29
aug
Seneste opdatering: 29/8-11 kl. 1809
8 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Svaret er, at det er halvsvensk, cirka 50%. – I Sverige foregår der en kamp om sproget. Ordet “masseindvandring” holdes stadig ud i strakt arm, mens den anden hånd griber efter lugtesaltet. Det tror pokker. Det er det eneste, der omtrentligt beskriver det politiker- og medieklassen har tilladt sig, uden på noget tidspunkt at have konfereret det med befolkningen. Man ser, at oprindelige svenskere vil være i mindretal i de 13 største bykommuner, samt at de vil være tæt på at komme det i stort set alle andre større kommuner. Det er også om kun 40 år, at prognoser siger, de kommer i mindretal i deres eget land som helhed. Det er afgjort, det er kun tidspunktet, der endnu er til forhandling. Jeg har i årevis ment, at dette kun har kunnet lade sig gøre, fordi svenskerne er holdt hen i uvidenhed, men der er da en teoretisk mulighed for, at et flertal synes det er helt i orden. Hvorfor ikke informere dem og derefter spørge dem, selvom det er ved at være lovlig sent?

De der fødes i dag, kommer til at opleve Sverige år i 2100, som ingen i dag har fantasi til at forestille sig. Jeg skal gerne gentage, at jeg betragter Sveriges skæbne som Folkhem, velfærdssamfund og i sidste instans som nationalstat, som beseglet demografisk set. I den henseende er Sverige allerede en tabt sag. De ansvarlige kalder dette “et ekstremt synspunkt.” Jeg kalder det en sandsynlighedsberegning af effekten af en ekstrem politik. Hvem er mest ekstrem? Tallene på bordet eller dem der har gjort det til en vane, at kalde alle og enhver “ekstremist,” der siger noget velunderbygget, de ikke bryder sig om? Se detaljer og præmisser for Affes prognose på Massinvandring till Sverige? og se også hans interaktive kort. – Hvis nogen ser dette for første gang og er skeptisk, så bygger tallene på Statistiska centralbyrån (SCB), og deuden har demografer med meget store mellemrum gjort opmærksom på det samme gennem de sidste 7-8 år.

Anna Lindhs morder: “Utan jobb, utan vänner, utan bil, utan chans”

Da den 24-årige Mijailo Mijailović den 10 september 2003 myrdede Sveriges udenrigsminister Anna Lindh, fremkom der aldrig noget motiv, heller ikke i løbet af den kun tre dage lange retssag. I dag otte år efter, får vi endelig “sandheden om motivet”, siger Expressen. I Danmark spreder Ritzau det glade budskab til enhver.

I Högsta domstolen vädjade Anna Lindhs två barn och maken Bo Holmberg, via sin advokat Kerstin Wennersten, till Mijailovic att berätta. Men Mijailo Mijailovic förblev tyst.Varför attackerade du Anna Lindh?

– För att jag kände hat mot politiker, både svenska och serbiska. Jag skyllde alla mina egna misslyckanden på politiker, säger Mijailo Mijailovic. På frågan om han hade tänk anfalla någon den dagen, säger han:

– Nej, men sen fick jag syn på henne. Om jag hade tänkt så där, då hade jag kunnat ta vem som helst, före eller efter. Det var ingen slump att det blev hon. Folk ställ er så dumma frågor: Kände du igen eller visste du vem hon var? Hur kan man tro att någon inte visste vem hon var? Det har spekulerats i ett politiskt motiv, att Mijailo Mijailovic ville hämnas för att Anna Lindh offentligt hade tagit ställning för Natos bombningar av Serbien. Men enligt Mijailovic kände han inte ens till att utrikesministern uttalat sig om bombningarna.- Det har ingenting med det att göra.

Han säger en annan toppolitiker lika gärna hade kunnat bli hans offer: – Grejen är den att jag tittade också på Lars Leijonborg, på ett torgmöte. Men då hade jag ingen kniv på mig. Om jag hade haft det så hade jag kanske angripit honom. Nästan exakt ett dygn senare stötte han av en slump på utrikesministern. Då låg kniven som han tagit med sig hemifrån i hans ficka, säger Mijailovic.

