Der er næppe nogen gejstlig i Europa, der taler om verden, politikken og islam med den samme viden og indsigt som den forhenværede biskop af Rochester, Dr. Michael Nazir-Ali. Det var Nazir Ali der i 2008 gav englænderne theen galt i halsen, da han skrev om den no-go-ares i England, som muslimer har etableret. Hvis der var danske præster som han, ville jeg komme oftere i kirken, men min lokale i Københavns Domkirke, Anders Gadegaard….så hellere en orgelkoncert. Foredraget er holdt i USA i maj 2011 og vores kilde er Veritas Universalis.

Dansk islamkritiker overfaldet fire gange

“Kommunismen var ingenting i forhold til islam. Nu bliver jeg opsøgt i mit hjem og udsat for dødstrusler.” Præsten har delt bibler ud i det gamle Sovjet, så hans sammenligning kan bære en vis vægt.

Præster lever ikke kun under politibeskyttelse og med livet som indsats i diktaturer og muslimske lande som Iran, Egypten og Tyrkiet. Herhjemme er en 79-årig tidligere frikirkepræst, islamkritiker og forfatter fire gange blevet tævet og truet af unge mænd med muslimsk baggrund i løbet af de seneste seks år. Efter opfordringer fra politiet om at holde lav profil ønsker han ikke at optræde ved navn. Han har sagt nej til politibeskyttelse, fordi “man så ikke kan leve som et frit menneske”, siger han til Kristeligt Dagblad.

De seneste to overfald fandt sted efter en høring om Irans brud på menneskerettigheder, han ledte på Christiansborg for to år siden.”Ti dage efter høringen kom der en ung mand og slog mig ned med to knytnæveslag. Kort tid efter kom der endnu en ung mand og slog mig ned. Begge gange råbte de ‘Allahu akbar’ (Allah er stor), efter at de havde slået mig. Jeg var da 77 år og kunne ikke forsvare mig,” siger den tidligere præst i pinsekirken, der også er forfatter til 43 bøger, hvoraf en bog om kristen mission er udkommet i 23 lande og har solgt 10 millioner eksemplarer.

Det første overfald på ham fandt sted for seks år siden, da en libanesisk mand ringede på hans dør, truede ham med en kniv og sagde, at han var blevet trænet af Hizbollah i Libanon og kom for at myrde ham. Det lykkedes den tidligere frikirkepræst at tale manden fra den påståede mission. Manden fik siden 12 måneders fængsel. Siden er præsten blevet truet endnu en gang af en mand med indvandrerbaggrund.” Men kommunismen var ingenting i forhold til islam. Nu bliver jeg opsøgt i mit hjem og udsat for dødstrusler. Jeg blev aldrig truet på den måde tidligere,” siger han. Nu bliver jeg opsøgt i mit hjem og udsat for dødstrusler.”

Virkeligheden nærmer sig med små, små skridt islam-apologeterne på bjerget. Garbi Schmidt går tydeligvis i Jørgen Bæk Simonsens fodspor, dvs. sig intet som helst man bliver klogere af, jo mere fluffy jo bedre:

” I de 15 år, jeg har beskæftiget mig med islam i Danmark, er der længe ikke blevet snakket om det her. Så det er helt sikkert en skærpelse af, hvordan man kan blive personligt angrebet ved at forholde sig kritisk til islam ,” siger hun.

Garbi Schmidt understreger, at det er vanskeligt at sige noget om, hvorvidt unge med indvandrerbaggrund, der begår overgreb, har et religiøst motiv: ” Men det er et skridt videre, at nogen ikke bare angriber verbalt, men griber til fysisk vold.” Dansk islamkritiker overfaldet fire gange.

Pssst: Se også:

[…] Den norske forlægger William Nygaard overlevede med nød og næppe et attentat og hans italienske oversætter Ettore Capriolo mistede omtrent førligheden, da han blev stukket ned i sin lejlighed i Milano. Rushdies japanske oversætter Hitoshi Igarashi blev myrdet. […] Fra Rushdie til Westergaard

Fortvivlelsens grammatik – behov for ny kasus ‘despondentiv’?

