17
mar
Seneste opdatering: 20/3-12 kl. 1651
8 kommentarer - Tryk for at kommentere!

På kun 18 dage. Jeg måtte ind og se den med en ven, ikke så meget for historien, som jeg kender, men for at finde ud af noget om de 378.000. Historien om familien Fiil og Hvidsten-gruppen, kan gribe enhver. I et helt år var de den vigtigste modtager af engelske våbennedkastninger i det besatte Danmark. Uden dem ville modstanden mod nazisterne være forsinket betydeligt, men efter et år må otte af dem bøde med livet. Sådan en historie kan ikke rigtig mislykkes, ikke engang hvis den fortælles i det mest fantasiforladte, naturalistiske filmsprog, med pointer mindre subtile end i Matador. Vores diskussion drejede sig om, hvorfor den film er sådan en magnet. Der er flere mulige grunde: Mange kender formentlig slet ikke historien, det er en god grund til at se den, men ikke den interessante. Flammen og Citronen var et lignende tilløbsstykke. På 60-års dagen for den 5 maj 1945, var jeg i Mindelunden i Ryvangen, hvor Hvidsten-gruppen blev skudt, og der var propfuldt ikke mindst af helt unge mennesker, hvis bedsteforældre var for unge til at have været aktive i modstandsbevægelsen.

Hvad er det, der sådan drager tilbage efter så mange år? Er det generationer, der føler at de er blevet snydt for historien, ligesom for sangskatten og stoltheden over at være dansk? Er det en muligvis ubevidst klyngen sig til den lille nationalstat, som er under angreb fra neden og fra oven, fra EU og fra indvandringspresset? Vi fandt ikke noget svar, da vi gik ned gennem Strøget og vendte det imellem os. Men vi var enige om at glæde os over filmens enestående succes, selvom den som kunstværk er stort set uden andre ambitioner end at fortælle historien loyalt. Hvis man vil fange noget af det i den, der griber én elementært, skal man se disse interviews med overlevende fra dengang. Gerda Fiil ovenfor, hvis far var Marius Fiil. Hun slap med fængsel og overlevede, ligesom Tulle der er interviewet her. Hun er nu død. Stolte mennesker, der bar den skæbne der fulgte af at lyde samvittigheden med betagende ro og værdighed.

»Vi bliver de ultimative flygtninge i vore egne lande«

Daniel Greenfield har nogle pointer, der er lige så enkle som de er smertelige: Ligegyldigt hvor mange flygtninge endnu fungerende stater tager ind, vil der altid være tusindfold flere derude. Når vi prøver at afhjælpe deres vilkår i hjemlandene (Irak, Libyen, Afghanistan, Egypten) skaber vi nye flygtninge. Og de flygtninge der kommer her, vil for en stor dels vedkommende gøre fungerende stater til det samme mareridt, de i første omgang flygtede fra. Og vi der boede her, bliver den nye tids flygtninge. Tendensen er umiskendelig i dag, for enhver der tør se den, og da den har været det i nogle årtier uden at de politiske poletter er trillet ned, venter der Vestens unge en særdeles dyster fremtid. Det er for at få et kig ind i den fremtid, det lønner sig at studere f.eks. Sverige, Holland, Belgien og England under mikroskop. De lande, der havde mest at miste og som også allerede har mistet mest.

The old paradigm that a country has the right to decide who enters it has been decisively overturned in Europe, it’s under siege in such first world countries as America, Canada, Australia and Israel by the creed that says it’s the human rights obligation of every nation to accept every refugee. Given a chance, a sizable portion of the third world would move to the first, a minority because of oppression and a majority because the opportunities and freebies are much better there. Even low ranked first-world nations still find themselves swamped with refugees looking to move in.

International law does not assign any priority to a nation’s citizens over any person who happens to stray across the border. At the ground level that means the end of borders and the end of citizenship, which is why immigration isn’t just a touchy issue in Arizona, it’s a touchy issue in Sydney, Tel Aviv and Birmingham. You can hardly open a newspaper of the liberal persuasion without being treated to another group of refugees in some troubled part of the world walled up behind fences and trying to get over to London, Sydney or New York.