Jag var förvånad att det inte fanns livvakter. Jag tycker att det är märkligt än i dag att det inte fanns livvakter.Jag tänkte: Nu fick jag syn på en politiker. De ska liksom, de ska få se nu. Jag levde på a-kassa, sjukbidrag, hade låg ersättning och ingen utbildning. Ingen framtid. Jag var är en människa utan jobb, utan bil, utan vänner, utan chans. – Det är sådana som mig man rekryterar som terrorister, förstår du. Mijailovic talar ut: Det är dags att sanningen kommer fram, Åklagaren: Uppgifterna är trovärdiga.“Det är inte roligt att varje morgon se sig själv i spegeln och veta att man är Sveriges mest hatade person”.

“Det är sådana som mig man rekryterar som terrorister, förstår du.” Hvis dette virkelig er sandheden om Anna Lindhs morder, så er han både bedre begavet og har mere selvindsigt, end den teatralske, vidtløftige og tragikomiske Breivik. Men er det nu hans egne ord?

Når en toppolitiker myrdes, er der i ni ud af ti tilfælde politiske motiver bag, og når en ikke-sindssyg myrder, er der som regel et for andre klart forståeligt motiv. “Den ensamma galningen” findes, men er så sjælden at man som regel kan se bort fra ham.

Ergo: Den kun 24-årige Mihailovic føler sig allerede så mislykket i tilværelsen, “utan jobb, utan bil, utan vänner, utan chans,” at han må slå en hvilken som helst politiker ihjel, for at hævne sig på en skæbne, han ikke kan undslippe. Det kan da være, at sandheden om mordet er så banal og lurvet, men det kan også være, at sagen nu skal begraves for fremtidige snushaner én gang for alle. Svenske myndigheder og medier er selv ude om, at man med mange års erfaringer for løgne og fordrejelser, tager denne bekendelse med lidt af en “nypa salt,” og lugter et “hold kæft blosche.” Der er trods alt i titusindvis af unge svenskere, der arbejder i Norge og Danmark i stedet for at føle sig ydmyget og myrde politikere.

Hvis vi siger, at vi nu har “sandheden”, så har vi I Mihailovic endnu en ung mand, der ligesom Breivik er fanget i sin egen ydmygelse, ubetydelighed og fremmedfølelse, som man kan se godt beskrevet i Helle Merete Brix og Uwe Max Jensens kronik i Weekendavisen i går: “De følte sig ydmyget,” hvor Breivik og Bin Ladens motiver og ydmygelser sammenlignes. Så har vi et overvejende eksistentielt mord, der først og fremmest får én til at tænke en anden ung, fortabt man i Albert Camus´ roman “Den Fremmede”, hvor den unge Mersault også besegler sin skæbne ved et mord, der knapt er begribeligt for ham selv, og som skaffer ham en dødsdom. Forskellen på Mijailovic og Mersault er da kun, at Mijailovic (og Breivik) skal vente uendeligt meget længere på deres fysiske død end Mersault , der ser frem til den med disse sidste ord inden henrettelsen, som man nemt kunne forestille sig, at nordmanden og svenskeren også ville kunne sige:

To feel it so like myself, indeed, so brotherly, made me realize that I’d been happy, and that I was happy still. For all to be accomplished, for me to feel less lonely, all that remained to hope was that on the day of my execution there should be a huge crowd of spectators and that they should greet me with howls of execration. The Stranger ALBERT CAMUS, pdf. 76 sider.

Hvis Mijailovic og Expressen er så nær sandheden, de kan komme, så må Gud bevare os for unge mænd, der føler sig ydmyget og fremmede i tilværelsen, er bevæbnede og vil agere det ud på andre. De er livsfarlige, vi har masser af dem, og flere lader vi til at få.

