5
aug
Seneste opdatering: 5/8-11 kl. 2045
27 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Seven in ten (71%) Britons say there are too many immigrants in the country and just a quarter (27%) believe immigration is good for the economy according to new research from Ipsos MORI. The latest Global @dvisor survey conducted in 23 countries shows that only Russians are more likely than Britons to agree that there are too many immigrants in their country (77% do so). Other countries with similarly high levels of agreement are Belgium (72%), Italy (67%), Spain (67%) and South Africa (66%). The Japanese are the happiest with their current level of immigration – just 15% think there are too many immigrants.
Immigration has raised also raised other concerns – three quarters (76%) of Britons agree that immigration has placed too much pressure on public services while three in five (62%) agree that immigration has made it more difficult for British people to get jobs. IPSOS Research Report, 7 sider pdf. Immigration having negative impact on world’s nations: Poll.

Jeg har set specielt på Sverige. På Gøteborg Universitet ligger SOM- Institutet, der i 15 år har målt svenskernes holdning til indvandring. I den seneste tilgængelige undersøgelse ”Svenskarna blir alltmer positiva till invandrare”, der stiller nøjagtig det samme spørgsmål som IPSOS, siger prof. Marie Demker noget, der ikke rimer med de helt nye tal fra, Englands næststørste institution indenfor markedsundersøgelser, medmindre svenskernes holdninger kan udvikle sig frem og tilbage på samme tid. 36 og 46 procent er en væsentlig forskel. Jeg forklarer ivørigt forskellen mellem belgiere/englændere og svenskere, med at de to første er tæt befolkede lande, hvad man ikke kan sige om Sverige. Bor man på landet i Sverige, kan ens verdensbillede være uforstyrret i årtier endnu.

Sedan 1993 har jag vid sex olika tillfällen på det sättet analyserat attityder till ”utlänningar” och ”invandrare”. Tidsserien visar att hösten 1993 ansåg mer än hälften av svenskarna (52 procent) att det ”finns för många utlänningar” i det svenska samhället. Hösten 2009 är den andelen endast 36 procent.

Islamkritiske præster står fast: Multikultur er farlig

Præst Sørine Gotfredsen har fået alvorligt på puklen efter en kronik, hvori hun giver det multikulturelle samfund en del af skylden for Anders Breiviks terrorhandlinger. Men en stribe danske præster fra Islamkritisk Netværk mener fortsat, at multikulturalismen skal væk.

”Jeg er sådan set enig med Sørine, for specielt med muslimer ser man, at de mange steder knytter sig i parallelsamfund og i et vist omfang holder fast i sharia-lovgivningen. Derfor fungerer det multikulturelle ikke,” siger Esper Dalgaard, præst ved Randers og medlem af netværket.

Michael Fagerlund, præst i Maribo, forståelse for Sørine Gotfredsens kritik af det multikulturelle.”Der hersker efterhånden lidt den opfattelse, at Danmark er en campingplads, hvor alle kan slå sig ned. Vi skal have et åbent samfund med plads til andre kulturer, men hvis vi skal undgå uheldige konsekvenser af det, skal det ske med respekt for den kristne kulturarv, som er vores samfundsbærende kultur,” siger han. Kristeligt Dagblad.

“Staten Israel” i mediernes ekkokammer

Vendingen “staten Israel” lyder bekendt, så jeg lavede en hurtig søgning på Infomedia for at se om det var en konstruktion der også blev brugt om Israels nabolande i regionen. Mine fornemmelser blev mere end bekræftet:

“Staten Israel” 7500 hits

“Staten Jordan” 10 hits

“Staten Egypten” 1 hit

“Staten Irak” 61 hits

“Staten Iran” 28 hits

Det sikreste at konkludere er tydeligvis at Israel sprogligt behandles helt i særklasse af danske journalister. Resten må være tolkninger og gætterier, og her er ubevidst efterplapren en oplagt mulighed. Ikke nødvendigvis et bevis på ondsindede og manipulerende motiver, men i bedste fald (endnu) et vidnesbyrd om journaliststandens mangel på refleksion. Men set i sammenhæng med andre retoriske klicheer om netop dette land (f. eks. “Israel dræber“) er det umuligt at ignorere den distancerende foragt der udtrykkes: At Israel er en stat er selvindlysende; når man fremhæver dette siger man samtidig at denne stat ikke nødvendigvis altid vil eksistere, eller har ret til det (LFPC).

Norske tilstande

Den norske weblog Document.no blev efter Breivik-massakren upeget som “højreekstrem”. Læs Document-redaktør Hans Rustads egen beretning om de norske reaktioner på massakren. (Foto: redaktør Rustad med Wafa Sultan og prof. Hans Jansen.)

Hvis dansker skal forestille seg Norge må de se for seg et land uten Jyllands-Posten, der det ikke eksisterer én konservativ avis, der det eneste reelle opposisjonsparti, Fremskrittspartiet, blir behandlet som en tålt paria, og de andre tilhører Den store familie.

Norske journalister har aldri forstått eller brydd seg om å forstå en kritikk av det flerkulturelle som spenner langt ut over blogosfæren. I Norge er ikke bare Melanie Phillips og Daniel Pipes ukjent, men også navn som Roger Scruton, Christopher Caldwell og Wafa Sultan.

Hva sker i Norge?

Det skjedde noe forferdelig i Oslo 22. juli 2011 kl.15.26. Det var ikke bare terroren som kom til Oslo, det gjorde også demonene. Ikke de fremmede, men de hjemmeavlede. Europas egne. Det er en tanke Norge har problemer med å forsone seg med.

Hvordan kan det demoniske oppstå i dette sosialdemokratiske overflodssamfunn? Mange vil forsøke å besvare dette spørsmål, også i utlandet. Norge kommer ikke til å bli overlatt til seg selv.

Ground Zero i Oslo

Men foreløpig er blikket vendt innover. Stemningen rundt Ground Zero i Oslo er meget spesiell. 22/7 har utløst noen sorgreaksjoner og et sorgrituale som vi så tendenser til da Einar Gerhardsen og kong Olav døde. De er religiøse, men uten kristelig innhold: det bygges altere av blomster og hilsener flere steder i byen, foran domkirken, ved gjerdene rundt åstedene (gatene er avsperret) og rundt i byen.

Selv ramte 22/7 meg da jeg støtte på et blomsteralter foran en bar i Kristian Augusts gate. Slike altere har man sett tidligere ved brutale trafikkulykker eller voldelige forbrytelser. Men dette var noe annet.

