On this week’s special edition of Stakelbeck on Terror, CBN News goes inside Iran’s fearsome Revolutionary Guards Corps with Reza Khalili, a former member who worked undercover for the CIA to bring down the Iranian regime.The Revolutionary Guards Corps is the most powerful and influential force behind Iran’s secretive and radical regime.Over the past 30 years, its structure has been nearly impossible for Western intelligence agencies to penetrate. Yet, Khalili put his life on the line to gather sensitive information for the CIA about the inner workings of the Iranian regime. Tak til Kitman.(sendt på TV den 14 december 2010.)

Det uvidende flertal på Københavns Rådhus, skulle spidse øren ved min. 25:20, om hvad regimets moskeer benyttes til (Vibevej Stormoskéen.)

Obama: Mit ansvar at imødegå negative stereotyper om islam

Det er svært at undgå en opfattelse af at Barack Obama får en betydeligt blidere behandling i konservative europæiske medier end i tilsvarende amerikanske. Man kan gætte på flere årsager. Borgerlige europæere ønsker ikke at spejle den vulgære hadkampagne der blev George W. Bush til del. Man ønsker ikke at blive sat i bås med primitive konspirationsteorier om krypto-islamisk identitet eller forfalskede fødselsattester. Man føler måske at man som borgerlig ikke skal distancere sig fra den traditionelle alliancepartner USA. Man læser måske kun amerikanske mainstreammedier, og tror sig velinformeret. Og måske er europæisk borgerlighed og konservatisme over hele linjen noget slattent og halal noget, set i forhold til USA.

Hvor om alting er, Obama har et alenlangt synderegister af sort-på-hvidt udtalelser af alarmerende karakter. David Horowitz’ og Robert Spencers nye pjece om emnet indeholder ikke noget nyt, men den samler det kendte med udførlige kildeangivelser (LFPC).

[…] “As Americans, we will not and never will be at war with Islam,” Obama declared, echoing almost verbatim words he used in his June 2009 Cairo address, and then adding: “It was not a religion that attacked us that September day. It was al-Qaeda, a sorry band of men, which perverts religion.” […]

“I think we’ve got a unique opportunity to reboot America’s image around the world and also in the Islamic world in particular.” […]

In Mumbai in November 2010, Obama used an appearance at St. Xavier’s College to praise Islam again as “the religion that teaches peace, justice, fairness and tolerance” […]

Mr.Obama describe the call to prayer as ‘one of the prettiest sounds on Earth at sunset.’” […]

He also referred to the Koran as “holy,” and said “peace be upon them” after mentioning Moses, Jesus, and Muhammad, adding that “peace be upon him” after uttering the name of a prophet is standard practice for Muslims. […]

At Cairo Obama also made the strange statement: “I consider it part of my responsibility as President of the United States to fight against negative stereotypes of Islam wherever they appear.” […]

“And here in the United States,” Obama continued, “Ramadan is a reminder that Islam has always been part of America and that American Muslims have made extraordinary contributions to our country.” […]

Dalia Mogahed. Mogahed is the President’s adviser on Muslim affairs. She said on British television in 2009, “Sharia is not well understood and Islam as a faith is not well understood.” […]

[Dalia Mogahed:] “I think the reason so many women support Sharia is because they have a very different understanding of Sharia than the common perception in Western media.” […] Robert Spencer & David Horowitz: Obama and Islam

Dagens Danmarksbask

“Dansk riksradio påminner numera mycket om det jag kunde höra från skånepartisten Carl P Herslows kanal när jag var liten”, säger Lena Sundström. Skåningen – en komplex figur utan komplex

Sig Allahu Akhbar til din sharia-kylling – eller boykot Rose Poultrys

I Politikens Allahu Akbar – i Vinderup slagter de fjerkræ i Guds navn,kan man læse følgende:

Siden 1970′ erne er stort set alle kyllinger i Danmark blevet halalslagtet, ligesom næsten alle danske ænder og kalkuner bliver det, selv om det ikke altid kan ses på pakken. Ifølge sharia skal besværgelsen siges i dyrenes dødsøjeblik, for at kødet kan være rigtigt halal. Rose Poultry mener, at slagteriet er for voldsomt til at vise i medierne. Derfor måtte Politiken kun komme på besøg, hvis der ikke var en fotograf med. I stedet har Rose Poultry sendt avisen et stærkt beskåret fotografi, hvor det ikke er muligt at spotte et eneste blodstænk. Billedet her er fra et tidligere besøg hos et andeslagteri.

