20
nov
Seneste opdatering: 21/11-10 kl. 0156
3 kommentarer - Tryk for at kommentere!

David Singtons In the Shadow of the Moon er måske den bedste dokumentar jeg har set om Apolloprogrammet. Er man en fuldblods space buff vil man altid sætte de uredigerede optagelser på de multi-DVD-sæt som udgives af Spacecraft Films højest. Her får man nemlig optagelserne som de blev transmitteret dengang, helt uden kommentarer eller underlægningsmusik, og med 100% fravær af den moderne hektiske klippestil der virker totalt afsporende for den transcendente oplevelse det er at dvæle ved kosmos.

Dermed selvfølgelig ikke være sagt at dokumentarer der sammendrager og interviewer de involverede ikke har deres berettigelse, og her er In the Shadow of the Moon en lille åbenbaring. Filmen virker i sin form tæt baseret på Al Reinerts For All Mankind fra 1989, dvs. en generel historie om Apolloprogrammet med klip fra de fleste af turene, og med en kort introduktion omhandlende det amerikanske rumprogram, kapløbet med russerne, og Præsident Kennedys berømte tale om at landsætte en mand på månen inden 1960’erne var omme. Begge film har løbende kommentarer fra flere af astronauterne, men hvor de hos Reinert er i form af lydunderlægning, er det filmede, nye interviews hos Sington.

Skal man sammenligne de to film vinder Sington nok i kraft af dels astronauternes personlighed og udstråling i interviewene, og dels fordi filmklippene (mange går igen i begge film) er i noget bedre teknisk kvalitet her. Nævnes skal dog absolut Brian Enos fantastiske ambient score hos Reinert, udgivet som Apollo: Atmospheres and Soundtracks, hvor man skal helt over til Kubricks 2001 for at finde en lignende syntese af lyd og billede.

Norman Mailer havde i sin bog om Apolloprogrammet Of a Fire on the Moon (1969) en ironisk pointe om Apolloastronauterne som kølige, distancerede engineers der ikke sansede det storladne og grænseoverskridende de selv var i centrum af – som i Kubricks 2001 forlener Mailer disse kvaliteter med isenkrammet selv. Filmen dementerer grundigt denne fremstilling af astronauterne. Alle fremtræder i In the Shadow of the Moon som dybt begavede, reflekterende og sympatiske mennesker hvis liv for altid blev formet af nogle få skelsættende dage sidst i tresserne og først i halvfjerdserne. Filmens ’stjerne’ må utvivlsomt være Mike Collins, tredjemanden på Apollo 11 der bemandede Apollofartøjet mens Neil Armstrong og Buzz Aldrin landsatte den spinkle LM på månen. Collins er helt usædvanligt nærværende og karismatisk, og en levende fortæller.

Tresserne var på mange måder roden til alt det onde der i disse år er ved at fragmentere verden i centrifugalbevægelser. Men, men, men. Det var også en initiativets, gå-på-modets og handlefrihedens tid, og at følge disse mænd med ‘the right stuff‘ får unægteligt én til at synke en klump af vemod for noget der er tabt. Rumfærgen er uendeligt cool, og der har været et utal af opdagelser og spændende missioner siden da, men prøv selv at modstille en tid hvor astronauter var hærdede testpiloter der selv var med til at designe rumfartøjerne, med nutidens nedskæringshærgede NASA, der af Barack H. Obama får pålagt at få denne verdens muslimer til at føle sig godt tilpas. Eller endnu mere kompakt: The right stuff kontra Obama. Ikke sandt, uf, tydeligere kan det ikke siges. Intet er mere cool og majestætisk end opsendelsen af en Saturn V, og intet er bedre til at fortrænge den jammerlige post-amerikanske nutid, men klippet her kan slet ikke yde synet retfærdighed. Se filmen på så stor en skærm eller lærred som muligt, og med fuld bas på anlægget (LFPC).

