Når folk som Thilo Sarrazin og Helmuth Nyborg påstår, at vi indvandrer os dummere, er der et vist empirisk belæg for det, selvom problemet er multifaktorielt, mere end ikke fagfolk lige kan overskue. Nyborg skriver i en kronik i oktober, “Vi må ikke blive som Sverige, “at demokrati ikke er foreneligt med et gennemsnitligt nationalt IQ på under 90.” Høj IQ og højt BNP per capita ses stort set at følges ad. Japan, Sydkorea, Singapore og Hong Kong ligger i verdenstoppen. En lægmand kunne sige, at varme gør en dum, men der er rigtig varmt i Sydkina, Hong Kong og Singapore. Hvorfor italienerne scorer højt, er ikke umiddelbart indlysende, men Po-sletten trækker vel det nationale snit stærkt opad. Det ser ud til at menneskene gjorde klogt i at udvandre fra Centralafrika i tidernes morgen. En af forfatterne til rapporten IQ and the Wealth of Nations, psykologiprofessor Vanhanen, far til Finlands tidligere statsminister, beskyldes for at være en häpnadsväckande rasist. Emnet er også politisk dynamit, bare læs professor Nyborgs karriereforløb..

En studie av närmare 50 000 svenska män visar att män med låg begåvning oftare begår kriminella handlingar och oftare döms till fängelse än män med normal och hög begåvning. Studien har gjorts av Anders Tengström, med. dr vid Forskningscentrum för psykosocial hälsa på Karolinska Institutet och är ett projekt inom ramen för Kriminalvårdens samarbete med externa forskare. Vi ville titta på vilken risken är att utveckla kriminalitet vid låg begåvning, säger Anders Tengström. Och det vi fann var att personer med låg begåvning har en högre förekomst av riskfaktorer för kriminalitet under barn och ungdomsåren, de begår fler kriminella handlingar under livet, inklusive allvarliga brott, och de döms till fängelse oftare än grupper med normal- eller hög begåvning.
Bland gruppen med låg begåvning var det 12,6 procent som fram till 2005 hade dömts för minst ett allvarligt brott. Motsvarande siffra bland dem med normal begåvning var 6,3 procent och bland dem med hög begåvning 1,9. Kriminalvården: Forskningsstudie kring begåvning och brottslighet

IQ and the Wealth of Nations, kontroversiell bok utgiven 2002, vars författare är Richard Lynn och Tatu Vanhanen, den förre professor emeritus i psykologi vid University of Ulster, Nordirland, den senare professor emeritus i statskunskap vid Tammerfors universitet i Finland. I boken hävdas att skillnaderna i olika länders ekonomiska förmåga har sin förklaring i skillnader i invånarnas intelligens. Data i materialet utgörs av författarnas uppskattningar av genomsnittlig IQ för varje land, baserade på analys av publicerade rapporter. Slutsatsen är att bruttonationalprodukten (BNP) per capita är proportionell mot IQ i landet. IQ and the Wealth of Nations

Sydsvenskan kan ikke læse tysk – eller kende forskel på sandhed og løgn

Alla invandrare som begår brott i Schweiz ska utvisas. Det beslöt 52 procent av väljarna i söndagens folkomröstning. Det spelar ingen roll hur lindrigt brottet är, hur länge den dömde har befunnit sig i Schweiz eller om han eller hon har familj där. Schweiz har gjort det igen

Det er udenlandske statsborgere, der optager 70.2 % af fængslespladserne, der risikerer udvisning for grove forbrydelser. Mord, voldtægt og grov legembeskadigelse. Derudover økonomiske forbrydere og socialsvindlere, der idømmes mere end to år fængsel. Det vedtagne udvisningsdirektiv som avisen åbenbart ikke har haft tilgang til.

