12
apr
Seneste opdatering: 13/4-12 kl. 0702
7 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Kampen om indvandringen går som serie på DR 2 i øjeblikket, og det er som at se et superkoncentrat af Morten Uhrskovs 612 siders historiske standardværk “Et delt folk”. DR begynder i 1960’erne, fører historien henover skandalen, Udlændingeloven af 1983, “verdens mest liberale udlændingelov”, der blev vedtaget imod et folkeflertal og mødte modstand fra første færd. Derefter til de første folkelige oprør ved Søren Krarup, Ole Hasselbalch og Mogens Glistrup midt i firserne, vestegnsborgmestrenes protester mod partilinjen, – Ishøjs Per Madsen kalder det “det osmanniske riges genopståen i Danmark”, – der druknede da Svend Auken blev formand for partiet i 1987, Tamilsagen da justitsminister Ninn Hansen tog helt fejl af stemningen i socialdemokratiet (han fylder 90 i dag så den evindelige Krause Kjær lige kan nå at sparke en sidste gang til ham), og er nået til 1992 hvor Poul Nyrup tager over og fortsætter den katastrofale fremmedpolitik presset af De Radikale og deres lobbyister og solidt cementerer de problemer, vi nu står i idag og som få tør tænke 20-30 år ud i fremtiden så hidsigt som de røde lamper allerede blinker. Enhver ved, at vi kun står ved den spæde begyndelse af en lang udvikling, som ingen har begreb om, hvor fører hen. Hvad vi ved er, at den har kostet utalte milliarder og ikke så få menneskeliv.

Serien er en hændervridende at overvære, en skamstøtte over et folkestyre, der ikke bare kørte over vælgerflertallet, men også viste sig beslutningsudygtigt stillet overfor eskalerende problemer, indtil demokratiet endelig fik sin chance igen i 2001 – iøvrigt ikke helt med Anders Foghs gode vilje. Han dæmpede ufrivilligt galskaben, ved de kort tilfældet spillede ham i hænde. Få af de optrædende politikere fra dengang, havde det fjerneste overblik over, hvad de havde indladt sig selv og Danmark på. – Jeg konkluderer som Uhrskov: Socialdemokratiet står med den største skyld, ikke fordi de var værst, men fordi de havde magten til at forhindre det der skete og undlod at gøre det. På en halv generation ændrede de Danmark for altid. Man må ønske for alle udenfor Danmark, at hele dette lærestykke af serie kommer online. Første afsnit kan ses fra DR her, afsnit 2 her, afsnit 3 her muligvis kun i Danmark. Det bør komme på You Tube og tekstes på udenlandsk.

Nægter at vidne i Cirkus Breivik

Stein Lillevolden er gammel aktivist i det venstreekstreme Blitz-miljø, der besatte huse i Oslo i starten af 80’erne. Han blev i 1987 dømt efter den sjældent brugte “opviglerparagraf.” Lillevolden bor i dag i København, hvor han kan blive afhentet hvis Loven om nordisk vidnepligt også gælder i Norge. Spørgsmålet er dog, om han ikke er for perifer til besværet. Hvad kunne han tilføre sagen udover sin egen ungdoms indsigt i venstreekstremisme, og hvad kommer den overhovedet Breivik-sagen ved?

Jeg nekter å bli slept rundt i manesjen som en annen pauseklovn i gjerningsmannens bisarre vrangforestillinger.Tiltalte forsøker å tilegne seg initiativet og kontrollen i denne rettssaken med sin vitneliste av hummer og kanari, gjennom å bruke «kjendisvitner» som springbrett for medieoppmerksomhet med fortsatt hatmobilisering og selviscenesettelse som korsridder for en «god sak». Jeg anerkjenner ikke at han skal ha en slik arena, og nekter å bli slept rundt i manesjen som en annen pauseklovn i hans bisarre vrangforestillinger.[…]

Som en Raskolnikov påstår seg å ha nødvergerett til å drepe, og derfor ikke kan dømmes av noe så banalt som Oslo tingrett. Til tross for at han benekter dette systemets rett til å dømme ham, er han påfallende hurtig til å påberope seg det samme lovverks nødvergebetraktninger.[…]

