4
maj
Seneste opdatering: 4/5-12 kl. 1421
17 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Af Lene Kattrup, dyrlæge og medlem af Det Etiske Råd

Jeg var 10 måneder, da jeg første gang var her i denne dejlige park eller mindelund. Siden er jeg kommet her hvert år den 4. maj, bortset fra nogle få år, hvor jeg var bosiddende i Jylland. Min far, læge Johannes Stefan Jørgensen fra Gentofte, var aktiv først i BOPA siden i Holger Danske. Men i forbindelse med en aktion blev han skudt (2.3.1945), pågrebet af tyskerne og fik det ene ben sat af i tysk fangenskab. Hele livet igennem havde han betydelige fantomsmerter. Han døde, da jeg gik i 3. G og var atten år. Min fars far, min farfar, kommunelæge Stefan Jørgensen, blev dræbt af tyskerne ved et hævnmord, et clearingmord (24.4.1944), hvilket ikke fik min far til at neddrosle sin aktivitet som modstandsmand.

Min far var altid var glad den dag, vi var i mindelunden.

Vi plukkede de blomster, der var kommet frem i haven, købte flere hos blomsterhandleren, iførte os det fineste tøj, vi havde, og tog i mindelunden. Hele familien samt min farmor, onkler og tanter. Den 4. maj, besøget her i Mindelunden, hvor alle mine fars kammerater fra modstandsbevægelsen kom, samt den storslåede fest bagefter, hører til nogle af de lyseste minder, jeg har fra min barndom. Der var en særlig glæde blandet med sorg og tab. Også blandet med taknemmelig, lettelse, ydmyghed samt en vis skrøbelighed.

Tove Ditlevsen rammer noget, der ligner, set med pigeøjne i sit digt Erindring om en familietur til Søndermarken:

Min far har glemt sin sorg. Min mor er glad.
Kun i mindet finder hjertet fred.
Min mor var ung. Det så jeg aldrig før.
Min far var glad. Og lykken bor et sted
bak Søndermarkens grønne tremmedør.

Det hun beskriver her og stemningen passer meget godt med, hvad jeg kan huske

Det er klart, at det gjorde et meget stort indtryk på et barnesind at komme her fra lille af og se henrettelsespælene, alle gravene og få at vide, at ens far havde været i krig, det var derfor han manglede et ben, som han havde ondt i, og at krigen også var grunden til, at man aldrig ville møde sin farfar, samt at en del af fars kammerater lå i jorden her i denne pæne park.

Jeg tænkte meget over det og begyndte langsomt at forstå, selvom jeg undrede mig over det

Jeg var den yngste af fire børn, og var måske nok den, der var mest videbegærlig med hensyn til denne krig. Jeg ønskede at forstå så meget som muligt vedr. dette med, at min far og hans venner, som jeg fra lille af så op til, havde været i krig. Derfor stillede jeg både min far og hans kammerater rigtig mange spørgsmål. De var meget åbne, og igennem årene fortalte de mig en del om aktionerne, også om stikkerlikvideringerne, og om den motivation, der drev dem. Om angsten presset, tankerne og deres følelser. Jeg må sige, at den beskrivelse og beretning som bl.a. Peter Øvig Knudsen er fremkommet med i nyere tid af frihedskæmperne, som værende modige og med en særlig trang til spænding, ikke er noget, jeg kan genkende ud fra deres svar og beretninger. De var uhyre forskellige, men jeg fik et klart indtryk af, at deres motivation for at gå ind i modstandsbevægelsen var ret ens. Hvis der var noget fælles over dem, så var det det. De var først og fremmest alle drevet af en vrede og en følelse af forpligtigelse og nødvendighed, som fik dem til at træffe et aktivt valg. De kunne også have valgt at overlade det hele til andre, til skæbnen eller til politikerne. Hvilket jo også ville have været at træffe et valg.

Det lyder måske mærkeligt, men faktisk husker jeg den første gang, jeg stillede min far det første store spørgsmål om krigen. Jeg husker det, fordi han blev så hamrende vred, så det stadig står klart i min hukommelse. Det var inden, jeg startede i skolen. Jeg talte først, da jeg var noget over fem år, så jeg har nok været ca. seks år. Det ærgrede mig, at jeg aldrig ville møde min farfar. Ja det var jeg faktisk vred over. Jeg vidste, han havde været læge her i Gentofte, sådan som min far også var det, og jeg vidste, at tyskerne havde skudt ham midt i konsultationen.

