17
okt
Seneste opdatering: 18/10-11 kl. 0235
2 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Hver lørdag hører jeg BBC´s Sound of the Sixties med Brian Matthew (f. 1928). Meget er noget bras, alder en ingen garanti for kvalitet, jeg synes stadig Skousen og Ingemann er noget vammelt, selvsmagende lort, men nogle slår strenge an. Idag disse tre. I 1965 var jeg med min far i New York og Washington, han led også af flyskræk, så vi brugte en uge på at sejle derover med Svenska Amerika Linjens M.S. Kungsholm. Seks dage på Världens Modernaste Osänkbara Skepp. Jeg havde lovet skolen, at læse op til den lille latinprøve til gengæld for mit fravær. Jeg går alene rundt i New York og ryger Camel, mens min far var til kongres. Sammen tog vi til Arlington og Kennedys grav. Vi tog til George Washingtons hjem i Mount Vernon. Jeg har diapositiverne, men de skal digitaliseres. Det var også året, hvor jeg inviterede den første pige i Tvoli. Jeg gav hende et æble, det var først senere, jeg forstod hvorfor. Hvilken uskyld, alle de søde piger, man ville æde, uden rigtig at vide hvorfor.

Deadline havde sat 60 erne på museum for 88. gang. Jeg sidder og retter mine tæer ud, om det er over Deadline eller min ungdom, ved jeg ikke. Er der en ungdom, der ikke er pinagtig for den, den går ud over ? Disse indspilninger lever. Stevie Winwood er kun 17 år gammel her, han kender allerede Billie Holliday, han er en usleben diamant, der er skudt op mens vi sov. Den stemme burde have bragt ham langt. Og Beatles har endnu ikke mistet friskheden og enthusiasmen.

Det er de sidste efterklange af 50 erne, et Europa der vrider sig fri af sorger og ubegribelige tragedier henimod livsvilje og glemsel 1967-68, parat til at gentage alt. Seismografen Ole Sarvig skrev Midtvejs i det 20 århundrede i 1954 i vores absolutte nulpunkt. Godt et årti efter, var det hele glemt, og efter endnu et årti, slog han sig selv ihjel. I 1980 sagde han, da han kom i Kastrup Kirke, hvor jeg arbejdede: “Nu går al min tid med at administrere mig selv.” Han havde mistet sit kompas, Helen. Jeg vidste ikke det betød, han længtes væk, og at han ville være død i december. I retrospekt høres dette med glæde og vemod. Verden vil endnu være ung, det kan ikke afhjælpes. Tasterne løber, men forhåbentlig er The Kids Alright endnu.(Steen)

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Detta gjorde min förmiddag god, tack. Tänk att Winwood var så ung och ändå hade denna sammetsmörka, djupa röst som skulle kunna förmedla vilken blues som helst. Jag var kanske 14 år när den låten kom och vi älskade den i vårt malmögäng. Varmt tack för underbar musik!

  • Hvor er verden dog grim idag. Gad vide hvem der ville være sluppet gennem mainstreamingens nåleøje (det jeg plejer at kalde Femiland). Niels Bohr var måske endt i en hjælpeklasse, og The Who ville med garanti være bortdømt på de skæve tænder. Og Winwood, der både er sort og aristokrat på en gang? Beatles havde måske lige klaret den, selvom de ikke er Take That – og dog..

    Har nok været Beatles-fan siden jeg hørte Yellow Submarine i børnehaven. De blev teknisk meget bedre med årene, men noget gik tabt. De unge burde høre LPen A Hard Day’s Night, eller den røde dobbelt, men ville det sige dem noget?