Når man lige er kommet tilbage til Sverige fra et møde i Forfatterforeningen med Jalving, klør det i fingrene for at skrive om det, ikke mindst når man ser dette. Jalving gjorde faktisk et nummer ud af sin lange veneration for Sverige, “en Danmarks bog ville blive langt mere ond,” lovede han. Og der kommer utvivlsomt endnu værre fra Helsingborgs Dagblad at dømme efter den martialske storinkvisitor, de havde sendt til byen. Mere om hende senere.
I Helsingborg er det som bekendt langt vigtigere at distancere sig fra “den danske syge” end nogen andre steder i Skåne. Der er også kun 4 kilometer til Danmark, og den dødbringende sygdom må være luftbåren. Mærkeligt at der aldrig er finsk østenvind i Sverige. Jeg antager at finnerne er nogle postkoloniale sekunda-svenskere, der ikke selv kan gøre for, at de er så uoplyste, at de ikke har inviteret det halve Somalia til Helsinki. Ja, de bruger endda Sverige som skræk-eksempel i det finsk parlament, bedre ved de ikke.
Et sobert, ikke særlig Sverigesbaskende møde på et – som Hartling sagde om sit møde med Mao – overvejende højt intellektuelt niveau. Ikke mindst takket været en fuldspækket sal af vidende publikummer, muligvis kan det også have bidraget, at undertegnede ikke sagde et kvæk under hele seancen, selvom det kløede en del på tungen. Men materialet skal lagre et par dage endnu, så indtil videre nøjes vi med Diana Holmbergs bandbulle. De hunde i koblet der åbenbart er ramt, hyler højest. Det er ikke den åbne, nysgerrige stemning, der var i København og helhedsindtrykket af den svenske presses modtagelse af Jalving, er milevidt fra den ret venlige modtagelse, Lena Sundström ubegribeligt nok fik i Danmark: Film på TV 2, laurbær i Politiken, hyldest på Den Sorte Diamant. Igen står Anstændigheden med stort “A” for de værste verbale møgfald. Kun en tåbe dukker ikke hovedet, når Helsingborgs udedas flyver om ørerne på én. Det er som bekendt l a n g t fra første gang.

Hvem har tisset på Mikael Jalvings sukkermad? Som dansken säger om någon som verkar oförklarligt sårad eler arg.

Någon journalist är krönikören inte men nu har han ju fått det här uppdraget och han försöker, till exempel med pinsamma övergångar mellan de olika scenerna i hans Sverigeresa. Jag tror till och med han använder en dröm en gång. Och så har någon sagt honom att man alltid måste berätta något om hur personerna man träffar eller nämner ser ut. Hirdman har röda glasögonbågar och Hjalmar Mehr var kort i rocken. [..]

Mest av allt tycker Mikael Jalving om att ligga på hotellrummet eller sitta på kafé och läsa böcker, svenska böcker om Sverige. Jag skulle vilja säga att gemene människa inte tagit sitt ansvar att ställa frågor, lyssna och säga sin mening högt och tydligt. Är det månne så att vi skiter i den personliga moralen i stora svåra frågor som berör andra människor, bara vi får lite högre levnadsstandard år från år? Men den offentliga moralen, den som staten skyltar med i utrykespolitiken, den ska hållas högt! Jag håller med, det kan bli pinsamt när ministern skryter med moralen när det inte kostar något. Har det en god effekt, är jag däremot nöjd.

