enligt Dansk Folkeparti. Er det virkelig essensen af paraboldiskussionen ? Så langt fra. Selvfølgelig er det er et problem, at muslimer radikaliseres og går til angreb på os, helt aktuelt illustreret af mordforsøget på labour parlamentsmedlemmet Stephen Timms og Englands vanskeligheder ved at udvise Abu Hamza, en livsfarlig fjende af staten. Det svenske billede af danske samfundsforhold, er som altid så pilskævt og ideologisk vinklet, at man må glæde sig over, at der trods alt er svenskere, der læser ikke-svenske medier:Statsministeren: Arabisk satellit-tv er et problem Statsministeren afviser forbud arabisk tv. Men han understreger, at parabolerne er symboler på et problem. Ulrik Høy giver også parabolproblemet den behandling i Weekendavisen,fredag, det fortjener:

[..] Det er den muslimske verden med millioner og atter millioner af fattige mennesker og kun ganske få rige. Disse få er – som enhver ved – ikke blot rige, de er stinkende rige og på den obskøne facon, der foragter fattigfolk. Det er denne blanding af betændt elite, betændt overklasse og betændte magthavere, den vestlige verdens ledere og forretningsfolk plejer omgang med. Det er ikke noget kønt syn. Hvad skal vi stille op? Som minimum skal vi gennemskue mekanikken.

Når arabiske tv-kanaler øser arabisksproget skidt og møg ud over Danmark og Vesten, så tjener det ét formål: at få pilen til at pege væk fra den muslimske verden og hen på den vestlige. For det er Vestens skyld. Det er den vestlige verdens skyld, at muslimer krænkes fra morgen til aften, at muslimer lider overlast, at muslimer er fattige, undertrykte, misbrugte og uden chance i livet. Alt sammen er det Vestens skyld, det er mekanikken, det er den enkle formel, der via parabolerne hældes ud over vore syndige hoveder.
Det er en religiøst funderet propaganda, der gør muslimer skyldfrie, også når de myrder og torterer og sprænger hinanden i luften. Det nedtones på de arabiske tv-kanaler. Det finder ikke rigtigt sted, når det finder sted, og er der katastrofale oversvømmelser i f. eks. Pakistan, så glider man uden om det. Om Pakistans overklasse ikke burde hjælpe deres nødstedte landsmænd? Hvorfor skulle den det, når Vesten gerne vil hjælpe, og man i tilgift kan give Vesten skylden for at blande sig? Om muslimer har menneskerettigheder? Absolut ja, når Vesten begår overgreb på muslimer.Absolut nej, når muslimer forgriber sig på muslimer.
Det er mekanikken. Det er hovedlinjen i den muslimske verdens tv-propaganda, og ved man det, så falder meget på plads. Vi skal næppe bruge overvættes mange kræfter på at forvandle den muslimske verden til en demokratisk mønsterenklave, og vi skal heller ikke spilde kræfter på at forbyde noget herhjemme. Tværtimod. Vi skal tillade paraboler, vi skal oplyse dem – sætte spot på dem, når det trænges.
Hvad parabolernes brugere angår, så skal de selvfølgelig forstå situationen. Det er i Danmark, de har chancen for at skabe sig et godt liv – i Danmark og den vestlige verden – for den propagandavideo er ikke opfundet, der gør det attraktivt for en muslimsk indvandrer at udvandre til et muslimsk land.Ulrik Høy: Oplysning – Weekendavisen 05.11.2010 (ikke online)

Ibn Warraq: Terrorismens ofre (og arabisk TV)

Giulio Meotti, who is neither an Israeli nor a Jew but a concerned and compassionate Italian journalist and author (his work has appeared in Il Foglio in Rome, the Wall Street Journal, and Commentary), has written A New Shoah, a necessary book on the “unsung dead of Israel.” As Uri Baruch, a French Jew born to Holocaust survivors who lost a daughter in a terrorist attack, said, “Just as for the victims of the Holocaust we say ‘every Jew has a name,’ so also the victims of terrorism today have names.”
In Meotti’s book, we see beyond the brutal statistics to the individuals, to the souls, to the names of terrorists’ victims. The numbers, of course, are gruesome enough: In the last 15 years, there have been more than 150 suicide attacks, and more than 500 have been prevented; 1,557 people have been killed and 17,000 injured. [….]