Det er forståeligt, at slagteriet gerne vil sælge til den muslimske verden, der ikke kan brødføde sig selv. Arablandene importerer 85 % af alle deres fødevarer, hvad der allerede gjorde deres bojkot trusler af Danmark og Arla i 2006 til en dårlig vittighed. Men det er ikke forståeligt, at muslimer har mere krav på at vide, om kyllingerne er halal-slagtede, end at ikke-muslimer har krav på at vide, de ikke er det. Har de ret til at betragte vores fødevarer som urene, har vi naturligvis samme ret til at betragte deres som urene. I Rose Poultry beskrivelse,Halal-slagtet, er der en mildere beskrivelse af slagtemetoden. Og, hvad, så længe de dumme danskere ikke gør vrøvl, og kræver deres kyllinger og slagtekvæg ikke-halal-mærket, så går den jo. Vi vil opfordre enhver til at begynde med at bjojkotte dette slagteri, og iøvrigt insitere i den lokale Brugs på, at få kød der er mærket “ikke-halal-slagtet.” Deres varer hedder bland andet ”Majskylling”, ”Holger”, ”Rose” og ”Økologisk Kylling” og “De fem gårde.” Send dem en mail på rose@rosepoultry.dk

Hos Rose Halal-slagter vi al fjerkræ – ligesom de øvrige danske fjerkræslagterier gør det. Årsagen er mange årtiers eksportsucces til muslimske lande, hvor Halal-slagtning er påkrævet. Og da vi på slagtetidspunktet ikke ved, på hvilket marked, kyllingerne skal sælges, er det mest praktisk at Halal-slagte hele produktionen. Det koster da heller ikke forbrugerne hverken mere eller mindre, at vi gør dette. og rent slagtemæssigt gør det heller ikke nogen forskel, for det er kun måden, slagtningen overvåges på, der er speciel ved Halal.

Slagtningen skal ifølge loven overværes af en slagterimedarbejder for at sikre, at dyrene ikke lider overlast. På de danske slagterier er disse medarbejdere muslimer. Når man begynder at slagte, og hver gang der har været en pause i slagtningen, fremsiger den muslimske medarbejder en bøn for sig selv, der oversat lyder: ”I Guds navn. Allah er den største.”

Paris-deklarationen

Vedtaget d. 18. december 2010 (oversat af Nicolai Sennels fra Riposte Laique)

Konferencen Islamiseringen af Europa, som blev afholdt i Paris, Frankrig, d. 18. december 2010, er grundlæggende for fremtidig forenet aktivitet. For første gang var talere fra hele Europa samlet for at tale imod islamiseringen af vores kontinent. Ved konferencens afslutning kunne de 32 partier, organisationer, foreninger, internet-magasiner og nyhedsblogs tilslutte sig denne fælles deklaration:

“Vi rejser os imod den aggressive promovering af islam, imod bedende muslimers besættelse af offentligt rum, imod offentlig financiering af moskeer, imod udviklingen af halal-madmarkedet, imod islamisk undertrykkelse af kvinder og imod enhver form for fremgang for islam i Europa. Stillet overfor islamiseringen af Europa, vil vi styrke vores tusindårige kultur, dets værdier og traditioner.

Vi inviterer alle folk fra Europa og verden til at beskytte vores børns og børnebørns fremtid, ved at stå op imod enhvert forsøg på at erstatte landenes love – vores historiske arv og garanti for social harmoni – med importerede regler, som ikke kan forenes med vores love.

Vi inviterer Europas og verdens folk til at forsvare europæiske borgeres ytringsfrihed, retten til fri debat og frie og åbne valg angående disse ting.

Vi inviterer alle folk til gennem politik og medier at modsætte sig de stigende krav fra islam, ligesom vi også modsætter os enhver form for totalitarisme.

Vi inviterer dem til at at arbejde sammen og modsætte sig enhver form for ukonstruktive grupperinger og indbyrdes jalousi i kampen mod islamisering, for enhver splittelse vil være skadeligt for vores folk og lande.

