I Norge er den akutte landesorg ovre, nu skal skylden for ABB placeres og det tager NRK sig af, så nu ligner norske medier de helt svenske. I Danmark er det heldigvis mest Politiken, der slår plat på den ekstremisme, at det er indvandringskritikken, der skabte Breivik. Jeg spørger, hvis masseindvandringen skabte Frp., DF og SD, hvorfor skabte den så ikke også Breivik? Journalisten og Cavlingprismodtageren skriver om Politikens åndelige armod og Hans Rustad skriver NRKs hets mot Frp fortsetter. Den norsk-franske Eva Joly i klippet kandiderer til præsidentposten for Europas Grønne Økologer, og hendes analyse af skylden får fuld skrue med NRK´s hjælp.

Vi går slet ikke imod “dem og os samfundet,” men imod det store bunkeslagsmål i “os imod os-samfundet.” Bare vent til næste store katastrofe, der har indvandringen som omdrejningspunkt. Hvis der stadig deles og herskes til sin tid, når tilpas mange politiske klyngebomber har ramt os, hvem ender så med at herske i de kommende, atomiserede samfund, for nye herskende klasser vil udkrystallisere sig, når gamle sprænges. Moderationen får svære kår. Politiken, Enhedslisten, Hizb ut Tahrir, Det Muslimske Broderskab, Hells Angels eller noget værre? Søren Krarup skrev forleden, at Politiken er en uanstændig avis. Den kan nu rende mig i anstændigheden, det er først og fremmest en avis for ekstreme standpunkter, indpakket i yngre offentlig ansatte kvinders snak om de nære ting. Et dameblad, der udkommer hver dag og med et fokus som Enhl. og Modkraft.

Breivik: Gefundenes Fressen for OIC

Gates of Vienna fortsætter sin serie med forsøg på at afdække Anders Breiviks mulige forbindelser til aktører langt fra de øjeblikkeligt udpegede. Dette seneste afsnit handler ikke om direkte kontakter og forbindelser mellem Breivik og the Organization of Islamic Cooperation, OIC, og er derfor ikke konspirationsteori. Det som dette must-read indlæg handler om er derimod at påvise at Breiviks handlinger kommer som sendt fra himlen hvad angår OICs vedvarende bestræbelser på at kriminalisere sandfærdig oplysning om islam, den såkaldte “islamofobi”.

Den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton har allerede været i kontakt med OIC med henblik på at marginalisere og shame dem der oplyser sandfærdigt om islam. Problemet for USA specielt er den garanti for ytringsfriheden som den første forfatningstilføjelse giver amerikanerne, og en mulig omvej kunne være at kriminalisere ord der kan kædes juridisk sammen med uønskede konsekvenser – dvs. i virkelighedens verden kriminalisering af angivelige intentioner. Breiviks terrorhandling kan helt uafhængigt af de virkelige motiver og rationaler vise sig at være netop én handling der vil kunne tjene som brækjern for indførelse af den slags sindelagsjura. Her Bodisseys konklusion, men læs det hele på Gates of Vienna (LFPC).

[…] The blueprint for the implementation of the OIC’s program can be discerned from Mrs. Clinton’s carefully-chosen words. The United States will undertake “implementation efforts” providing “a comprehensive framework” to address the problem of “incendiary actions” (i.e. speech that defames Islam) that generate “wide ripples of intolerance”. Those “ripples” are the consequences for which the “incendiary actions” of the “Islamophobes” will be tested.

The Secretary of State is intelligent enough to realize that implementation of the OIC’s standards cannot be accomplished just yet. First there must be “peer pressure and shaming” — that is, people who criticize Islam must be put beyond the pale.

What we say here must be repeatedly excluded from polite discourse, stigmatized, shunned, and made unthinkable.

When that is accomplished, the legal niceties that codify the “test of consequences” will be an afterthought, a mere formal confirmation of what everyone already knows is the right thing to do.

Anders Behring Breivik provided a golden opportunity for the American media — who are more than eager to go along with Mrs. Clinton’s program — to begin the process of shaming and shunning the Counterjihad movement. Unfortunately, more Breiviks will be required before they can finish the job properly.

God help us all. The Breivik Portfolio, Part Three: The OIC Connection

København, sensommer

Selv ens egen by skal man genindtage, hvis man har været væk længe nok. Der er ikke noget, der ikke skal vedligeholdes. Jeg ville se Kunstindustrimuseet igen. Nu hedder det Designmuseet, et navn fuldstændig uden karakter og patina, der passer stedet dårligt, undtagen til det nymodens plastik-tingel-tangel, der har trængt klassiskere som Henning Koppels fiskefad ud. Det er det gamle Fredriks Hospital (1752) i Bredgade, tegnet af Nicolai Eigtved og Laurids de Thurah, hvor Søren Kierkegaard døde af noget lige så omtvistet som det, der slog Mozart ihjel. Halvdelen af de besøgende var unge japanerinder, som distraherede mit kamera udover det rimelige.

Ovenfor: H.C.Andersen blandt venner i Kongens Have. Nedenfor fra oven: Nimbus motorcykel, “Humlebien” 1934. 2) Bindesbøll, sølvværker og første Carlsberg etiket. 3) Poul Henningsens flygel, 1931. 4 og 5) Japanerinder. 6) Willumsens familievase, 1891. 7) Hospitalshaven, Grønnegårsteatret piller scenen ned. Nederst) Kierkegaard, epitafium. (klik foto f. helskærm)