Den unge mannen het Kai, det var bilder av ham i sin ungdoms skrud, han smilte til livet. Rundt hang hilsener fra venner, et siste farvel. Det var måten disse hilsene var skrevet på. De visste hvordan han døde, og den som leste visste. Ett enkelt menneske fortalte hva Anders Behring Breivik var i stand til.

De store ansamlingene og blomsterhavet kan skygge for denne erkjennelsen. Sorgen vokser og blir kollektiv og det er noe annet. Da er man i gang med fortolkning, med å gi sorgen en retning.

Politikerne har pålagt seg en sorgperiode og har utsatt valgkampen. Men mediene startet politiseringen sekunder etter at Anders Behring Breivik var identifisert.

Åpenheten brukt mod document.no

Siden det straks ble klart at han hadde diskutert på document.no, spesielt høsten 2009, ble det besluttet å legge ut alle hans innlegg, 75 i alt. Den forbindelsen hadde mediene funnet ut likevel. Men åpenheten ble brukt mot oss: skjermdumpbilder i aviser og TV lenket vår logo til Breiviks navn. Det var bekvemmelig, det var opportunt, og alle gjorde det, så why bother?

Ved en stor hendelse vil journalister løpe i flokk, og i flokken finnes ikke de moralske anfektelser.

Jens Stoltenberg har tydeligst sagt at svaret på 22/7 ikke må bli et mer lukket samfunn, at toleranse og ytringsfrihet må stå enda sterkere. Men ordene er ikke gitt innhold.

Mediene er ved å gi dem innhold, og det er foruroligende tegn.

Tilfellet ville at jeg befant meg i Danmark og kunne derfor observere danske medier, samtidig som vi lyttet til norsk radio og snakket med utenlandske journalister. Det var lærerikt.

Det var en skuffelse å se at danske journalister lot seg friste til den samme type generaliseringer som norske kolleger: svaret på Breviks handlinger lå å finne i blogosfæren, i de høyreekstreme blogg. Man benyttet seg av billig retorikk: høyreekstremisme og høyreradikal er ord som fremdeles er ladet.

Det var – a priori – kun høyreekstreme som kunne tenkes å utføre slike forbrytelser, og hvis handlingen var høyreekstrem måtte de han delte tanker med også være det.

Denne type tilbakekobling var innlysende, den rommet sin egen overbevisningskraft. Derfor var den også farlig. Den sjaltet ut den kritiske fornuft.

Fristelsen til å bruke association by guilt var uimotståelig. Mediene greide ikke la være. Samtidig kunne man ramme brysomme kritikere som hadde sparket dem på skinnleggen.

Flerkulturelle Norge

Norske journalister har aldri forstått eller brydd seg om å forstå en kritikk av det flerkulturelle som spenner langt ut over blogosfæren. I Norge er ikke bare Melanie Phillips og Daniel Pipes ukjent, men også navn som Roger Scruton, Christopher Caldwell og Wafa Sultan.

Paul Bermans første bok om terror og liberalisme kom på norsk, men ikke den siste The Flight of the Intellectuals, som tar for seg forbindelsen mellom antisemittisme og islamisme. Den rammer Tarig Ramadan hardt som er en av heltene i det flerkulturelle Norge.

Han har vært her utallige ganger og snakker til fullsatt sal på Litteraturhuset. Dette huset er finansiert av staten. Det er et senter for radical chic ledet av en marxist-leninist, Aslak Sira Myhre, tidligere leder av Rød Valgallianse, som var en mutasjon av AKP (m-l).

Hvis dansker skal forestille seg Norge må de se for seg et land uten Jyllands-Posten, der det ikke eksisterer én konservativ avis, der det eneste reelle opposisjonsparti, Fremskrittspartiet, blir behandlet som en tålt paria, og de andre tilhører Den store familie.

Et slikt demokrati er ute av balanse, det får ikke tilstrekkelig korreksjon.

Det har ikke vært noe oppgjør med venstresidens eksesser i Norge. Maoistene kunne stille og rolig avblåse proletariseringen, gjenoppta sine karrierer og sitter nå sentralt plassert i medier og kulturliv. De hyller ikke lenger Pol Pot, men refleksene er der.

Da den liberale tankesmien Civita for et par år siden påpekte at mens nazismen fremheves i lærebøkene står det nesten ingen ting negativt om sovjetsystemet og kommunismen, slik at mange elever har positive forestillinger om kommunismen. Den vil vel. Aslak Sira Myhre stilte fornærmet til debatt og befant seg fremdeles i et landskap der Stalins massemord var “feil” og benektet indignert noen likhet mellom nazisme og kommunisme.

Venstrereaksjonær

For et par år siden holdt den kjente forfatter Dag Solstad et foredrag på Litteraturhuset, med hele kultureliten til stede, der han slaktet den hellige ku ytringsfriheten. Det var Solstads kommentar til karikaturstriden: han var fed up av mennesker som forsvarte den vestlige ytringsfrihet, han ville være kommunist.

Der satt forlegger William Nygaard som publikummer, han som nesten ble drept av Teherans kuler. Foredraget avfødte ingen sterk reaksjon. Solstad er en av våre. Han nektet for øvrig en fotograf å filme foredraget fordi det var på vegne av Human Rights Service, og fikk sagt at han aldri kom til å lese en eneste blogg. En ekte venstrereaksjonær. Nylig fikk han en pris av kulturministeren som hyllet av som en av de største nålevende forfattere.

Kanskje Solstad fortjener en pris, men han fortjener også motstand. Det får han ikke i dagens Norge.

Ordet som har gått igjen i den offentlige debatt siden 22/7 er ordet “klima”. Det er de forferdelige bloggerne som har skapt et klima hvor Breivik var mulig. Det er uhyrlige påstander, men så finnes det jo uhyrlige sitater man kan belegge dette med: mennesker som under dekke av anonymitet lar sin eder og galle få utløp. Internett gjør slikt mulig.

Denne debatten som gjelder internetts natur og menneskets muligheter til grenseløshet, blandes sammen med “klima”debatten og konklusjonen må bli sensur hvis man følger premissene man selv legger, og det gjør mange.

De sier gjerne i samme åndedrag at de er for frie meninger, men det er mer som helgardering og avlat så lenge de ikke avklarer motsigelsene i deres egen argumentasjon.

Det man ikke spør seg om er Det store klima, skapt av de som styrer samfunnsdebatten: medier, kulturmennesker og politikere. Kan det tenkes at de har skapt et klima som har bidratt til en Breivik? Spørsmålet er utenkelig, og det er akkurat dette trekk ved den norske elite som er foruroligende.