In Rwanda, Hutu journalists were prosecuted and found guilty of using Radio-Télévision Libre des Mille Collines and a biweekly magazine to incite the extermination of Tutsis. Palestinian journalists spread hatred of Jews in a similar fashion, but do so with impunity, using the Palestinian Authority’s TV station — with their televised sermons, cartoons, comic books, and schoolbooks, often describing Jews as “children of monkeys and pigs,” echoing passages in the Koran. For the anti-Semite, this demonization is a necessary process in the dehumanization of Jews, and comes before genocide. The poignant stories collected here are sometimes hard to bear, as so many of the victims were survivors of the Holocaust, or the children of survivors: For example, Holocaust survivor Linda Roznik, 92 years old, was buried under the rubble of her home; the same thing happened to Haya Fried, also a survivor. Ibn Warraq: Terrorism’s Victims A journalist documents what Islamist attacks have done to Israelis.

“Muslimsk indvandring adskiller sig fra alle andre former for indvandring”

Marks Steyn hos Michael Coren, tirsdag den 2 november. Har været bragt andre steder, men da han nu var i København for nylig ( I og II) må den med. Hør ham f.eks. fortælle om sit besøg i Rosengård, Malmø i afsnit II, eller om sit møde med Lars Vilks i afsnit III.



Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Limewoody

    Med hensyn til om den muslimske verden kan demokratiseres relativt nemt som Ulrik Høj synes at mene er et åbent spørgsmål. For det er jo i høj grad et spørgsmål om hvad der kom først – hønen eller ægget. Efter 1400 års indoktrinering med en totalitær ideologi – glem ikke at islam oversættes ved “underkastelse” – er det klart styreformerne nødvendigvis må ende i en lunefuld vilkårlighed. Man kan se dette i modsætning til f.eks kristendommen hvor det “at tjene” – Herren eller Næsten – er et ret centralt tema – man kan måske illustrere det ved ordet “minister” som betyder “tjener”.

    .

    • Limewoody – hvor ser du det ?

      Vi skal næppe bruge overvættes mange kræfter på at forvandle den muslimske verden til en demokratisk mønsterenklave, og vi skal heller ikke spilde kræfter på at forbyde noget herhjemme.

      ?

      • Limewoody

        Jeg tror, at Ulrik Høj lider af den anakronistiske indstilling at den muslimske verden og Europa er skarpt opdelt som i de gode gamle dage. Dette er jo ikke tilfældet. Den vigtigste lære af den såkaldte Muhammedkrise viste dette. Nemlig den at den muslimske verden med sin totalitære verdensforståelse ville og vil i fremtiden forsøge – med vold og magt – påtvinge os sit verdensbillede. Med den accellererende muslimske indvandring bliver dette problem påtrængende dag for dag.

  • falkeøje

    Det ville nu være rigtigst, om vi startede med at lukke alle moskéer
    i Vesten.
    Derefter kunne muslimerne få lov at oprette én moské for hver kirke,
    de lod opføre i den muslimske Verden.
    Så var der saglighed i tingene.
    Vestlige politikere opfører sig totalt hjernetomme med deres nuværende
    indstilling.

    falkeøje

  • EH

    Stemningen bliver lidt lettere når man læser et så glimrende indlæg. Der er altså liv derude. Forslaget om forbud mod visse kanaler på parabolantennen er måske ikke en af Pia´s største succeer, men hun fik da gjort danskerne opmærksom på at nogle af disse kanaler sender et indhold, som er dybt fjendtligt mod den vestlige civilisation og som fuldstændig opfylder defenitionskravene på både racisme og hate speach. Jeg må indrømme at jeg efterhånden tager de svenske desperate råb om hjælp ganske roligt, Så videoen Stackelbeck on terror. Værsgo og spis Susanne, Carsten, Klaus og hele det pukkelryggede kulturslæng.

  • Pia Kjærsgaard må og skal bare blive véd! Hendes fornemmeste opgave er, at sætte en dagsorden. Dernæst vil hun, naturligvis, blive svinet, indtil selve kernen i problemet ender med, at blive diskuteret. Hvad det dog ikke altid ender med at blive – desværre!…

  • Mette

    Et skønt billede.