På bakgrunn av den politiserte rettssak nekter jeg å bli avhørt som «vitne», rett og slett fordi ethvert vitnemål somikke passer den tiltalte, vil brukes som propagandabevis på at han har rett i sitt menneskefiendtlige prosjekt, ut fra at hans syn ikke er blitt hørt og tatt hensyn til i samfunnet. Rettssaken skal være en arena for hans egen perverterte selvoppfatning og undertrykkelsesideologi som påstår at massedrap på uskyldige barn og unge skal frigjøre Europa. Jeg nekter å vitne (Lillevolden møter forståelse for vitnenekt.)

Peder Jensen (Fjordman) skrev i forgårs en kommentar, der ligger i forlængelse af tankegangen i det ovenstående:

That’s what this is really about: Making the entire world talk about Breivik. The manifesto itself is just an excuse for his narcissism, and the terror attacks a vehicle to achieve fame and notoriety. He wants to become known and attract attention, and committed an act so spectacular and shocking as to ensure that goal. Breivik is a rebel without a cause, or perhaps we could say a rebel searching for a cause to hide behind. Yet the cause he champions is mainly himself, his vanity and his grossly inflated ego; everything else is secondary.

Welner sensibly points out that if Breivik had actually cared about ideology, he wouldn’t have committed an act so horrible as to scare off and alienate people who might otherwise be interested in certain aspects of an ideology. This is not about saving Europe, it’s all about promoting himself and his ego. That makes Breivik an extremely selfish individual.

He hurts not only the victims of his terror attacks and their families, but also all of those individuals who one way or the other are mentioned in his manifesto and therefore get dragged into this horrible case against their will. Having finished reading through the manifesto in full — which I finally did on April 9 2012 — it seems likely that this result could be deliberate on Breivik’s part. Whether he is insane or not is hard for a layman to determine, but he clearly betrays a powerful sadistic element of his personality.

The very last page of his manifesto contains a photo of Breivik together with what appears to be his mother and sister, whom he had accused previously in the same text of having venereal diseases because they’re “sluts”. One can only imagine how Breivik’s family must feel because of this. The same goes for his friends, who apparently had no idea of what he was up to regarding terrorism. Breivik himself indicates that they have been kind to him personally, but he nevertheless doesn’t hesitate to drag their names through the mud.

The fact that he shows such cruelty or indifference even to his closest friends and family strongly indicates that he may have wanted to deliberately hurt those individuals whose texts he cited in his manifesto, myself included. Author Daniel Pipes, who is mentioned in the manifesto several times, suggested this possibility just a few days after the terror attacks had taken place. This hypothesis is greatly strengthened by a highly revealing quote on page 1399 of Breivik’s manifesto, where he states openly that his brief and quite limited association with the Progress Party in Oslo may now hurt that party in the public opinion. He derives great satisfaction from this thought.Breivik the Narcissist – ( Breivik varsler show i retten, Breivik skal ha fått flere drapstrusler, Det norske folk er lei av medienes terrordekning)

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Tim Pallis

    Fremragende indlæg af Fjordman (Ja jeg kalder ham stadig Fjordman) i Gates of Wienna. Hans forståelse er og bliver det bedste bud. Jeg er helt enig. Jeg har tidligere sagt, at han burde have et professorat på Harvard. Det fortryder jeg ikke. Men jeg ved godt, at det er bekymrende, at Harvard University ligesom Georgia University har modtaget penge fra Saudi Arabien for at promovere Sharia-islam. Fjordman kulturhistoriske viden om islams første århundreder og hans mod til at offentliggøre det kan koste ham livet. Desuden hader multikulturalisterne ham for at gennemskue Andalusien myten og myten om, at det var araberne, som åbnede øjnene for renaissace filosofferne og den moderne videnskab. Det er løgn alt sammen. Jeg håber, at Fjordman skærer Breivik Cirkuset ud i pap den dag han skal vidne.

  • Tänker politikerna införa Apartheid i länderna, det finns något syfte, dom gör det inte för att dom är snälla.