Jalving vinglar gärna när det passar honom – å ena sidan konsensus, å andra Sverige som extremernas land. Och Lena Sundström? Han har läst hennes bok, åtminstone såpass att han hittat några citat som han plockar ut med pincett och påstår de stödjer hans tes om tystnadens kultur. Retoriken är försåtlig, tekniken ohederlig. Boken kan uppfattas som ytlig och illvillig eller kvick och underhållande, men att den, som en dansk kritiker menar, skulle vara uttryck för det mindervärdeskomplex gentemot storebror i norr som man ibland vill förklara danskarnas attityd till oss med, det har jag svårt att se. Jalving har naturligtvis inte skrivit sin bok för oss svenskar. Kanske kan Dansk folkeparti få några röster på den, för att stävja den svenska bacillen. Mig säger den i första hand någonting om hur man kan skydda sina omhuldade förutfattade meningar. Men den nytta jag har av den är att den ger mig tillfälle att tänka ett varv till över saker i den svenska politiska kulturen och debatten som skulle kunna bli bättre, mycket bättre, till fromma för en levande demokrati. Diana Holmberg: En idiot på resa (foto fra venstre: Ingrid Carlqvist, Erik Meier Carlsen og Mikael Jalving, klik for helskærm.)

Gøglende, sværmerisk frygt kontra de virkelige trusler

Lige nu er et par reaktorer på den anden side af jordkloden, og våde, sentimentale følelser for oprørere i et fjernt land befolket af banditter, vistnok det der optager mainstream. Har man bevæget sig i blogverdenen i nogle år, og har vænnet sig til stadig kritik af “MSM”, og lært at blive ens egen redaktør for virkelig at komme til at vide mere, opbygges vist hos de fleste en foragt for dagsordnerne derovre i mainstreamland. Man kender alt for godt til langtrækkende udviklingstendenser der kan kulminere i noget apokalyptisk, eller måske ‘bare’ i et whimper i vore trygge velfærdssamfund, men som i hvert fald som et minimum må medføre at det vi alle er opvokset med som noget givet på længere sigt vil blive afløst af noget der er mere fattigt, voldeligt og fragmenteret. Man kan her nævne USAs statsgæld, demografien, menneskerettigheder der ikke accepterer økonomiske rammer, og islamiseringen. Man ved godt at man intet ville opnå ved at blive onlineverdenens udgave af manden med dommedagsskiltet, og når de daglige nyheder med forandring til det værre (bandevold, stenkast mod brandbiler, m. v.) ikke medfører samme frygt som en lækkende atomreaktor i Japan må man bare trække på skulderen og erkende at det er sådan det skal være. I forlængelse af Pittelkow her kan man også tilføje at vestlige medier, den vestlige diskurs, mangler den helt elementære førsteprioritering af vores interesser – som måske slet ikke er sammenfaldende med nogle ubestemmelige oprøreres interesser dernede i banditland (LFPC)

[…] Prøv at lægge mærke til, hvor lidt den danske debat beskæftiger sig med, hvad de arabiske lande burde gøre for at hjælpe oprørerne. De skulle ellers være de nærmeste til det.

Holdningen ligger dybt i os. Fordi vi har en tradition for humane samfund. Men også fordi vi har en historisk skyldfølelse over Vestens magtfulde rolle i verden. Og så, fordi vi går ud fra, at vi kan ordne alle verdens problemer, hvis bare vi vil.

Men den globale udvikling i disse år fortæller os ubarmhjertigt og klart, at der er grænser for Vestens (USA’s) magt.

Hvis man ignorerer dette, kommer man til at føre politik med hovedet under armen. Det er lige præcis, hvad mange politikere også i Danmark gør for tiden. […] Ralf Pittelkow: Politik med hovedet under armen

With Libyan government troops closing in on the rebel stronghold of Benghazi, virtually all American commentators appear to be united in the conviction that America or “the West” should intervene to save the Libyan rebels. But one month after the unrest in Libya began, we still know almost nothing about them. This fact seems not to trouble the commentators or even certain heads of state. […]

More ominously, [Figaro correspondent Tanguy] Berthemet’s report makes clear that the National Council is supported by local Islamists. Indeed, it might well contain some. Although Berthemet’s article cites “security concerns,” perhaps this is the reason that the names have not been released. […] Save the Libyan rebels! (But do we know who they are?)