31
Dec
Seneste opdatering: 1/1-12 kl. 0131
Ingen kommentar - Tryk for at kommentere!

Nytår på Amalienborg Slotsplads
Dronningens nytårstale.

Læs mere »



 30
Dec
Seneste opdatering: 1/1-12 kl. 0615
25 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Når man har boet mindst fire steder på et år, heriblandt i et sommerhus i Sydsjælland, en gammel landsbyskole i Småland, på en madras bag i en Volvo 855 SE “Kombi”, som den hedder i Sverige. Det er forenklende at bo i en Volvo, man skal ikke tage stilling til, hvor malerierne skal hænge, og man kan køre derhen, hvor der nu er et bad og en gang morgenmad. Der ud over nogle venners sofaer og et par hotel- og pensionatsværelser, så blev skruen og bloggen holdt i vandet. Det gik. Årets kardinalpunkter kom i kassen. 2011 begyndte i virkeligheden mentalt lidt før med Sveriges Første selvmordsjihadist: Taimour Abdulwahab.

Man tager en robust laptop og et hurtigt mobilt bredbånd, en driftsikker kollega, halvanden håndfuld helt uvurderlige venner og sætter det hele over for at simre i 12 måneder. Tilsidst havner retten der, hvor den skal. Man er tilbage. Hjemme, man slipper ikke godt fra at ignorere, at noget er hjemme og andet ikke er. Det er endelig spisetid igen.

Jeg ved ikke om det, at jeg har rejst mere og tidligere end de fleste, har gjort mig til mere hjemmefødning, men jeg vælger at tro det. Det stadig krigsarrede Europa i 50 ‘erne, USA og Fjernøsten i 60 ‘erne. Det tog syv dage at sejle til New York med MS Kungsholm, og 30-40 dage at sejle til Manilla, Hong Kong og Yokohama med MS Arosia.

Vi, die Nachgeborene, forstod ikke hvad vi så i Hamborg, Hannover, Göttingen og Kassel midt i 50′erne, men vi var vågne børn nok til at gemme billederne på nethinden. “Nie wieder”, står der stadig på torvet i Nürnberg på en plakatsøjle hvor Villy Sørensen studerede og Albrecht Dürer blev født. Den viser et luftfoto af den udbombede by, men “nie wieder” er en enkelt generations besværgelse, den er alerede glemt. Krigen er på vej tilbage til vores børn i en anden og meget giftigere skikkelse. Det skal man ikke tvivle om, selvom man bliver udstødt af det gode selskab for at advare om det 20 år i forvejen. Jeg vil om jeg så må sige fuldstændigt skide på det gode selskab, på deres parketgulve, professortitler og phd. grader. De er intellektuelle gidsler, på denne blog skriver frie ånder, der foretrækker virkelighedsreportage frem for universitære forestillinger. Hvordan er det på gadeplan? Punktum!

Hjem fik en tidlig betydning ved at bo flere år i Østen. Man kunne sende et telegram, hvis nogen døde, ellers var alle kære væk i uvished meget, meget længe. Måske var det tidens nåde, at man lærte sig at længes i årevis. I halve år anede man ikke et klap om hjemme, den tekniske affortryllelse af verden var endnu ikke gennemført, det var givetvis også grunden til, at jeg overhovedet slog rod fjerne steder og tog dem helt til mig.

Jeg var 22 i 1973 og blev en singaporeaner med hud og hår. Derfor blev jeg først opmærksom på min baggrund ved den fuldstændige seperation og en hjemkomst, eller rettere – min kærlighed til det tabte blev først vakt, da jeg havde forladt og mistet næsten alt og var vendt tilbage. “Evigt ejes kun det tabte,” siger Ibsen. “Julesorgen”, siger min veninde med Grundtvig, hun er præst. Vi talte om den juleaften, og vi vidste uden ord, hvad den var. Vi ved først hvem vi er, når det hele er gået galt. Svenskerne gør det, det ved jeg af daglig erfaring. Sverige er dødsdømt som nationalstat, ikke af alarmisterne, men af demografien. SD er al ære værd, Åkesson er imponerende, men han kæmper en tabt kamp. Løbet er kørt i løbet af denne generation. Demografi er skæbne. Evigt ejes kun det tabte. Enhver kan tage fejl, jeg gør det ikke så tit som andre.