  • Marie

    Ikke overraskende er jeg uenig med Peder Jensen; jeg synes, at hans analyse er alt for enkel og ser bort fra de voldsomme angsttilstande og forsvarsmekanismer, der følger med skizofrenes undertrykkelse af stærke seksuelle og aggressive impulser. Men det nytter ikke at diskutere yderligere, og det sørgelige i denne historie er, at det efter alt at dømme bliver de to dommere, der kommer til at træffe den endelige officielle afgørelse om Breiviks tilstand. Det er ikke en misundelsesværdig situation at være i.

    Det undrer mig virkelig, at så mange pludselig ikke vil vide af, at skizofrene kan være stærkt narcissistiske. Det er ellers nemt at finde faglitteratur, der siger det stik modsatte. Her er et par eksempler:

    ”Den skizofrene har trukket sin libido tilbage fra objekter i verden og vendt denne mod jeget. Der er her tale om en sekundær narcissisme, men denne bygger på en primær narcissisme, dvs. den tilstand, som ethvert individ gennemløber i sin psykoseksuelle udvikling.”

    http://www.teorier.dk/tekster/sigmund-freud-narcissisme-skizofreni.php

    ”Objektrelationerne er ustabile på grund af den af driftsimpulserne fremkaldte konfliktangst, og tilbagetrækningen er da den nærliggende udvej. Patienterne kan ikke, uden svære angst- og skyldfølelser, bruge andre mennesker til at opnå følelsesmæssig tilfredsstillelse og bliver fuldstændigt afhængige af sig selv (”narcissistiske”). Kontakten med dem må derfor ske på deres betingelser, uden den gensidige given og tagen, der karakteriserer normale forhold mellem mennesker. Den psykologiske behandling af patienterne bygger dels på, at terapeuten tolererer denne narcissisme og imødekommer patienten på en stabil, pålidelig og uselvisk måde, dels på, at han kan fungere som ”støttende jeg”, kan anvendes i realitetsprøvningen og hjælper ham til at skelne fantasi fra handling. ”

    Psykiatri. En tekstbog, redigeret af Joseph Welner, Foreningen af danske lægers forlag. FADL. Kapitlet om skizofreni, side 93. Dette værk har i mange år været meget brugt i Danmark og står i bl.a. mange lægers bogreoler.

    Det er heller ikke vanskeligt at finde supportere til Breiviks første diagnose:

    ”… på dette grundlag kan jeg uden besvær tilslutte mig diagnosen paranoid skizofreni.[…]

    De norske retspsykiatere, den norske Rettsmedisinske Kommisjon (som på mange måder svarer til det danske Retslægeråd) (og jeg selv) finder altså, at det samlede symptombillede viser, at Breivik lider af paranoid skizofreni. Det er en rent faglig vurdering, som bygger på WHO’s internationale diagnosemanual, ICD-10, her endog ’research criteria’.”

    Peter Kramp, forhv. ledende overlæge, Retspsykiatrisk Klinik.

    http://politiken.dk/debat/ECE1536892/retspsykiatrien-gav-breivik-den-r igtige-diagnose/

    • Uden at ville gå ind i det psykiatrisk faglige – det tør jeg slet ikke mere, og alle er vist enige om, at Breivik er et vanskeligt (grænse) tilfælde – så er begge de kilder du citerer jo fra en mere freudiansk inspireret tid. Efter at have læst psykiatere, der er overbeviste om Breiviks sindssygdom, og psykiatere, der ikke er, har jeg helt mistet appetittet på mmine egne lægmandsdiagnoser. Umiddelbart mente jeg, at han ikke var sindssyg, men som tiden gik, kom jeg mere i tvivl. Nu er det vigtigste, at han aldrig bliver lukket ud i det fri mere.

      Joseph Welner tilhører en svunden tid. Han var kollega til min far, så jeg har jo mødt ham et antal gange. En satans skarp lille mand. Jøde, ikke overraskende. Han skulle have reddet Henrik Nordbrandts liv. Det tror jeg gerne:

      Rigshospitalets psykiater Joseph Welner reddede hans liv. For første gang mødte Henrik Nordbrandt en voksen person, der så ham, lyttede og respekterede hans valg.