I stedet trykker man på knappene som finner syndebukker på en ytre høyreside som knapt nok eksisterer i Norge.

Raseri

Men der finnes raseri og hat, i all hovedsak rettet mot muslimer. Grunnen til denne vrede er todelt: der finnes mennesker for hvem antipati er en livrett. Så finnes der mennesker som helt rasjonelt observerer fenomener i samfunnet som de både personlig og på et nasjonalt plan blir bekymret over.

Måske har de hatt erfaringer som gjør dette til mer enn politiske meninger. Det handler om bekymring for barnas fremtid, for nabolag, skole, trygghet, for frihet til å være en fri pike feks.

Der var ved å åpne seg mot en større debatt i Norge. 22/7 har slått døren igjen. Man sier nå på fullt alvor at det ikke lenger er legitimt å stille spørsmål ved det flerkulturelle samfunn på prinsipielt grunnlag.

Når regjeringen samtidig vil skrive menneskerettigheter inn i Grunnloven og begrunner det med at det kunne være flertallet fikk merkelige ideer, og har oppnevnt en kommisjon som skal utarbeide en ny nasjonalfølelse foran 200-årsjubileet i 2014, så er resultatet en voksende polarisering.

Et voksende antall nordmenn føler at deres norskhet ikke har noen større gyldighet enn en hvilken som helst annen person som innvandrer med sin kultur. Det er offisiell politikk: De er alle norske. Når denne definisjonen skal beskyttes av meningskontroll, vil man skjerpe motsetningene. Snakker man samtidig høyt om toleranse og ytringsfrihet avler man kynisme.

Mister balansen

22/7 setter Norge på en alvorlig prøve. Signalene så langt lover ikke godt. Mediene “rir” på begivenheten – de kjører den for alt den verdt, og da er også the blame game god å ha. Nå viser politikerne tegn til å miste balansen.

Høyres leder Erna Solberg sier idag til VG at muslimer i Norge behandles som jødene på 30-tallet. Hun gjenkjenner den samme konspirasjonstenkning og reduksjonisme: alt galt skyldes muslimene.

Hvem sprer dette? Igjen er det de høyreekstreme nettsteder – uten spesifikasjon – og lukkede debattfora. Hvordan kan de få så stor innflytelse? Jo, ved små drypp lekker det ut i samfunnsdebatten. Dette er retorikk hentet fra ikke-demokratiske samfunn, som ikke stoler på fri meningsutveksling.

Solberg kobler dette til hverdagsrasismen, at muslimer ikke likebehandles, og sier det er grunnen til at noen blir ekstremister.

Man skulle forsverge at det ville være mulig å være så banal i 2011. Det er som om 10 års debatt er blåst vekk. I går sa Solberg at det fra nå av ikke var tillatt å kritisere innvandrere for manglende integrering. Rette adressat var politikerne.

Ved å koble antisemittisme og hverdagsrasisme og motsetningen mellom islam/muslimer og vestlige samfunnsnormer, har Solberg greid å maksimalisere alle motsetninger. Det er vanskelig å forstå at dette er sagt av en erfaren politiker.

Hvorfor har Solberg gått fra forstanden? Det viser seg at Breivik Behring i 14 år bodde i samme hyggelige boområde på Oslos vestkant som hennes familie, og gikk på skole med barna hennes.

Det må være en utålelig tanke for Solberg: han er en av oss. Hvor kommer ondskapen fra?

Hun burde lyttet til Theodor Dalrymple: man vil straks ha svar på spørsmål som ikke en gang Shakespeare kunne besvare.

Breivk representerer en ondskap så radikal at den skremmer vannet av oss, men vi kjenner den fra Europas historie. Den satte ganske ferske avtrykk på Balkan for bare 15 år siden.

Også en nordmann. Det sitter langt inne å erkjenne det.

Som utenriksminister Jonas Gahr Støre sa: politisk vold har i Norge kommet fra ytre høyre.

Hans Rustad er redaktør af document.no

 

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • JensA

    Ang. undersøgelsen om indvandring.
    Jeg søgte lidt efter oplysninger om hvem, der var blevet interviewet til undersøgelsen. Jeg fandt dog ikke nærmere oplysninger herom (måske fordi jeg ikke var grundig nok).
    Så indtil videre går jeg ud fra, at det er et repræsentativt udsnit af landets statsborgere, der er blevet spurgt. Altså også statsborgere med indvandre baggrund?

  • mette

    Tænk, de elsker ham stadig, det har faderen skrevet på facebook. ER det ikke stort! (ironi)

    Fjordman med paraply og forældre.

    http://www.smp.no/nyheter/article365214.ece

  • Johansen

    Hvorfor vælger Fjorman mon at stå frem for offentligheden? Han træder ud i hajfyldt farvand.

    • Steinadler

      Han sier ihvertfall selv at: “- Jeg plikter å avgi en forklaring til politiet, og jeg står frem fordi navnet mitt vil bli kjent i offentligheten uansett og at det vil bli en heksejakt før eller siden. Det er ikke riktig ikke å avgi en forklaring i en så alvorlig sak, sier han.” http://www.vg.no/nyheter/innenriks/oslobomben/artikkel.php?artid=10089 412

    • mette

      Johansen, det har jeg også funderet over.

      Det burde have været muligt at hemmeligholde Fjordmans identitet, alternativer er jo, at han risikerer at skulle have 24-timers beskyttelse i mange år. Der er ikke noget, der tyder på, at han er under anklage af det norske politi, der underligt nok heller ikke har kendt til ham tidligere, da efterretningstjenesten bevidst har nedprioriteret bloggeriet. Vi må på den baggrund gå ud fra, at efterretningstjenesten har vurderet, at bloggeriet ikke udgør nogen oplagt fare for landet, og det er da godt at få at vide.

      Fjordman er i øvrigt en duksedreng sammenlignet med meget af det man kan finde i de store norske avisers netdebatter og i private norske bloggeres nu nedlagte fora. Det kan vel tænkes, at han trods alt er stolt over sit arbejde, og at det er hans egentlige grund til at stå frem. Jeg troede, at han var ældre. Måske kan han få et interessant job ud af situationen, han er jo et veluddannet, fredeligt og begavet menneske, der besidder en nyttig specialviden, så hvis man er lidt kvikke, udnytter man hans kvalifikationer i stedet for at lynche ham.

      • Trond

        mette: “at han risikerer at skulle have 24-timers beskyttelse i mange år.”