Tingene går meget stærkt i samfundsdebatten i disse år, og årsagen skal formentlig findes dels i en stærkt følelsesladet polarisering af synspunkterne, dels i demokratiseringen af debatten affødt af internettet. Mange fænomener i denne forbindelse kan være nederdrægtigt vanskelige at indkredse, for ikke at tale om at forklare. Størst i denne sammenhæng er selvfølgelig den massive apati fra de oprindelige europæeres side i forhold til undergravningen af den demografiske og politiske frihed i disse år, og vores del af blogverdenen handler om noget om at dække dette fænomen og prøve at forklare det, hvis muligt.

Andre, afledte, fænomener man kan iagttage er formentlig ikke specielt gådefulde, men handler netop om mere eller mindre bevidst harmonisering og plagiering hos bestemte grupper internt. Man kan nævne den her med “ytringsfrihed, men”, der på rekordtid etablerede sig i kølvandet på de glade dage i februar 2006. En sproglig vending beslægtet med denne floskel er os bekendt ikke debatteret eller navngivet, og det drejer sig om menings- og konsekvensløs brug af verber, som her:

[…] Vi skal være nationalt bevidste, vi skal samarbejde med vore naboer og venner overalt, men vi må ikke isolere os fra omverdenen, fordi vi ikke kan styre vore indenrigsproblemer på anden vis. […] Paul Sehstedt: Danmark er ikke stueren (læserbrev)

Fænomenet synes at have etableret sig netop i denne debat, post-Muhammed, især i vendinger som “ytringsfriheden skal ikke bruges til at håne andres tro”. Det er meget svært at sætte en finger på, men det virker på denne blogger som et fortvivlet råb eller bøn, affødt af at virkeligheden netop ikke er sådan – dette er hele pointen her. Det er ikke jura der henvises til, det er ikke en Kejser Paul Sehstedts dekret, det er tværtimod et magtesløst menneskes fortvivlede udbrud i lyset af en debat der ikke lader sig styre (LFPC).

Geert Wilders: “One sees the sun slowly set..”

… yet one is surprised when it suddenly becomes dark.” Franz Kafka said. Final remarks of Geert Wilders at his trial in Amsterdam, June 1, 2011. Video hollandsk, utekstet, bliver erstattet når en undertekstet foreligger. Talen foreligger i dansk oversættelse neden for den engelske tekst. Dommen falder den 23 juni.

Mister President, members of the Court,

I am here because of what I have said. I am here for having spoken. I have spoken, I speak and I shall continue to speak. Many have kept silent, but not Pim Fortuyn, not Theo Van Gogh, and not I.

I am obliged to speak. For the Netherlands is under threat of Islam. As I have argued many times, Islam is chiefly an ideology. An ideology of hatred, of destruction, of conquest. It is my strong conviction that Islam is a threat to Western values, to freedom of speech, to the equality of men and women, of heterosexuals and homosexuals, of believers and unbelievers.

All over the world we can see how freedom is fleeing from Islam. Day by day we see our freedoms dwindle.

Islam is opposed to freedom. Renowned scholars of Islam from all parts of the world agree on this. My witness experts subscribe to my view. There are more Islam scholars whom the court did not allow me to call upon to testify. All agree with my statements, they show that I speak the truth. That truth is on trial today.

We must live in the truth, said the dissidents under Communist rule, because the truth will set us free. Truth and freedom are inextricably connected. We must speak the truth because otherwise we shall lose our freedom.

That is why I have spoken, why I speak and why I shall continue to speak.

The statements for which I am being tried are statements which I made in my function as a politician participating in the public debate in our society. My statements were not aimed at individuals, but at Islam and the process of islamization. That is why the Public Prosecutor has concluded that I should be acquitted.