      »Welner sagde, at det at begå selvmord var en eksistentiel beslutning. Hvis jeg ville begå selvmord, så værsgo, go ahead! Men det forudsatte, at jeg var i stand til at træffe beslutningen på et rigtigt grundlag. Det mente han ikke, jeg var på det tidspunkt. Hvad han sagde forekom fuldstændig logisk. Han lagde kortene på bordet, han løj ikke og forsøgte ikke at bilde mig noget ind,« fortæller Henrik Nordbrandt.Lægen lod den Kafka-læsende dreng forstå, at det i sidste ende var hans egen beslutning, men at den først kunne træffes, når han havde fået det bedre. Nordbrandt besluttede sig for at samarbejde.

      »Det var et forsøg på selvmord. Jeg gad ikke det her cirkus mere,« lyder det nøgternt fra forfatteren, der i 2000 fik Nordisk Råds Litteraturpris for digtsamlingen »Drømmebroer«

      http://www.bt.dk/underholdning/med-doeden-som-foelgesvend

      • Marie

        🙂 Ja vist, det var ikke de seneste årgange, jeg trak frem, og du har ikke tidligere set mig bringe Freud på bane, men Welner er stadig for mange god latin, derfor synes jeg, at han skulle med.

        Hvad Peter Kramp angår, fremhæver han jo, at der til den første diagnosticering er brugt WHO’s internationale diagnosemanual, ICD-10, her endog “research criteria”, og det har flere psykiatere gjort med respekt. Hvis de ikke kan regne med den, har de da virkelig et problem, som de må tage fat på. Retspsykiateren Henrik Day Poulsen har taget kraftigt til orde for, at der er behov for evaluering af de faglige svagheder, som dette forløb har åbenbaret.

        Breivik kommer aldrig mere på fri fod, og vi kan da altid håbe, at han går helt bananas af fryd, når han entrer scenen.

  • Emeritus

    Breivik som person er interessant derved, at han gennem spektakulære handlinger har opnået at få to afgørende og lige sagkyndige skudsmål, nemlig: at han er gal, og at han er normal. Er denne dobbelthed i vurderingen interessant? Bestemt og af mange grunde – men ikke mindst, fordi hans handlinger åbenbart udfordrer forstanden i Norge så forskelligt, at det afspejler sig i, hvad sagkundskaben mener om ham. Derved kommer handlingerne i Oslos centrum og efterfølgende på Utöya på selvmodsigende måde til at handle mere om tidens og det officielle Norges behov i bedømmelsen af Breivik som person, end om at finde sandheden. Det mest interessante ved Breiviks person er således blevet Norges reaktion på ham. Lad os blive ved resultaterne af mentalundersøgelserne. De psykiatriske udsagn kan nemlig ikke begge være sande, blot fordi de er autoritative, da de udelukker hinanden. Jeg skal undlade at røbe, hvad jeg mener om norsk psykiatris håndtering af denne sag og holde mig til en kort undersøgelse af ‘gal’ eller ‘normal’. Umiddelbart betragtet tyder meget dog på, at norsk psykiatri i vurderingerne har svært ved at skille følelse fra fornuft i egne rækker.

