6
dec
Seneste opdatering: 8/12-10 kl. 1522
12 kommentarer - Tryk for at kommentere!

“Næh, jeg er kræsen” siger Per Arnoldi til Stein Petersens spørgsmål. Efter ikke at have været i nærheden af at fungerende TV i en tre års tid, faldt jeg ved et lykketræf over Deadlines samtale med Per Arnoldi, og her kan man slå ørerne ud og nyde niveauet hele vejen igennem. Hans karakteristik af Surrend og Galdschiøt ( “ikke kunstnere, debattører”) sidder lige i kassen. Ligeså hans mere nådige beskrivelse af Evaristis blendede guldfisk. Man kan være uenig med Arnoldi, men man skal ikke være kommet lige ind med fire-toget.
Når politikere diskuterer kunst, går det næsten uden undtagelse helt ad Helvede til. Det er hammersvært at sige noget af værdi, hvis man kender det mindste til sine begrænsninger, dem kunstere kunne minde sig selv om, når de skriver om politik. For nogen tid siden var det Pia Kjærsgaard, der havde synspunkter på Pierre Manzoni – det skulle hun ikke have haft – og i sidste uge var det en Ung-Sverigedemokrat der diskuterede “kunst-syn” med en poesifestivalarrangør i svensk P 1, jeg har lykkeligt glemt deres navne. De konkurrerede om at være den værste dilletant. – Måske man alligevel skulle købe et TV, de leveres vel efterhånden sammenfoldelige og med en shitdetektor-chip indsat ?

Ud med amatørerne! Ind med eliten! Kunst skal ikke provokere! Sådan lyder nogen af udmeldingerne fra Per Arnoldi, den kommende formand for Statens Kunstråd. Hvad kommer det til at betyde for støtten til dansk kunst i de kommende år?Deadline 2 sektion Kunst skal ikke provokere! – 05.12.2010

»Tumpellen«

Bloggen har været ned i en ti – tolv timer. Vi beklager og fejrer genopstandelsen ved at gøre reklame for og tyvstjæle et indlæg fra vores gode gamle venner, Hodjanerne. Man kan sige det samme på forskellige måder. Nu må vi se, om svenskerne betaler anlæggelsen af den nye forbindelse selv:

“The Chunnel” forbinder som bekendt England med kontinentet. “Tumpellen” skal forbinde Absurdistan med Europa.
Ingeniørerne er en af de få akademiske grupper som bruger hovedet til andet end at holde afstanden mellem ørerne. Vi hører ikke så meget til dem, men det skyldes utvivlsomt, at de er travlt beskæftiget med at beregne, tegne og konstruere den store klap i Bron. Et hastende arbejde.
Men nu står yderligere en ingeniørmæssig udfordring parat: konstruktionen af verdens største prop. Ifølge dasbladet Samarbejds-Politiken vil man nu supplere Bron med en tunnel mellem Asien og Danmark. Den skal graves mellem Helsingør og Helsingborg, således at også det idylliske, fredelige og absolut racerene Nordsjælland kan blive passende kulturberiget, når sosialkassan hinsidan løber tør og Den Muslimske Race (© Statsadvokaten) må søge nye græsgange. De tekniske problemer kompliceres dog af et usikkerhedsmoment: ligesom klappen skal proppen jo fungere som en ensretterventil, men hvilken vej skal ventilen vende?
Med andre ord, hvad kommer først, lavinen af personer med en svensk bakgrund som flygter fra Anstalten eller tsunamien af homo insapiens islamicus som ikke længere finder Folkhemsdårkistans generøsitet tilstrækkelig? – Med mindre konstruktionen lykkes i tide, er det ikke længere Hasse Medelsvensson der har narrehatten på, men os…© Skjoldungen, Hodja m. grafik !.

»De gør det for at spare penge«

“Målet är att stänga ute utlänningar som riskerar att kosta pengar. Bara 5 av 374 fick stanna i Danmark”, skriver Sydsvenskan. Det er der selvfølgelig noget i, men på længere sigt er pengene ikke det vigtigste. Bortset fra i Enhl. og R, tror jeg politikerne er begyndt at frygte, de har skabt et monster de ikke i længden kan kontrollere. Man må håbe, de kan nå endnu, men det kræver som Lars Olsen skriver idag et opgør med EU´s udtrykte vilje. En anden svensk journalisttolkning af Danmarks nye udlændingeregler er, den relativt lille vælgeflugt mod venstre, skyldes at befolkningen ikke vil have strammet mere. Det er i bedste fald en halv sandhed. Det forholder sig ikke mindst som Lars Olsen skriver i dagens debatindlæg, se nederste afsnit:

I virkeligheden har stramningerne i 2002 – med 24-årsregel m.v. – haft en markant effekt. Tidligere på ugen bragte JP tallene for årets første 10 måneder: Kun 20 pct. af de familiesammenførte ægtefæller kommer i dag fra Mellemøsten og det nordlige Afrika.

