23
jan
Seneste opdatering: 25/1-11 kl. 1945
8 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Svenske journalister har en betydelig ideologisk selvfølelse, når det kommer til at banke politikere på plads, der ikke adlyder deres venstre-ortodoksi, når det kommer til at forære landet væk. DN´s forhenværende chefredaktør kender sine kolleger – “englene” – ganske godt:

Detta är också i grunden vad en ohelig politisk allians vill. Illegala invandrare benämns med en eufemism ”papperslösa”. Hela världen ska få komma och bo i Sverige och ska också få gratis sjukvård här. Idealistiska vänstermänniskor, libertarianska folkpartister (som vill slopa alla gränskontroller), frikyrkligt motiverade kristdemokrater – de förenas i synen att Sverige i realiteten inte ska ha någon invandringskontroll alls. Och de har starkt stöd av alla massmedier. Den som inte sjunger i total harmoni med änglarna utpekas som rasist, eller i vart fall icke-humanist.

(Parentetiskt: när Billström upprepade samma svar på samma fråga i en tv-intervju var det inte för att låta som en papegoja utan därför att han känner till tv-reportrars taktik att med upprepade frågor trötta ut intervjuoffer, så att de till sist avviker från vad de tänkt säga, varpå allt utom det sista svaret klipps bort. Det rörde sig om en match mellan en reporter med en avsikt och en minister som förstod avsikten.)

Problemet är bara verkligheten. Det är ett faktum att Sverige har misslyckats med att hantera senare års stora utomeuropeiska invandring. Professor Jan Ekberg vid Linnéuniversitetet visar att nu bara hälften av utomeuropeiska invandrare har arbete. Andelen är ännu lägre bland dem som kommit på senare år. Ur detta föds onda spiraler av utanförstående, förutom dryga finansiella kostnader. Sverige må vara ett gästvänligt land vid gränsen, men inte när det gäller att komma in i samhället och på arbetsmarknaden.

Av cirka en miljon personer som beviljats permanent uppehållstillstånd i Sverige sedan 1990 har en (1) procent fått det för att ta ett arbete.

Kombinationen av helt öppna gränser, ett generöst välfärdssystem och en arbetsmarknad med höga ingångslöner och andra spärrar för inträde är katastrofal, såväl socialt som finansiellt. Ledande politiker inom alla ansvarsbärande partier, inte minst socialdemokratin, förstår det. Säkert även en och annan journalist. Men inför offentligheten, när det bränner till, tar den politiska korrektheten över. Ingen får sjunga i disharmoni med änglarna. Kolumnen: Hans Bergström om rädslan i invandringsdebatten.

Bergström er forhenværende chefredaktør for Dagens Nyheter. I en samtale i 2003 spurgte han: Mediernas verklighetsbilder systematiskt socialistiska – Journalisthögskolorna motsvarighet till DDR:s partiskolor?

Jimmie Åkesson på DN Debatt

For ikke så mange år siden, meddelte Dagnes Nyheter at ikke hvem som helt skulle bilde sig ind, at de kunne tillades at skrive på DN Debatt. “Hvem som helst” for stået som dem, med de ikke af magten blåstemplede synspunkter, men nu er Jimmie Åkesson der altså. Det er ironisk, at journalisterne, der opfatter sig som en avantgarde, i den grad vindbøjtler efter virkeligheden, at de næppe nogensinde komme på omgangshøjde. Det synes dog ikke at afficere deres én gang grundlagte selvbillede. Vi andre kan bare betragte den mest konserverende kraft i det svenske samfund overhovedet og trække på skuldrene over deres selvindbildninger.