    Den korte afstand mellem hovedstaden og Helsingør gav Buxtehude særlige muligheder for at udvikle sin kunnen udover det, som hans far kunne lære ham i Helsingør. På den tid befandt orgelspillet i København sig nemlig på et højt niveau, og især hørte organisten ved St. Nicolai Kirke Jacob Prætorius’ svigersøn Johan Lorentz til tidens største. Forklaringen på det frodige musikliv er Christian IV’s store musikinteresse og støtte til musikkens fremgang.

    Samme Christian holdt meget af sin søster Anne, der var gift med James I af England, som også var konge af Skotland og Irland. De forstod at holde fester sammen med masser af musik, og de tætte bånd mellem fyrstehusene var årsagen til, at John Dowland boede en tid i Danmark. Anne af Danmark fik en ussel behandling i en BBC tv-serie, hvor hun ankommer til Skotland på en trækærre og ser temmelig forfærdelig ud, selv om hun spilles af en dansk skuespillerinde, der uden den rædselsfulde mimik og paryk er en køn pige. Dette er endnu et eksempel på, hvordan politiske filmfolk omdigter virkeligheden, så at den bliver grum og ond efter deres hoved.

    Anne kunne ellers nok have fortjent en bedre behandling Mange havde bejlet til hende og hendes søster, der var velopfostrede piger med udsigt til store medgifter. Deres mor Sofia – Frederik II’ dronning var nemlig et finansgeni, og mange ville låne penge af den familie eller gerne giftes ind i den. De danske rigsråder syntes dog, at Sofia gik for langt, da hun sendte Anne af sted til Skotland med en karet smedet i sølv, så BBC’ version af en fattig dansk prinsesse holder bestemt ikke.

    Flere af vore prinsesser er blevet sendt ud i verden til en tvivlsom tilværelse, og Anne var en af dem. Der gik solide rygter om, at James, der var søn af Maria Stuart, var mere til mænd end kvinder, men Anne blev ikke desto mindre lovet til ham, viet på Kronborg ved stedfortræder og derefter med et stort rigt udstyr sendte af sted med skib. De kom ud i en voldsom storm og måtte søge ind til Norge. Hvorefter den poetiske James, der den gang kun var konge Skotland, viste sig fra sin mest galante og mandige side og begav sig ud på de vilde vover for at hente bruden, der lå i læ og rekreerede sig i Norge. De blev derfor endeligt gift i Oslo.

    Det blev et mærkeligt ægteskab, hvor der ganske vist blev født en del børn og udvist stor tolerance, men efterhånden gled ægtefællerne helt fra hinanden og sås sjældent. De respekterede dog stadig hinande, og Chr. IV’s søster var ikke sådan at slå ud; og den medbragte dannelse, uddannelse og sans for de skønne kunster gjorde hende til en højt værdsat kunstmæcen.

    Anne blev født på Skanderborg slot, døde på Henrik VIII’s Hampton Court Palace og hviler i Westminster Abbey. Eftermælet fortæller om en energisk, selvstændig, viljestærk og ødsel dame, som af nogle opfattedes som frivol. Hende kan vi godt være bekendt, og det undrer mig, at der ikke allerede er skrevet en dunderroman på dansk om hendes liv. Hun var for øvrigt mor til Charles I, der blev halshugget, da Cromwell tog over, og England i nogle år blev republik. 🙂

    En af grundene til, at jeg har skrevet dette indlæg,, er at venstreorienterede meget hyppigt skriver om vore håbløst degenererede kongefamilier i tidernes løb. Der har ganske vist været nogle stakkels fordrukne og syge personer indimellem, men der har sandelig også været mange spændende kongelige, og det gælder i høj grad kvinderne, hvoraf mange var meget selvstændige og en del gange måtte tage over, når de blev enkedronninger med små sønner eller på anden måde befandt sig i en særlig situation. Flere af dem forsvarede lande, når kongen ikke var i stand til det. Og for at vende tilbage til udgangspunkter, har kulturlivet altid været meget afhængigt af de kongeliges interesse for de skønne kunster.

    http://en.wikipedia.org/wiki/Anne_of_Denmark

  • @ Mette, tak for forelæsningen, det var mere end jeg lige nåede ved besøget idag. Egentlig ville jeg have været inde i klosteret, men det er kun muligt om sommeren.