Enhver kan få billedet frem ved nogle klik på www.statistikbanken.dk: Familiesammenføringerne fra ikke-vestlige lande er halveret og har frem for alt skiftet karakter. I dag består de hovedsageligt af almindelige danskere, der finder en ægtefælle i Thailand, Filippinerne, Brasilien el.lign. Derimod er der markant færre familiesammenføringer til indvandrermiljøet. I 2001 kom der 400 fra Somalia – i 2009 30. Blandt tyrkere faldt tallet fra 691 til 238 og blandt pakistanere fra 206 til 73.

Politikerne har tydeligvis opgivet at lukke disse “huller” [EU og Malmømodellen], det kræver et opgør med erhvervsinteresser og EU. I stedet fandt de på pointsystemet – et bureaukratisk misfoster, som måske får en mindre effekt i indvandrermiljøet, men mest af alt generer almindelige danskere. Det er dét, befolkningen reagerer imod.Lars Olsen: Udlændingepolitikkens svære balance. og JP: Muslimer i mindretal, 29.11. inkl. grafik.)

“Jeg bliver altid deprimeret, når jeg er i selskab med politikere”

Det skete også, da jeg havde forvildet mig til Sønderborg for at iagttage det højt reklamerede topmøde mellem Helle Thorning -Schmidt og Pia Kjærsgaard , forkvinder for henholdsvis Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Da jeg gik i seng på Comwell Hotel, svor jeg, at jeg aldrig skriver om politik mere.

Helle Thorning -Schmidt har påtaget sig en rolle, det er jeg overbevist om, men det er en rolle, hun ikke lader skinne igennem.Der er ingen sprækker. Alligevel bliver jeg fuldkommen udmattet af at se på hende. Det er smertefuldt at overvære. Det må kræve en helt umenneskelig styrke at stå det igennem, tænker jeg. At hun orker.

Engang interviewede jeg Margrethe Vestager, da hun netop var vendt tilbage til sin stilling som undervisningsminister efter en barselsperiode. Den Radikale minister så smuk ud, jeg blev måske lidt betaget, så jeg glemte at lytte efter. Da jeg hørte de to timers bånd igennem bagefter, kunne jeg ikke finde en eneste sætning, jeg kunne forsvare at spilde læsernes tid med. Jeg skrev alligevel artiklen, og jeg vil hermed gerne give en offentlig undskyldning til alle, der læste den. Jeg har også interviewet Anders Fogh engang. Det interview blev aldrig bragt. Det var et jordskred af selvfølgeligheder. – Weekendavisen, 03.12.2010, Klaus Wiwel: Flugten fra Dybbøl (ikke online)

Geert Wilders’ tale i Israel den 5. december 2010

Manden nærmest Wilders´venstre side er Knessetmedlemmet og kirurgen Aryeh Eldad. Vi tilføjer næste afsnit efterhånden som de uploades. Det ser ud som om III er forsinket.

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Robin Shadowes

    Utnyttja tunnel-projektet till ren utpressning mot den svenska regeringen. Antingen adopterar dom en ny mycket restriktiv immigrations-politik och inför sann yttrandefrihet eller så blir det ingen tunnel. Den svenska nazi-regimem kommer mest sannolikt välja bort tunneln och börja gnälla om att ni lägger er i deras inre angelägenheter. Plus att Lena Sundström kommer få uppslag till en massa ny Danmarks-bask förstås.

  • Morten – – –

    Hvis man ikke er forfalden til TV-serier og slig underholdning, kan man roligt anskaffe sig et TV. Man vil ikke blive fristet til at åbne for det, undtagen netop ved den tid, da der sendes eksempelvis Deadline 2. sektion.

    Læg lige mærke til, at det er Jes Stein Pedersen, der giver Per Arnoldi – som jo var lige så foragtet af “de revolutionære”, som han var afholdt i kunstinteresserede kredse i fortiden – mulighed for at fremsætte sine kloge synspunkter. Det er dét JSP gør. Igen. Og igen. Og hans kritikere fatter det ikke.

    Jo, køb kun et fjernsyn. Ikke fordi, der er meget, det er værd at se, men fordi der – velnok trods alt: heldigvis – ikke er så meget, det er værd at se. Men noget. Såsom Deadline (der er blevet bedre, for Nynne Bjerre Christensen er blevet meget skarpere, efter at hun er blevet mor. Det er ganske vist!). Og Deadline 2. sektion. Og nå ja: Debatten, selvfølgelig.