        Fjordmans oppfatninger har i realiteten stor sympati i Norge, selv om venstremediene selvsagt gir et annet inntrykk. Han løper nok liten risiko. De færreste ser noen direkte kobling mellom meninger og ABB’s syke handlinger.

        • PBr

          Der ligger en latent trussel i spændet mellem mordet på Pim Fortuyn og eks. det spontane overfald på div. “højteorienterede” politiske repræsentanter, feks. det Politisk motiverede overfald på Jesper Langballe , jeg tror desv. der vil være villige venstreradikale propelhatte nok til at gå efter Fjordmand.

          http://www.sappho.dk/politisk-motiveret-overfald.htm

          »Ved mordet på Fortuyn, hvor frygteligt mordet end var, gik der en form for lettelse gennem Holland, da det stod klart, at der ikke stod en udlænding bag , lød det for eksempel fra Wouter Bos, leder af det socialdemokratiske parti PvdA.

          http://www.information.dk/99213

        • mette

          Trond. Jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at Fjordman i det stille har mange, der sympatiserer med ham. Jeg har selv skrevet på fora, hvor han deltog i diskussionen. Jeg havde gerne set, at Hege Storhaug dæmpede retorikken om ham, og jeg er glad for, at Ole Jørgen Anfindsen ikke er faldet i samme grøft.

          Jeg er ikke så pessimistiske som Fjordman, og i øvrigt har han jo ret i, at han har skrevet om mange forskellige emner. Derfor tror jeg også, at han på sin vis har været understimuleret i sit arbejde og vil kunne yde en god indsats, hvis han får en chance.

    • Peer Pedersen

      “Fjordman” kommer bli outed ändå, lika bra att ta detta steget själv, göra en och annan slant på kändisskapet, något det lär behövas i framtiden med tanke på läget.

      • Robin Shadowes

        Det är precis det etablissemanget har hoppats på. När identiteten blir känd så kommer hoten som brev på posten bokstavligt talat. När hans familj också blir det så hoppas dom på att han drar sig tillbaka och håller käften.

  • JensH

    @Johansen

    Er det ikke fordi, at avisen VG havde fundet frem til hans identitet, og havde i sinde at offentliggøre den??? Under alle omstændigheder ville hans identitet jo nok blive ‘afsløret’ før eller siden med al den medieopmærksomhed der meget naturligt er om terror-angrebet i Norge. Så hvorfor aå ikke selv stå frem, og dermed have en smule ‘kontrol’ over ‘præsentationen’. Ved at give VG dette interview kan Fjordman (Peder jJensen) jo selv forklare , at han overhovedet ikke kender Anders Behring Breivik, og at han naturligvis er forfærdet over Breiviks massakre, (Peder Jensen kan dog ikke forhindre at VG referer til ham som “den høyreekstreme bloggeren”):

    http://www.vg.no/nyheter/innenriks/oslobomben/artikkel.php?artid=10089 389

  • Emeritus

    ‘…Islamkritiske præster står fast: Multikultur er farlig…’

    Hvor svært kan det være for forstanden at tænke sig om?
    Præsterne har – bedømt på erfaring og historisk ‘praksis’ ubetinget ret. (jvnf. personlige udryddelsesinitiativer, pogromer, folkemord og forfølgelser verden over til alle tider). Multikultur er ikke for tøsedrenge.

    Der findes dog inden for videnskaben en frugtbar funktion at henvise til, som sættes igang, når tesis rammes af antitesis, men vel at mærke kun, hvis den ender i syntese. Sådan er det beklageligvis ikke med paradigmer. Paradigmer er ikke syntetiske, men til døden skabt til konflikt (jvnf. mit udtryk ‘paradigmekonflikt’ fra 4. aug. – ‘Deadline tilbage i topform’). Paradigmer er stive enten-eller rammer for tilværelsen, der minder om visse kemikalier, som bliver ustabile og eksplosive hvis man blander dem. To uforenelige paradigmer er nu i fuld gang med at blive blandet over hele Europa. Det går allerede ikke nær så stille af, som myndighederne ynder at fremstille det. Har vi overhovedet et problem, eller er alt fryd og gammen? Myndighederne deler konfliktstoffet op i en række enkeltsager, som intet har med hinanden at gøre. De er bare en naturlig del af de historiske ændringer, som Verden altid har stået overfor og måttet tackle efter bedste evne. Men enkeltsagerne er så mange, at de kan sættes ind i en ramme. Så det er en forkert taktik af politikerne, for vi tror ikke på dem. Vi har tværtimod et alvorligt problem. Uanset hvem, der er skyld i, at det er opstået, må politikerne gøre andet og mere end at symptombehandle fænomenet.

    Spørgsmålet er: Skal vi lade stå til, nøjes, prøve at få det bedste ud af situationen og smile ovalt til hinanden, mens tingene langsomt kommer ud af kontrol, eller måske prøve at finde en modus vivendi i lighed med løsningen af cirklens kvadratur? Forkert sat op.

    Spørgsmålet er, om processen er irreversibel eller reversibel.
    Ja, den er reversibel, men processen står og falder med den politiske holdning til accept af en fælleskultur eller parallelsamfund, integration og assimilation. Med andre ord afhænger løsningen af beslutningskvaliteten i det demokrati, vi stadig bekender os til.
    Vil vi tilbage til Morten Korch? – Næppe muligt. Ville det til gengæld være for meget forlangt som et folk i det mindste at udbede sig EN BRUGBAR FÆLLES REFERENCERAMME, som alle i dette land er villige til at forholde sig til og synes om – FØRST. Den ramme har politikerne ikke fundet, men de har opstillet en tyndbenet én, som slet ikke virker. Men rammen er selvfølgelig afgørende vigtig, så vi ikke render rundt og skyder hinanden, fordi nogen dumme svin har valgt at tilhøre en ramme, som man føj for satan ikke bryder sig om.

    Med venlig hilsen

  • Angående SOM institutet:

    Det sociala trycket är mycket starkt i Sverige för att du ska tycka att invandring är fint. Jag kan tänka mig att många svarar som de förväntas svara för att de är rädda för att framstå som “rasister”.

    • Peer Pedersen

      Det kan du ge dig Ahmed på Nordbo…
      Här i landet Sverige måste man vara psykopatisk orädd eller självmordsbenägen om man som jag håller låda under eget namn…

    • Josefina Bergfast

      Är ”anti-rasism” och ”anti-främlingsfientlighet” ENBART av GODO?