    Apropos stærke kvinder. Du husker jeg besøgte Dronning Margrethe den Første fødested – Søborg Slot (+ kirke, hvor min tip tip tip oldefar var præst i 30 år) for nogle år siden. Svimlende tanke at lille Margrethe blev døbt i denne granitdøbefond i 1353, ikke ?

    Søborg Slot og Kirke

    du får et par ekstra billeder som tak. De kan klikkes op i helskærm.


    • Mette

      Steen.

      Hej igen. Jeg siger tak for de dejlige billeder, der er flyttet ind på min nye luksuspc, som jeg er i gang med at indrette mig på. Alt for dyr og sofistikeret til mit brug, men designet var ikke til at stå for.

      Ang. Buxtehudes forældre kaldes hans far åbenbart på skift Hans, Johan og Johannes, og det var fuldstændig almindeligt. Da hans patronymikon er Jensen, kan farfaderen også have været dansk, men eftersom både Buxtehude jur. og sen. begge døde i Lübeck, har de vel stadig haft et tæt tilhørsforhold til Nordtyskland, og det var også ganske almindeligt. Moderen hed Helle Jespersdatter, og det lyder såre dansk.

      Udlændinge og såmænd også mange danskere tager tit fejl af nationalitetsforhold, når det gælder det gamle danske rige. Det er fx nærmest en regel, at amerikanske historikere tror, at Altona altid har været tysk, og det giver for revolutionshistoriens vedkommende anledning til en del fejlslutninger, da det var almindeligt, at folk på flugt fra Frankrig og Napoleon drog mod nord og holdt til indenfor dansk territorium for eksempel i Holsten og Altona, hvis de ikke lod sig udskibe til England eller USA. Men Altona var i mange år den næststørste by i den danske konges rige, og Kiels universitet var i mange år det mest respekterede indenfor samme rige. Vi har jo med stort udbytte trukket på tysk finkultur.

      Vedr. Søborg kirke kender jeg den svimlende fornemmelse af et dybt tidsperspektiv og også på det personlige plan. Fra renaissancen har jeg flere gravsten med figurer af formødre og -fædre, og en af dem var en præst i Grønbæk ved Gudenåen. Jeg har muligvis fortalt ved en tidligere lejlighed, at jeg i sin tid blev gift i en kirke i min farmors gamle sogn, hvor vikingerne i sin tid trak deres skibe op om vinteren, og vi sikkert altid har boet. Efter reformationen blev en stamfar den første præst på stedet. Han havde sandsynligvis været kannik ved domkirken i Aarhus, muligvis havde han som en stor del af den danske gejstlighed blæst på cølibatet i den katolske tid, så at det er grunden til, at jeg sidder her og skriver. Et såre dansk træk at blæse på cølibatet.

      Jeg er virkelig glad for, at I putter noget andet ind imellem alt dette stof om islam, som jo desværre er nødvendigt. Det er ganske vist næsten ubærligt spændende tider, men islam er i sig selv så gold og grusom, at man må sørge for at få afbalanceret med noget smukt og dejligt. Så tak for det.

      • Peter Buch

        Kiels universitet i mange år det mest respekterede, ja, jeg måtte nu engang slå noget op for at vide mere.
        Uddrag fra universitetes egne ord:
        Am Ende des 16. Jahrhunderts tauchten dann erstmals Pläne auf, in den Herzogtümern eine eigene, “richtige” Universität zu gründen. Doch die Kriege zu Beginn des 17. Jahrhunderts und die Rivalität zwischen der königlichen und der herzoglichen Linie ließen die Pläne scheitern. In der selben Zeit entwickelte sich Gottorf zu einem geistigen und kulturellen Zentrum Norddeutschlands. In dieser Umgebung war es nur natürlich, sich um eine Universität zu kümmern. Seit 1640 bemühte sich Herzog Friedrich III beim Kaiser um ein Privileg, das ihm die Einrichtung einer Universität genehmigen sollte, was 1652 ausgestellt wurde. Doch die Stände lehnten die Gründung aus Kostengründen ab, das Projekt wurde auf Eis gelegt.