    Men det hele kan selvfølgelig også bare ses på computeren …

    – – –

    • @ Morten: Ja, jeg kan godt huske, at Arnoldi var “kommerciel” allerede dengang han drev tidsskriftet Mobilia med Gunnar Aagard Andersen – og det er et par dage siden.
      Jeg har forresten nogle af hans foragtede bowlerhatte fra dengang endnu 🙂 de var endda også på en Irma-dåse – Fy,fan !

      Jeg skal overveje det med TV et.

      • Morten – – –

        “Kommerciel”, ja 🙂 Det var lige det ord, der for en sikkerheds skyld blev brugt om ham, dengang i 70’erne.

        – – –

  • Hans Jensen

    Enhver statistik baseret på “vestlige” kontra “ikke-vestlige” er ikke det papir værd den er trykt på. Gruppen “ikke-vestlige” indeholder bl.a. Det Palæstinensiske Selvstyre, Grønland, Israel, Japan, Moldova, Rusland, Sudan, Uganda, Ukraine, Vietnam, Yemen, plus hele det katolske Sydamerika . Hvad kan man bruge det til statistisk? Ikke en pind. Men det er velegnet til at forplumre tingene.

    Ihukommende alle de positive indvandrere og familiesammenførte der bruges til at hive banditternes gennemsnit op, så er tallene for dem meget værre. Man skal også huske på, at når journalisterne lovpriser at ikke-vestlige nu køber hus, så er det russiske læger, de indiske it-folk og lignende der køber hus, muslimerne sidder stadig på bistand i Gjellerup. Der vil de blive, så længe de underkaster sig Islam, som forhindrer ethvert fremskridt. Derfor skal vi heller ikke have en imam uddannelse i Danmark, hvilket kun vil legitimere Islam. Vi skal have en imam udsmidning.

  • Gunnar Biering

    “Inkluderende” er en floskel, som jeg først hørte fra PK’erne for godt et års tid siden. Der ligger åbenbart i ordet, at det alene er værtsbefolkningens opgave at få de tilvandrede til at føle sig godt tilpas, hvor der i ordet “integrere” trods alt godt kan ligge, at de tilvandrede også selv har en opgave i at tilpasse sig værtslandet.

    Så det er kun logisk, at PK-flertallet på Københavns Rådhus nu vil inkludere i stedet for at integrere. Så er ansvaret for at løse de PK-skabte multikulti-problemer endeligt placeret hos den sagesløse værtsbefolkning. Skønt – sagesløs er den kun delvist, for et flertal af den har selv valgt og genvalgt bystyre-flertallet.

  • Liva

    “Kunst skal ikke provokere!”

    Det gør kunst nu engang en gang imellem. Og?

    • Bjovulf

      Ja da, men hvorfor f. er det mon ALTID de samme, der skal provokeres?

      Hvem skal provokere alle de frelste kulturradigale, den uvidende, selvgode venstrefløj, PK-tosserne eller de lalleliberale – for slet ikke at tale om kunstnerne eller forfatterne selv?
      Der er da ellers nok at tage fat på, når man ser på, hvor mange ulykker og uansvarlige beslutninger og komplet vanvittige ideer, de har haft ansvaret for de sidste 20-30-40 år – ting som i disse år er godt i gang med at smadre nationen og at nedbryde enhver social sammenhængskraft samt det kulturelle og sproglige fællesskab i DK.

      Problemet, hvis man altid bare søger at provokere og ens værker faktisk ikke rigtigt har noget dybere kunstnerisk indhold af blivende værdi i bred forstand, er også at ingen af dem, man søger at “italesætte” ( YUCK! ) overhovedet orker at reagere til sidst.
      Og det er vist efterhånden dette stade, vi er nået til nu. Hvornår har nogle blandt målgrupperne sidst gidet
      at reagere med oprigtig forargelse eller reel vrede, når en eller anden kunstner eller kunstnergruppe med
      alle de helt “rigtige” meninger igen-igen forsøgte sig med sine talentløse, tomme provokationer – fx.
      den der kunstnergruppe, der malede eller tegnede et orgie med den forsvarsløse kongefamilie i centrum?
      Det var vel glemt på et par dage, og ingen gad rigtigt at lade sig provokere for alvor.
      I øvrigt et fremragende våben mod disse ekstremt opmærksomhedkrævende typer – jo mere “provokerende” de er, jo mere stille og ligeglade bør “vi”vælge at være. ( Jeg kan, som det ses, ikke engang huske gruppens navn 😀 – og det er ikke engang pjat! ).