Fint ‘gangsta’-besøg på Nørrebronx: ‘Sheikh’ Khalid Yasin

Khalid har næppe haft en karriere som brugtbilsforhandler, så snakketøjet må snarere afspejle ghettoattituder og Karl Smart-machismoen i dette miljø. Manden gør et stort nummer ud af at Koranen 4:34 ‘kun’ legitimerer “let” afklapsning af genstridige hustruer, men som vi så her i går havde en anden ‘sheikh’ i Tyskland åbenbart ikke det arabiske helt på plads, for han brugte netop 4:34 som begrundelse for at brække skulderen på den indpakkede derhjemme. Sjovt nok var sidstnævnte endda araber, og Khalid en amerikansk konvertit, og sjovt nok er det kun et fåtal af Koranoversættelser til engelsk der gengiver afklapsningsbudet i 4:34 som “let” vold: Pickthall: “and scourge them”; Yusuf Ali: “(And last) beat them (lightly)”; Al-Hilali/Khan: “(and last) beat them (lightly, if it is useful)”; Shakir: “and beat them”; Sher Ali: “and chastise them”; Khalifa: “then you may (as a last alternative) beat them”; Arberry: “and beat them”; Rodwell: “and scourge them”; Sale: “and chastise them”; Asad: “then beat them”; Dawood: “and beat them”.

Socialdemokraterne på Københavns Rådhus tager skarpt afstand fra holdningerne hos den amerikanske imam Sheikh Khalid Yasin, der i aften skal tale for Nørrebros unge muslimer ved et arrangement i Korsgadehallen.

Ifølge invitationen er arrangementet rettet mod de unge omkring Blågaards Plads i et forsøg på at forebygge, at de slutter sig til områdets bander. Og forebyggelsen går gennem et foredrag med Khalid Yasin, der tidligere har argumenteret for dødsstraf til homoseksuelle, kaldt kvinders ligestilling for en vrangforestilling, og beskrevet både 11. september-angrebene og AIDS-virussen som amerikanske konspirationer. […] Omstridt imam-møde kræves kulegravet

Man skal ikke ignorere at blinde og døve socialister her træder lidt i karakter, men brugbart bliver det først den dag der går en prås op for dem: Hvorfor opstår disse pinlige situationer igen og igen – hvorfor kunne nogen på Nørrebro overhovedet finde på at invitere ghetto trash med ekstreme synspunkter – og hvor bliver de dog af, de moderate, ikke-supremacistiske, pluralistiske og fuldt demokratiske imamer man er overbevist om eksisterer? (LFPC)

København er med i en stor international undersøgelse af muslimers hverdag i Europa. På Nørrebro føler man sig godt tilpas, men muslimerne er trætte af fordomme og dæmoniseringer – ikke mindst i medierne.

De er danske langt ind i sjælen. De hylder tolerance og familieliv. De har respekt for politiet. Og de kommer godt ud af det med naboerne.

Værsgo’. Her er portrættet af det store flertal af de muslimer, der bor på Nørrebro i København. Og på mange måder ligner danskerne med muslimsk baggrund andre i tilsvarende boligområder i resten af Europa.

Lighederne gælder såvel tilhørsforhold, som spørgsmålet om diskrimination og fordomme. Og de europæiske muslimer er – ligesom københavnerne – godt trætte af vedvarende at føle sig dæmoniseret. Af det omgivende samfund – og ikke mindst i medierne. […] Nørrebro-muslimer: Vi er danske (Urban 3.9.2009)

Dagens Danmarks-bask
Jeg troede slet ikke svensk journalistik havde tid til Danmark længere, men jovist:

I april i år antog den amerikanska delstaten Arizona lag SB 1070 mot illegala invandrare. Många fattiga mexikaner har kommit över gränsen söderifrån, legalt och illegalt. Enligt den nya lagen är det kriminellt för utlänningar (läs latinamerikaner) att inte ständigt bära legitimation. Den som grips utan legg kan både bestraffas och utvisas.Med SB 1070 blir Arizona en delstat som påminner om Sydafrika under apartheid. Arizona är till och med värre än Pia Kjærsgårds Danmark. Arizona värre än Danmark

Jesper Langballe dømt for racisme

“Med denne paragraf og dens placering i straffeloven må jeg anses for at være dømt på forhånd. Et sådant cirkus agter jeg ikke at deltage i. Derfor tilstår jeg.”

