Nej, det kan man ikke, selvom den er det egentlige problem. Man kan forbyde dens symboler. Vi har ikke lov at gå rundt på gaden iført gasmaske eller hagekorsarmbind, og derfor er der selvfølgelig en vis ræson i, at forbyde burkaen. Jeg gik som ti-årig rundt med en gasmaske fra krigens tid, men en patruljevogn satte en stopper for det. Siden da har jeg tøjlet min åbenbart latente gasmaske-tilbøjelighed. Men vi tillader så mange andre symboler på en autoritær, politisk bevægelse. Sharia banking, sharia courts, halal-kød. Islam er stridbar og giver os kamp til stregen. Hvilken kamp giver vi dem ? I Frankrig trodses burka forbudet i vidt omfang i de områder, hvor staten har mistet jurisdiktionen, der kan den ikke forbyde noget som helst mere. Vil det samme vise sig i Holland, nemlig at den hollandske stat ikke er helt det, den var engang ? The Netherlands to pass burka ban.

Når fredens religion søger asyl, er freden forbi

Der forestår et større exodus af kristne fra Mellemøsten, fra Syrien og Egypten, og det er svært lige at se idéen med at give begge parter asyl, så de kan genoptage deres borgerkrig på dansk grund, ligesom kristne og muslimer har gjort på svensk i Södertälje, hvor de først ankomne kristne fornyer deres konflikt med de sidst ankomne muslimer: Motsättningar i Hovsjö skapar rädsla, Rasistdåd mot nya minoriteter i Hovsjö. Hele asylbranchens absurditet udstillet i ét eksempel.

På tre ud af fire asylcentre oplever kristne beboere hetz, mobning og i enkelte tilfælde vold. Flere kristne asylbeboere tør ikke stå frem med deres tro, siger ledere af asylcentrene.

”Flere kristne beboere har igennem årene bedt os om ikke at sige til de andre beboere, at de er kristne. De holder deres tro skjult, fordi de er bange for, hvad der kan ske med dem,” fortæller kontaktperson Lene Rauff fra Asylcenter Brovst i Tranum. ”Vi har haft konvertitter, der blev chikaneret, men også homoseksuelle, ateister og kommunister har været udsatte. Det er ikke et stort problem, men det handler om at være anderledes end sine landsmænd, og ofte kan problemerne klares ved, at en af parterne skifter værelse.” Kristne flygtninge chikaneres på asylcentre

Amnesty – terroristernes bedste ven

Lars Norman Jøgensens senste bulletiner om Danmark – puha, Danmark. Skam jer. Mon RAF regeringen nu vil være rød- og enøjet nok for Lars Normann Jørgensens smag ? Det ville da være rart med en watchdog, hvis ikke den vi har, holdt med de forkerte diktatorer hvergang. Den tror, ligesom vores politikere, at vi i Mellemøsten og i verdens i det hele taget, kan vælge mellem the good og the bad guys, hvor sandheden er, at vi kan vælge mellem de onde og de værre. Lur mig om ikke Mubarak får ret, da han sagde USA var idioter, da de skrottede ham. Ja, selv Saddam og Gaddafi kan være de mindre onder i historiens lys, ikke i fagakademikernes, naturligvis, de lever i forestillingernes verden. Lars Norman Jørgens mente, at Danmark burde deltage i Duban II konferencen, der ville kriminalisere religions (islam) kritik, blandt andre gode venstrefløjsmærkesager. Vi totalitarister bør stå sammen, men det gør de jo allerede. Så længe det varer – Switch! – Teheran 1979.

Når man har skrevet længe, og det har jeg gjort længe inden denne blog, og mest om alt muligt andet, så tænker man, hvad gør det egentlig godt for. Jeg har diskuteret det med andre, der mere eller mindre lever for at skrive. Og jeg er kommet til den overbevisning, at det bare tjener to små formål. 1) At få luft og få fred, først og fremmest med sig selv, dernæst at komme lidt overens med verden og 2) at dokumentere for eftertiden, noget der ikke mindst kalder på fotografen i mig. Man kan ikke påvirke noget som helst, man kan slet ikke forebygge noget som helst. Vi er ikke fatalister, vi er bare fatale fordi det er det man er, når man lader stå til, fordi ti eller tyve år ud i fremtiden, overgår de flestes fatteevne. Alle og enhver, kan vågne op med en flue i øjet, og bede verden vente til i morgen. Men vi er ombord på det samme skib, også når vi sover.

Jeg tror nok jeg i 2004 troede, at jeg kunne skræmme nogen ved at holde Sverige op foran deres øjne. Det gør jeg ikke mere. At skrive i det offentlige rum, forbliver en meget privat ting, man skal ikke nære nogen illusioner om det. De “undgåelige onder” vi skal opleve, dem kommer vi til at opleve og det er det, man skal finde sig tilrette med. Jeg tror mine skrivende venner vil være enige med mig i det. At klynge sig til at tjatte på bloggen, “loggen” som det hedder til søs, er værdiløst, hvis det ikke er hver dag. Mangler der én, er det kriminelt. Det ville det have været ombord på ØK´s m/s Arosia. Godt eller skidt, spor skal afsættes. Nogle dage bliver det rigtig godt, navnlig når der kommer hjælp udefra. Men at tro man flytter nogen……nej.

Jeg mødte som meget ung gymnasiast Arthur Koestler til en middag, da han fik Sonningprisen i 1968. Han siger et sted i en trods, jeg prøver at skrive af mig, men som ikke desto mindre klæber til tasterne:

“You want to stifle the Republic in blood. How long must the footsteps of freedom be gravestones? Tyranny is afoot; she has torn her veil, she carries her head high, she treads over our dead bodies.”— Arthur Koestler, Darkness at Noon