      Havde ham tossen med guldfiskeblenderen, som jeg heller ikke kan huske navnt på, så endda bare lavet en kæmpeblender, som han havde nedsænket sit eget fede luksuslegeme i, så kunne man da – næsten – have mandet sig op til at have en smule respekt for ham, når han sådan satte sig selv på spil for alvor.
      Men de tør jo alligevel ikke, når det rigtigt gælder – eller når ytringsfriheden står på spil pga. fx islam. Næ, så bukker og skraber mange af de “åh-så modige” kunstnere og forfattere sandelig for denne fascistiske og menneskefjendske balladereligion, kræver respekt for de mest utrolige sider af den og dens vanvittige udøveres bizarre mentalitet, og de jo ved næsten ikke, hvordan de hurtigt nok kan få lagt sig på maven for de vanvittige krav fra de mest ekstreme af dens tilhængere.

      Næ, så er det da sandelig meget nemmere – og HELT UFARLIGT! – at være modig, provokerende og kritisk, når ofrene BARE er fredelige kristne eller andre helt almindelige “småborgerlige” danskere, der knapt nok gider at mande sig op til at reagere længere, uanset hvilke tossestreger og barnlige provoationer de tydeligvis ideforladte “kunstnere”, så finder på at komme op med denne gang. Ingen gider sgu at tage den slags ensporede/ smalsporede kunstnere seriøst i længden. “Nå, er det så virkelig, hvad I kunne finde på denne gang?” tænker de fleste alm. danskere efterhånden, fornemmer jeg. Det er kun i kunstnernes egne indforståede kredse og blandt selvoptagne kulturradigale og lignende typer, at man kan score (billige) point på den slags “projekter” nutildags.
      De fleste selvtænkende i DK er altså for længst holdt op med at “lytte til ” og “se på” lortet seriøst , fordi de ved af erfaring, at der kun bydes på tomme kalorier og frelste, letkøbte, virkelighedsfjerne og de sædvanlige danskerfjendtlige, multi-kulti-verdenssyn.

  • Liva: det -“det er ikke et formål i sig selv” – men det stod i Statens Kunstfonds hidtidige formålsparagraf, eller hvad de kalder det. Men selvfølgelig kunst også provokeret millioner af gange,

  • Dagens “konst” lämnar mig fullkomligt likgiltig. Det borde inte ens få kallas konst. Det är bara provokationer för provokationens egen skull. Krucifix i en burk med urin, offentliga byggnader invirade i tyg. Ytterligare ett tecken på att vi lever i en tid av extrem dekadens, kanske rent av civilisationens sista dagar. En dag om 1000 år när man summerar vår tid, har då svårt att se att man skulle se denna konst som särskilt stor. Om den ens överlever så länge, vilket jag betvivlar. Tror att i bästa fall kommer det refereras till den i olika texter som överlever så pass lång tid. Texter som kommer tolkas av den tidens historiker och arkeologer. Man kommer kanske försöka återskapa vår tids konst efter dessa texter. Men det är inte alls säkert den kommer se ut som den faktiskt gör för oss som faktiskt lever nu. Dom kommer kanske inte ens kunna föreställa sig att kvaliteteten på vår tids konst faktiskt höll en så låg kvalitet som den de facto gör och därför tolka den i ett betydligt bättre ljus än vad den förtjänar.

  • JensH

    @Gunnar Biering

    Føste gang jeg hørte om ‘inkluderende’ istedet for ‘integration’ eller ‘assimilation’ var det fra Multikulturens England, og denne ’strategi’ havde (efter hukommelsen) helt klart det sigte, at indvandrene ikke behøvede at integrere sig ind i den Britiske kultur, men derimod at de skulle bevare deres hejmlands kultur, som af det øvrige samfund (eller de etniske Briter) skulle ‘inkluderes’ som en naturlig del af (lokal)samfundet. Altså den multikulturelle tankegang om, at vidt forskellige kulturer lever side om side i fred og harmoni, og via gensidig udveksling ‘beriger’ hinanden.

  • Emeritus

    ‘Er du rummelig nok’ – ‘Næh, jeg er kræsen’. December måneds replikskifte. Per Arnoldi blødte desværre lidt op på sit eget udsagn. Men det var et meget vigtigt udsagn fanget i flugten. Hvorfor?

    Fordi! Et menneske, der stræber efter grænseløse rummelighed stræber kun efter ligegyldighed, og et sådant menneske er ikke værdigt at binde nogens skobånd. Et menneskes indre værdi og personlighed kender man først og fremmest på de grænser, dette menneske er i stand til at sætte for sig selv – og i forholdet til sin omverden.

    Med venlig hilsen