Vi inviterer enhver til at tilslutte sig en forening eller et parti, der deltager i denne kamp, som er i overensstemmelse med ens egen politiske holdninger og til at forene sig med andre mennesker, grupper og lande for derigennem at oprette et stærkt netværk. Dette er den eneste måde hvorpå vi kan bekæmpe den sexistiske, homofobiske, islamiske totalitarisme, som gennem trusler og demografiske dynamikker forsøger at undertrykke den humanistiske civilisation. Vi modsætter os obskurantisme, overtro og menneskets blinde underkastelse overfor morbide og skandaløse principper.

På denne dag og i denne tid, har vi grundlagt en fri forening af uafhængige organisationer. Vi er et forenet hold. Vi har en kamp at kæmpe. På denne dag og i denne tid, starter vi en europæisk modstandsbevægelse, grundlagt på forsvaret for vores civilisation, som er stillet overfor en ny form for totalitarisme.”

Videos, taler på Bivouac-ID.

Dialog og diskrimination

“Kan borgere kræve særbehandling? Det afhænger af, hvem borgeren er.”

Kronik af Lone Nørgaard Britta Mogensen i Fyens Stiftstidende

Kan en borger, der henvender sig til en offentlig myndighed, stille krav om en eller anden form for særbehandling? Ja, men det kommer an på, hvem borgeren er. Kan en ansat stille krav om en eller anden form for særbehandling -endog på bekostning af borgeren? Ja, men det kommer an på, hvem den ansatte er.

Lad os løfte sløret for en diskrimination, der i stigende grad rammer etniske danskere. Listen over de krav, som nogle muslimske ansatte stiller overalt, er nemlig alenlang.

Her skal vi fokusere på de ansatte, der er blevet imødekommet i deres krav om at bære tørklæde i offentlige institutioner. Som det nok er gået op for de fleste, er tørklædet ikke bare 30 gram stof og heller ikke at sammenligne med det tørklæde, bondekvinder og tjenestepiger var iført under deres arbejde. Tørklædet er et ideologisk adskillelsessymbol, som er indhyllet(!) i religiøse gevandter. Politik forklædt som religion.

De islamiske krav har -som stadig flere har fået øjnene op for -deres udspring i den fremmedartede lovreligion sharia. Og sharia er på vej frem og er fremmet ved, at modstand mod sharia og dens fremmeste symbol, hijab’en, er blevet indlemmet i racismepakken. Derved kræves der særlige grunde til at kunne afvise ansatte, der ønsker at promovere et fremmed symbol. Som uvæsenet har bredt sig, er det øvrige personale blevet delt mellem tilhængere (” det ser så sødt ud, og de er dygtige”) og modstandere (” politisk ideologi og religion hører til i privatlivet”). Sidstnævnte må finde sig i tingenes tilstand eller finde andet job.

Protesterer de højt, tvinges de til at finde en anden arbejdsplads. Så vidt er det kommet i løbet af 20 år.

En særlig gruppe borgere kan skam også stille krav -og få dem imødekommet. I nogle ikkevestlige lande er det ikke ualmindeligt, at hele familien til en patient nærmest flytter ind på hospitalet. Det har formentlig sin baggrund i, at familiemedlemmer dér er nødt til at hjælpe patienten med dette og hint. Dette er ikke nødvendig i Vesten, men det holder ikke familien fra at troppe op i flok, gå i vejen for personalet og opføre sig, som om man er hjemme -med tilhørende støj og uro. Hvorfor tilpasse sig og lave om på egne kulturelle vaner, når modtagerlandet beredvilligt giver afkald på princippet om, at alvorligt syge patienter skal have ro? Eksempel: En 78-årig brystkræftopereret måtte lade sig udskrive på grund af et utåleligt leben på stuen fra morgen til sen aften. Højeste prioritet havde en muslimsk medpatients krav om at have sine familiemedlemmer omkring sig fra hele dagen.

Mandlige jordemødre og gynækologer vil om føje år kunne se sig om efter et andet speciale. Muslimske kvinder har nemlig ret til at kræve kvindelige behandlere, ligesom muslimske mænd kan stille krav om, at læger, sygeplejersker og andet plejepersonale skal være af samme køn som patienten. Kønsdiskriminationen betragtes som så legitim, at en mandlig jordemoder på nattevagt måtte kontakte en kvindelig kollega og kræve, at hun stod ud af sin seng og kom på arbejde. Der må ganske vist ikke kønsdiskrimineres på arbejdspladser, men i det offentlige system ses der gennem fingre med en sådan diskrimination, når blot der drysses religion ned over.

