6
maj
Seneste opdatering: 9/5-11 kl. 1848
14 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Mange timer bag rattet på motorvejene i selskab kun med gamle CD’er, man troede man kendte, men genopdager mens man synger med. Jeg troede kun jeg sang i badekarret og saunaen. Synsfeltet er snævrere, når man bevæger sig, skarphedsdybden er mindre. Man kan få ideer. Man kan tænde piben, man må godt ryge i min bil. Van Morrison er ikke medlem af de ateistforeninger, islam har på sin samvittighed i Vesten. Lyt nærmere.

Some say why don’t you love your neighbours, Go ahead, turn the other cheek, But there’s nobody on this planet that can ever be so meek, And I can’t bleed for you, You have to do it your own way, And there’s no religion, no religion, no religion here today. – Van Morrison – No Religion Lyrics.

»Nedarvet foragt for kvinder«

Hvor Politikens anmeldelse af Hedegaards “Muhammeds Piger” (Lars Sandbeck) og Jyllands Postens (Dennis Nørmark) overvejende er debatindlæg mod bogen og forfatteren, Sosun Sendis i Weekendavisen er neutral grænsende til berøringsangst, er Sørine Gottfredsens i KrD ikke bare den første positive, det er også den eneste der opfylder endnu en af en anmeldelsens krav: den potentielle læser har efter læsningen et tydeligt billede af, hvad bogen faktisk indeholder, emne, metode, kilder osv.

Lars Hedegaard har skrevet vigtig bog om islams kvindesyn. Den er barsk og visse steder ubærlig at læse, men den bør føre til større erkendelse af afgørende kulturforskelle .Hvis man gerne vil optræde i lækre talkshow og udtale sig til Politiken om sine kulturvaner, skal man ikke udgive en bog som denne. ” Muhammeds piger”, skrevet af historiker Lars Hedegaard , falder som syreregn over et politisk korrekt dansk blomsterbed.

Det er modbydelige, men uomgængelige overvejelser og vidnesbyrd, der findes i denne bog, og medmindre nogen sagligt kan tilbagevise Hedegaards pointer, er vi nødt til at lytte. Indtil videre kniber det dog med sagligheden, for mens ingen har kritiseret bogens dokumentation, er den blevet omtalt som unuanceret og ensidig. Og er den så det? Ikke spor mere end så mange andre kortfattede bøger med et klart defineret tema.

Det er muligt, at Lars Hedegaard af og til formulerer sig tankeløst, men ikke desto mindre er det ham, der gør en indsats for at forske i virkeligheden.Alt imens det pæne selskab slår syv kors for sig, taler om gensidig forståelse og lader tusindvis af kvinder i stikken. Også inden for dette lands grænser. Af SØRINE GOTFREDSEN, Kristeligt Dagblad 5.4, ikke online, men prøv linket om et par dage eller køb avisen. (Se også Hedegaards miserable piger- anmeldelse af Hege Storhaug.

“Vårt Nya Sverige”

I 1975 vedtog den svenske riksdag, at Sverige skulle være “mångkulturelt” – ikke parallelkulturelt med multiple monokulturer, som det jo så blev. Følgelig producerede Invandringsverket i 1980 denne propagandafilm, der ikke er rar at se, når man ellers har varme følelser for Ernst-Hugo Järegård. Dens argumenter er håbløst agterudsejlet af tiden (vi tjener på det, vores køkken bliver mere spændende osv.) ikke mindst fordi arbejdskraftinvandrere blev afløst af såkaldte flygtninge (som sjældent er det) og deres familier og familiers familer. Hvad kan man lære af den? Kunstere skal agte sig for politik, så har man ikke sagt for meget. Man kan også lære, at svenske politikere og journalister ikke har rykket sig mange centimeter mentalt siden de glade uskyldsdage i 1980. Linen løbes helt ud. Til gengæld er der kommet knap 2 millioner nye “svenskere” siden disse argumenter var gangbare, hvoraf alene 500.000 tilhører en vis autoritær sekt, der er mest kendt for at ville dominere enhver af en anden observans. Ingen generation har ændret landet hurtigere og mere radikalt i historisk tid, og uden at ville spørge nogen om lov. Alene deres ord, var lov, modsigelse tåltes ikke, den var “anti-demokratisk” og hvem vil være det? og nu er dissens alligevel 20 år for sent ude. Nu er alle i landet så blevet  gidsler for deres egenmægtighed. Bordet har fanget, de ansvarlige sidder med et kæmpeansvar, ingen forestiller sig de nogensinde vil tage på sig. En retræte kan ikke tænkes og Ernst-Hugo er fanget i en unådig tidslomme, han ikke slipper ud af. Et ubarmhjertigt selvportræt af en epokes selvgode galskab:

Svensk propagandafilm från 1980, beställd av dåvarande Invandringsverket (nuvarande Migrationsverket) vars syfte var “att skapa förståelse för och nyttan av vår invandringspolitik”. Denna statliga propagandafilm visades i alla möjliga sammanhang, men vände sig främst till skolbarn.