This sort of thing can’t be called immigration anymore, it’s a straightforward migration and it has no apparent limits. However many you take in, there will be more waiting and always burdening you with an unsolvable crisis. One approach is to try and stabilize whatever crisis they are supposedly escaping from. Too many Libyans running away to Italy? Just bomb their dictator and they’ll go home again. At least that’s the theory, it doesn’t work too well in practice. For one thing, Libya is more dangerous and unstable than it was under Gaddafi. Stabilizing it would require an Iraq-level investment of money and manpower, and Iraq isn’t stable either. And London is still full of Iraqi refugees dating back to the 1980’s. [..]

Westerners have become the ultimate refugees, lost at home, refugees in their own countries, wanderers in their own cities. He has become a displaced person, a familiar enough feeling to many of his new neighbors who are also victims of ethnic and religious conflicts. But while the conflicts they have fled are official, his conflict is not. He is the victim of a nameless conflict that cannot be named, of a colonization that cannot be described as such and of the ethnic cleansing of his national identity and the theft of his future. A World of Refugees – Daniel Greenfield, March 2012

Kønsdagen

Af Drokles

Selv om følgende sætning fra Jyllands-Posten er revet ud af en sammenhæng (en mand angreb en feministisk demonstration med æg og romerlys) beskriver den nu alligevel meget godt tidsånden.

Københavns Politi har anholdt en mand og undersøge, hvad han nu kan sigtes for.

Der skal jo nok være noget at anklage en mand for. Som da feministerne nedgjorde mænd for ikke at kunne tilfredsstille deres ikke eksisterende g-punkt. Bring me the Moon. Ja, det har været Kvindernes Traditionelle Kampdag og traditionerne blev holdt fint i hævd. I Jyllands-Posten nøjedes en professor ikke bare med for gud ved hvilken gang at konstatere at kampdagen var overflødig men foreslog tillige at “indføre kønnets dag“. Ja, kønnet, som sådan, skulle have en dag og der skulle ikke kæmpes (og mod hvem da også?) fordi

“Problemet med kvindernes kampdag er, at den er partisk. Den vil kun se kvindernes livsproblematikker. Hvis vi skal have en ligestillingspolitik, og 8. marts skal være berettiget, så skal den være for begge køn,” siger Hans Bonde.

Kampdage er jo gerne partiske. Da mennesket – stik mod hvad litterære trends og Sverige og England ellers forsøger at bilde os ind – består af to køn undrer man sig over hvad en dag som indbefatter alle skulle dreje sig om? At vi alle som biologiske væsner blot er et ligestillingsparat fedt? Men det var blot en mandlig professors mening. Kvindernes Kampdag er vigtig fordi kvinder bliver undertrykt her midt i andedammen, lige nu, mens vi drikker vores kaffe. En af undertrykkelsesmekanismerne finder man ifølge Jyllands-Posten ude på wc’et

“Ligestillings- og kønsperspektiver integreres i al politik og planlægning, står der i vores ligestillingspolitik. Alligevel opstiller vi stadigvæk pissoirs for mænd og lader kvinderne holde sig rundt omkring i byen. Også i vores egen borgerrepræsentationssal bliver der set skævt til kvinder, der benytter det eneste eksisterende toilet inden for stemmeklokkens rækkevidde,” skriver Iben Wiene Rathje i sin motivering.Missoir afprøvet på Roskilde Festival

Den ligestillingsaktive SF’er mener, at mændenes monopol på at stå op under urinering er med til at cementere en forskelsbehandling i dagligdagen.

“Det har betydning for den måde, vi tænker vores køn på. Pissoiret stammer fra dengang, da det kun var mænd der arbejdede, var ude i byen og drak øl, mens kvinderne var derhjemme. Dermed kan man sige, at nutidens toiletforhold fastholder os i nogle historiske strukturer,” siger SF-politikeren til jp.dk.