Regeringen måste skärpa lagen mot islamistisk terror och undersöka utbredningen av islamistiska attityder i det svenska samhället. Sverige behöver en nationell handlingsplan mot islamistisk terror. Likaså är det hög tid att regeringen täpper till lagstiftningen så att det blir olagligt att resa utomlands för att delta i träningsläger i terrorgruppers regi. Det är vidare ett stort problem att vi i dag inte vet hur utbredda islamistiska attityder är i det svenska samhället. Trots det uppskruvade tonläget i debatten hoppas jag att regeringen vågar ta ett initiativ för att undersöka attityderna bland ungdomar. Vi har varit duktiga på att forska om nazismen, men i det här fallet tycks alla lida av någon slags beröringsångest, skriver Jimmie Åkesson.”Dags studera islamistiska attityder bland ungdomar”

Westergaard: “Jeg har reddet deres røv”

I den første uge af januar var Henryk Broder i København. Han deltog bla. i mødet med Kenan Malik og bagefter var vi nogle stykker med ham på Vita i Store Kongensgade. Diskret som jeg er, spurgte jeg ikke til, hvad han skulle i Danmark, men det kunne man se den 8 januar i Die Welt. Han skulle interviewe nøglepersoner omkring Jyllands Posten i anledning af det nylige, forpurrede, svensk-muslimske terroranslag mod avisen. Man mærker at de to gentlemen, Henryk og Kurt har god kontakt, Westergaard taler også glimrende tysk. Interviewet er stadig aktuelt. Sagen mod Westergaards somaliske overfaldsmand genoptages mandag i Århus.

Hvordan det er, når muslimer vil dræbe én

Af Henryk M. Broder, oversat af Michael Laudahn og Snaphanen

På grund af Muhammed-karikarturerne lever ‘Jyllands-Postens’ medarbejdere med en stadig følelse af trussel. Et besøg.

Kurt Westergaard har klædt sig fint på. Sorte bukser, sort skjorte, sort lædervest, og dertil et broget men anstændigt halstørklæde. I den højre hånd holder han en sort stok med en knop af sølv.De sidste to uger har han haft en pacemaker, som han fik som julegave fra sin kone Birgitta. ‘Hele indgrebet varede ikke en gang en time’, siger Westergaard undrende, “jeg var næppe vågnet af narkosen, så kunne jeg vende hjem.’

For et år siden, den 1. januar 2010, blev Westergaard hjemsøgt i sit hus af en somalisk islamist, der med en økse ville belære ham om, at man ikke ustraffet kan karikere profeten Muhammed. Westergaard var heldig, døren til badeværelset modstod øksens hug indtil politiet  nåede frem, befriede ham og tog besøgeren med sig. Det var dengang han lovede sig  selv at blive gammel og at tage vare på sin sundhed. “Nu,” skæmter Westergaard, slår en ‘peacemaker’ i mit bryst.

‘De skulle hellere have givet dig en troublemaker’, siger Erik Guldager, der repræsenterer Westergaard som agent og gallerist. ‘Det behøver jeg ikke, jeg er selv én’, svarer kunstneren en smule trodsigt.

Guldager er 47, Westergaard 75 år gammel. Den ene kunne være den andens søn. Westergaard underviste i 25 år som lærer på en grundskole, før han blev karikaturtegner. Guldager har ‘absolut intet’ lært, men har foretaget sig meget. Han var repræsentant for BASF, Kellogg’s og Kodak i Danmark, og i 2005 blev han selvstændig med et galleri for nutidig dansk kunst i Skanderborg nær Aarhus.

2005 var et skæbnesvangert år også for Westergaard. Den 30. september trykte ‘Jyllands-Posten’, Danmarks største dagblad, tolv Muhammed-karikaturer. En af dem blev tegnet af Westergaard: Profeten med en bombe skjult i turbanen . Det tog et par uger, før millioner af muslimer i hele verden blev klar over, at de var blevet fornærmede, af en mand hvis navn de ikke kunne udtale, og af en avis, som de indtil da ikke engang havde brugt til at tænde deres bål med.

Mens de andre tegnere dukkede sig, konfronterede Westergaard raseriets bølge. Idag er han den mest kendte dansker mellem Nordkap og Kap Horn, et symbol på det ‘borgerlige anarki’, der udgør den danske “leitkulturs” rygrad. ‘Vi vil nødig have at vide, hvad vi må eller ikke må gøre.’