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Vedr. dommen over Hedegaard fremsatte Eva Smith den forventelige kommentar, at han ikke burde kunne få lov at appellere til Højesteret, fordi det er forbeholdt principielle sager.

    Jeg synes nu, at der er mindst to principielle ting ved den sag:

    1. Hedegaard sagde 3 gange i interviewet, at NOGLE muslimer misbruger deres børn, og 1 gang at “de misbruger”. Ud fra det må det være indlysende, hvad han mener. Den fatale sætning var klart en fortalelse. Kan anklagemyndigheden bare pille en fortalelse ud af en helhed, som den strider imod, og få folk dømt for det? I andre juridiske sammenhænge er det ret afgørende, om der er tale om uagtsomhed eller forsæt.

    2. Straks Hedegaard blev opmærksom på sin fortalelse, korrigerede han den. Betyder det virkelig ikke noget, at han trak den tilbage straks? Hvis man tager en anden mands ejendom ved et uheld og afleverer det straks man opdager fejlen, skal man så dømmes for tyveri? Igen: Der skelnes normalt mellem uagtsomhed og forsæt.

    • li

      Helt enig.

      Dette er en skandale dom, der desværre åbner op for ytringsfrihedens fjender, som vil forfølge islam kritikerne med anmeldelser og ikke argumenter.
      Vi har allerede set sådan en stikker…øh, anmelder i overdreven funktion, nemlig den politiske korrekte naive dhimmi racisme jægeren Zinke GeStampe-o fra de Radigale.

      • Mette

        Som du dog formår at vride ordene. LOL.

    • Anonym

      Gunnar Biering.

      Jeg synes, at du har ret i dine betragtninger, og på en eller anden måde burde der også ankes over vicestatsadvokatens ualmindeligt plumpe sammenligning mellem Lars Hedegaard og en bombemand. Sådan mener jeg ikke, at en mand i det embede kan tillade sig at tiltale den sagsøgte. Men desværre tror jeg, at nogen i toppen embedsmandsværket eller på Christiansborg har ventet på en lejlighed til at give Hedegaard en over snuden. Det er ingen hemmelighed, at jeg aldrig har brudt mig om det interview, men på den anden side støder det min retsbevidsthed, at staten stævner en person for så lidt, og som du jo selv påpeger, var Hedegaard hurtig til at beklage sin udtalelse og de misforståelser, som folk og nu også både byretten og landsretten har været så alt for villige til at lægge i den, fordi han ikke tog sig i agt for at anvende et sprogbrug, der ikke kunne misforstås.

      Siden vadede Hedegaard igen med fynd og klem ud i spinatbedet, da han efter frifindelsen i byretten glædestrålende meddelte pressen, at det var en fantastisk sejr for ytringsfriheden, og at han mente, at hans internationale bekendtskabskreds havde påvirket dommerens skøn. For det første demonstrerede han dermed, at han ikke havde forstået dommens præmisser. Og for det andet påstod han frækt, at dommeren kunne korrumperes af international presseomtale. Så dumt bærer man sig sjældent ustraffet ad, og da slet ikke hvis man hedder Lars Hedegaard.

      Hvis ikke Pind, Lilleør og Khader havde opført deres pressestunt ved at forlade Trykkefrihedsselskabet rådgivende udvalg med smækkende døre, tror jeg ikke, at der var sket videre. Men lur mig, om de ikke havde ventet på en lejlighed til at gøre det og fik deres hævn over en person, som længe havde irriteret dem.

      • Mette

        Det var mig, der skrev det anonyme oplæg. Jeg ved ikke, hvorfor det blev anonymt på sin vej gennem cyberspace.