    Kan man fx. tillade sig at slutte, at B’s horrible handlinger automatisk er udtryk for galskab eller sindssyge i gerningsøjeblikket? I et civilsamfund som vort, der efterhånden er fyldt til randen med bløde værdier, vil Breiviks handlemåde naturligvis synes ubegribelig til en begyndelse. Begivenheden er ikke mindst alt for tæt på vor tid og især i forhold til vor midte. Vi har brug for afstand for at forstå. Derfor hjælper det at se på tilsvarende horrible handlinger i et langt historisk perspektiv. Lad mig nøjes med et enkelt eksempel:
    Var den danske konge, Kristian d. II. fx. normal eller gal, da han beordrede, gennemførte og bivånede Det stockholmske Blodbad? I samtiden var han brutal, men helt normal. Han har heller aldrig af eftertiden fået en diagnose hæftet på sig i anledning af blodbadet. Ingen historiker har nogensinde undret sig over, at kongen kunne finde på at slagte sine fjender, heller ikke, selvom han valgte at lade det gå ud over det svenske samfunds politiske elite. Historien er fuld af den slags eksempler. Hvad med det tyvende århundrede? Hvad mon med vort eget? Hvad kan vi forvente? At betingelserne genetisk har ændret sig? At vi er blevet klogere? Ikke, hvis der er tale om gal mands værk, for galskab er vi ikke herre over. Er netop det præget i Breiviks tilfælde? Galskab? At Breivik i vore moderne tider modsat kongen i hine primitive tider må være gal? Som ugerning er der ikke meget at tage fra den ene og give til den anden. Er den ene gal er den anden det også. Er kongen ikke gal, er Breivik det nok heller ikke. Det er i hvert fald uholdbart at påstå, at blot fordi nedslagtningen rammer den svenske adel, eller det norske arbejderpartis ungdom, så er manden gal. Tværtimod ligner disse hårrejsende begivenheder hinanden på et væsentligt punkt. Hensigten, som er at udrydde farlige fjender. Det er der intet unormalt i. Det sker hver dag. Se blot på Syrien. Fællestrækket er i alle tilfælde, at udryddelsen sker efter moden overvejelse og i en skala, der svarer til de forhåndenværende midler.

    Hvorfor accepterer vi da uden videre normaliteten i det ene tilfælde og ikke i det andet? Fordi magtmonopolet aldrig har tilhørt den enkelte. Det anerkender vi umiddelbart. Kristian d. II brugte magtmonopolet, fordi han havde det. No problem. Men han var farlig for sine fjender. Disse fjender tog magtmonopolet fra ham og satte ham i husarrest i Sønderborg.

    I Skandinavien i dag tilhører magtmonopolet stadig ikke den enkelte, men derimod retsstaten, for Intet samfund kan leve med, at folk render rundt i en højere sags tjeneste og slår fjender ihjel – helt uanset politiske eller religiøse tilhørsforhold.

    Med venlig hilsen

  • Josefina Bergfast

    Angående analyser av Breivik från “kända islamkritiska bloggare”.

    Man behöver nog inte glömma bort mitt i all bedrövelse för de anhöriga som förlorat sina ungdomar, att samtidigt var ändå Breivik själv var en ungdom vid attentatet mot WTC? Brevik som många andra har uppenbarligen reagerat extremt starkt och chockartat på den händelsen?

    Hela USA gick ju ut i krig p.g.a. den?

    Att vara ca 22 år gammal är att befinna sig i en relativt känslig ålder för de flesta. När någonting så dramatiskt inträffar som bombningen av WTC, som faktiskt skakade om en hel värld, så kan man nog räkna med att en del med en viss problematik och överkänslighet kan reagera med olika sjukdomsliknande tillstånd, liknande paranoia eller fanatism, extremism och liknande?

    Att USA gick in i Irak och Afghanistan och började bomba och samtidigt gjorde uttalanden som: ”De som inte är med oss är emot oss”, kan nog en del överkänsliga överreagera inför eller utveckla extremistiskt tänkande kring?

    Många människor blev nog uppskärrade av händelserna och de efterföljande krigen och förväntade sig kanske att ett tredje världskrig var på gång?

    Attackerna mot de muslimska länderna och USA´s ”jakt på terrrorister” förde med sig att det samtidigt skapades en mängd flyktingar som vällde in i Norge. Kanske också då ”potentiella terrorister”? Det uppstod tydligen också olika slags obehagliga situationer för Breivik i mötet med muslimer?

    Man kan kanske, mot denna bakgrund och mycket mer, delvis ha en viss förståelse för hur Breiviks ”extremism”, och kanske delvis ”paranoida” vilja att ”göra någonting” åt det som han såg som en ”hotfull framtida situation” för hans Norge? Kanske det i hans fall, beroende på i sin tur en mängd olika faktorer och överkänsligheter av olika slag också växte fram till ett stegrat behov som blev ”fanatiskt”?

    Detta tillstånd och denna desperation fick en hel del näring av argumentationer av olika slag som förts av olika islamkritiska bloggare.