Jeg tænkte også på, at der kunne komme krig igen. I så fald var jeg ikke i tvivl om, at min far og hans kammerater igen ville være aktive, men jeg tænkte, at som etbenet ville min far nok ikke klare den næste gang. Jeg fortalte ham, at jeg havde tænkt meget over, hvad vi burde eller kunne gøre, hvis der kom krig igen. Når fjenden, tyskerne igen eller hvem det nu måtte være næste gang, kom hertil og i en stor samlet trop marcherede imod os – sådan forstillede jeg mig det ville være – så skulle man lade mig gå forrest alene hen imod hele regimentet med min nye gule kjole med brune broderinger på. Jeg troede ikke, de ville skyde en pige, forklarede jeg min far. Og så ville jeg spørge dem, om ikke vi skulle være venner og sige ”hvad er det I vil have?”, og det skulle vi så give dem. Så ville der ikke blive krig. Nu ville jeg høre, om han ikke syntes, at det var en god ide.

Min far brev meget vred og talte meget højt og længe.

Jeg forstod, at man nogle gange må vælge mellem krig og fred. Og jeg kom til at tænke over, at en fred uden frihed ikke er så meget værd. At man måske må vælge krig og ufred netop for senere at kunne få (eller bevare) fred og frihed.

En af min fars venner fra Holger Danske var Hans Edvard Teglers. Han har i sine bøger meget godt beskrevet den voldsomme vrede, han som ung mand følte allerede den 9. april, da tyskerne fløj ind over Danmark. Min gudfar Eigil Hatting, som også blev gruppefører i HD, har beskrevet det samme. De kunne begge ikke fatte, at andre omkring dem ikke reagerede. De kunne slet ikke forstå at folk bare gik videre på gaden, at landet ikke forsvarede sig. De følte en stærk vrede og en skuffelse over deres landsmænd og politikere med det samme. For andre af de, der deltog i modstandskampen, f.eks. min far kom vreden først senere. De følte i starten mere en form for uvirkelighed, en vantro en slags overrumpling, samt frygt, ufrihed og ubehag, som først senere blev til en vrede og følelsen af forpligtelse og nødvendighed, af at måtte handle. Men for dem alle blev vreden og skuffelsen en vigtig del af drivkraften eller motivationen.

Iliaaden starter med replikken ”Vreden gudinde besyng”. Vreden er en god ting, hvis den bruges efter, man har tænkt sig godt om, hvis den er berettiget, og man handler både intelligent, samvittighedsfyldt og velovervejet. Teglers tænkte sin vrede igennem, og først derefter handlede han. Vreden kom senere til min far, men det er det samme billede.

De modstandsfolk, der kom i mit barndomshjem var farverige, festlige og spændende mennesker, men voldsomt forskellige. Jeg tror, som sagt, at det fællestræk, der gjorde, at de gik ind i modstandsbevægelsen, hvor alle kom til at betale en pris, var, først og fremmest at de følte en pligt og en nødvendighed. Der var noget, der var dyrebart og vigtigt for dem, som var truet, som måtte forsvares. Derfor handlede de som de gjorde.

Jeg kan give et eksempel. Min fars allerbedste og nærmeste ven dengang og siden var Sigvald, som senere blev chef i Kildeskattedirektoratet. Han var overbevist pacifist, men overværede en del af et møde i HD, fordi min far og han skulle noget senere. De vidste alle, at Sigvald kunne man stole 100 % på.

Mødet trak ud, og pludselig udbrød Sigvald: ”Hvis ikke vi gør det, er der sgu ikke nogen der gør det”. Han gik ind i modstandsbevægelsen og ydede en værdifuld indsats. I ordene kan vi genkende følelsen af forpligtelse og nødvendighed? Overfor de kommende generationer, overfor landet.

Den 14. juni 1941 holdt min far som nybagt student afskedstalen på Øregård Gymnasium, der ligger ca. 1 km fra Mindelunden. De var ikke ret gamle en del af de mænd og kvinder, der handlede og gjorde noget. Han sluttede med:

Mange har råbt et ”Leve Danmark”, men kun få har det forpligtet.