The Daily Mail opdager EUs totalitære ‘ordens’-beføjelser

Uanset hvad man kan indvende om f. eks. the Daily Mails eller the Daily Telegraphs manglende vilje eller evne til at gå hele vejen i forhold til det der truer vores frihed, er disse britiske aviser måske noget af det bedste mainstreammedierne kan byde på hvad angår kritisk dækning af EU eller multikulturen. Søger man på Infomedia på EUs hemmelighedsfulde gendarmerikorps EUROGENDFOR (European Gendarmerie Force) får man ingen hits – jo, der er sådan set to, men de stammer fra indlæg af blogverdenens egen Henrik Ræder Clausen på 180 Grader. Ingen dansk avis har altså fundet dette værd at omtale.

Som almen EU-ignorant må man uvægerligt spørge sig selv om disse skræmmende planer og perspektiver ved et kollaps af euroen vil falde til jorden som en våd karklud, og de fine og funklende ‘EU-politibiler’ blive jaget fra europæiske byer af vrede borgere bevæbnet med høtyve, tjære og fjer. Brutal magtudøvelse kræver ligesom lidt valuta på machismokontoen for at gøre indtryk – tro forresten ikke at dette handler om “terrorists and mafia bosses”, som en Lib-Dem baronesse hævder i artiklen (LFPC).

The full extent of the police and criminal prosecution powers that the European Union has over British citizens can be revealed today.

A Mail on Sunday investigation has uncovered an alarming array of new EU controls over justice and home affairs for which no one has voted, and most are unknown to the public.

These include:

* Europol, the £60 million-a-year European criminal intelligence agency, whose officers have diplomatic immunity.

* An 800-strong paramilitary police force called the European Gendarmerie Force.

* The European Arrest Warrant, which now allows British citizens to be seized in the UK and sent without appeal to foreign jails for months or years without bail while awaiting trial. […]

The paramilitary police force has been trained in Italy and armed to be deployed as ‘an expeditionary police mission’ under military command if necessary.

The gendarmerie is not yet a full EU institution. However, its official purpose is ‘a consistent and co-ordinated deployment of EU police forces with a military status and full police powers. The EGF will be, first and foremost, at the disposal of the EU.’ […]

Investigation and prosecution programmes are multiplying so rapidly in the EU that, according to Stephen Booth of the think-tank Open Europe, 17 law enforcement systems and databases currently operate or are being developed. […]

Laws governing freedom, security and justice are established in the treaty as a ‘shared competence’. This means EU law can now suppress existing legislation in justice and home affairs in a member state and replace it with European legislation. […]

And propaganda for a European policing without frontiers is relentless. This summer in The Hague, Europol supported an exhibition of designs for a European police car. Under the headline ‘One European police force?’ Dutch and German designers produced prototypes that, one day, could patrol British streets. March of the Euro police: The shocking powers of prosecution the EU has over all of us