Mister President, members of the Court,

I am acting within a long tradition which I wish to honour. I am risking my life in defence of freedom in the Netherlands. Of all our achievements freedom is the most precious and the most vulnerable. Many have given their lives for freedom. We have been reminded of that in the commemorations of the month of May. But the struggle for freedom is much older.

Every day the armoured cars drive me past the statue of Johan de Witt at the Hofvijver in The Hague. De Witt wrote the “Manifesto of True Freedom” and he paid for freedom with his life. Every day I go to my office through the Binnenhof where Johan van Oldenbarneveldt was beheaded after a political trial. Leaning on his stick the elderly Oldenbarneveldt addressed his last words to his people. He said: “I have acted honourably and piously as a good patriot.” Those words are also mine.

I do not wish to betray the trust of the 1.5 million voters of my party. I do not wish to betray my country. Inspired by Johan van Oldenbarneveldt and Johan de Witt I wish to be a politician who serves the truth end hence defends the freedom of the Dutch provinces and of the Dutch people. I wish to be honest, I wish to act with honesty and that is why I wish to protect my native land against Islam. Silence is treason.

That is why I have spoken, why I speak and why I shall continue to speak.

Freedom and truth. I pay the price every day. Day and night I have to be protected against people who want to kill me. I am not complaining about it; it has been my own decision to speak. However, those who threaten me and other critics of Islam are not being tried here today. I am being tried. And about that I do complain.

I consider this trial to be a political trial. The values of D66 [a Dutch leftist liberal party] and NRC Handelsblad [a Dutch leftist liberal party] will never be brought before a judge in this country. One of the complainants clearly indicated that his intentions are political. Even questions I have asked in parliament and cooperation with the SGP are being brought as allegations against me by Mr Rabbae of GroenLinks [the leftist Dutch Green Party]. Those on the Left like to tamper with the separation of powers. When they cannot win politically because the Dutch people have discerned their sinister agenda, they try to win through the courts.

Whatever your verdict may be, that is the bitter conclusion of this trial.

This trial is also surrealistic. I am being compared with the Hutu murderers in Rwanda and with Mladic. Only a few minutes ago some here have doubted my mental health. I have been called a new Hitler. I wonder whether those who call me such names will also be sued, and if not, whether the Court will also order prosecution. Probably not. And that is just as well. Because freedom of speech applies also to my opponents.

My right to a fair trial has been violated. The order of the Amsterdam Court to prosecute me was not just a decision but a condemning verdict by judges who condemned me even before the actual trial had begun.

Mister President, members of the Court, you must now decide whether freedom still has a home in the Netherlands

Franz Kafka said: “one sees the sun slowly set, yet one is surprised when it suddenly becomes dark.”

Mister President, members of the Court, do not let the lights go out in the Netherlands.

Acquit me: Put an end to this Kafkaesque situation.

Acquit me. Political freedom requires that citizens and their elected representatives are allowed to voice opinions that are held in society.

Acquit me, for if I am convicted, you convict the freedom of opinion and expression of millions of Dutchmen.

Acquit me. I do not incite to hatred. I do not incite to discrimination. But I defend the character, the identity, the culture and the freedom of the Netherlands. That is the truth. That is why I am here. That is why I speak. That is why, like Luther before the Imperial Diet at Worms, I say: “Here I stand, I can do no other.”

That is why I have spoken, why I speak and why I shall continue to speak.

Mister President, members of the Court, though I stand here alone, my voice is the voice of many. This trial is not about me. It is about something much greater. Freedom of expression is the life source of our Western civilisation.

Do not let that source go dry just to cosy up to a totalitarian regime. “Freedom,” said the American President Dwight Eisenhower, “has its life in the hearts, the actions, the spirit of men and so it must be daily earned and refreshed – else like a flower cut from its life-giving roots, it will wither and die.”