»Oehlenschläger har sagt: Vort gamle Danmark skal bestå, så længe bøgen spejler sin top i bølgen blå. Vor opgave er at gøre denne profeti til skamme. Lad dem fælde alle bøgetræerne. Danmark lever ikke af alle sine rummeter, men af vores trofasthed og vor følelse af personlig forpligtelse.«

Jeg behøver ikke at nævne det, her er igen følelsen af en nødvendighed, en pligt og noget så umoderne og banalt som fædrelandskærlighed. En vrede er også tydelig.

I dag har vi så utroligt meget at være taknemmelige for. Denne taknemmelighed burde vise sig ved, at vi værner om vores lands kristne kulturarv og tradition, vores suverænitet, landet og vores unikke demokrati samt vores frihedsrettigheder – også med henblik på de kommende generationer. Vi er blevet for ubekymrede og sorgløse. Jeg ser desværre tydeligt konturerne af nogle sorte skyer forude.

Lene Kattrup

0 0 votes
Article Rating


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

Subscribe
Notify of
guest

17 Comments
Most Voted
Newest Oldest
Inline Feedbacks
View all comments
Marianne Wagner
Marianne Wagner
11 years ago

Jeg ved ikke, hvorfra Snaphanen har Lene Kattrups meget smukke tale, men jeg kan fortælle, at talen blev holdt sidste år ved Dansk Samlings årlige mindehøjtidelighed i Mindelunden. I år talte Morten Uhrskov Jensen. Denne tale vil blive trykt i vort blad Nyt fra Dansk Samling, ligesom Kattrups tale også blev trykt her.
Venlig hilsen
Marianne Wagner
Redaktør af Nyt fra Dansk Samling

Rolf Skat Nielsen
Rolf Skat Nielsen
11 years ago

Tak for din fortælling, og påmindelse om kampens nødvendighed.

Erik Dagø
Erik Dagø
11 years ago

Falkeøje har citeret Jens Toldstrup korrekt. Jeg har selv hørt ham sige det i relation til, at man nu lukker os helt fremmede folkeslag ind. Han var med til at starte kampen mod multietniseringen og navnlig islamisering af Danmark, som finder sted. Toldstrup hed Jensen og var tolder, da én af de helt store i modstandkampem, godsejer Junker på herregården Overgård ved Hadsund bad Jensen om at blive chef for nedkastning af våben i Jylland og gav ham dæknavnet Toldstrup.Toldstrup blev af englænderne betegnet som den bedste nedkastningschef. I 5 år levede han under jorden og sov et nyt sted… Read more »

anonym
anonym
11 years ago

Mine egne forældre hører til efterkrigsgenerationen. Og som utallige andre danske familier, har vi også haft modstandsfolk i familien/slægten, dog ikke lige den allernærmeste af slagsen. Dog ingen døde, men nogle der dog måtte flygte til Sverige. Den forpligtelse der går forud for en selv og ens egne, og som man pligtskyldigt har i erindringen om de fortidige generationers liden og sliden, for at vi nu har opnået det som efterkrigsgenerationerne har opnået. Den bliver mere og mere tydelig og forståelig for mig. Men jeg er så også lovligt undskyldt, da jeg jo er noget tilbagestående, da jeg er en… Read more »

JensH
JensH
11 years ago

Og så opretter Københvans kommune det første muslimske plejehjem:

http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2012/05/04/212939.htm

Såvidt jeg husker har sygehuset i Odense oprettet deres seperate hospitals-afdeling for muslimske patienter, og der findes idag seperate muslmske friskoler og der er vistnok også oprettet et muslimsk gymnasium. Læg så dertil alle de områder a la Voldsmose, Gjelleruopparken, Mjølnerparken ect som allerede er muslimske områder tabt for Danmark, og så tegner der sig lige som et billede af en muslimsk stat i staten. Ja, vi mangler vel egentlig bare en seperat muslimsk færdelseslov for at ‘duldende billldet’.