      Eftersom INKLINATIONERNA och TENDENSERNA hos en mycket, mycket stor del av mänskligheten, ja en fullkomligt övervägande del, faktiskt kan beskrivas vara tendenser och inklinationer till det som vi vanligtvis vill kalla för ”RASISM OCH FRÄMLINGSFIENTLIGHET”, är ett faktum, så skulle man kunna hävda att dessa företeelser är så pass världsomfattande och allmänna företeelser att de som begrepp, och framför allt som EPITETSBEGREPP, alltså ”stämplingsbegrepp”, helt skulle kunna upphöra, eller rätt och slätt DUMPAS?

      JUST DÄRFÖR att majoriteten av mänskligheten verkligen har liknande inklinationer och tendenser, över hela jordklotet?

      DE SOM då vill mena sig vara förespråkare för att vilja BEKÄMPA ”rasism och främlingsfientlighet”, de gör sig då i praktiken till ”motståndare och bekämpare” till en MYCKET STOR DEL AV HELA MÄNSKLIGHETEN?

      De gör sig alltså till ”fiender” till en stor del av mänskligheten, genom att vilja skam- och skuldbelägga de vanligaste och mest frekvent förekommande inklinationerna och tendenserna hos densamma?

      Vad skall man då göra inför de krockar, konfrontationer, bråk, misstro, missförstånd, oförmågor att kunna förstå sig på, eller godkänna, eller kunna erkänna, ”de andra”?

      SAMMA PROBLEM finns ju över hela jordklotet, i större eller mindre skala, beroende på HUR STOR ANDEL av ”de andra”, som finns hos ”ursprungsinvånarna”, var än ”ursprungsinvånarna” befinner sig runt jorden?

      Så vad skall man göra inför de problem som också tenderar att upprepa sig överallt?

      När EN LITEN ANDEL av ”de andra” finns, känns för de flesta ”urinvånare”, var de än befinner sig runt jordklotet, inte så besvärande eller problematiskt. Alla bjuder då istället generöst till, och de flesta ”urinvånare” vill vara vänliga och hjälpsamma mot ”de andra”.

      Fram TILL EN VISS känslig och PROBELMATISK GRÄNS uppstår.

      När DEN GRÄNSEN ÄR NÅDD, så infaller det andra känslor och REAKTIONER?

      På de missförstånd, krockar, bråk, konflikter, stölder, bedrägerier, våldtäkter och mord som förekommer, i flera fall därför att det finns brist på tillit och samhörighetskänslor ÅT BÅDA HÅLLEN, mellan ”de olika”, dvs. ”de andra”, infaller plötsligt en brist på vänlighet och generositet, som upprepar sig på likartat vis runt hela jordklotets alla kulturer och samhällen? (Det finns ju alltid ett ömsesidigt ”de andra” här, där ursprungsinvånarna är ”de andra”, för de ”nyinflyttade”.)

      Det som då behöver INFINNA SIG hos en majoritet av medborgarna är det SUNDA FÖRNUFTET, som säger att NU BEHÖVER INVANDRINGEN BEGRÄNSAS, till en mer LAGOM nivå.

      Denna ÅSIKT är då en omtänksam, vänlig, hänsynsfull, ansvarsfull, klok och förståndig ÅSIKT, och det är GODA och insiktsfulla tankar att omfattas av, NÄR DEN KRITISKA GRÄNSEN är nådd.

      DEN SOM DÅ ÄR IHÄRDIG i att vilja fortsätta att driva en mycket stor invandring, och en mycket hög invandringstakt, med mycket främmande folkslag som har mycket olika ideologier, religioner, ideal, kulturer, traditioner och språk, DEN ÄR ANSVARSLÖS? Samt också insiktslös, oansvarig, hänsynslös och oförståndig. DET ÄR också EN MÄNNISKOFIENTLIG hållning att inte vidta korrekta FÖRÄNDRINGAR så att man UNDVIKER ökade motsättningar i samhället. Därmed blir det också en samhällsfientlig hållning.

      Den som vill fortsätta att förespråka en hög invandringstakt, DEN ÄR OFÖRSTÅNDIG, DEN ÄR INSIKTSLÖS, DEN ÄR SAMHÄLLSOANSVARIG, och den är OFÖRMÖGEN ATT INSE vissa fundamentala aspekter som måste tas hänsyn till, när det gäller att kunna skapa någorlunda harmoni i ett samhälle.

      (OM DET ÄR DET SOM MAN VERKLIGEN VILL skapa?)

      ALTERNATIVET, (alltså om man då i verkligheten faktiskt VILL skapa grunder för inbördeskrigiska situationer?), SÅ ÄR SÅDANA åsikter som försvarar en FORTSATT HÖG INVANDRINGSNIVÅ, helt enkelt nödvändiga?

      Dessa ståndpunkter, som förespråkar en fortsatt ökad invandring, verkar då faktiskt, hur konstigt det än kan verka, VERKLIGEN VILJA SKAPA ETT SCENARIO DÄR ETT FRAMTIDA INBÖRDESKRIG BRYTER UT? Genom att ABSOLUT INTE vilja förespråka en minskning på invandringen?

      Detta scenario UNDERBYGGS då genom att faktiskt skam- och skuld- och EPITETS- belägga, de NATURLIGA INKLINATIONERNA OCH TENDENSERNA som de ALLRA FLESTA MÄNNISKOR runt hela jordklotets alla samhällsformationer HAR, att faktiskt begränsa invandring av ”de andra”, OM DEN KÄNSLIGA GRÄNSEN VERKAR ATT VARA NÅDD? (För att därmed kunna förhindra att en sund och förnuftig invandringsPOLITIK kan få anhängare, därför att många människor inte vill ha dessa ”fula ord” på sig själva?)

      DE som då vill framställa sig själva som varande EXPERTER på ”rasism och främlingsfientlighet”, och som säger sig vilja förespråka ”ANTIRASISM”, och ”ANTI-FRÄMLINGSFIENTLIGHET”, de blir i själva verket MOTARBETARE, och bekämpare av en sund, omsorgsfull, ansvarsfull och förnuftig invandringspolitik?

      En majoritet av människorna motarbetas samtidigt i deras fullkomligt normala, fullkomligt naturliga, och fullkomligt överallt runt hela jordklotet vanligt förekommande tendenser och inklinationer och viljor att känna samhörighet med fränder? Dessa naturliga inklinationer och tendenser vill man därmed försöka ”bekämpa” och ”förneka” hos en majoritet av mänskligheten?