Mister President, members of the Court, you have a great responsibility. Do not cut freedom in the Netherlands from its roots, our freedom of expression. Acquit me. Choose freedom.

I have spoken, I speak, and it is my duty – I cannot do otherwise – to continue to speak.

Thank you.

*****************************************************************************************

Høje ret,

Jeg står her på grund af noget, jeg har sagt. Jeg er sigtet for at have talt. Jeg talte, jeg taler, og jeg vil blive ved med at tale. Mange har tiet, men Pim Fortuyn gjorde det ikke, Theo Van Gogh gjorde det ikke, og jeg vil heller ikke gøre det.

Jeg er forpligtet til at tale, for Holland er truet af islam. Jeg har mange gange argumenteret for, at islam primært er en ideologi. Det er en hadets, ødelæggelsens og erobringens ideologi. Det er min faste overbevisning, at islam er en trussel mod vestlige værdier, mod ytringsfriheden, mod kønnenes ligestilling, mod ligestillingen mellem hetero- og homoseksuelle, og mod ligeværdet mellem troende og vantro.

Vi kan se over hele verden, hvordan friheden viger i mødet med islam. Dag for dag ser vi vores frihedsrettigheder svinde ind.

Islam er imod frihed. Anerkendte islamforskere fra hele verden er enige på dette punkt. Mine ekspertvidner er enige med mig. Der er flere eksperter i islam, som retten ikke ville lade vidne, og de er alle sammen enige med mig. De viser, at jeg taler sandt. Det er sandheden, der er for retten i dag.

Vi må holde fast i sandheden, sagde dissidenterne under kommunistiske regimer, for sandheden vil sætte os fri. Sandhed og frihed hører uløseligt sammen. Vi er nødt til at tale sandt, for ellers mister vi vores frihed.

Det er derfor, jeg har talt, og taler, og vil blive ved med at tale.

De udtalelser, der er grunden til, at jeg stilles for retten, er udtalelser, som jeg er kommet med i min rolle som politiker i en offentlig debat i vores samfund. Mine udtalelser var ikke rettet mod noget individ, men imod islam og islamiseringen. Det er derfor, den offentlige anklager har konkluderet, at jeg bør frikendes.

Høje ret,

Jeg handler i overensstemmelse med en gammel tradition, som jeg ønsker at holde i hævd. Jeg sætter mit liv ind på forsvaret for friheden i Holland. Af alt det, vi har opnået, er friheden det mest dyrebare og det mest skrøbelige. Mange har givet deres liv for friheden. Det er vi blevet mindet om i forbindelse med maj måneds mindehøjtideligheder, men kampen for frihed er meget ældre end som så.

Hver eneste dag kører jeg forbi statuen af Johan de Witt på Hofvijver i Haag. De Witt skrev et frihedsmanifest, og han gav sit liv for friheden. Jeg går hver dag gennem Binnenhof, hvor Johan van Oldenbarneveldt blev halshugget efter en politisk retssag. Støttet til sin stok henvendte den aldrende Oldenbarneveldt sine sidste ord til folket. Han sagde: ”Jeg har handlet hæderligt og fromt som en god patriot.” De ord kan jeg tilslutte mig.

Jeg ønsker ikke at svigte den tillid, 1,5 millioner vælgere har vist mit parti. Jeg ønsker ikke at svigte mit land. I lighed med Johan van Oldenbarneveldt og Johan de Witt ønsker jeg at være en politiker, der tjener sandheden og på den måde forsvarer de hollandske provinsers og det hollandske folks frihed. Jeg ønsker at være ærlig, jeg ønsker at handle oprigtigt, og det er derfor, jeg ønsker at beskytte mit fødeland mod islam. Tavshed er forræderi.

Det er derfor, jeg har talt, og taler, og vil blive ved med at tale.

