9
feb
Seneste opdatering: 10/2-11 kl. 1226
10 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Da Ib Michael meldte sig ud af virkeligheden

Jeg var ikke ret gammel, da jeg meldte mig ud af virkeligheden. Det er sikkert en udmærket klub at være medlem af, i hvert fald så længe man bare er nogenlunde enige. Globalt set hører klubben fremdeles til de mere velbesøgte. Med stridende fraktioner, religionskrige, alt hvad der nu engang hører sig til. Tag nu tidsånden. Men ved gud, om jeg gider give et bidrag til den standende værdikamp, som for længe siden har sejret sig til døde. Det mest pinlige ved projektet er, at aldrig er så mange åbne døre blevet slået ind.

Vi har ytringsfrihed, vi har demokrati, der er vel ingen dybere grund til, at PEN for eksempel skal udkæmpe slaget her. Mig bekendt er der aldrig nogen dansk forfatter, som er blevet truet med fængsel eller dødsdom. De nye tiders ytringsfundamentalister føler sig krænket i tide og utide – især det sidste – og sparer ingen for deres kommentarer. I krænkelsesvillighed overgås de kun af fanatiske muslimer.Ytringsfrihed er blevet pseudoreligion for partier i det sekulariserede Danmark. Man skulle tro, den var med til at udvide virkeligheden, men den bliver udelukkende brugt til at indskrænke den til noget, der ligner akut terrorbevidsthed. I dag ryger du ind på bestsellerlisterne eller er selvskreven til en politisk karriere, hvis PET har været nødt til at forsyne dig med livvagter. Holy shit – hvor kan man blive træt af de tegninger. Dissekerede man vore hjerner lige nu, så ville man finde flere muslimer deroppe, end man ville finde i det samlede Talebanregime. Ib Michael revser den danske anmelderstand.6. FEB. 2011.

Jeg tror hvis jeg kender Michael litterære forbilleder ret, det betyder at han meldte sig ind i en anden, mere fantastisk virkelighed, litteraturens. Jeg kender noget lignende. Det kræver en kort forklaring om min mor, et litterært mysterium.
Jeg voksede op i et bibliotek. Min seng stod imellem nogle tusinde  bøger, og da jeg var 18, havde jeg læst dem allesammen. Til gengæld læste jeg aldrig lektier. Det var min mors bibliotek. Hun havde en næse for gode bøger, jeg tror ikke der var én rigtig dårlig imellem dem, men det var nærmest uforklarligt, for hendes skolegang var den rene elendighed. Hun levede sine første ti år i Japan i 20 erne, hvor hun gik rundt med en japansk amme i kimono og intet lærte andet end japansk og at spise med pinde. Da hun kom hjem, kom hun som analfabet på et lidt højere niveau i en dansk skole, der måske forbedrede en anelse på hendes kundskaber, men ikke nær nok til at hun kunne blive student. Det var heller ikke nødvendigt for at blive sygeplejerske dengang, man kunne blive alt af betydning uden at være student.
Hvorfra hun fik sin sans for litteratur, er mig stadig en fuldstændig gåde, og nu er det for sent at spørge. Hendes far læste ikke og hendes mor døde meget ung. Hun læste alle store og mindre store danske og udenlandske forfattere, Shakespeare, Goethe, Andersen, Virginia Wollf, Proust, Kafka, Joyce, Conrad, Nabokov, Hamsun, Strindberg, Ekelöf, Graham Greene, Beckett, Sandemose, Sarvig, Tom Kristensen, Villy Sørensen, Sigurd Hoel og en masse mindre “good bad writers” – Sommerset Maughham, Villy August Linnemann, Karl Eskelund, Bjørneboe. Tænk, man har læst alle Maugham og Greenes bøger,  de sendte mig til Østen da jeg var 19. Da jeg havde læst min mors bøger, læste jeg min fars bibliotek, Churchills taler, Speers Spandauer Tagebücher, Schopenhauer, Kierkegaard, Montaigne, Den Hvide Brigade om danske læger i modstandskampen, Bullocks Hitler biografi, Frode Jakobsen og Mogens Fogs selvbiografier, Egill Snorrason, Hjalmar Helweg og Medicinsk Kompendium, så jeg tilsidst kunne stille en diagnose på mig på latin, og kunne gå direkte på Rudolph Bergs Hospital selv. Og meget andet, jeg  forlængst har glemt, men som jeg tror indgår i min forestillingsverdens DNA.
Jeg havde ikke meldt mig ud af virkeligheden, jeg havde søgt om optagelse i den. Jeg havde foretaget en lang rejse og det var ikke nogen dårlig rejse, selvom den var i mangel af andre muligheder. TV var i sin vorden, udblik kom næsten udelukkende fra litteratur og fra radioen, der havde en høj kvalitet dengang.
Jeg har dog aldrig læst Ib Michael andet end i Politiken. Jeg kom engang sidelæns ind i en radioroman, jeg måtte høre til ende for at  få opklaret hvem der mon skrev sådan. Det var Ib Michael. Jeg tror derfor jeg ved, hvorfor han og Hanne Vibeke Holst har ligget på bestsellerlisterne og tjent gode penge, mens f.eks. Søren Ulrik Thomsen og Henrik Nordbrandt ikke har. Jeg mener selv, det er ret hensynsfuldt sagt. Jeg søger endnu stadig optagelse i virkeligheden – der er visnok flere når man tænker på Michael – i ny og næ, nu via andre kilder, men voksne mænd læser som regel ikke skønlitteratur, hvilket betyder at mænd gør klogt i at læse verdenslitteraturen inden de bliver 20. Det er kvinder, der holder bogsalget og Ib Michaels virkelighed kørende. Det siger branchens folk i al fald.