Hvilke borgere er det så, der ikke må stille krav? Det er de mennesker, for hvem tørklædet er et dokumenteret symbol for undertrykkelse, intolerance, ufrihed, skelnen mellem rent-urent.

Ja, alt det de tager afstand fra i hverdagen, fordi det er langt fra de værdier, som de holder højt.

Værdier, som de har kæmpet for i deres eget liv: Kønsligestilling, ligeværd, ( ytrings) frihed og demokrati. Men at foretrække egne værdier er i nutidens sprog lig med racisme. Vi har gang i newspeak a la George Orwells 1984. Som udråbte racister reduceres tilhængere af ligestilling og ligeværd til andenklassesborgere i deres eget land. De er ikke værdige at blive behandlet ordentligt og med respekt i offentligt regi. Derfor må de lide den tort at blive truet til at underkaste sig, nægtet behandling på hospitaler og nægtet hjælp på socialforvaltninger.

Medløberne kommer omgående deres krævende kolleger til undsætning og trækker racisme-, islamofobi-og xenofobikortet. Derved kan de indhyllede fundamentalister trække offerkortet.

Hvem de virkelige ofre er, vendes fuldstændigt på hovedet. Man tror, det er løgn. Man må være kommet til en fremmed planet, der minder om en parodi af Ludvig Holberg. For enten underkaster kritikerne af sharia sig de nye tider, eller også må de finde sig i at blive kaldt racister, fremmedfjendtlige og dårlige mennesker.

Men indoktrineringen af medløberne har langt videre konsekvenser. I deres knæfald for en brutal ideologi brutaliseres de selv og føler ikke den fjerneste empati med de mennesker, der søger hjælp i fx hospitalssystemet. De hjælpsøgende har nemlig i medløbernes øjne blot et ondt og ækelt menneskesyn og skal behandles derefter. Tolerance over for islamisk intolerance giver disse mennesker en varm følelse af at tilhøre den gode del af menneskeheden. De mener, at denne postulerede godhed er deres ret til én gang for alle at knække modstanden hos anderledes tænkende.

Er disse oven i købet sårbare på grund af sygdom eller et socialt behov, er de nemme ofre.

Det måtte en patient sande, da hun mente, at promovering af politiske og kvasi-religiøse symboler ikke hører hjemme i en verdslig institution som et hospital. Hun blev udsat for en uventet afstumpethed, som næppe tidligere har været praktiseret på vores hospitaler.

En argument-resistent overlæge, en indhyllet læge, som insisterede på at forkynde sin tro for patienten, en mandlig muslimsk læge, der truede patienten med at operere hende i stedet for hendes egen læge, og som skjulte sit navneskilt for at kunne forblive anonym, verbale overgreb med beskyldninger om racisme af en patientkontaktperson og en indkaldt straffeekspedition, som også afdelingsygeplejersken deltog i, hvor patienten blev truet med hjemsendelse uden operation.

Efter den psykiske nedbrydning, straffeforanstaltningerne, truslerne og dødsangsten, som patienten måtte igennem, inden hun bukkede under og underkastede sig, er hun nu hjemme igen. Her kan hun fundere over, hvordan det er kommet så vidt, at hendes egne landsmænd har taget en ideologi til sig, der er i modstrid med såvel lægeløfte som plejepersonalets etiske regler.

Skal danske borgere i fremtiden over skatten betale til det offentlige system uden at kunne bruge det? Af den enkle grund, at de ikke vil acceptere at blive konfronteret med en politiskreligiøs ideologi, som de tager stærkt afstand fra? Er de dermed afskåret fra at få hjælp eller behandling på bl. a. socialforvaltninger og hospitaler? Hvis det er tilfældet, vil vi for en gangs skyld være dem der stiller krav: Nemlig at blive fri for andres ideologi. Hvilke politikere tør give det klare signal, at de tavse, de intimiderede og modstanderne af fortsat islamisering af vores verdslige institutioner skal behandles med respekt og empati? Den respekt og empati, der var til stede, inden kulturudskiftningen gik i gang.

Lone Nørgaard og Britta Mogensen Lone Nørgaard er lektor cand. mag, Britta Mogensen er antropolog

Fyens Stiftstidende  21.12.2010  gengivet med forfatternes tilladelse