Sådan er vi måske: De trygge, bekvemme og selvforvissede kan spille hasard med alt, alle andre der lever på kanten eller har været ud over, kan ikke. Høj gambling er de begunstigedes privillegium, Tøger Seidenfaden f.eks. Han døde som an honourable man, efter min ringe mening nogle år for sent til at gå over i historien som et fornuftsvæsen. Hvad var hans forbindelse nogensinde til under- Danmark andet end i teorien ? Var det ikke et sundt folkeligt instinkt at foragte ham og se ham som en parodi på sin far? Tøger blev en af de landssvigere, han far bekæmpede fra Stockholm under den tyske besættelse. En kulsort ironi der først vil dæmre i Danmark i løbet af de kommende to årtier, hvis man tør vove en spådom udover ens egen levetid.

Dette års rejse, der er meget kortere end min livsrejse, satte præget på billedudvalget. Der var Skånsk/danske middelalderkirker, midsommerfolklore, Sveriges nationaldag, smålandsk natur I og II, vinterlandskaber ved Østersøen, det gamle Småland, Linnés Råshult, processen mod Lars Hedegaard, besøg i København, hvor følelsen var som en turists – Gyldendal forfatterreception, Kunstindustrimuseet, lyset i byen – og meget andet, jeg sikkert har glemt. Det ville tage år at udtrykke i skrift, hvad der er på disse fotos, men heldigvis kan jeg skyde en genvej via Leica-Lumix geniale kompaktkamera, som Henri Cartier-Bresson burde have haft, og som passer præcis til en mand i en Volvo og en kuffert, der er for doven og uvidende og utålmodig til at skrive alt for lange artikler, ja som ikke engang er tålmodig nok, til at skrive en kladde.

At gense det hele nu den 30.12 nu er livsbekræftende, den tanke at et år virkelig er langt, at det endda kan bæres oppe på venskabers nåde, det er en stor gave og taknemmelighed. Derfor er dette års nytårspost ikke “an die Freude”, men “an die Freundshaft.” Bortset fra at holde sig fri af død og sindssyge, er der intet vigtigere end venskaber. Skilmisser er af underordnet betydning, selvom de er modbydelige.

********

Og der var Norge. I de tidlige timer af morgenen den 23 juli fik jeg en mail fra Norge, der lød nogenlunde således: “Han hedder Anders Breivik, her er et foto af ham, han har kommenteret på Document.no for to år siden. Nu bliver det ondt.” Posten inden jeg gik i seng blev: Oslo: Anholdt identificeret – Anders Behring Breivik. (160 kommentarer). Hjemkomsten til København var allerede blevet til begyndelsen på en ny rejse. Den blev ond.

Jeg har som mine venner ved, meget mere at sige om den sag, der kom til at præge resten af året langt mere end jeg kunne ane, men det kommer til at foreligge særskilt og fyldigt en gang i løbet af første halvdel af det nye år, og det er en historie, der bliver vel værd at vente på.

En særlig tak til alle skribenter og kommentatorer, i er altid velkomne, et digt, en kronik, I kan højst få et afslag, men langt mindre sandsynligt end i jeres egne, statsunderstøttede medier. Og en særlig tak til vores svenske deltagere, forfatteren og vennen Thomas Nydahl, og vores kronikør og veninde, Julia Ceasar, der også lægger sit hjerte og sin faglige erfaring i sine søndagskronikker. De er ugens højdepunkt. Nu til billederne, hvoraf de mest interessante ikke engang kan publiceres endnu. Dem vender vi tilbage til. Godt nytår, allihopa! – De tilhørende videos fra året, kan findes her. (Se evt. også 2010 i billeder.)

På fotografierne: Lars Hedegaard, Katrine Winkel Holm, Kirsten Damgaard, Ingrid Carlqvist, Erik Meier Carlsen, Mikael Jalving, Rachel Ehrenfeldt, Jesper Langballe, Søren Krarup, Wafa Sultan, Søren Ulrik Thomsen, Klaus Rifbjerg, Johannes Riis, Klaus Rothstein, Niels Skousen, Henrik Nordbrandt, Ib Michael, Douglas Murray, Hans Rustad, Sørine Gotfredsen, Bent Jensen, Farshad Kholghi, Alex Ahrendtsen, Hamed Abdel-Samad og Siv Jensen. – Alle billeder kan klikkes op i helskærm.





 29
Dec
Seneste opdatering: 29/12-11 kl. 1929
10 kommentarer - Tryk for at kommentere!

This caricature, which first appeared on CagleCartoons.com, has been making the rounds on the Arabic blogosphere, and points to how democratic elections are serving to Islamize Egypt: average women enter the ballot box—”overseen” by the Muslim Brotherhood—only to emerge thoroughly veiled, thoroughly Islamized. [..]