‘De glæder sig over enhver afveksling’

For det må han tage nogle ulemper med i købet. Blandt andet, at han kun kan forlade sit hus ledsaget af livvagter, og at gæster skal varsles én dag forud, fordi de har brug for politiets ‘clearing’. På denne måde er Westergaards liv på den ene side blevet mere spændende, men på den anden også roligere. Selv må han ikke engang åbne døren, når postbudet ringer.

‘Vi får det bedste ud af situationen, vores livskvalitet har ikke lidt skade, vi skal bare planlægge alt nøjagtigt.’ Hans bevogtere, som han i mellemtiden er blevet venner med, er glade for at han ikke er nudist. ‘Så ville de have et problem: Hvor skulle vi skjule pistolerne?’

Også når han vil i biografen eller teatret med sin kone,  følger vogterne med. ‘De er glade over enhver afveksling.’ Kun hvis han fik den ide feriere i Afghanistan, ville de forhindre det. Bortset fra det: ‘Livet fortsætter.’

Vi møder ikke Westergaard i hans lille hus, der blev ombygget til en fæstning, men til aftensmad hos Guldagers. ‘Jeg længes sådan efter bockwurst og sauerkraut’, siger Westergaard, som om han anede, at der om lidt bliver serveret indisk currysuppe med krabber og som hovedret svinemørbrad i skiver og svampesovs med fløde.

Nej, han fortryder ikke et øjeblik at have tegnet profeten og nægter at overveje ‘hvad ville være sket, hvis jeg ikke havde gjort det’. Han ville gøre det igen, når som helst. ‘Jeg bliver rasende, når jeg bliver truet.’

Den intellektuelle klasses natur er fejhed, den udøver ’selvcensur’.

Nogle af hans kollegaer var blevet vrede, fordi han havde eksponeret sig på den måde, ‘men nu snakker vi med hinanden igen’. De ved, at han betaler prisen for alle. ‘Jeg har reddet deres røv.’

I 27 år, til ultimo 2009, tegnede og illustrerede han for Jyllands-Posten og led altid lidt under, ‘at det hele skulle gå så stærkt’. Nu kan han tage sig sin tid til en serie om Hans Christian Andersen eller et selvportræt à la Andy Warhol, der hedder ‘Kurt on the Rocks’, fordi den er trykt på et ark af kinesisk granit. Ser man bare overfladisk, kunne man tro, at Westergaard viser beskueren langemanden [fuck-fingeren] . Men det er bare den blyant han brugte til Muhammed-tegningen. Sådan nogle allusioner og henvisninger ville være for subtile for en avis, men for Westergaard-fans er de tegn på en samhørighed, som de reagerer på med endnu mere kærlighed.

De 99 eksemplarer af ‘Kurt on the Rocks’ var knapt kommet i udbud, før de allerede var udsolgt. Nogle af dem hænger nu i Paris, New York og Berlin.

‘Et kvindelig model, der løber nøgen omkring’

I Aarhus er det længe siden, man har kunnet se Westergaard. Alle nødvendige ting sørger han kone, Birgitte for. ‘Han har aldrig gidet at gøre det. Nu har han faktisk en grund til at blive hjemme.’ I sit lille arbejdsværelse føler han sig bedst tilpas. Dér tegner han alt, hvad der lige falder ham ind. ‘Hvis jeg kunne tillade mig det, ville jeg gerne have et kvindelig model, der hele dagen løber nøgen omkring. Jeg skulle lige tale med min kone om det først.’

Virkeligheden er mindre romantisk. På lampen over Westergaards tegnebord hænger der en alarm-knap. Egentlig burde han bære den om halsen dag og nat, men det er for besværligt for ham. Politiet går ud fra, at det seneste attentat ikke var det sidste.