Dispatches: Lessons In Hate & Violence

Trailer. Programmet sendes på Channel 4 på mandag den 14.

Douglas Murray: Cameron’s Multicultural Wake-Up Call

The growth of Islamist extremism in the West is something even the politically correct can . Finally, Europe’s mainstream party leaders seem to be realizing what others have long noticed: Multiculturalism has been the most pernicious and divisive policy pursued by Western governments since World War II. [..]

The Muslim communities that Mr. Cameron focused on will not reform themselves. So the British government will have to shut down and prosecute terrorist and extremist organizations, including some “charities.” There are groups that are banned in the U.S. but can and do still operate with charitable status in the U.K. Clerics and other individuals who come from abroad to preach hate and division should be deported.Will Mr. Cameron manage to do any of this? There is reason to be skeptical. In the wake of the 2005 subway and bus bombings in London—attacks carried out by British-born Muslims—Tony Blair announced that “the rules of the game are changing.” They then stayed the same.
It is possible that Mr. Cameron will show more political courage. If he does, he will undoubtedly be lambasted by the defenders of multiculturalism. He will also become a leader of significance. If he doesn’t, then future generations may well associate him with Munich. But it will not be for Saturday’s speech. It will be with a previous prime minister who also went to that city and who returned with an honor that proved deeply temporary. Wall Street Journal

McKinstry: “We are a more divided society than ever”
Camerons München-tale skaber voldsomme dønninger i England. Her gøres multikulturens ødelæggelser op: “The feeling of unity in this country is dying.”

[..] For decades, the British State has been aggressively imposing the dogma of multiculturalism. Without any mandate from the people, successive Governments have told us we must accept our transformation into a culturally diverse society. No occupying foreign power could have sought to change the fabric of our nation more rapidly than the metropolitan political elitists have done in recent years. Filled with loathing for our heritage and our traditions, they have embarked on a massive social engineering project.
As the annual immigration rate has been driven up to over 500,000 a year, so the public is warned in strident terms to “celebrate” the decline of Britishness. Cultural diversity has become the governing ideology of modern Britain as surely as communism was the ruling creed of the Soviet Union. Many major public institutions, from the police to housing associations, regard their key task as the promotion of multicultural values.

The results are all too apparent. The feeling of unity in this country is dying. Our island story is no longer taught in schools. National emblems, such as the Union Flag or the royal coat of arms, are disappearing from public life on the grounds that they might offend certain minorities. So too is the Christian cross, once the symbol of the moral code that formed the bedrock of our civilisation.

Since our public guardians now see everything through the prism of race, the traditional concept of equality before the law is in tatters. Fear of accusations of racism has meant for instance that the police have long turned a blind eye to the predatory action of Muslim sex gangs preying on young white girls in the north of England.

There was never a more meaningless slogan than “together in diversity”. We are a more divided society than ever before because multiculturalism has encouraged minorities to cling to their own customs and languages. Taxpayers’ money has poured into ethnic minority housing schemes, healthcare, translation services, education and community grants. Due to Harriet Harman’s misnamed equality law, employers are urged to discriminate against white job applicants to promote diversity in the workforce.

The greatest paradox is that multiculturalism, whose supporters proclaim their attachment to liberal ideals, is a dangerous poison that eats away at liberal democracy. In the name of tolerance, we have surrendered to those who preach intolerance.
The obsession with denigrating our culture and embracing others means we are almost defenceless against the monster of militant Islam in our midst. Our human rights are in grave danger because our supine state has been eager to accommodate the rights of those who want to destroy us.

David Cameron has made a start. But he must translate words into action if Britain isn’t to slide further into multicultural chaos, no longer a nation but a land mass of competing minorities.