Lindh mordet har ikke været nær så gransket, som Palme mordet. To bøger er skrevet, Leif Jennekvist og Edvard Unsgaards, hvoraf kun den sidste gransker motivet. Svensk presse har i det store hele ladet motivet ligge. Min fornemmelse siden 2003, har været at traumet skulle fortrænges. Bevisbyrden, at Palme og Lindh ikke blev myrdet af politiske grunde, må ligge hos svenske myndigheder og medier, da det motiv er langt det mest sandsynlige, og dette interview med Mijailovic er ikke overbevisende hinsides tvivl i modsat retning. Gåden skal nu være løst, case closed. For mit vedkommende er mordet lige så dunkelt belyst, som det hele tiden har været.

(Se også Ulf Nilson: Mijailovics motiv, tack! og LEIF GW PERSSON, professor ved Polishögskolan i Stockholm: “Sverige är ett märkligt land. I vilket land på denna jord kan man tänka sig en rättegång där domstolen på tre dagar, knappt 10 timmars förhandling och med hjälp av totalt tre vittnen klarar av att behandla ett mord på landet utrikesminister”?)

Hvem splitter Tyskland?

En særdeles ophedet samtale fra ZDF i går. Den meget koleriske herre til venstre, der hele tiden afbryder Thilo Sarrazin, er det grønne Bundestagesmedlem, juristen Hans-Christian Ströbele. Han var som medlem af et socialistisk advokatkollektiv forsvarer for RAF medlemmet Andreas Baader. Inden Sarrazin befandt Tyskland sig indvandringspolitisk hvor Danmark var før 1995. Efter hans bog er hans parti er de kommet til omkring 2002, hvor danske socialdemokrater var groggy og splittede og så sig om efter en nyorintering. Når den finder sted i Tyskland, Europas vigtigste land, så begynder der for alvor at flytte sig noget, og det kan blive snart. (video , tysk utekstet.)

TV-Duell: Sarrazin gegen Ströbele

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Peter Buch

    ZDF forekommer mig ikke tydeligt at have skitseret hvordan personer der medvirker i udsendelser forventes at opføre sig, hvilket for seere og lyttere er beklageligt, overtrædelse af rammerne kunne medføre personen blev ført ud, og kamera og mikrofon på og fra vedkommende- lukket.
    Et alternativ kunne være personer blev placeret i lydtætte bokse som tidligere set i quiz på tv.

    Men, på den anden side er uciviliseret opførsel vel også noget der hører virkeligheden til, har jeg hørt, og det taler for sig selv…

  • Peer Pedersen

    Med 50/50 % invandrare i landet, torde välfärdssamhället vara historie, alltså om inte “man” inför slaveri var ursprungsbefolkningen tvingas försörja de nya invånare, detta är dock utopisk att ponera själv för den mest krypande apologet.

    Det är nog mer sannolikt att det efterhand som förmågan från “storsamhället” dvs. de där jobbar och skattar, att fylla fickorna på alla nya invånare där inte jobbar och bidrar, att det från vissa grupper kommer verkställas egen “skatteindrivning” i syfte att behålla den levnadsstandard det idag finns.
    Jag anser Sverige är rökt med besked och det är inte frågan om, men när vi kommer få se hur vissa grupper ohämmad kommer ta för sig.

    Hur det kvarvarande demokratiska samhället kommer reagera, står i det ovissa då ett redan fragmenterad samhälle utan sammanhangskraft, knappast kommer ha förmågan att åtgärda problemen, men kanske bara kommer foga sig inför faktum i det spinkiga hoppet att klara livhanken som “Dhimmies”.

  • “utan bil”

    Men med kniv.

  • Nils

    At en advokat har forsvaret en forbryder bør vel ikke lægges ham til last 😉

    Hvis man vil sandsynliggøre, at mordet på Anna Lindh var politisk, så kræver det vel at man peger på nogen, der har et motiv. Men det er der ingen der har. Mordet giver ikke mening politisk.