Det er også Jørn Mikkelsen, 54, Jyllands-Postens chefredaktør, overbevist om. Alene siden sidste sommer har der fundet tre attentatforsøg sted mod hans avis. ‘Vi var flere gange heldige, vore ‘venner’ behøver kun være heldige én gang. Det er nok’, siger han. Et dobbelt hegn rundt om forlaghusets område skal stoppe eventuelle attentatmænd.

Ingen har adgang til bygningen uanmeldt, selv dørerne mellem fløjene kan kun åbnes med en kode. Mikkelsen ved, at sådanne hindringer ikke nytter meget i en virkelig alvorlig situation. Forlaget har brugt flere millioner euro på et omfattende sikkerhedssystem, også et ‘panik-rum’ i kælderen, hvor medarbejderne skal flygte hen, hvis der er fare på færde. ‘Vi lever i en slags belejringstilstand, med en stadig følelse af trusler.’

Det er ikke sjovt at arbejde og fungere under sådanne omstændigheder. Nogle medarbejdere har ikke  kunnet udholde belastningen og har sagt op. ‘Jeg kan ikke tage det ilde op’, siger Mikkelsen, ‘de fleste danskere elsker livet mere end døden.’

Hegnet, overvågningskameras og de hich-tech-specialiteter ‘man ikke kan se’ , vidner om ‘tabte idyl’, ikke bare på Jyllands-Postens område, men i hele Danmark. ‘I syv, otte år har vi været en krigførende nation, vi er i Irak, i Afghanistan. Og nu er fronten kommet til os’, siger chefredaktøren.

‘Nu er de kommet lige så langt som vi er’

Det ville, siger Mikkelsen, være ‘meget naivt at antage, at hele sagen en dag opløser sig i ingenting. Det vil ikke ske.’ For det har længe ikke mere handlet om de tolv karikaturer fra 2005, ikke om ytringsfrihed eller retten til at gøre grin med religioner, ‘det handler om hvem der kan sætte sig igennem med sine forestillinger om sameksistens: os eller dem’. Diskussionen om dette ‘føres nu meget mere åbent end for nogle år siden’, helt anderledes end i nabolandet Sverige, hvor man fortsat ikke tør at kalde tingene ved deres rette navn. Efter selvmordattentatet i Stockholm, lige før jul, udkom der i ‘Svenska Dagbladet’ en artikel med overskriftet: ‘Vad gjorde vi fel?’ Dette var også de fleste kommentarers grundtone i Sverige.

Desuden har svenskerne i deres holdning overfor indvandrere altid været ekstremt imødekommende; i rapporteringen om narkohandlere, kriminalitet og socialbedrageri, nævnes aldrig gerningsmændenes etniske tilhørighed, problemerne fejesi nd under den politiske korrektheds tæppe eller tales ned. Og nu er de kommet præcis så langt som vi er: Back to square one.’

Mikkelsen indrømmer, at han ikke ved sine gode råd. På den ene side skal man ‘fortsætte dialogen med muslimerne’, på den anden ‘må man ikke give efter, når friheden står på spil’. Back to square one betyder i dette tilfælde ikke bare ‘tilbage til begyndelsen’, men også cirklens kvadratur – hvor langt skal et demokrati gå, når det udfordres?

“Det vi oplever i Danmark, er en slags prøvekørsel i Legoland’, mener også Flemming Rose, 52, chef for den udenrigspolitiske redaktion, ‘terroristerne vil statuere et eksempel.’ Spørgsmålet er ikke, ‘om de vil opnå det, men kun hvornår’.

Rose var i 2005 den ansvarlige kulturredaktør; det var ham der bestilte tegningerne, og det var ham der lod dem publicere. Efter en længere time-out, som han brugte til at skrive en bogen ‘Tavshedens Tyranni’, arbejder han igen på avisens København-kontor. Bygningen ligger midt i den danske hovedstad, på Rådhuspladsen overfor Tivoli. Den var målet for de formodede attentatsmænd, der anholdtes den 29. december, efter de var kommet fra Sverige.