Speaking of veils and the Brotherhood, here’s an interesting video of Egyptian president Gamal Abdel Nasser (1956-1970), showing just how much times have changed. Speaking before a large assembly, Nasser told of how back in 1953 he wanted to cooperate with the Muslim Brotherhood, and met with its leader. (Nasser eventually learned that the only response to the Brotherhood is suppression, not cooperation.) [..]

In other words, Sadat’s great mistake — which cost him his life —is that he conferred a degree of legitimacy on the Muslim Brotherhood, thereby allowing them to worm their way into Egyptian society. Such is the way of time: left unchecked, what was once ludicrous to suggest—for instance, the Brotherhood’s 1953 request “for every woman walking in the street to wear a headscarf”—slowly and gradually becomes part of the culture. It is for this reason that Sharia poses a threat to the West—not because it will be imposed on Westerners, but rather because, little by little, decade after decade, aspects of it may gradually worm their way in.Lessons on the Long Road to Hijab – Sammenlign evt. med Foreign Policys fotoessay: Once Upon a Time in Egypt.

Og til dem, der via DR eller Politiken skulle have fået den noget forenklede opfattelse, at myrderierne i Syrien drejer sig om en slags borgerrettighedsbevægelse, få det nuanceret lidt ved at høre ham her: Syrian Oppositionist Mamoun Al-Homsi: If the Alawites Do Not Renounce Bashar Al-Assad, We Will Turn Syria into Their Graveyard. Der er ingenting, der en enkle i Mellemøsten. Det er derfor, der ser ud som der gør, og derfor generationer af forskere og journalister kan skabe hele karrierer ved at skrive om dets sygdom til døden. Tidligere vicedirektør i Verdensbanken, Svend Burmester, skrev for nogle år siden: “Lad os dog vende vores opmærksomhed mod lande, der vil leve.” Han bor nu i Kina og taler kinesisk mens hans europæiske, tidligere landsmænd insisterer på at importere yderligere uløselige problemer sydfra, og de har endda endnu ikke opdaget, at der er problemer i denne verden, der ikke har nogen løsning. Man må bede til, at de har forladt deres embeder, når den fulde effekt af deres politik slår igennem og er gået op for enhver. Mellemøsten er en lukket cirkel eller The Closed Circle: An Interpretation of the Arabs, som Pryce-Jones´hovedværk hedder, og vestlige eliter er desværre hypnotiserede ind i idioti af cirklen.

Malmø 2011: 17 bombeattenatater – “and counting”

Året er ikke slut endnu, der nåede at komme et ekstra med, som ikke er i aviserne. Der er mange måder at komme ind under avisernes sigtelinje på – PPRESS for eksempel: Brandbombsattentat mot café vid Erikslust, nogle af dets copyrightede billeder her. Der er andre kilder, vi bruger – man må finde dem selv og tage et kig ned i afgrunden.

Endnu en Sverigedemokrat smidt ud af fagforening

Man tror ikke sine egne øjne. Karen Jespersen skrev for snart syv år siden artiklen Har Sverige ytringsfrihed ? i Berlingske Tidende om nogle af de dengang mest kendte, der havde lidt samme skæbne. Siden er mange kommet til, senest Leif Rogerstam i Ljungby september 2010, i oktober Jerry Nilsson i Perstorp og i februar 2011 Björn Fälth i Vetlanda. Intet har forandret sig siden da, lovligt kan det ikke være, men ingen kunne være mere ligeglade end konkurrerende riksdagspartier:

“Du är aktiv Sverigedemokrat. Därför vill vi utesluta dig ur facket.” – Det är beskedet som Fredrik Lantz har fått från Transportarbetarförbundet. Själv förstår han inte agerandet utan ser det som ett hot mot demokratin.Fredrik Lantz är nyvald som ordförande för SD i Motala. Men den positionen gillas inte av hans fackförbund Transport där avdelningen begärt att han ska uteslutas ur förbundet på grund av att han är aktiv Sverigedemokrat.

“Jag är besviken. Jag trodde att facket skulle skydda de anställda inte ägna sig åt åsiktsregistrering,” säger Fredrik Lantz. Innan förbundet fattar beslut om uteslutning har han rätt att uttala sig. Det har han gjort i ett telefonsamtal med fackliga företrädare där han har försökt att förklara sin ståndpunkt.– “Det hjälper inte, för de säger att det står i deras stagdar att man inte får vara med om man är Sverigedemokrat”. SD-politiker utkastad ur facket