Frihed og sandhed. Jeg betaler prisen hver eneste dag. Jeg må dag og nat beskyttes mod folk, der ønsker at slå mig ihjel. Jeg beklager mig ikke over det – det var min egen beslutning at tale. Men de, der truer mig og andre kritikere af islam, står imidlertid ikke for retten her i dag. Jeg er stillet for retten, og det vil jeg gerne beklage mig over.

Jeg betragter denne retssag som en politisk sag. Værdierne hos D66 [et parti på den hollandske venstrefløj] og i NRC Handelsblad [en venstreorienteret hollandsk avis] vil aldrig blive indbragt for en dommer her i landet. En af anmelderne angav tydeligt, at hans hensigter var politiske. Selv nogle af de spørgsmål, jeg har stillet i parlamentet, og mit samarbejde med SGP bruges imod mig af hr. Rabbae fra GroenLinks [de venstreorienterede hollandske ’grønne’]. Folk på venstrefløjen kunne godt tænke sig at pille ved magtens tredeling. Når de ikke kan vinde politisk, fordi det hollandske folk har gennemskuet deres skumle hensigter, forsøger de at vinde gennem retssystemet.

Uanset hvad dommen bliver, er det sagens bitre konklusion.

Retssagen er også surreel. Jeg bliver sammenlignet med hutu-mordere i Rwanda og med Mladic. For bare få minutter siden var der nogen, der satte spørgsmålstegn ved min mentale sundhed. Jeg er blevet kaldt en ny Hitler. Jeg kunne godt lide at vide, om de, der kalder mig den slags ting, også vil blive sagsøgt, og hvis ikke, om retten så vil give ordre til, at sagen forfølges. Jeg tror det ikke, og det er godt det samme, for ytringsfriheden gælder også for mine modstandere.

Min ret til en retfærdig rettergang er blevet krænket. At retten i Amsterdam besluttede at retsforfølge mig var ikke bare en beslutning, men en dømmende afgørelse i sig selv, truffet af dommere, som dømte mig, før den egentlige sag var begyndt.

Høje ret, det er nu op til Jer at afgøre, om friheden stadig hører hjemme i Holland.

Franz Kafka sagde: “man ser solen gå langsomt ned, og dog overraskes man, når det pludselig bliver mørkt.”

Høje ret, lad ikke lyset gå ud i Holland. Frikend mig. Gør en ende på denne situation, som er Kafka værdig.

Frikend mig. Den politiske frihed forudsætter, at borgerne og deres valgte repræsentanter har ret til at give udtryk for de synspunkter, der findes i samfundet.

Frikend mig, for hvis jeg dømmes, dømmer I millioner af hollænderes tankefrihed og ytringsfrihed.

Frikend mig. Jeg opfordrer ikke til had. Jeg opfordrer ikke til diskrimination. Jeg forsvarer Hollands karakteristika, identitet, kultur og frihed. Det er sandheden. Det er derfor, jeg står her. Det er derfor, jeg taler. Det er derfor, jeg siger ligesom Luther foran Rigsdagen i Worms: “Her står jeg og kan ikke andet.”

Det er derfor, jeg har talt, og taler, og vil blive ved med at tale.

Høje ret, selvom jeg står her alene, er min stemme mange menneskers stemme. Denne retssag handler ikke om mig. Den handler om noget meget større. Ytringsfriheden er grundlaget for vores vestlige civilisation.

Lad os ikke ødelægge det grundlag bare for at holde os gode venner med et totalitært regime. “Frihed,” sagde den amerikanske præsident Dwight Eisenhower, “lever i menneskets hjerte, handling og ånd, og derfor må den dagligt fortjenes og fornyes – ellers visner og dør den ligesom en blomst, der afskæres fra sin livgivende rod.”

Høje ret, I bærer et stort ansvar. Afskær ikke den hollandske frihed fra dens rod, vores ytringsfrihed. Frikend mig. Vælg friheden.

Jeg talte, jeg taler, og det er min pligt – jeg kan ikke andet – end at blive ved med at tale.

Tak.

Oversat af Ulla Lauridsen