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • polinos

    -> LFPC
    Det er det, jeg kan lide ved Snaphanen! Midt i (den absolut nødvendige!) beskrivelse af den multikulturelle, “globaliserede”, post-dit- og post-dat, socialkonstruktivistiske elendighed, I drager frem, smækker I så den slags små oaser: Et dejligt musikstykke, historien om en obskur bokser, et billede af en sjællandsk kirke – og en beretning om Apolloprogrammet!
    Men det hører altsammen med, for “kulturindslagene” viser, hvad vi enten har mistet, eller risikerer at miste; de accentuerer så at sige den sanseløse elendighed, der omgiver os, og som promoveres af det historieløse politico-mediale-kulturelle kompleks, der sætter diskursen netop nu.
    Apolloprogrammet er et fremragende eksempel. Jeg var selv en 12-årige knægt, langt ude på det vestjyske bøhland, da jeg sammen med min far gik ned til en nabo, der have fjernsyn, for at følge månelandingerne. Jeg husker stadig fornemmelsen af ærefrygt og vantro, da jeg så transmissionerne fra månen, og hvordan det rislede mig ned ad ryggen, da vi gik hjem ad i mørket, og kiggede op på månen, som i min erindring var rund og gul som en ost. Vi kunne ikke fatte, at “vi” gik rundt deroppe.
    Og hvem var “vi” så?
    Mailer er inde på det i “Of a Fire on the Moon”: De sorte amerikanere kunne ikke glæde sig over bedriften, skriver han (så vidt jeg husker, det er mange år siden, jeg har læst bogen). For dem var det den hvide amerikaners trium, “the man’s” triumf.
    Forleden så jeg tilfældigt et program om Apollo 13, der for så vidt var en endnu større bedrift, selv om den objektivit set var en fiasko. Noget mere politisk ukorrekt kan ikke tænkes:
    Astronauterne, alle hvide mænd i deres bedste alder. Folkene i NASA’s hovedkvarter (“Houston, we’ve got a problem”), alle hvide, kortklippede, cigaretrygende mænd i skjorte og slips, alle intense og skræmmende kompetente, no-nonse typer, der ustråler selvsikkerhed og korpsånd.
    Var Apollo-programmet ikke den vestlige civilisations højdepunkt? Højvandsmærket for fremskridtstro, trang til at udfordre og udforske, koncentrere ressourcerne, tage chancer, alle disse skrækkelige “vestlige”, “maskuline”, “ekskluderende” egenskaber, som vi nu med foragt kaster vrag på til fordel for en uspecificeret grød af politiseret, politisk, kulturelt korrekt bullshit.
    Når jeg fortæller min søn på 22 om Apollo-programmet, om at mennesker gik på månen, da jeg var dreng, forekommer det mig sommetider, som om fremtiden allerede har været her, og er gået igen. Og den kommer aldrig tilbage, nu da obskurantismen er vendt tilbage, båret på ryggen af en grasserende informationsteknologi.
    I min barndom rakte vi ud efter månen, og nåede dem. I dag opfinder de opdagelsesrejsende applikationer til iPhone. Vorherrebevares.
    Men sådan siger alle ronkedorer vel.

  • Ole Burde

    Appollo programmet viser tydeligt hvor overlegent staerk en aegte NATIONALSINDETHED kan vaere som motiverende faktor , ogsaa i et projekt som ikke direkte har noget med krig at goere.
    Idag gaar det generelt set MEGETlangsommere frem for vestens rumprogrammer men alligevel er der nogle omraader hvor det gaar frem med imponerende hastighed.
    Det vigtigste sucses-omraade er udviklingen af teleskoper som har vaeret istand til at identificere hundreder af exoplaneter . Der er en reel mulighed for at det bliver muligt at identificere en jord-lignende planet i loebet af de naeste 10- 20 aar.
    Allerede indenfor de naeste 3-5 aar vil Kepler-rumteleskobet sandsynligvis have fundet ca 20-50 planeter hvor liv en MULIGT, dvs planeter som befinder sig i den rigtige afstand fra stjernen.
    Det naeste skridt bliver saa at bygge et teleskop som kan “se” tegn paa liv ,sasom feks en atmosfaere med fri Ilt i store maengder.
    I modsaetning til alle andre komponenter af rumprogrammerne har udviklingen telescoper stort set vaeret hurtigere og dermed billigere end forventet . For tyve aar siden ville ingen have forventet at et projekt som keplertelescopet kunne udfoeres foer 2030, og slet ikke for under en milliard $.
    Haabet er , at spillets politiske regler vil forandre sig hvis det lykkedes at finde liv pa en exoplanet , og at tiden da vil vaere moden til at starte nye rumfartsprojekter som vil saette SELV Apolloprojektet i skyggen…

  • Vivi Andersen

    Det er vildt spændende, hvad Kepler-rumteleskopet måtte finde .

    Hvilke links bruger I ?