        Friedrich III. nahm den Plan nicht wieder auf, verpflichtete aber seinen Sohn, Christian Albrecht, eine eigene Universität ins Leben zu rufen. Nach dem Ende der großen Dänisch-Schwedisch-Schleswig-Holsteinischen Auseinandersetzung 1660 war die Stunde gekommen. Christian Albrecht ließ die Pläne durch seinen Kanzler Johan Adolf von Kielmannseck in die Tat umsetzen. Als Standorte wurden Schleswig oder Kiel ins Auge gefasst, wobei der Rat der Stadt Kiel das bessere Angebot machen konnte. Gegen den Willen der Bürgerschaft, die den verderblichen Einfluss der Studenten auf die Bevölkerung fürchtete, stellte der Rat der Universität das ehemalige Franziskanerkloster kostenlos zur Verfügung. Am 5. Oktober 1665 wurde die neue Universität feierlich eröffnet. Die wirtschaftliche Grundlage bildeten die Einnahmen aus der Bordesholmer Schule, die mit Kiel verschmolzen wurde, der Unterricht der 17 Professoren in den Fächern Theologie, Jura, Medizin und den freien Künsten fand im Franziskanerkloster statt, die Bücher stammten aus der Bordesholmer Bibliothek und aus Gottorf und die Insignien der Universität, das Zepter und der Mantel des Prorektors, die Siegel usw. wurden vom Herzog gestiftet, der zugleich das Rektorenamt übernahm.

        Die Universität Kiel bildete, anders als heute, einen eigenen Rechtsbereich in der Stadt und auch im Land. In der Stadt besaß die Universität eine eigene Gerichtsbarkeit über die Professoren und die Studenten, diese zahlten auch keine Steuern und Abgaben. Im Land war die Universität als “Stand” auf dem Landtag vertreten, stand damit gleichberechtigt neben den adligen Stiften, dem Adel und der städtischen Bürgerschaft.

        Am 22. Januar 1666 nahm die Universität die ersten Doktorprüfungen ab und hatte damit ihren Betrieb vollständig aufgenommen. In den nächsten einhundert Jahren dümpelte die Universität aber vor sich hin. Die zum Teil kriegerischen Auseinandersetzungen zwischen den Gottorfern und den Königen von Dänemark und die beständige Geldnot führten zu einem Verfall der Einrichtung. Erst unter der Regierung der russischen Zarin Katharina erwachte die Universität zu neuem Leben. Ihr Verwalter in den Herzogtümern, Caspar von Saldern, nahm sich intensiv der Universität an. Sie wurde nach innen reformiert und erhielt nach außen einen neuen Mittelpunkt, ein eigenes Gebäude. Die neue Universität wurde direkt am Schloss in der Kattenstraße (dort, wo heute die Musikhalle des Schlosses steht) errichtet, wobei die Pläne von Ernst Georg Sonnin, dem Erbauer des Hamburger Michel, stammten. Gleichzeitig wurden zukünftige Beamte in den Herzogtümern verpflichtet, mindestens zwei Jahre in Kiel zu studieren (Bienniumsregel), womit die Auslastung der Universität gesichert wurde.

        Der Glanz und Ruhm der Kieler Universität setzte sich auch nach der Vereinigung der Herzogtümer 1773 fort. Kiel war die nördlichste deutsche und zugleich auch die südlichste skandinavische Universität. Sie war in vielen Bereichen, so in der Medizin und Geburtshilfe, aber auch in den Geisteswissenschaften, z.B. mit den Professoren von Treitschke, Dahlmann und Waitz, führend und ein kulturelles Zentrum für die Herzogtümer und die Königreiche Dänemark und Norwegen. Gleichzeitig gingen von ihr wichtige Impulse, vor allem in der nationalen Frage um 1848, und politische Ideen aus.
        http://www.uni-kiel.de/ueberblick/entwicklung.shtml

        For tiden før 1866, for personer aktivt ved universitetet tilknyttet, hvor Kiel vel kommer formelt under Tyskland var det kun navnet Baggesen der gav mig associationer.
        http://www.uni-kiel.de/ps/cgi-bin/fo-list.php

        • Mette

          Peter Buch

          Et interessant indskud. Og her skal du lægge mærke til, at uddannelsestilbuddet i Kiel fra starten var langt større end på Københavns Universitet, hvor man først en tredjedel inde i 1700-tallet fik mulighed for at læse andet end teologi. Det næste fag blev jura, med henblik på at uddannelsen skulle kunne bringe den nye oplyste borgerstand ind i centraladministrationen og de gode embeder, som adelen og dens venner indtil da næsten havde haft “hals- og håndsret” til.

