Hvem er Tommy Robinson og English Defence League? Tom Carstensen i Deadline from intereuroinfo on Vimeo.

En ganske enkelt forebilledlig reportage af DR´s Tom Carstensen fra Luton. Han kommer hele vejen rundt, det er public service for alle pengene. At alle tre forskere mener stort set det samme, falder mere tilbage på forskningen end på DR. Programmet glemmer egentlig kun at nævne, at det engelske, parlamentariske system ikke kan opfange bevægelser som disse, ikke engang efter Blairs og Browns gigantattentat på England med over 3 mio indvandrere på godt ti år. Det er særdeles alvorligt, hvad de to herrer har brygget sammen. Selvfølgelig må EDL opstå, hvad ellers? Hvor afkoblet kan en politisk klasse være fra sin befolkning? Jakob Illeborg kan godt gå hjem og vugge sin syge hamster og sine intellektuelle ready-mades på Politiken og The Guardian. – Tower Hamlets nævnes tilsidst i Deadline. Se den rystende artikel + fotos om, hvad bydelen er blevet til. Jøder, kristne og homoseksuelle overfaldes og fordrives: Why I am going to Tower Hamlets on Saturday. In 1936 my father was among the thousands who stood against the Blackshirts of fascism. Next week I intend to be among the thousands standing against the black flags of jihad and sharia. They shall not pass. – Indslaget findes nu tekstet på engelsk her.

Mallorca: ‚Grisefester‛ i det 21. århundrede

Se også reportagen: Nigerians on the Rampage in Mallorca, More on the Mallorca Riots, 3 of the 5 Nigerians Arrested in the Mallorca Riots Were Illegals.

Jeg blev gjort medskyldig

Af Kim Møller, redaktør af Uriasposten

Siden Anders Behring Breivik fredag den 22. juli sidst på eftermiddagen iværksatte en vel tilrettelagt massakre på norske teenagere, blev den danske højrefløj straks udlagt som inspirationskilde, og medierne startede en veritabel klapjagt på alt til højre for midten. Herunder i særdeleshed den kulturkonservative bloggosfære, som undertegnede i en årrække har været en integreret del af.

Hændelser som den i Norge skal og bør naturligvis give intens mediedækning, og der er ikke noget forkert i, at medierne dækker nyheden fra forskellige vinkler. Sådan må det nødvendigvis være. Problemet er, at jagten på den danske forbindelse i hovedtrækkene har været underlødig og grænsende til det stupide. Eksemplerne er mange.

Som en af de mest læste danske højrebloggere herhjemme er der skrevet ikke så lidt om undertegnede og min blog Uriasposten. I denne Breivik’ske kontekst er jeg blevet etiketteret som værende højreradikal, højreekstremist, ja nærmest en dansk Anders Breivik. Eller i hvert fald medskyldig. Det er bestemt ikke morsomt at blive associeret med en tilfældig galning, og det gør det selvfølgelig heller ikke bedre, at medierne i jagten på en dansk forbindelse har haft adskillige historier om den militante højrefløj og mere eller mindre åbenlyst forsøgt at kæde dem sammen med de kulturkonservative kredse, som jeg er en del af.

Der var ingen medier, der gravede efter en eventuel dansk-muslimsk forbindelse efter terrorangrebet i London tilbage i 2005, men jagten på en eventuel højreorienteret dansk forbindelse til norske Anders Breivik har omvendt været intens. Jeg kender lidt til den norske bloggosfære, men er aldrig stødt på navnet Breivik, og da han rundsendte sit såkaldte manifest, ”European declaration of Independence”, var jeg ikke blandt modtagerne. I modsætning til en ung venstreorienteret fra Silkeborg. Det står efterhånden klart, at Breivik var det, terrorforskerne kalder en ”ensom ulv”

.
I mangel på en dansk forbindelse måtte medierne jage det næstbedste. Hvis Breivik ikke havde kontakt til danske bloggere, så var Breivik måske inspireret af dem, men det er jo ikke ligefrem noget, der sælger aviser. Især ikke, da Breivik i sit manifest nævner et hav af inspirationskilder, herunder Barack Obama. Så i mangel af bedre gik jagten i stedet ind på et internationalt netværk, som danske højreorienterede bloggere skulle være medlem af. Den slags er der straks mere kød på.

Stor var min overraskelse ikke desto mindre, da Politiken i de hektiske dage kunne afsløre, at Uriasposten således var en del af et internationalt højreorienteret netværk. En overskrift (27/7) lød: ”Børns blod på hænderne”, og jeg fik således et moralsk medansvar for gerninger, jeg aldrig har sympatiseret med, begået af en mand, jeg aldrig havde hørt om. Avisens dokumentation for denne horrible påstand viste sig udelukkende at bestå i, at en hjemmeside, jeg ikke kendte, linkede til min blog.

En anden af netværkets danske medlemmer, var den engelsksprogede Viking Observer, en blog der afgik ved døden mere end et år før netværket ifølge samme artikel var opstået. Jeg klagede selvfølgelig og udbad mig dokumentation, og den 29. juli præciserede avisen, at redaktøren af Uriasposten ”afviser” at være en del af netværket. Her introducerer Politiken omvendt bevisbyrde. Fornemt. Samme metode, man bruger i diktaturstater.

Det var ikke, som man skulle tro, tilfældige praktikanter, der stod bag artiklen, men tværtimod tidligere chefredaktør for journalisternes fagblad, Jakob Elkjær, og avisens gravechef, John Hansen. En unik stavefejl afslører, at Politiken har baseret sin artikel på Googlesøgninger, og er havnet på en hjemmeside for en selvbestaltet venstreorienteret nazi-jæger Margrethe Monika S. Hansen, der for et par år siden var spidskandidat for Det Radikale Venstre i Ishøj.