        • Bjovulf

          Du er måske ved at gå under jorden, Mette? 😉

      • JensA

        Ofte afslører vi alle os selv gennem sprogbrugen. Og anklage myndigheden brug af ordet “bombemand” afslører med et enkelt ord, at der er til om en skueproces.

  • barfbag

    Off topic
    FN’s nye befolkningsprognoser er lige udkommet.

    Hvis man googler “united nations population division world population prospects” (man behøver som bekendt ikke at skrive det hele, da der delvis inde i sætningen popper flere forslag op, deriblandt en færdigskrevet sætning med just denne ordlyd;den klikker man bare på med computermusen), så får man en side med flere forslag;klik på overskriften i det øverste forslag (efter reklamen). Så får man hjemmesiden http://www.un.org/esa/population/ . På denne side klikker man på “Data Online”. Derefter skulle websiden med lande- og områdeoversigten over den seneste befolkningsfremskrivning fra FN med flere prognoser, denne gang frem til år 2100, være på skærmen.

    Eksempel: “Occupied Palestinian Territory” Population (thousands) All variants. Year:1950: 932. Year:2010: 4 039. Medium variant: Year:2050: 9 727. Year:2100: 14 868. High variant: Year:2050: 10 981. Year: 2100: 21 848. Low variant: Year: 2050: 8 555. Year: 2085: 10 131 (befolkningstal topper dette år) Year 2100: 9 759. Constant fertility variant: Year 2050: 13 329. Year 2100: 55 749.

    Eksempel: “Israel” Population (thousands) All variants. Year:1950:1 258. Year:2010:7 418. Year:2050: Medium variant:12 029. Year: 2100: Medium variant: 15 312. High variant: 22 475. Low variant: 10 066. Constant fertility variant: 24 154.

    Ser ud til, at der bliver (befolknings)”tryk på i Mellemøsten.

  • JensH

    OT

    Endnu en elevråds-politiker er kommet til tops. Roskilde Kommune har lige fået ny borgermester, og det er ikke mindre end en 30 årig kvindelig Socialdemokrat, Joy Mogensen, som er uddannet som Beachelor i “Kultur- og Sporgmøde” på RUC. HEr er en lille bekrivelse af studiet:

    “Faget beskæftiger sig med studiet af kulturelle identiteter og symbolske repræsentationsformer, inkl. deres æstetiske dimension, i et internationalt, interkulturelt og globalt perspektiv. Der fokuseres især på processer hvor kulturelle identiteter og repræsentationer mødes, udveksles og interagerer. Faget inddrager sprogets rolle i kulturmødet og lægger generelt vægt på sprogets og diskursens betydning for identitet og erkendelse.”

    http://magenta.ruc.dk/cuid/uddannelser/kultsprog/velkommen/dansk/

    Så bliver det jo spænde om Joy kan overgå Københavns radikale borgmester, den 26 årige Anne Mee Allerslev, i tåbeligheder ude på det multikulturelle overdrev.

  • Mette

    Steen.

    Hvis du genlæser anmeldelserne om et års tid eller to, tror jeg, at du vil se, at både Politikens og JP’s anmelder gerne vil skrive noget pænt om Hedegaard, men at de også er enige om, at hans stil er for følelsesladet og unuanceret, og at det irriterer dem, at han går til yderligheder på et ofte anekdotepræget plan. Dette skaber automatisk en afstand til de læsere, der forventer sig noget mere af Hedegaard. Men afstanden er ikke større, end at Sappho har kunnet finde pæne citater i anmeldelserne, og anmelderne har også vidst, at de ville blive brugt.

    Nørmark betegner bogen om 1400 års krigen som ”lettere hysterisk”. Om den er det, ved jeg ikke, for jeg nåede ikke ret langt, førend jeg opgav at læse den. Netop fordi jeg af faglige grunde følte mig flov over at læse en så ensidig fremstilling. Jeg savnede den disciplin, som øger tilliden til det skrevne. Og også jeg mener, at Hedegaard ofte slipper alt for nemt om ved sine påstande, og at han kun delvis løfter bevisbyrden eller slet ikke. Demagogien ligger ham nærmere end det forskningsmæsige, og det har han både haft succes og skudt sig selv i foden med.