Se det hele på

THE PM’S RIGHT TO SPEAK OUT AGAINST MULTICULTURALISM

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • polinos

    -> Steen

    Tro mig, du er ikke gået glip af noget ved at have sprunget over Ib Michaels forfatterskab. Indbegrebet af betegnelsen “tredje rangs”. Men jeg kan godt forstå, at han ikke har problemer med ytringsfrihedens grænser, for han holder sig så langt inden for dem, at han ikke ville kunne fornærme selv en lokal wannabe-strubesnitter af mellemøstlig herkomst.
    Til gengæld er jeg forbløffet over mandens hjerteløshed: “I dag ryger du ind på bestsellerlisterne eller er selvskreven til en politisk karriere, hvis PET har været nødt til at forsyne dig med livvagter”, skriver han gudhjælpemig med en skrækindjagende kynisme.
    Og det er vel nærmest det mest foruroligende ved folk som Ib Michael og hans “anstændige” meningsfæller fra Politiken/Gyldendal-segmentet: At de kombinerer en åbenlys uvidenhed om de trusler, ytringsfriheden står over for, med en nærmest skadefro hårdhjertethed.
    Jeg har det med Ib Michael, som én af mine gode venner har det med Klaus Rifbjerg.
    “Jeg glæder mig altid, når jeg er til bogudsalg,” siger han. “Jeg bliver så glad, når jeg ser alle stablerne med usolgte eksemplarer af Rifbjergs bøger.”
    .

  • Bjovulf

    IM er vist ikke den eneste danske forfatter, der har meldt sig helt ud af virkeligheden 😉

    Rifbjerg, Hanne Vibeke Holst, Jan Sonnergaard, Naja Maria Aidt, Suzanne Brøgger,
    Kirsten Thorup, Knud Romer ….

    Der er i øvrigt også mange journalister og såkaldt “intellektuelle” personer, der lider
    af denne virkelighedsfortrængning.

    Selv Wikipedia har åbenbart meldt dem helt ud af virkeligheden 😀
    http://da.wikipedia.org/wiki/Kategori:Danske_forfattere

  • Skåning

    Aj! Du strör salt i ett öppet sår, Steen.

    Av alla författare du nämner så har jag läst Shakespeare, Andersen, Kafka, Joyce och Strindberg, men är en analfabet inför resten. Man skulle önska att tiden var obegränsad och man kunde förkovra sig i alla klassiker. Fast i dagens uppkopplade samhälle så är det ju inte längre så att man inhämtar merparten av sin allmänbildning via litteratur. Och för att försvara mig lite så finns det ju några onämnda författare som jag faktiskt har läst, som Golding, Orwell, Steinbeck och Lagerlöf.

  • @Skåning: Det er bare tiden, der gør det. Havde du været bare lidt ældre, hvad jeg nok tør røbe, du ikke er, havde du måttet underholde dig med det samme. Efter TV og net, lever vi anderldes adspredt. Litteraturen har fået hård konkurrence.

    • Skåning

      Tackar, Steen. Nu blev min afton genast mer angenäm. “Lidt äldre”… Jo tack, jag fyller 40 om en månad. 🙂

  • Anon

    I agree 100% with Gert Wilders, as well as, I have proposed that he amongst others visit Sweden in a document entitled, “In Defense of the Western Culture.”

  • bcs

    I agree 100% with Gert Wilders, as well as, I have proposed that he amongst others visit Sweden in a document entitled, “In Defense of the Western Culture.”

    • Liva

      Så skulle det være Malmø han besøgte.

  • Vivi Andersen

    Ib Michael…. alene hans måde at tale på var nok til at kurerer mig for at gå ombord i hans skriverier.

    En overgang var han voldsom populær hos TV-folket, der i tide og utide hev ham ind for vi kunne høre hans mening om dit, dut og dat.

    Men konen var jo også en TV-kendis, så måske……

    Steen, sikke en barndom og ungdom du har haft omgivet af skøn litteratur som du har været !

    Jeg kender en anelse til det, da jeg var en del sengeliggende i min barndom og tidlige ungdom p.g.a. astma, som man dengang ikke vidste så meget om og da slet ikke kunne behandle, som man kan i dag.

    Og jeg læste fordi jeg på den måde kunne rejse ud af den triste virkelighed jeg befandt mig i og ind i en anden og spændende.

    Jeg havde en forkærlighed for rejsebeskrivelser og for biografier – og allermest for historie, primært Danmarks og dernæst Egyptens
    Kinas og Japans.

    Englands historie kom til takket være dronning Elisabeths kroning – som jeg så på TV.

    Men underligt nok har ingen andre landes historier kunnet fange min interesse sådan som de nævnte landes gjorde.

  • Liva

    “Det er kvinder, der holder bogsalget og Ib Michaels virkelighed kørende.”

    Haha..det er sgu sandt…….og må med skam meddele at jeg selv har købt og læst flere af hans bøger. Hvor er han dog blevet et fjols. Han har skrevet og talt sig ud af sin samtids store udfordringer. Han bliver ved med at skrive og tale som om vi lever i verden af går – for 30-40 år siden. Og han skubber en del gamle læsere fra sig nu. Det kan I være helt overbeviste om.