Her er Langballes to indlæg i retssalen i Randers:

Tilståelse

Her ved retsmødets begyndelse vil jeg gerne fremsætte en erklæring, der formentlig betyder, at vi kan komme tidligt hjem. Mit budskab er, at jeg tilstår; jeg erklærer mig skyldig. Og jeg vil gerne begrunde det:

Jeg har tidligere beklaget, at tonen i den avistekst, der har ført til tiltalerejsningen, var lovlig kæk og sarkastisk. Det misklædte det dybt alvorlige emne, jeg omtalte – nemlig de forfærdelige æresdrab, der finder sted i nogle muslimske familier, hvor en ung pige bliver myrdet af sin far eller broder, fordi hun er blevet forelsket i en ”forkert” mand. I Danmark er der i snit begået ca. ét drab om året, i Tyrkiet gennemsnitligt ét om dagen ifølge de tyrkiske myndigheders statistik.

Hertil kommer så mine ord om fædre, der ser gennem fingre med onklers og fætres voldtægter af døtrene. Det er en velbevidnet sag. Jeg kan her blot henvise til Ayaan Hirsi Alis skildringer og her i Danmark til Kristina Aamands gribende bog ”Mødom på mode” om unge i herboende muslimske familier.

Det var den saglige baggrund for den passage i et indlæg i Berlingske Tidende, jeg er tiltalt for. Da jeg ikke er jurist, havde jeg set hen til at føre sandhedsbevis for mine ord og således bidrage til at kaste lys over substansen – de gruopvækkende æresdrab. I Folketinget stemte jeg derfor – i modsætning til resten af min folketingsgruppe – for, at min parlamentariske immunitet skulle ophæves, så at retssagen kunne gennemføres.

Siden er jeg blevet klar over, at i sager anlagt i h. t. § 266 b har der hidtil ikke kunnet føres sandhedsbevis. Med denne paragraf og dens placering i straffeloven må jeg altså anses for at være dømt på forhånd. Et sådant cirkus agter jeg ikke at deltage i. – Derfor tilstår jeg. Der vil jo også være korrespondance mellem den dom, jeg om lidt får, og den underlødige lovparagraf, jeg dømmes efter.

Hertil kommer, at der er anlagt en injuriesag mod mig i samme anledning, og her vil jeg være sikret mulighed for at føre sandhedsbevis. Men strafbarheds-kriteriet i § 266 b er altså alene, om nogen føler sig krænkede eller ”forhånede” – ikke om det, jeg har sagt, er sandhed eller løgn. Hvilket må siges at være i fuld overensstemmelse med den almindelige ”krænkelseskultur”, som har bredt sig, og som § 266 b så smukt understøtter. I visse kredse er det jo nærmest en sport at føle sig kræn¬ket – over karikaturtegninger i en avis, over religionskritiske udsagn etc. etc.

Lad mig til slut nævne, at jeg er blevet beskyldt for at generalisere – så at min udtalelse skulle ramme samtlige muslimer. Det er en meningsløs fortolkning. Omtalen af æresdrab i min tekst viser hen til udtrykket, ”…at der er muslimske fædre, som…” Og ordene ”der er” kan aldrig betegne alle, men vil altid betegne en delmænge. Som kontraprøve kan man blot forestille sig, at jeg havde skrevet det modsatte: ”Der er ikke muslimske fædre [der slår deres døtre ihjel]”. Så ville jo enhver, der er rimeligt orienteret, vide, at det var en grov usandhed.

Summa summarum: I bagklogskabens lys bryder jeg mig ikke selv om tonen i den pågældende tekst-passage. Sandhedsværdien står jeg derimod fuldt og helt ved. Og ærlig talt: Personigt finder jeg selve sagen – de grufulde mord på uskyldige unge piger – noget væsentligere end spørgsmålet om mine svigtende stilistiske evner.

Det sidste ord: Om § 266 b

I min personlige optik er det ikke først og fremmest mig, der i dag er på anklagebænken, men strafelovens § 266 b, som jeg er dømt efter.Denne paragraf er en skændsel for retssamfundet.