          Vi er kommet bagefter, og jeg flytter universitetsdebatten frem til Emeritus indlæg fra i dag’, for den er langtfra udtømt. Følg med!

        • Peter Buch

          Mette
          Under hvilken overskrift skrev Emeritus om universiteter/undervisning i dag, jeg kunne ikke finde det?
          Det passer ikke at man først en tredjedel inde i 1700-tallet fik mulighed for at læse andet end teologi ved Københavns Universitet.
          Wiki:
          Københavns Universitet
          Ved oprettelsen i 1479 var der som nævnt fire fakulteter: Teologi, Jura, Medicin og Filosofi. I 1675 blev der indført embedseksaminer i teologi, i 1736 i jura, og ved det ny fundats i 1788, blev det indført for alle fakulteter. I 1842 blev universitetes medicinske fakultet slået sammen med Kirurgisk Akademi, og blev til Det Lægevidenskabelige Fakultet. Seks år senere, i 1848, reorganiseredes Det Juridiske Fakultet og blev til Det Rets- og Statsvidenskabelige Fakultet, og blot to år senere, i 1850 udskiltes Det Matematisk-Naturvidenskabelige Fakultet af Det Filosofiske Fakultet.

          http://www.e-pages.dk/ku/196/ på engelsk og
          http://velkommen.ku.dk/historie_og_baggrund/kort_fortalt/

      • Peter Buch

        Mette

        Hvor, under hvilken overskrift skrev Emeritus i dag om universiteter?

        • Mette

          Peter Buch

          Emeritus’ indlæg findes under overskriften om Teheran og de norske moskéer II.

          Jeg kunne ganske rigtigt have udtrykt mig mere præcist. Men det er sandt, at man først kunne få en dansk embedseksamen i jura fra 1736, og at embedseksamen førhen kun kunne erhverves i teologi.

          Desværre var det stadig sådan efter 1736, at mange uddannede jurister ikke kunne få et juridisk embede, fordi de priviligerede samfundslag uden nogen form for specialuddannelse kunne købe sig ind i et embedt eller erhverve det gennem adelige venner eller ditto familie. Eksempelsvis var dommerne i landsretten sjældent jurister. Herredsfogeder, der var at ligne med nutidens byretsdommere, var storbønder, ikke formelt juridisk uddannede og for det meste uden nævneværdig boglig lærdom. En stor del af mine forfædre i 1500-, 1600- og 1700tallet beklædte netop sådanne juridske embeder uden at være udannet til dem, og der findes et meget sjovt notat fra 1700-tallet, hvor et yngre familiemedlem, der tilhørte et af de første kuld af uddannede jurister, blev fløjtende sur på et andet familiemedlem, der ikke havde juridisk udannelse, og derfor opfodrede ham til en duel – på kårde. Det skete i landsretten i Viborg, hvor de begge var landsdommere. Denne hidsighed blev indberettte til landets øverste juridiske myndighed, som også var i familie med dem og lakonisk skrev, at han jo kendte udfordrerens temperament. Det tænker jeg tit på. 🙂 Jeg er forøvrigt selv blevet stævnet i dag, og så må vi jo se, om jeg kan argumentere mig ud af det.

          I flere hundrede år var universitetsstudier ofte blot et led i en persons almene dannelse og på ingen måde at ligne med en moderne uddannelse med et vist antal eksamener efter et fast mønster, der er beregnet til at skaffe folk en levevej.

        • Mette

          Mit indlæg røg afsted, mens jeg sad og læste korrektur og var i færd med at rette stavefejl ex privilegeret. Jeg har ikke vænnet mig helt til min nye pc.