    Mere mening giver det, at Mijailovic havde indtaget tre milligram rohypnol – en dosis der for de fleste af os ville være ensbetydende med to døgns bevidstløshed, men som for narkomanen Mijailovic giver en rus, der i og for sig passer perfekt til forehavendet. Hæmningerne forsvinder, som han selv konstaterer. Man føler sig uovervindelig, bliver desuden aggressiv og impulsiv. Passer fint med det såkaldte ligegyldighedsforsæt, som retten var nødt til at opfinde til lejligheden for at konstruere, at M – på en måde – havde en intention om at dræbe, mens virkeligheden nok snarere er som han siger, at han ville gå til angreb og planlægningen rakte ikke længere frem.

    Palme findes også som kludemord: Christer Petterssons stofleverandør Swartenbrandt (stavning?, jeg kan ikke lige huske fornavnet) opholdt sig på mordnatten i en lejlighed nogle få hundrede meter fra mordstedet. Det er notorisk. Christer Pettersson skyldte ham penge, så han havde et motiv til at rydde ham af vejen. Det korte af det lange: Christer Pettersson skyder en mand med stor statur, han tror er Swartenbrandt, men ved et dumt uheld, så er det landets statsminister.

    At én toppolitiker bliver slået ihjel af en narkoman er sort uheld, men to er skødesløst.

    • Jeg er bare djævelens advokat. Han behøvede nu ikke at tage Rohypnol, for at blive voldelig. Han stak en kniv i sin far og truede sin arbejdsgiver med døden, som det fremgår her: På rasterna gick han iväg ensam – Mijailovich liv från uppväxt till mordet på Anna Lindh. Bemærk:

      En vän till Mijailo har tidigare berättat för Aftonbladet att denne började hata Anna Lindh under Kosovokriget 1999.
      Med sin serbiska bakgrund kunde han inte acceptera att Anna Lindh sa sig ha förståelse för Natos bombningar av Serbien.
      – Han var dessutom sjukligt besatt av kändisar och sa ibland att han ville mörda en, säger vännen.

      Iøvrigt er tre milligram Rohypnol ikke nogen overdosis. Det er muligt, at han ikke behøvede noget politisk motiv, men jeg husker at han beundrede en serbisk mafia leder i Stockholm, der blev skudt. Måske ER han bare en knäpskalle.

      • Nils

        En kniv i maven er åbenbart bare hans normale måde at udtrykke sig på. Hver fugl synger med sit næb.

        Nej tre milligram Rohypnol er ikke en overdosis, men en narkomandosis. Hvis nogen undrer sig over, at man kan købe sådan et helvedesstof på apoteket, så er Rohypnol en sovepille, og den der sover synder ikke, men hvis man holder sig vågen f.eks. ved også at tage amfetamin eller drikke alkohol, eller måske kan det trænes, så får man den helt specielle virkning, som kan gøre mennesker livsfarlige – især hvis de er småfarlige i forvejen. Man behøver ikke være klinisk skør for at gøre vanvittige ting i sådan en rus.

      • Nils

        “I dag myrdede jeg Anna Lindh, eller måske var det i går, jeg myrdede Lars Leijonborg.”

        Mijailovics “ven” siger det, vi helst vil høre, nemlig at der er en rigtig grund, men det virker skørt, hvis M virkelig i fire et halvt år i sit hjerte skulle gemme ikkenatolandet Sveriges må man formode tempererede støtte til Natos bombetogter, og så tage det frem i tidens fylde på NK. Det overbeviser ikke. Nu er det så også alle kendte, han angiveligt ville slå ihjel, kan vi forstå, så med det kriterium er Lindh jo allerede på dødslisten. Han fremstår ikke som nogen sleben manipulator, hvis han nu skulle have en interesse i at skjule et eventuelt politisk motiv, så det er nærliggende at tage ham på ordet, synes jeg. Det ene mordoffer er lige så godt som det andet for denne Fremmede.

  • Menig 442