Den blev formuleret i 1971 og fremsat af den daværende konservative justitsminister Knud Thestrup som en implemenering af FN-konventionen fra 1965. Den blev vedtaget af et enigt folketing – bortset fra SF, hvis ordfører Poul Dam argumenterede intelligent og retsindigt imod dette ideologisk betingede indgreb i ytringsfriheden. Han sagde også, at med denne lovparagraf blev det nazistisk inspirerede ord ”race” indført i dansk lovgivning – en grim overtagelse af Hitlers raceænkning. Og det i Grundtvigs fædreland, hvor vi aldrig har sorteret folk i racer – dette rent biologiske begreb – men i stedet har skelnet mellem folk og nationer, fordi vores nedarvede grund¬holdning ikke er bioogisk, men historisk. Hverken Poul Dams argumentation i folketinget eller Søren Krarups i pressen mødte nogen som helst principiel modargumentation fra andre politikere.

Kritikken har imidlertid været noget nær profetisk. For netop som en sådan begrænsning af ytringsfriheden er paragraffen blevet brugt. Den er da også udsprunget af visse FN-kredses trang til at gøre deres egen retfærdige humanisme til det eneste tilladte synspunkt – nemlig det synspunkt, at der i lighedens navn ikke må eksistere forskelle – mellem folkeslag og nationaliteter (”natio¬nale eller etniske oprindelse”). Det allerværste er dog i mine øjne, at paragraffen med¬egner ”tro” til de kategorier, der ikke må tales nedsættende om.

Jamen hvem kan da have noget imod, at folk ikke forhånes eller nedværdiges? – Ingen selvfølgelig! – Problemet er blot, at det, som enhver ordentlig teolog – f.eks. jeg selv – opfatter som saglig religionskritik, det opfatter en del andre som forhånelse og nedværdigelse, heriblandt det altovervejende flertal af muslimer. Religionskritik er en livsnerve i evangelisk-luthersk tænkning og dermed i dansk tankesæt – i særdeleshed kritisk behandling af kristendommen selv (eksempelvis bibelkritik). Uden en uindskrænket frihed til religionskritik, ingen kristelig teologi.

Men i de muslimske lande kaldes religionskritik for blasfemi og forhånelse og straffes med døden.

Jeg har været sognepræst i 32 år. For at blive det måtte jeg underskrive et præsteløfte, hvori jeg bl. a. forpligtede mig til at “bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse”. Bekæmpe (!) En præst, der lever op til sit præsteløfte, udsætter sig i princippet dagligt for anmeldelser for overtrædelse af § 266 b. I princippet, ja. Når sådanne sager alligevel ikke forekommer i praksis, er det selvsagt fordi man kan forudse de stærke reaktioner, det ville medføre, at en præst blev retsforfulgt for sin legitime embedsførelse. I grunden understreger det kun den vilkårlighed, som forvaltningen af denne straffelovsparagraf er henvist til.

Vi er altså med racisme-paragraffens formulering prisgivet en så bred fortolknings-vifte af, hvad det er at ”forhåne” og ”nedværdige”, at resultatet må betegnes som den rene vilkårlighed. Vi taler jo ikke blot om muslimerne, men også om de danskere, der af politisk korrekthed vil frede herboende muslimer for alt, hvad de selv ser som forhånelse.

Vi så det under Muhammed-krisen. Jyllands-Posten ledsagede de berømte tolv tegninger af Muhammed med en tekst, hvori avisen sagde, at muslimer, der bor i Danmark, ligesom alle andre må finde sig i ”hån, spot og latterliggøelse”. Avisen sagde ikke, at hån spot og latterliggørelse er et formål i sig selv eller er moralsk retfærdiggjort. Den sagde blot, at det er den legale risiko, man er udsat for ved at leve i et land med ytringsfrihed. Det er det, som alle i Danmark, også muslimer, må være klar til at finde sig i. Ordene vakte sine steder stor forargelse.

Men Jyllands-Posten havde ret. Hvis staten vil totalsikre borgerne mod hån, spot og latterliggørelse, så er der ingen ytringsfrihed. Men det er også indlysende, at alt dette vil være uforståeligt for den rettroende muslim.