Samme Margrethe Monika S. Hansen er i skrivende stund eneste danske forbindelse til Anders Breivik, idet hun efter eget udsagn har været ven med ham på Facebook siden 2009. Formentlig ikke med samme falske identitet, som hun anvendte sidste år, da hun agerede agent provocateur i højreradikale grupper på Facebook med kommentarer som ”jeg skal komme efter dem”, ”røde landsforræder svin”, ”skal vi ikke snart tage Danmark tilbage” og ja, den mindst flatterende – ”Nak de røde svin” fra 16. maj 2010.

To dage efter Breiviks forbrydelse proklamerede samme, denne gang i eget navn, at massemorderen var identisk med den kendte norske blogger, ”Fjordmand”. Det kunne undertegnede nemt udelukke, og jeg blev derfor kontaktet af flere aviser, der ville have mig til at fortælle om ’Fjordman’, massemorderens yndlingsforfatter.

Jeg talte i flere omgange med en journalist fra BT. Det fik fatale konsekvenser, da jeg eksempelvis fortalte, at ”Fjordman” gennem flere år havde kommenteret på Uriasposten. Journalisten kunne selv have fundet kommentarerne frem, men jeg brugte alligevel 20 minutter på at hjælpe ham. Han udvalgte et atypisk dystert indlæg fra ’Fjordman’s hånd, og så var den skåret. Som tak for denne hjælp var jeg dagen efter en del af et dobbeltopslag i avisen med mit ansigt smart placeret mellem en bevæbnet Anders Breivik og navnene på 32 ofre, de fleste teenagere. Det hele lanceres som en afsløring og indledes med ordene: ”BT er kommet i besiddelse af”.

I min første blogpost om Breiviks forbrydelse, pointerede jeg, at jeg ville have kontaktet PET, hvis jeg havde hørt rygter om en dansk Anders Breivik eller personer med sympatier i den retning. Under samtalerne med BT spurgte journalisten henkastet, om jeg så også havde været i kontakt med politiet. Jeg forklarede i overensstemmelse med sandheden, at PET havde besøgt mig, men at jeg desværre ikke kunne hjælpe dem. Jeg understregede flere gange, at det var en behagelig samtale, og at der ikke var noget forhør over det. Selvfølgelig skal PET slå på vandrørene i en sådan situation. Det er deres job.

Det medførte følgende ”afsløring” i BT under overskriften: ”PET afhørte islamkritisk blogger. Jagter dansk Breivik på den yderste højrefløj.” Samme dag var BT-historien ude i alle medier. Bl.a. på DR Update, der krydrede historien med mit foto og skiltningen: ”PET afhører dansk blogger”.

I samme periode har medierne skrevet meget om Researchgruppen Redox, og selvom gruppen ifølge PET er involveret i kriminalitet, og står i symbiose med den militante venstrefløj, så hører det til undtagelsen, at gruppen omtales som værende venstreradikal eller venstreekstrem.
”En sammenslutning af journalister og fotografer , hvis mål er upolitisk at dokumentere de højreradikale strømninger”, som et dagblad skrev om gruppen, hvis medlemmer alle er anonyme. Tilsæt selv fuglekvidder.

Nogle dage senere gengav man her i avisen en pressemeddelelse fra ”aktivister i Antifascistisk Aktion”, der forklarede, at de skam går ind for ytringsfrihed og demokrati. Men når man som undertegnede har oplevet at blive slået ned med flasker af denne gruppe, er det lidt svært at tro på, og det burde ikke være noget problem for en faguddannet journalist at blotlægge disse aktivisters militante udgangspunkt.

Mediernes brug af etiketter er i denne forbindelse interessant. Helt tilbage i 2006 spurgte jeg internetforsker Niels Ole Finnemann, hvorfor han under et radiointerview havde betegnet Uriasposten som højreradikal. Han forklarede venligt, at Uriasposten var kompromisløs i sit udtryk, og radikal skulle forstås som ”at gå til roden af”. Umiddelbart en god forklaring, som dog mister enhver mening, når nu Finnemann og de landsdækkende medier i vid udstrækning undgår ord som venstreradikale og venstreekstremisme.

Ralf Pittelkow har her i avisen lanceret udtrykket ”Journalistisk Venstreparti”, og selvom udtrykket næppe er helt irrelevant, så vil jeg egentlig mene, at det skæve syn på de politiske fløje ikke kun skyldes politiserende journalister, men et medieunivers uden behørig selvkritik.

De eksempler, jeg oven for har givet om egne erfaringer, burde tale deres eget tydelige sprog om en fordrejet mediemølle. Men det fortsætter. Generelt har medier og meningsdannere i samlet flok opfordret til selvransagelse på højrefløjen. Hvor flere medier gik langt, så gik Dagbladet Information hele vejen med artiklen, ”Ord, der dræber” (24/7). Kritikere af multikultur har blod på hænderne, så at sige. Næsten dagligt begås der islamiske terrorangreb, og skal man tale om ord, der dræber, så er Fjordmans dystopi noget nær irrelevant, i modsætning til Koranens guddommelige budskab om at ”bringe rædsel i hjerterne på de vantro” (Sûra 3:151).

Af samme grund forholder jeg mig kritisk til islams guddommelige budskab om vold og terror mod anderledes tænkende og troende. Lige akkurat det, der giver mig blod på hænderne og gør mig til medskyldig i en gal mands massemord i Norge.

(Kronik sendt til Jyllands Posten, ikke antaget men bragt på Firoozehs blog i samme avis)