Ligesom hovedsædet i Aarhus ligner og Københavns afdelingen et højsikkerheds fængsel. Sidste onsdag var der endelig noget at fejre, både i Aarhus og i København knaldede champagnepropperne. ‘Jyllands-Posten’ blev belønnet med Cavlingprisen, opkaldet efter Paulus Henrik Cavling (1858-1933), grundlæggeren af for Danmarks moderne journalistik og mangårig chefredaktør for dagbladet ‘Politiken’.

Det er den højeste journalistiske anerkendelse for en artikelserie om de danske soldater, der efter deres indsats i Afghanistan og Irak ikke længere kunne klare deres liv i hjemlandet. Det var, endelig en nyhed, hvor ‘Jyllands-Posten’ kunne få succes på sit eget område.

oversat fra Die Welt: Wie es ist, wenn Muslime einen töten wollen

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Bjovulf

    Interessant at læse de tyske kommentarer til artiklen.

  • Bjovulf

    Hmmmm, og hvorfor mon han så var på Noflylisten, DR?!? 😀

    Hint: Navn = Gulit Mohamed, Signalement: SOMALISK udseende, kæmpestort sort islamistisk fuldskæg
    og endda helt utroligt kraftigt for en teenager! ( det må have taget meget lang tid at gro det! )
    Tjah, mon der er en eller anden grund til at han står på Nofly-listen? Omgås han eventuelt de forkerte personer? Folk med hang til muslimsk ekstremisme eller hadprædikanter?

    Typisk, at DR i stedet lancerer historien som en feel-good historie, om en stakkels forfulgt,
    “ærkeamerikansk” teenager, der nu endelig kan vende hjem til sin længe ventende familie …

    ‘Nofly’-amerikaner kom hjem
    I fredags, kl. 22:30

    En amerikansk teengaer har i en måned siddet fast i Kuwait. Uden at kunne komme hjem.

    http://www.dr.dk/NETTV/Update/Forside.htm?video={ABF54626-DF39-4B2A-B8 37-7A88BFED4E7C}

    • Bjovulf

      Du må desværre selv kopiere hele linket, hvis du vil se DR-Update-videoen.

  • Bjovulf

    Advarsel: Gellerup kan blive en stat i staten

    Tja, hvornår mon de udråber det som selvstyrende islamisk område
    med sharialove samt obligatorisk halalkød for alle og tvungne
    tørklæder for kvinder?

    Og imens snorksover alle de naive og blåøjede danske politikere
    og de selvgode pseudointellektuelle eksperter og smagsdommere
    med deres på det tørre.

    http://jp.dk/indland/aar/politik/article2315233.ece

    Advarsel: Gellerup kan blive en stat i staten

    Af KLAUS DOHM

    Offentliggjort 24.01.11 kl. 08:21

    Det er i Gellerup blevet normalt at løse konflikter uden om politi og myndigheder, lyder advarslen fra en socialarbejder.

    Flere socialarbejdere, der selv har en anden etnisk baggrund end dansk [!!!!!], advarer om udviklingen i Gellerup.

    »Vi er på vej mod et 100 pct. parallelsamfund, hvis man ikke griber ind nu. Det er blevet normalt, at man selv klarer problemerne bag lukkede døre,« siger Wamid Hassan, koordinator i Unge 4 Unge, der laver opsøgende arbejde blandt børn og unge i Gellerup.

    ….

  • Bjovulf
  • Vivian

    Bjovulf

    Hvor ser du de kommentarerne?

  • Arvid Bengtsson

    I och för sig ett sundhetstecken att Jimmie Åkesson blir publicerad i DN. Men det skall också noteras att det inte går att kommentera artikeln – DN fick väl brända fingrar efter det att 99% av de nära 600 kommentarerna till Ullenhags floskler sågade honom med fotknölarna. Ett sannolikt massivt stöd för Åkesson bland kommentarerna vågar man inte släppa fram.