Hvor mænd pisser, der misser kvinder åbenbart og det kræver lidt øvelse siger de svenske erfaringer. Selv har jeg aldrig følt mig synderligt triumferende når jeg stod der og svajede mens en eller anden formanende gimpe råbte “Har du husket at slå brædtet op?” – Nej, jeg gør det lige straks. Der er dog heldigvis ligestilling når vi skider. Men er det ikke underligt at skønt kvinder traditionelt bestyrer husholdningspengene og gerne står for hjemmets indretning så har behovet for missoirer været overset så længe? Måske er det fordi hele ideen med wc og kloakering overhovedet er en mandlig opfindelse. Som det også er fortrinsvis mænd, som er kloakarbejdere, hvilket vel er det ultimative lortejob – mænd som må finde sig i kvinders lort. Ain’t that the truth!

Som traditionen også byder er der også intern kritik af feminismens forglemmelser. Når nogen bliver fremhævet er der jo altid nogen der bliver overset og det er en dejlig og tryg side ved denne kampdagstradition. Won’t somebody please think of someone else. I år er det med værdikampens pause dog ikke højrefløjs feminister, der trækker etniske kvinders formummede åg rundt i manegen. Næh nu er det med krisen blevet tid til at se på klassesamfundet som det kom til udtryk i Politiken fra en socialt indigneret feminist

»Jeres egen avis er fyldt med ny-feministiske kvinder, som fortæller om at være kvinde ud fra deres egen horisont. De er kvinder ved muffen, som har den store ressource at have adgang til at udtale sig offentligt«.

»Men ude i virkeligheden eksisterer der stadig en masse kvinder, som har dårligt betalte jobs og som har svært ved at få arbejdslivet og privatlivet til at hænge sammen«, siger kønsforsker og sociolog Karen Sjørup ved Roskilde Universitet (RUC).

Ude i virkeligheden eksisterer der nu også en masse mænd, som har dårligt betalte jobs og som har svært ved at få arbejdslivet og privatlivet til at hænge sammen. Så er det ikke bare den almindelige danskers liv i trædemøllen? Nej for det er synd for kvinder, og lidt mere måske hvis de har en anden farve (”Bare se på universiteterne, som er ledet af hvide mænd over 60“), men synd er det for kvinder, som denne g-punktslignende problemstilling slår fast:

»De fleste kvinder har stadig et arbejde, hvor karrieren ikke står først. Det er stadig kvinderne, som får den dårligste løn og kvinderne, som tager det meste af barselsorloven og går ned i tid, når de får børn«.

Det er et problem for kvinder at de har svært ved at få arbejdslivet og privatlivet til at hænge samme OG at de har nedsat tid og barsel? Det er i sandhed hverdagslivets g-punkt. Kvinder er bare umulige at stille tilfredse og det er måske det, som er synd for dem – men mere for os mænd. Se på denne historie fra Politiken:

Verdens ældste og største skikonkurrence Vasaløbet blev afviklet i weekenden. Her løber over 15.000 mænd og kvinder 90 kilometer på langrendsski igennem det svenske område Dalarna. Men nu har den klassiske ligestillingsdebat ramt det traditionsrige skiløb. Vinderen i herrerækken, Jörgen Brink, modtog nemlig en bil i bonus, fordi han slog den 14 år gamle rekordtid med 16 sekunder, mens løbets kvindelige vinder, Vibeke Skofterud, blot fik en buket blomster, selvom hun også slog kvindernes rekord fra 1998 med hele ni minutter.

Og det er jo forargeligt og understreger kun, hvilken pikket kultur vi stadig slæber rundt i. Og dog, for skønt det er pikket er det stadig vigtigt at holde sig nogle fakta for øje. Manden slog ikke rekorden for mænd men rekorden for alle. Løbets kvindelige rekordholder slog den tidligere rekord for kvinder, men det gjorde 163 mænd også – og det samtidig med at de også slog den nye kvindelige rekordholders nye rekord for kvinder – og ikke een af dem fik så meget som et tak.