    T ex då av en bloggare som nu vill såga Breivik rakt av på ett lite kallt och hårt sätt? Som vill totalförneka att hans eget bloggande skulle ha kunnat ha någon som helst delpåverkan på en sådan ung och uppenbarligen överkänslig person som Breivik? Sådana bloggare som verkligen har velat fokusera på islams problematiska och svåra sidor samt på de totalitära och icke-demokratiska sidorna som de ser det, som också verkar finnas inom islam, och som på sina bloggar uttryckt sin egen avsky, och kanske också rädsla för islam som ”ett hot mot västvärlden”, har nog påverkat mer än de kanske vill kännas vid?

    Det är eller kan vara delvis skrämmande beskrivningar och analyser hos dessa bloggare som i olika grader, hatdimensioner och omfattningar i sin tur kan framkalla både hat, fruktan och ilska, ja, paranoia, hos känsliga ungdomar? Och särskilt kanske hos sådana ungdomar med komplicerade förhållanden som bl.a. en särskilt trasslig uppväxt som verkar vara fallet hos Breivik?

    Att det då hos unga, känsliga, desperata, förtvivlade och halvt hysteriska män kan växa fram viljor att utföra desperata, förtvivlade, hysteriska och paranoida, men ur deras vinkel till viss del ”heroiska”, handlingar, i tron att dessa handlingar skall få förändringar till stånd som då förbättrar, som de då själva ser det, ”det allvarliga och akuta läget”, är nog egentligen ingenting nytt i historien?

    Världen har ju erfarit flera revolutioner, samt revolutionskrig och religionskrig, (30 åriga kriget), och konflikter av olika slag, så det har ju mer eller mindre alltid funnits krig i olika former.

    Att Breivik har ”försvunnit” in i någon slags ”Tempelriddarideologi”, är kanske heller inte så konstigt då ju både böcker och filmer om Da Vinci Kod och Tempelriddare och allt möjligt annat i den vägen, också har funnits som kulturell påverkan under de senaste decennierna?

    Att flera faktorer förevarit som medverkande bakgrundsorsaker till att Breivik klivit över gränser och utfört ett blodigt attentat mot försvarslösa ungdomar, ”politiska motståndare”, beror nog på flera faktorer.

    Att de bloggare som bloggat om islams ”farlighet” delvis föraktfullt endast nu verkar vilja förklara Breiviks fall genom att totalt försöka karaktärsdöda hela hans person som ”alltigenom ond eller illvillig”, eller ”beräknande elak” eller liknande, även om man naturligtvis kan totalfördöma hans handlingar, är kanske att vilja göra det lite väl enkelt för sig?

    Eller det är kanske att vilja skjuta ifrån sig all eventuell delpåverkan och delansvar till att det utvecklats det slags tänkande som det har gjorts, och särskilt extremt då i Breiviks fall? Handlingarna som Breivik utfört kan kanske inte så enkelt förklaras bero på rätt och slätt enbart en ”självdyrkan”, eller endast en ”dröm om att själv vilja stå i rampljuset” och ”narcicissm” samt ”trolig scitzofreni” m.m., även om dessa sidor nog delvis kan finnas hos Breivik?

    Människor som genomgående har en krass materialistisk människosyn har nog kanske särskilt svårt att kunna förstå sig på ”idealister” av olika slag, och kan nog ha tendenser till att vilja beskriva all form av ”idealism” som ”galenskap”, eftersom de själva inte tänker på ett idealistiskt vis?

    Men sådana sidor kan även finnas hos många andra unga människor i större eller mindre grad då många ungdomar nog lever i en aggressiv, konkurrerande, tävlande, prestationsinriktad och ”idoldyrkande” tid idag, och att idealism och viljor till att ”göra världen bättre” ofta just finns hos ungdomar?

    Kanske är samtidigt alla som deltar i krig mer eller mindre ”sinnessjuka”?

    Sorgligt nog verkar de i alla fall bli det när de återvänder från sina krigsuppdrag?

    Tydligen begår ett större antal amerikanska soldater självmord när de återvänt hem från kriget än det antal som dör i själva kriget…..