      Detta fenomen, som alla människor delar, att lättare och naturligare identifiera sig med sina fränder, både etniska, sociala, kulturella, språkliga, religiösa och politiska fränder, som man delar preferenser, förståelse, tänkanden, tyckanden och livsstilsideal tillsammans med, och som är det mest naturliga tendenserna hos de flesta människor runt hela jordens alla hörn, detta skall plötsligt bli benämnt som någonting ”ONT”, och kallas för ”rasism och främlingsfientlighet”?

      DÅ KAN egentligen den eller de som vill påstå sig vara ”ANTI-RASIST-EXPERT”, eller ”ANTI-FRÄMLINGSFIENTLIGHETS-EXPERT” betraktas som en ”FALSKA MARKNADSFÖRARE”? Eller t.o.m. ”bedragare”? Kanske också ”lögnare”?

      Dessa ”marknadsförare” av ”anti-rasism” och ”anti-främlingsfientlighet” skulle i så fall egentligen i själva verket kunna vara någon, eller några, som istället är FIENTLIGA till MÄNNISKOR, och fientliga till mänskliga naturliga, och också värdefulla och sunda inklinationer och tendenser?

      Detta att vilja identifiera sig med sina fränder, söka sig till dem och bygga vänskaper, familjer och samvaro med dem, samt också bygga samhällen tillsammans med dem, det som skapar grunderna för de OLIKA kulturella, etniska, språkliga profilerna, på jorden, det skall anses vara ”rasistiskt och främlingsfientligt” att göra?

      Dessa tendenser och inklinationer lägger i stället grunden för att kunna skapa MÅNGFALDEN av de olika kulturella uttrycken; sånger, danser, språk, berättelser, dikter, konst, musik, mat, klädstilar, arkitektur osv., SOM BLIR TILL GLÄDJE OCH RIKEDOM för alla människor? Där alla de olika nationerna och kulturerna stolt kan visa upp just sina sär-egenheter och sär-förmögenheter, sånger och berättelser, bakverk, klädstilar et cetera, som de tillsammans med varandra har kultiverat fram? Och på så vis berika hela mänskligheten med?

      Att därför vilja ATTACKERA, eller EPTIETSBELÄGGA, eller vilja försöka skam- och skuld- belägga dessa naturliga inklinationer och tendenser och drivkrafter, genom att mena att det är någonting ONT I SIG, att vilja ”känna sig mer hemma med” sina egna ”fränder”, DET ÄR INTE någon ”GOD SAMHÄLLSGÄRNING”. Man är inte med någon slags nödvändighet eller automatik en GOD person som ”står på den GODA sidan”, enbart för att man säger sig vilja ”bekämpa rasism och främlingsfientlighet”.

      Man kan ha helt andra motiv än att vilja vara ”god”, fastän det i många människors ögon låter som någonting ”gott”, när man säger sig vilja förespråka ”anti-rasism” och ”anti-främlingsfientlighet”, därför att så har många fått lära sig att tänka?

      De eller dem, som vill beteckna sig vara förespråkare för ”anti-rasism”, eller ”anti-främlingsfientlighet”, DE kan SJÄLVA betecknas vara de som SKAPAR störst FIENDSKAP, genom att de vill FÖRNEKA människor sina naturliga inklinationer och tendenser? Genom detta så MOTARBETAR de i förlängningen MÅNGFALDENS MÖJLIGHETER? Den mångfald, som förhoppningsvis kommer att fortsätta att finnas runt jordklotets alla OLIKA mänskliga kulturella samhällsformationer, till allas glädje?

      Dessa ANTI-RASISM och ANTI-FRÄMLINGSFIENTLIGHETSFÖRESPRÅKARE, främjar INTE mänsklig MÅNGFALD.

      De främjar istället mänsklig ENFALD.

      ATT däremot FÖRSÖKA BEKÄMPA ALLA VÅLDSUTTRYCK, och HATUTTRYCK, och våld som kommer från hatet, är alltid viktigt, från VILKET HÅLL ÄN hatet kommer, och åt vilket håll än våldet riktar sig.

      ATT FÖREBYGGA VÅLDET är att tillåta och acceptera att människor har de naturliga inklinationer och tendenser vad gäller att vilja identifiera sig med sina ”fränder” som människor har, och sluta att vilja försöka bekämpa dessa naturliga tendenser och inklinationer, genom att skam- och skuld- belägga dem, med hjälp av epiteten ”rasist och främlingsfientlig”.

      ALLA MÄNNISKOR RUNT HELA JORDKLOTET är ”RASISTER OCH FRÄMLINGSFIENTLIGA”.

      DET ÄR HELT OK. FULLKOMLIGT NATURLIGT.

      INGEN ONDSKA I SIG.

      DET ÄR HATET SOM ÄR ONDSKAN, samt högmodet, vreden, girigheten, avunden, kättjefullheten, lättjefullheten och frosseriet……..

      LAGOM invandring ÄR BÄST, för alla.

      • konrad gunnarsson

        Josefina! Dina ord är tänkvärda och i mina ögon rätt realistiska. De kommer ändå att rinna av som vattendroppar på de gåshjärnor som helst borde läsa dem. Vidare, för att framstå som läsvärd, gör dig själv och oss läsare den tjänsten att avstå från att använda VERSALER! Det bidrar inte till läsvärdheten, förstör läsbarheten och ger ett olyckligt flummigt intryck. Vad du har att säga står utmärkt på “egna ben”, utan utropstecken och stora bokstäver.

        • Josefina Bergfast

          (Vad jag kan se så finns det inte ett enda utropstecken i min text…), men jag kan hålla med om att det, istället för att förtydliga, faktiskt försvårar läsandet, samt kanske också ger ett lite gyttrigt intryck av texten som helhet, att använda sig av versaler.
          Tack f.ö.

  • mette

    Har Peder Jensen mon beskrevet sine oplevelser i Cairo i en eller flere af sine artikler? Jeg tænker især på 11. september 2001. Det ville være interessant at læse om hans indtryk af stemningen blandt egypterne, som vi jo har læst så mange positive ting om i aviserne i det sidste halve års tid.