I øjeblikket sidder den kristne pakistanske kvinde og mor Asia Bibi i en fængselscelle i Punjab-distriktet og venter på eksekutionen af en dødsdom for blasfemi. Som kristen var hun blevet systematisk chikaneret af andre kvinder i landsbyen, der var blevet hidset op af de stedlige ima¬mer. De stemplede hende som ”uren” og ville tvinge hende til at omvende sig til Islam. En dag besvarede hun mobningen med ordene: ”Jesus døde på korset for at frelse alle mennesker fra synd og død. Hvad har Muhammed gjort for jer?” På grund af de ord blev hun først gennemtæsket, dernæst arresteret, slæbt for retten og døds¬dømt. Pakistans præsident har overvejet at benåde hende, men trak i land, da de reigiøse overhoveder truede med oprør, hvis Asia Bibi blev benådet.

Vilkårlighed bliver uvægerligt konsekvensen af ideologisk lovgivning. Ideologen tror så brændende på sit eget standpunkts retfærdighed, at han gerne vil ophøje det til det eneste tilladte standpunkt. Men da vi trods alt ikke lever i en totalitærstat, men i et frit samfund med tradition for ytringsfrihed og en hæderlig retsorden, så bliver den praksis, som den ideologiske lov afstedkommer, ganske principløs. Kort sagt: De der rammes af § 266 b, det er dem, vi for lige tiden ikke ka’ li’.

Det hænger grundlæggende sammen med, at den ideologiske lov straffer holdninger. Men lov og ret går jo hos os ud på, at man straffer folks handlinger. Dommen over de holdninger, som ligger bag handlingerne, er ikke en sag for domstolen, men for den frie meningsudveksling.

§ 266 b er vendt mod visse ytringer. Og en ytring er ofte udtryk for en bestemt holdning. Men den kan faktisk også i sig selv være en handling – sågar en kriminel handling. Det gælder f.eks. trusler. At true, f.eks. med vold, hvis ikke den, man truer, retter ind, det er og skal være strafbart. Det eneste antagelige i § 266 b er, at den foruden at rette sig mod forhånelse og nedværdigelse også retter sig mod trusler. Det samme gælder også opfordringer til vold eller til anden kriminel handling. En sådan opfor¬dring er ifølge grundloven at regne for en kriminel handling i sig selv.

Men en ytring, der er udtryk for et synspunkt, den skal – uanset hvor utiltalende vi måtte finde den – ikke retsforfølges. Så har vi principielt fået noget, der nærmer sig et tankepoliti.

Lad mig til slut vende tilbage til min egen sag. Jeg har jo erkendt, at tonen i passagen i Berlingske Tidende var uheldig – sarkastisk og, nå ja, lidt for Karl Smart-agtig. Bør jeg så ikke straffes for det?

Jamen det er jeg sandelig blevet. I en rum tid haglede det ned over mit syndige hoved med fordømmelser og skældsord, hvilket jeg helt ærligt ikke syntes var specielt morsomt. Jeg fik læst og påskrevet, og sådan regulerer ytringsfriheden selv tingene her til lands – uden overflødige retssager efter ideologiske paragraffer.

Det har statsadvokaten måttet høre for i den offentlige debat, efter han har rejst sagen. Men ikke fra mig. Politi og statsadvokat og dommer gør blot deres arbejde. Retsløsheden ligger alene i § 266 b. Ansvaret er alene politikernes.

Lad mig føje til, at jeg under den storm, mine ord vakte, undrede mig over en uvidende og uinteresseret medieverden, som ikke ét sekund standsede op og værdigede selve problemet – æresdrabene – nogle få overvejelser. (der var dog en enkelt hæderlig undtagelse). Det problem, jeg havde omtalt, var vel væsentligere end min ringhed.

Og det var faktisk, hvad jeg skrev om i den artikel, min advokat har læst højt: De kommenterende klassers ligegyldighed og ringe videns-niveau, når det gælder Islam.

Jesper Langballe, MF