        • Peter Buch

          Mette

          Tak for det.
          Jeg hører selv til blandt de, for hvilke universitetsstudier udsprang udelukkende af interesse og ikke blev set som element i en levevej, at være del i en flerhundredeårig tradition er det måske ikke så dårligt at være. Det dårligste som studerende på den vis, var på en måde det manglende privatiseringselement, der for mit vedkommende havde været velset.

  • Robin Shadowes

    När vi ändå är inne på musik, det härär givetvis inte lika bra som mästaren Bach men ändå. Få en liten försmak på hur det är att se en koncert i den alternativa verklighet som i vardagslag går under namnet Second Life. Har aldrig sett Frogg Marlowe och Jaycatt Nico förut men videon är ganska gullig ändå. 🙂

    http://treet.tv/promo/bestmusic

  • Jonny

    “Angelsaksiske barbarer på nettet kalder ganske vist Bachs læremester for “tysker”, men han var sandsynligvis født i Helsingør eller Helsingborg, og var altså dansk.”

    Tysk och tysk, dansk och dansk. Talade Buxtehude överhuvudtaget danska? Vad säger Victor? Många spörsmål…

  • Johnny: Det er en længere snak, der er grundigt behandlet her. Har har vel talt østsjællandsk-skånsk + tysk som en dannet mand:

    » Diderik Buxtehude Ophav: Knud Jeppesen
    Tidsskrift: Dansk Musik Tidsskrift

    […] saaledes staar f. Ex. det store Spørgsmaal om hans Nationalitet endnu til en vis Grad under Debat.

    Problemet er her: Dansk eller tysk? Andre Muligheder kan næppe foreligge.

    De ældre litterære, Kilder omtaler ham som dansk. Særlig betydningsfuld synes mig her en Notits, der fremkom i et Lübecker Tidsskrift »Nova literaria Maris Balthici et Septentrionis« i Juli 1707, hvori hans kort forinden stedfundne Død meddeles og det bl. a. hedder: Patriam agnoscit Daniam, han anerkendte Danmark som sit Fædreland. Det er en tydelig, positiv Udtalelse, der stammer fra Buxtehudes nærmeste Omgivelser og især har Værdi, fordi den synes af kritisk Art, som en Slags Svar paa en mulig Usikkerhed vedrørende hans Herkomst. I Flensburgeren Johan Møllers »Cimbria literata« findes i 2det Bind fra 1744 en kort Biografi af Buxtehude, hvori det hedder, at han blev født i Helsingør 1637 som Søn af Johannes, der var Organist ved Byens Kirke. Disse Oplysninger blev akcepterede af Musiklitteraturen lige op til Pirro’s Bog fra 1913. Pirro har faaet meddelt hele sit danske Arkivstof fra S. A. E. Hagen, og Hagen har i en Bog om Helsingborgs Historie af Follin fundet den Oplysning, at Orgelet i Mariekirken i Helsingborg 1641 blev ombygget og stafferet (d. v. s., at Orgelfacaden blev prydet med Malerier), og at der ved den Lejlighed paa en Panelblænding paa Siden af Orgelpulpituret blev opsat en Inskription, hvori bl. a. Johan Buxtehude blev omtalt som Orgelbygger eller Organist – om det ene eller andet var uvist, da en Forkortelse af hans Titel tillod begge Tydninger. Pirro gaar paa dette Grundlag ud fra, at der er mest Sandsynlighed for, at Diderik Buxtehude ikke er født i Helsingør, men paa den anden Side Sundet i Helsingborg.

    Tyske Musikhistorikere har derfor i den nyeste Tid villet gøre Buxtehude til Svensker, idet de ikke har været klar over, at Skaane ikke blot politisk, men ogsaa. reelt, hvad Sprog, Kultur o. lg. angaar, var ældgammelt og rent dansk Land, indtil det efter Freden i Roskilde 1658 kom ind under Sverrig. For nylig har man imidlertid genopdaget det gamle Orgel fra Mariekirken i Helsingborg, det blev nemlig i 1849 solgt til Torrlöse og findes endnu i Kirken i denne lille Landsby, der ligger omtrent midtvejs mellem Helsingborg og Malmø.