    • John Lykkegaard

      John Lykkegaard, journalist
      Kære Mette.
      Du behøver ikke at tænke dig så lang væk som til Egypten, for at finde beviser på, at 9/11 blev fejret blandt mange muslimer. Den aften blev også fejret blandt unge muslimer i Danmark. 9/11 var jeg ansat på Midtjyllands Avis, og da jeg kom hjem om eftermiddagen, ringede vores datter til mig og sagde, at jeg skulle tænde for TV’et.
      Den ældre generation verden over kan huske, hvad de lavede den novemberdag i 1963, hvor John F. Kennedy blev myrdet i Dallas. Det gentog sig med massakren i New York, og efter Bali, Madrid og London nåede det endeligt frem til Norden. Det måtte jo ske på et tidspunkt. Motiverne har været forskellige, men resultatet har været det samme – nemlig frygt og stor sorg.
      Som så mange andre vil jeg aldrig glemme 9/11. Det var frygteligt at være vidne til – selv på sikker afstand, at se tårnene styrtede sammen og omkring 3000 uskyldige mennesker mistede livet, og endnu flere mistede nogle, de elskede og holdt af.
      De danske nyhedskanaler kørte nonstop og gisningerne om, hvem der stod bag, var mange. Samme aften bragte TV-avisen et indslag fra København, hvor vi kunne se danske indvandrere kører rundt i deres biler med hornet i bund og deres hjemlandes flag blafrende ud ad vinduerne. Akkurat som mange danskere gjorde, da vi vandt EM i fodbold i Sverige i 1992.
      Det var på samme tidspunkt (9/11), som Peder Jensen – ifølge, hvad der er kommet frem, opholdt sig i Kairo og overværede egypterne fejre tragedien med kage.
      At se tårnene styrte sammen og se, hvordan det blev fejret – altså også i Danmark, kunne ikke undgå at påvirke mig stærkt. Men jeg følte ikke, at jeg kunne gøre noget. At være kritisk selv uden at have ekstreme holdninger er gennem mange år blevet ligestillet med racisme, og det er i mine øjne ikke kun forkert men også latterligt. Det er en ”kamp” mellem religioner og kulturer, og det er i min optik noget andet.
      Ja, tilbage i historien førte kristne sig frem med korstog, men kristendommen har været dynamisk og under konstant udvikling – et sort kapitel var dog efter 2. verdenskrig, hvor Vartikanet hjalp førende nazister på flugt til Sydamerika, hvorimod Islam virker meget statisk, og kæmper imod en videre udvikling. Ud af 1,5 mia. muslimer er det utroligt, hvor megen frygt og had en meget lille del af fanatiske islamister har været i stand til at påvirke store dele af den vestlige verden med.
      Jeg er måske meget naiv, men ”kampen” skal efter min mening foregå via ytringsfriheden, som står over alt andet, og med ordet og pennen som våben, og i den forbindelse behøver man ikke være hverken filosof eller ekspert for at blande sig.
      Første gang jeg fik lejlighed til at yde en beskeden indsats, var efter Tuneser-sagen i 2008, hvor jeg besøgte Kurt Westergaard på Jyllands-Posten – det var dengang, man kunne gå direkte ind på avisen, for at lave et miniportræt af Kurt.
      Men mine grænser blev for alvor overskredet, da Kurt Westergaard blev overfaldet af somalieren Muhudiin Mohamed Geele i sit hjem om aftenen den 1. januar 2010. Som formand for Dansk Journalistforbunds Kreds 4 – Østjylland, tog jeg kontakt til Kurt for at høre, om der var noget, jeg som formand for kredsen kunne gøre eller hjælpe ham med.
      Det blev til mange besøg og mange lange samtaler. På et tidspunkt blev vi enige om, at jeg skulle skrive hans selvbiografi, og det blev til bogen ”Manden bag stregen”, der udkom i november 2010. Kritikken blandt de akademiske anmeldere var hård, men almindelige læsere fandt den interessant.
      Udgangspunktet var en bog, der skulle beskrive et almindeligt menneske, der på grund af en enkelt arbejdsdag og en endnu mere enkelt tegning satte verden i brand og skabte et had til Danmark, som aldrig er set før. Kurt Westergaard og jeg blev hurtigt enige om, at den ”famøse” tegning skulle være med i bogen, men den skulle ikke være på omslaget. I stedet valgte vi den sidste tegning, han tegnede på Jyllands-Posten. Den kan for resten ses øverst på denne side, hvor den linker til mit forlag.
      Vi kender vist alle resultatet af Muhammed-tegningen. I dag er Kurt Westergaard omgivet af politi og livvagter. Når Kurt og hans kone Gitte besøger os til middag, er vi ikke kun fire. Med til bords sidder to livvagter, og når vi er færdige, går de ind på mit kontor, så vi andre kan tale mere privat.
      Der er ingen, der kan få Kurt Westergaard til at sige undskyld for sin tegning, for han vil til sin død kæmpe for sin ytringsfrihed. En kamp, der i Tyskland har medført to store priser i september og oktober sidste år.
      Som langt de fleste sørger jeg dybt over det, der er sket i Norge. Men man kan ikke påtage sig et kollektivt ansvar for, hvad en enkelt psykopat i sit vanvid finder på. Jeg har downloadet hans manifest, men endnu ikke læst det. Det må vente, til livet bliver en anelse mere normalt. At han nævner Peder Jensen ”Fjordmanden” 111 gange må stå for hans egen regning. Det kan man ikke bebrejde Peder Jensen.
      Jeg er ikke fan af von Trier. At han fortryder sin slutning på ”Dogville” på grund af, at den åbenbart har været med til at inspirere Breinvik, må selvfølgelig stå for hans egen regning. Men det er ikke nødvendigt.
      Det ville svare til, at en film, hvor man kæmper mod hinanden skulle forbydes. Film, hvor der bruges våben skulle ligeledes forbydes. Det hele kan jo være med til at inspirerer psykopater.
      Vi nærmer os ti-års dagen for 9/11. Jeg har stor respekt for de forskellige efterretningstjenester, men de kan i sagens natur ikke holde øje med alle fanatikere. Men uanset, hvordan islamiske fanatikere har tænkt sig at ”fejre” dagen må det ikke få os til at give op. Kampen for ytringsfriheden er den vigtigste kamp i den tid vi lever i, og den skal fortsætte, uanset hvad der sker. Men den skal foregå med ord og holdninger, hvor alle – ikke kun dem med de ”rigtige” meninger tør ytre sig.

      • mette

        Kære John Lykkegaard.

        Tak for din hilsen. Du har ret, naturligvis giver vi ikke op.

        I mere end ti år har jeg ført islamkritisk debat og er forundret over, hvor lidt vi vidste om islam den 11. september 2001, og hvor meget ondt vi desværre siden har fået kendskab til.