Hvis vi skal kompenseres for vores biologiske gruppepræmisser så gider jeg som hvid mand (dog et stykke under de 60, som åbenbart er, hvad der kræves for at lede et universitet) heller ikke se disse langdistancenegre gang på gang løbe OL guldet væk fra gode hvide mænd. Som jeg også er sikker på at negrene også føler sig snydt for at de nogensinde kan blive verdensmestre i skak. Men nuvel, selv om professoren, som er hvid men endnu ikke 60, slog til lyd for en Kønnets Dag så burde kvinder selvfølgelig også kompenseres her. Eller vent, det har man allerede gjort

The snow-covered ground crackles with the sounds of skis as the entrants wait impatiently at the starting line. Soon it will be time for Tjejvasan, the world’s biggest cross-country skiing competition for women, to begin. Birgitta Petersson, whose day job is at the regional social insurance office, is taking part in her fifth race. She considers Tjejvasan to be one of the high points of her year:

“It is so much fun to be with the elite skiers at the same time you are competing against seventy-year old women and teenagers. While some people try to beat the clock, others are exchanging recipes and talking about flowers when skiing. There’s room for everyone, that’s what I like about it,” she says.

Her er plads til alle – alle der ikke er en mand vel at mærke, for der er ikke noget som mænds evindelige fodbolds- og bilsnak der kan forstyrre en hyggelig, men ikke kønsstereotypt langrendsløb, hvor det at komme først ikke er så vigtigt som opskrifter og blomster. Vinderen – hvis ikke det at vinde noget foran nogle andre, som blot ville være med i sig selv er en del af den undertrykkelsesmaskine, der ledte til den grusomme udvikling af pissoiret før missoiret, barsel og flekstid – af Tjejvasan får en bil. To chancer til kvinder at vinde en bil – een til mænd. Det er vel heller ikke for meget forlangt? Alternativt skulle man tage konstruktivisterne seriøst og bede forældrene om at opdrage deres piger nogle større muller til.

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Maria Due

    Tilfældet ville, at vi så filmen i samme biograf (god og gratis parkering) og på samme tidspunkt som tegneren Kurt Westergaard, og det gav yderligere et perspektiv på oplevelsen. Det er en skæbnetung historie, som heldigvis fortælles ligefremt. For os jyder, der som børn stadig havde familie på landet, kræver det dog altid en vis abstraktion at acceptere københavnske skuespilleres udlægning af datidens mennesker.

    Da vi kom hjem, sad vi længe og diskuterede, bl.a. hvad de unge, der havde siddet omkring os i biografen, havde fået ud af det. Det kunne vi ikke blive enige om, for jeg er på det sidste blevet mere forsigtig med at udtale mig om, hvad ungdommen gennemgående tror og mener. Det forekommer mig, at der er en hel del unge, der efterhånden udtrykker sig overraskende loyalt mod de samme normer, som jeg blev opdraget til at hylde og stadig holder fast i.

    • Frank P

      I forbindelse med en spørgeundersøgelse om kirkelukninger viste det sig, at de yngre 18-25 år var allermest imod, mens de gamle 60 og op var meget mere pro. Kan være der er et lille håb endnu.

      • Maria Due

        Ja, netop, og hvem skulle nu have troet, at de unge mente det!

        • Det er meget tænkeligt, at såkaldt almindelige mennesker har lettere ved at tage denne film til sig end skønånderne. F.eks. var Weekendavisens anmelder ikke helt tilfreds. Jeg sendte dem følgende læserbrev, som selvfølgelig ikke blev optaget:

          “Weekendavisens anmeldelse af filmen om Hvidsten-gruppen d.2. marts 2012 er overvejende positiv, men anmelderen mener dog, at filmen ”mangler noget helt essentielt”, nemlig at forklare og illustrere de patriotiske motiver, der fik modstandsfolkene til at sætte livet på spil.
          Det er jeg helt uenig i. Filmen lader Marius Fiil sige i en central replik: ”Vi kan dog være enige om, at det er bedst at være herre i eget hus.” Flere andre steder i filmen siges noget lignende, f.eks. da der lyttes til Buhls herostratisk berømte radiotale.
          Disse replikker illustrerer tydeligt nok, at det var fædrelandskærlighed, patriotisme, der drev disse mennesker. Det udtrykkes jævnt og ligetil, uden nogen svulstighed, men så meget mere klart og ægte. Også på det punkt er filmen fremragende. Og der er ikke behov for at sige mere, end der bliver sagt.
          Hvad forklaring på patriotisme angår, er følelsen jo ikke en konstruktion fra nationalromantikkens tid, som 68’erne og før dem hundrede års radikale historikere har påstået. Den er vel nærmest tidløs og biologisk begrundet: En naturlig modstand mod, at en fremmed og fjendtlig stamme trænger ind på ens egen stammes territorium. Også det fremgår af filmen.”