    Jeg har selv haft Lejlighed til at undersøge det paa Stedet. I sit Ydre synes det fuldstændig bevaret, som det var i 1641. Orgelpulpituret er ogsaa uden Tvivl det gamle fra Helsingborg Kirke, men den af Follin omtalte Inskription findes ikke mere. Derimod staar paa Indersiden af en Skodde i Orglet at læse: Johannes Buxtehude Oldesloe(nsis) Holsat(us) Organist(a) Helsingb(orgae). Der kan derfor næppe være Tvivl om, at Buxtehudes Fader i 1641 har været Organist ved Mariekirken i Helsingborg. Men heraf følger ikke med Nødvendighed, at han allerede i 1637, da Sønnen Diderik fødtes, var ansat i Helsingborg, og Indskriften i Torrlösa, der betegner Johan Buxtehude som stammende fra Oldesloe i Holsten, indebærer da den Mulighed, at maaske hans store Søn kunde være født under Faderens Ophold i den lille holstenske By.

    Denne Mulighed kunde i og for sig nok forliges med den førnævnte Udtalelse fra 1707 om, at Buxtehude anerkendte Danmark som sit Fødeland, for Oldesloe hørte til Danmark lige til 1864. Vanskeligere lader det sig derimod bringe i Samklang med det Faktum, at Buxtehudes Farfar bar Navnet Jens og hans Morfar hed Jesper, begge Navne, der entydigt synes at tale for dansk Æt. Yderligere vides det, at der omkring 1620 levede Borgere i Helsingør med Navnet Buxtehude. Alt i alt, naar disse forskellige, undertiden indbyrdes ret ufordragelige Fakta afvejes mod hinanden, maa Resultatet gøres saaledes op, at det tør anses for givet, at Buxtehude er født indenfor det daværende Danmark, og at Sandsynligheden taler for, at hans Forfædre i flere Generationer har været danske, omend hans Faders Slægt maa formodes oprindeligt at have hørt hjemme i den lille nordtyske By, hvorefter den har taget Navn.

    Buxtehude øst for Hamborg

    • Peter Buch

      Det må vel være Oldesloe i Stormarn, hvis mærke forresten er svanen med en krone nede om halsen på mange gamle billeder med mere, der i første omgang er interessant for sønnens vedkommende, og ikke så meget byen Buxtehude, der geografisk er og var i Tyskland, (ikke øst men vest for Hamborg).

  • Høgsbro

    Jeg mindes en artikel i tidskriftet Skalk for nogen år siden som behandlede et fund fra restaureringen af Helsingør Kirke. I lydhimlen over prædikestolen fandt man en rotterede, foret med papirstumper. En af papirstumperne var et brev skrevet på dansk. Nærmere undersøgelser godtgjorde at brevet var skrevet af Dietrich Buxtehude, til han far, og omhandlede et forestående besøg og diverse indkøb. Konklusion: Buxtehudes modersmål var dansk.

  • Vigilius Hafniensis

    Tyskerne kalder Buxtehude for “der grosse Däne”.
    Så ligger det lige som fast at han bestemt ikke var Tysker.

    Mvh. Vigilius Hafniensis

  • anno

    Tip!

    Entweder Broder – Die Deutschland-Safari! (1:5)
    So, 07.11.10 – 23:35 Uhr Länge: 30 Minuten

    In der ersten Folge der Deutschland-Safari machen sich Henryk M. Broder und Hamed Abdel-Samad im Dienste der Aufklärung auf den Weg, um herauszufinden, wie es wirklich um die Integration in Deutschland bestellt ist.

    h t t p://programm.daserste.de/pages/programm/detail.aspx?id=BD94794EE7F4A9B 6FFFBDBE206068770

  • Tak! Forsinket tak for smukke billeder og forklaringer. Det var alle tiders indlæg. Jeg var specielt interesseret i at se om de orgler, Buxtehude spillede på, virkelig var så store barok-orgeler som dem JS-Bach var med til at indvie, store, drøn-stærke orgeler med al tidens kunsthåndværk og med dybe basser, der kunne ryste sjælen og mellemgulvet 🙂

    At man i 1848 solgte et dengang 200 år gammel orgel har ikke været set som helligbrøde, men snarere som en nødvendig fornyelse, og samtidig måtte en orgelbygger ved opstilling et andet sted gennemgå hele det gamle orgel og på den måde få repareret og fornyet abstrakter eller bælge, som jo bliver slidt.