        Af en eller anden grund husker jeg den morgen, jeg så Muhammedtegningerne for første gang. Bortset fra Rasmus Sand Høyers tegning syntes jeg, at de var temmelig kedelige, og jeg opfattede ikke, at der skulle være noget særligt sprængstof i den medfølgende artikels tekst. Kurt Westergaards tegning fandt jeg atypisk for ham og ikke specielt provokerende, for den var jo blot en fortættet illustration til de daglige nyheder i aviser over hele kloden. Siden har jeg set langt mere provokerende tegninger om samme emne tegnet af muslimer i Mellemøsten og Egypten. Så hvorfor slå ned på en elskværdig og værdsat dansk bladtegner? Vi kender alle svaret. Fordi han var der, og nogen havde brug for syndebukke.

        I hele min levetid har jeg hørt om muslimer, der i Allahs navn bekriger andre, hyppigt andre muslimer. De tre første kaliffer blev mig bekendt myrdet af muslimer, og ser vi på danske forhold, hærgede muslimske pirater i århundreder dansk skibsfart og tog slaver så langt borte fra deres hjemlande som oppe i Nordatlanten. At muslimer selv kalder deres tro for fredens religion må derfor bero på forhold, som de ikke har formået at sætte os andre ind i, og det hjælper ikke, når nogen forsøger at tæske det ind i os med vold og trusler. Årsagen til at herboende muslimer overhovedet kom til landet er jo for de flestes vedkommende nød, vold og død, siger de. Så alt i alt er der nogle frapperende løse ender i den historie.

        Jeg savner Kurt Westergaards elegante tegninger i min avis. Det er en af tilværelsens mærkelige tilskikkelser, at netop han, der gennem årene så hyppigt fornøjede os med elskværdige og frodige “kommentarer”, er endt med at tiltrække sig så meget had. Hvor uretfærdigt.

        Hvis jeg var muslim, ville jeg derimod blive stødt over alle de vammel-smukke og stærkt feminiserede fremstillinger af Muhammed, som jeg ved, at man kan købe i Iran. Westergaards fremstilling ligner i det mindste en handlekraftig mand. Lidt for handlekraftig, vil nogen mene.

        Mon ikke mange muslimer er kede af, at Westergaards tegning er blevet så verdensberømt, at den nu lever sit eget liv helt uden for hans indflydelse. Det har man kun en flok danske imamer og nogle arabiske politikere at takke for. Havde det ikke været for dem, var tegningerne for længst glemt.

  • Ja när man börjar se mer av invandrare än av sin egna befolkning då är det för många.
    http://svenssonsfunderingar.wordpress.com/

  • Emeritus

    Højre-venstre syndromet.
    Der er ikke noget højre-venstre i paradigmekonflikter, med mindre højre og venstre vælger hver sit paradigme at slås for. I indvandringssammenhæng betyder det, at venstre og konservative skulle gå ind for monokultur, mens S-SF-enhedslisten skulle gå ind for multikultur, men sådan forholder det sig ikke. Det ved vi, for ellers ville V og K melde ud, at monokultur (danskhed) er sagen. Det kunne ikke falde dem ind. De vil samme vej som venstrefløjen, men med en noget anden agenda.

    Da kun DF forsvarer kolonihaven, dannebrog og grænsen ved Kruså, kan man roligt kalde nationalkonservative for højreradikale. De må være meget længere ude end V og K. Man kan simpelthen ikke gå ind for nationalstaten i vore dage. Gør man det, er man betænkelig tæt på Nationalsocialisme. Den fuldendte Fejlfortolkning. Som allerede Mette har gjort opmærksom på, var nazismen i udgangspunktet socialistisk – en arbejderstat på et nationalt grundlag.

    Nationalkonservative er derimod ikke socialister, hverken internationalt eller nationalt. Nazismen og Kommunismen var derimod to sider af samme sag. Men der er intet venstreradikalt eller socialistisk i at ville fastholde monokulturens stabiliserende faste ramme som paradigme. Oppositionen til monokultur er jo Venstrefløjens lykkeforestilling, paradigmet Multikultur med alt hvad det medfører af revolutionerende forandringer i samfundet. Rent sludder også, at nationalkonservatisme skulle være en højreradikal bestræbelse. Det er tværtimod en konserverende bestræbelse i ønsket om at bevare vor nationale identitet – den årtusindgamle fælles opfattelse af, at når det kommer til stykket er vi danske fra Skagen til Gedser. Grønlændere og Færinger vil måske ikke være med. Noget andet kommer først for dem. Jeg vil godt være dansk og vedkende mig det. Hvad skulle jeg ellers føle noget for end mine landsmænd? Lidt ekstrem har man vel lov at være.

    Med venlig hilsen

    • Axel

      Jim O’Neill:

      “( … ) [Oriana] Fallaci makes the point simply and clearly in her book The Force of Reason. She quotes an article from one of Italy’s premiere Fascist magazines, written during the waning days of Mussolini’s reign in 1944:

      “Roosevelt and Churchill and their partners must realize that should the Axis… miss victory, the majority of Fascists escaped from the scourge would go over to Communism. They would make common cause with it, and this would cross the gap that today separates the two revolutions.”

      So the swastika belongs to the left, and always has. After the war, the newly camouflaged Fascists, mingled with subversive Communists, and did indeed “make common cause” in the years following the war. They slowly took over the press, the media, academia, and the governments of Europe – until the only conservative power left was in the people themselves. Sound familiar?

      These far left Communists and Fascists (neither calling themselves that, of course) pushed Europe inexorably to the left, and welcomed Islam as a “comrade in arms.” ( … )”

      http://www.familysecuritymatters.org/publications/id.5061/pub_detail.a sp

  • mette

    Emeritus og Axel, tak for interessante indlæg.

    Venlig hilsen i stor hast

  • Pingback: Är det för många invandrare i ditt land. | Pettersson – försöker göra skillnad()

  • TellTheTruth

    Tja, hvorfor mon der er så mange indvandrere?

    Hvorfor er der ikke nogen der tør kommentere abortstatistikken fra fx. http://www.sexogsamfund.dk?

    Her står der, at der i Danmark for perioden 1940 – 2009 blev foretaget 862348 legale aborter i DK! Det kunne være interessant at få belyst nogle statistiske beregningsmodeller på dette uhyggeligt høje tal mht befolkningsvækst mm.Uanset om man er for eller imod abort, så er 1 abort = 1 afbrudt menneskeliv.

    • Peter Buch

      Er synspunktet at færre beboere er en fordel, tidligere nævnt og kommeteret her og andetsteds, og det mere er et spørgsmål om adgang, ophold og statsborgertildeling end aborter og antallet aborter, som på sæt og vis indgår i nævnte, er der, set herfra, ingen grund til at kommentere statistikken.
      Men hver sin vinkel og prioritering.