          Mon ikke også de unge – måske især de unge – fornemmer, når der er noget galt. Og måske især jævne folk. Corfitz Ulfeldt var en af sin tids bedst begavede og højst uddannede mennesker, mens Svend Poulsen Gønge var uden nogen teoretisk uddannelse.

  • Morten – – –

    @ Gunnar Biering og Arvid Falk

    Gunnar skriver: “Corfitz Ulfeldt var en af sin tids bedst begavede og højst uddannede mennesker, mens Svend Poulsen Gønge var uden nogen teoretisk uddannelse.”

    Meget præcist. Glimrende at illustrere pointen med disse to arketyper.

    – Der var vitterlig en fordel i, for somme i, at svenskerne erobrede Danmark: Tyskerne ville blive jawet ud, og vi ville få et Storskandinavien med København som hovedstad. Måden at nå målet på – ved lunkenhed eller direkte støtte til svenskerne – var bare i realiteten landsforræderisk og fej. Adelen forsømte at forsvare land og folk ved denne fristende udsigt. I Skåne meldte adelen sig helt enkelt ind i det svenske Riddarhus. Carl, med efternavnet Bildt, nedstammer fra denne danske adel. Denne familie nød godt af den svenske overtagelse.

    Ovenstående er en fristelse, som nutidens politikere også falder for, gang på gang, i f. eks. “EU”-spørgsmålet. “Tænk dog på alle fordelene” (ved at tage selvbestemmelse og dermed demokrati let: Hvad kan politikerne “få i bytte” for vores folkestyre?).

    I 1660 blev den danske adel definitivt afsat med en drastisk accelererende fortyskning af landets styrelse og åndsliv til følge. En enorm begivenhed, der mest nævnes parantetisk i danmarkshistorien, idet vi har overtaget det tyske syn på sagen. Og idet, vi har accepteret at mikse en konsushistorie ud af den, efter afslutningen på de etniske krige i mellem tyskere og danskere i det 19. århundrede, hvor en national forsoning forekom ønskelig. Så Arvid, du forstår, hvorfor demokratiets indførelse udviklede sig til etniske stridigheder: Demokratiseringen indebar, at danskerne fik fornyet og stor magt i fortidens “multietniske Danmark”, som det er blevet kaldt, men som i realiteten var en apartheid-stat.

    – Det kan nævnes i parantes, at da huguenotterne kom til Danmark, pålagde kongen dem at undlade at gifte sig med etniske danskere! Han ønskede, at de skulle udgøre deres egen befolkningsgruppe, som han derpå i realiteten gav privilegier, mod at de var loyale over for hans – tyske del-og-hersk- – styre. Så det kan let ses, hvilke kolossale spændinger, dansk historieskrivning forsøger at fortrænge. Det samme gør svensk historieskrivning, i følge hvilken Skånelandene “let” lod sig forsvenske – og i følge hvilken Skåne slet ikke var dansk, men skånsk! Dette er rent vrøvl, naturligvis. Forsvenskningen af Skåne gik over titusindvis (+100.000) af lig og bortførelser. Historieforfalskningen minder helt om den omskrivning af virkeligheden, som vor tids politikere finder både opportun og forsvarlig.