    I Michael Jalvings seneste opus på JP Blogs om Taberfabrikken langer han ud efter historieprofessorer, hvis politiske holdninger og metoder kan sammenlignes med Hedegaards, når man ser bort fra forholdet til islam. Hedegaard har tit og ofte understreget offentligt, at han anvender marxistiske analysemetoder, og den holder han fast ved, skønt de har kostet millioner af mennesker livet. Dette er en effektiv måde at skubbe folk fra sig, og det synes jeg i det hele taget, at han er god til, selv om vi er mange, der gerne ville se mere positivt på ham. Desværre tror jeg ikke, at han vil bruge kritikken positivt, skønt han dog som akademiker har fået ørene tudet fulde med, at gensidig faglig kritik er alfa og omega. Det er nemmere at betragte andre som uvidende, naive, forfølgere eller ligefrem idioter.

    For ca. 20 år siden overværede jeg en forelæsning på et historisk institut, hvor en af de lærere, der virkelig havde lidt under munkeordenerne, fortalte, hvordan al forskning fra 1970’erne er lige til skraldespanden, fordi den marxistiske analysemetode simpelthen er den mest ukritiske, som tænkes kan. Det ved mange, og det har anmelderne sikkert også haft i baghovedet, for det er netop typisk, at analysens resultat er givet på forhånd, og at den normale videnskabelige metode, hvor man forsøger at skyde sine egne teser i sænk, glimrer ved sit fravær. Det er – ja undskyld – som med islamisk forskning, hvor man ikke magter at slippe dogmerne.

    Sørine Godtfredsen er en interessant klummeskriver, som jeg sætter pris på. Jeg ved ikke, om hun tilhører kulten omkring Hedegaard, men hun tager munden alt for fuld, når hun påstår, at han er den eneste, der foretager sig noget for at bekæmpe islamiseringen. Sådan kan man ikke nedvurdere dem, der bruger andre metoder end Hedegaard. Der foregår meget i det stille, hvor Hedegaard foretrækker at stå forrest i rampelyset.

    • Mette, ja, det er altid godt med lidt afstand. Når det drejer sig om bøger, man endnu ikke har læst, sætter man pris på også at blive informeret om andet end anmelderens sympatier og aversioner. Det gør Sørine Godtfredsen glimrende, jeg er ked af, jeg ikke kan citere mere.

      Om historisk videnskabelige metoder, ved jeg desværre så godt som ingenting, men det er interessant at høre det citerede om 70 ernes forskning. Gider du uddybe “kulten omkring Hedegaard?”, jeg burde jo næsten kende den.

  • Mette

    Steen.

    Jeg har heller ikke læst bogen, men synes, at Nørmark beskriver, hvad den handler om. Den er et forsvar for substansen af de udtalelser, som Hedegaard var under anklage for at have fremført, og han skrev den, mens han ventede på sin dom. Hedegaard magter ikke at løfte bevisbyrden, mener anmelderne, men det er ikke ensbetydende med, at beviserne ikke kan findes, og det ligger mellem linjerne.

    “Lars Hedegaard står ved sine udtalelser, og skønt racismeparagraffen i grunden er bedøvende ligeglad med ytringernes sandhedsværdi og alene fokuserer på, om udtalelserne er egnede til at sprede hetz og had, mener Hedegaard – og med rette – at det naturligvis er væsentligt, om hans udtalelser siger noget om virkeligheden, eller om de ikke gør.

    For hvis Hedegaards udtalelser om kvinder, voldtægter og Islam er faktuelle nok, så må de vel kunne se dagens lys, uanset hvad de er egnede til at frembringe af eventuel hetz og vold?

    Derfor skal Lars Hedegaard også have ros for at tage denne opgave på sig: At vise at Islam spiller en rolle i den udbredte misrøgt, undertrykkelse og kønsulighed, som kvinder udsættes for i den muslimsk dominerede del af verden.

    Dette gør Hedegaard langt hen af vejen overbevisende…”.

    Det er efter min mening et afsnit af anmeldelsen, som Hedegaard kan være fuldt tilfreds med. Han får jo ros. Risen går meget på, at han er for overspændt og skriver på følelserne og unuanceret anekdotisk stof. Den går ikke blandt fagfolk, for så svipser videnskabeligheden.

    Emnet er i virkeligheden mere Nørmarks hjemmebane end det er Hedegaards, for Nørmark er antropolog, forsker og ansat i afdelingen for antropologi og etnografi ude på Moesgaard. Ingen kan i øvrigt beskylde ham for at være ukritisk overfor islam. For nogle år siden skrev han ligefrem en JP kronik, hvor han foreslog, at man skulle forsøge at udelukke Mellemøsten fra samkvem med Vesten.