JensH
JensH
11 years ago

OT

Geert Wilders er i øjeblikket i USA og promovere sin nye bog. I den forbindelse er han blevet interviewet idag til den Wasihing-baserde ‘Radio Secure Freedom’:

http://www.securefreedomradio.org/2012/05/04/the-threat-is-inside-the-wire/

hans andersen
hans andersen
11 years ago

Tusind Tak til Lene Kattrup. At læse om idealister er altid hårdt for en der er realist, Vejen til helvede er brolagt med guld. Min egen familie var på bunden af samfundet en blev sortbørshandler en anden arbejde for bønderne der ikke vidste hvad de skulle bruge alle deres penge til en anden sejlede jøder til Sverrige mod betaling (diesel på det sorte marked var dyr) Der har dog aldrig været en jøde som har krævet sine penge tilbage. Efter krigen var der en jøde der ville have sin guldbronse tilbage men den var brugt som maling jøden grinte fiskeren… Read more »

Ole Burde
Ole Burde
11 years ago

UBS ….. jeg glemte at få med , hvad alt det har med besættelsen at gøre : Prøv at forestiile jer hvordan modstandsbevægelsen ville have forandret dansk kultur ,hvis kampen havde fortsat i 3 generationer … der havde ikke været nogen vej tilbage til den forrrige mentalitet .

Ole Burde
Ole Burde
11 years ago

Som regel tager det tre generationer for en eurpæisk befolkning at til passe sig selv og sin kultur til en afgørende forandring i dens livsbetingelser . Denne regel kan ses i mange sammenhænge overalt hvor et europæiskt befolkningselement er blevet omplantet til en anden jord . I langt de fleste tilfælde har de første to generationer haft meget svært ved hamle op med selv temmelig trivielle problemer , bare fordi det hele var en lille smule anderledes . I New England havde nybyggerne meget svært ved at tilpasse deres landbrug til et andeledes klima , I sibirien tog det lang… Read more »

Marie
Marie
11 years ago

Det fylder mig jævnligt med taknemmelighed, når jeg oplever, at mennesker, jeg ikke kender, ord for ord skriver, hvad jeg selv har tænkt eller går og grubler over. Det er en velsignelse med disse skub og bekræftelser. Sammenfaldet i tanker er i dette tilfælde Lene Kattrups citat fra Illiaden: ”Vreden gudinde besyng”, der har hjemsøgt mig i de sidste dage efter besøg på norske netsider, hvor Anders Behring Breivik har igangsat noget, der ligner slaget om den norske folkesjæl. Jeg nikker desværre bekræftende til hans udsagn om, at i Norge er det ikke tilladt at blive vred, og at vrede… Read more »

Rajmus
11 years ago

Tusind Tak til Lene Kattrup.
Og hendes far og farfar som ydede det største offer for vores fædreland Danmark.
Desværre står vi idag, med en endnu større og meget værre fjende foran os. Hverken Nazisterne eller kommunisterne.
Slog deres egne mødre og søstre ihjel og kaldte disse feje mord. For æresdrab.! Det er hovedrystende vandvid, når man hører vores udenrigsminister Willly Søvndahl omtale disse Kujonmord udført af familiens yngste medlemmer som æresdrab.
Vi er fortabte. Muslimerne bliver vores undergang. Vores politiker gør intet. De er skyld i problemerne. De lukkede dem ind i Danmark.

Johansen
Johansen
11 years ago

Tusind tak til Lene Kattrup for denne mægtig vedkommende, personlige fortælling om farfarens og faderens kamp mod den nazistiske besættelsesmagt. Om konkret mandsmod og om at være forpligtet på frihed, sit fædreland og dets grundlæggende kultur.

MCF
MCF
11 years ago

Når man tænker på hvordan folk fortsat stemmer… Glem det! Vi er dømt til undergang.

Tim Pallis
Tim Pallis
11 years ago

Kære Lene. Tak for en meget bevægende og indsigtsfuld beretning om din far og farfar. Nu forstår jeg bedre, hvorfra du henter din forpligtelse og nødvendighed for at gøre noget ved det problem, som kræver vor tids modstand. Det er sandelig kun få det har forpligtet.

falkeøje
falkeøje
11 years ago

Den danske nedkastningschef Jens Tholstrup gav den mest rammende kritik af
de herskende forhold i dag.
Han sagde: Havde jeg vidst, at politikerne efter krigen ville forråde dette land og
folk, som de har gjort, så havde jeg ikke sat livet på spil i en modstandskamp,
der i mine øjne ser ud som forgæves.

Vil vi undgå at blive slaver i fremtiden, så er en ny modstandskamp bydende
nødvendig!

falkeøje

Victor
Victor
11 years ago
Reply to  falkeøje

han hed sgu Toldstrup og det navn, hans nom de guerre, var en vits: Han havde engang arbejdet i toldvæsenet.

Men det blev altså hængende – som det f.eks. også blev for Willy Brandt….

17
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x