    – – –

    P. S. Arvid Falk: Disse begivenheder er nøglen til en forståelse af, hvori forskellen på en dansk og en svensk udvikling består. Fortyskningen var allerede i fuld gang, som en udløber af en fejlslagen politik i forhold til Det Sønderjyske Spørgsmål og tyskerne (man valgte en konge fra grænselandet, for at få de danske landsdele “hjem til riget”, så at sige, men hvad man ikke gjorde sig klart var, at han allerede havde forsvoret sig til den tyske kejser, og derfor drog Danmark mod syd, og ikke omvendt. Kort fortalt). En svensk erobring af Danmark tilbød sig i et kort nu som en heureka-løsning, men adelen – på nær nævnte Ulfeldt – kunne ikke bekvemme sig til at tage konsekvent stilling, så deres indsats blev nærmest passivitet, mens svenskerne invaderede Danmark og begik det mest horrible overgreb på en civilbefolkning i Nordens historie – og vel i det hele taget i historien. Så vidt jeg ved, er de svenske arkiver stadig lukkede af hensyn til “broderfreden”. De var det i hvertfald så sent som i 1958, da Palle Lauring skrev sin kulturhistoriske bog “Danmark i Skåne”. Danmark var presset enormt fra syd, og hele Danmarks historie er bestemt af vores måde at forholde os til tyskerne på, som A. D. Jørgensen lykkedes så fremragende med at påvise det i slutningen af 1800-årene.

    Danskerne gennemgik en grufuld fornedring, men har også oplevet en vis oprejsning gennem demokratiet, selvom en vis selvforagt stadig eksisterer i reminiscens. Derfor har vi et opblomstringsfænomen, der hedder “Guldalderen”, i hvilket momentummet skabtes af frisættelsen af danske talenter fra bondeland og folkedyb (Ørsted, Grundtvig, Worsaae, Ingemann, Rask, Kierkegaard, Madvig, Andersen, – skal jeg fortsætte?). Det var en eksplosion, der påvirkede menneskeheden globalt, af dansk videnskab og ånd.

    Vores kultur er af den grund mere præget af “jævnhed” (af nogle kaldet “folkelighed”, af andre “plathed”) end de fleste andre nationers – fordi danskeren blev slået eller ydmyget verbalt af den tyske herremands ridefogeder, hvis han hævede stemmen, eller “gjorde sig ud til bens”.

    Vi havde ikke noget aristokrati, der udgik fra os selv. Det var i hovedsagen tysk! Og derfor har vi haft et helt anderledes ultimativt opgør med aristokratiet, end svenskerne. Du har måske hørt, at vi var “18hundredetallets serbere”. Heller ikke dengang kunne vi hitte ud af at leve sammen med folk af anden etnicitet, hævder kritikerne. Danmark er et chauvinistisk projekt, lyder det fra disse stemmer.

    Nej.

    Men derfor har vi formentlig et andet sprog at tale om problemerne i. Vi kan ikke fordrage, når talen bliver “svulstig” (og det gør den i Sverige – tænk bare på Mona Sahlin og Olof Palme, der begge er sluppet afsted med det værste sludder, når blot de kunne “røre” deres (ofte hulkende) tilhørere. Den går ikke i Danmark!) eller “vidtløftig”, og hæver sig over det, vi selv kan genkende som sandt. Vi orker ikke at købe akademiske “fortolkninger” af en virkelighed, vi alle kan se, ret længe ad gangen.

    Vi har på det nærmeste ingen poeter fra før 18hundrede-årene med danske navne, ingen politikere, ingen filosoffer, som svenskerne har, med mindre vi går langt tilbage i tiden. Alle vore “store navne” er tyske og franske, før demokratiet. Officerer, politikere, digtere. Med meget, meget få undtagelser!

  • Morten – – –

    P. S. “Før demokratiet” … Nej – før “den demokratiske proces”, der reelt startede i sidste halvdel af 17hundredetallet. Vi må medgive de enevældige konger, at det var deres beslutning, at Danmark skulle i gang med at gøre brug af etnisk danske talenter. Det var simpelthen nødvendigt af konkurrencehensyn i det mere og mere udviklede Europa – og falder derfor sammen med landboreformerne

  • hernandez

    Maria Due

    Hvilken biograf har gratis parkering i Aarhus?

  • Pingback: Modstandsdatabasen 1940-1945 « Snaphanen()