    Med udtrykket kult forbundet med Hedegaard mener jeg, at jeg tror, at det ville være sundt for ham med lidt mere modspil fra inderkredsen i Trykkefrihedsselskabet. Blandt venner lader det sig gøre at lægge den sordin på, som efterlyses.

    • Det er faktisk fuldstændig rigtigt hvad du skriver Mette, men Lars Hedegaard må, i sin egenskab af islam-KRITIKER, godt være en smule unuanceret, hvis du spørger mig. Der er nok af UKRITISK opposition til hans synspunkter.

      • Mette

        Peter Andersen.

        Det kan vi godt blive enige om, man kan ikke altid komme slæbende med det tunge dokumentationsskyts, for så falder folk fra af lutter kedsomhed. Og gør man det ikke, står man straks overfor den islamofile fløjs krav om beviser. På den anden side ved vi også, at selv når vi i debatten tager os tid til at fremlægge bunkevis af dokumentation, er det sjældent godt nok, fordi det i virkeligheden er de færreste af vore modparter, der ønsker at skifte synspunkt. Så det er altid et spørgsmål om balance, fordi vi jo nok så meget skriver for at gøre indtryk på dem, det er muligt at råbe op.

        Men når man derimod skriver en bog for at forsvare sig i en retssag, skal dokumentationen veje særligt tungt, og så nytter det ikke med anekdoterne og at have følelserne uden på tøjet. Det er en naturlig ting for en mand som Hedegaard at forsvare sig i bog, derimod var tidspunktet næppe heldigt valgt. Det tager hårdt på folk at være hovedperson i sådan et forløb.

        Overfor jer, der synes, at jeg har skrevet rigeligt meget om denne sag og hellere skulle have holdt min mund, vil jeg forsvare mig med, at jeg faktisk har skrevet en masse indlæg om det forkastelige i overhovedet at rejse den, og det står jeg ved. Om end jeg fandt det tåbeligt i den givne situation, har jeg også forsvaret Hedegaards ordvalg som ganske almindelig uformel tale, som der skal en masse ond vilje til at misforstå, og jeg finder det yderst skamfuldt, at den danske stat gør sig til talsmand for en sådan ond vilje, dette strider mod min og mange andres retsbevidsthed.

        Men der hvor kæden røg helt af for denne mangeårige glødende forkæmper for ytringsfriheden, var da Hedegaard strålende selvsikker meddelte pressen, at han havde vundet en fantastisk sejr for samme frihed og med god hjælp af sine internationale forbindelser. Da afslørede han stor personlig forfængelighed og overså, at den sag, han angiveligt stred for, netop havde lidt et kæmpe nederlag. For det er hævet over al tvivl, at vi ved den lejlighed fik rettens ord for, at vores ytringsfrihed ikke alene i teori men også i praksis er blevet perverteret af konventioner og overnationale domstole, der levner meget lidt rum for sandheden, hvis den overhovedet tillægges nogen betydning, At få det at vide i så klar form var et hårdt slag i ansigtet på os meget frihedselskende, og det understregede for mig, hvad jeg allerede skrev, da Lissabontraktaten blev ratificeret, nemlig at jeg ikke kan se andet, end at demokratiet er afskaffet, omend det i praksis åbenbares stykkevis og delt.

        Det blev dermed også klart, at der ikke var sammenfald mellem Lars Hedegaards personlige interesser og de interesser, vi måtte have lov til at antage, at han forsvarede som formand for Trykkefrihedsselskabet. For selskabet må jo gælde, at man tager sit udgangsforhold i de faktiske forhold og ikke i et fatamorgana skabt vha. et velkendt prokuratorkneb, som jeg mener, at man burde have afholdt sig fra at forplumre en så alvorlig sag med.

        Efter min mening var det i hvert fald ikke i Trykkefrihedsselskabet interesse, at Hedegaard klarede frisag på et sådant forsvar i byretten endsige udråbte det til en sejr for ytringsfriheden. Det var heller ikke i samfundets interesse, for det kastede et røgslør over de faktiske forhold, som i stedet bør ud i lyset i al deres gru, så at vi kan få noget gjort ved dem. Landsretten har bekræftet deres tilstedeværelse, og der er ingen grund til at tro, at Strasbourg vil ændre på det forhold, for dernede forstår dommerne sandsynligvis ikke dansk, så at de fatter det groteske i udgangspunktet.