7
maj
Seneste opdatering: 8/5-12 kl. 0245
6 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Det er desværre ikke nogen nyhed at muslimske asylansøgere lander og starter en religionskrig endnu inden de har fået asyl. Det er heller ikke nogen nyhed, at idyllikermyndighederne Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp lader som om det ikke forekommer. Herregud, de handler jo kun på Koranens bogstav, de traumatiserede agressorer. Deres nonchelance kommer til at stå mine efterkommere dyrt, det bliver overarbejde til PET, det er fremtidens religiøse terrorister, de ser igennem fingrene med. I Canada har de nu været nødt til at sende de farligste muslimer hjem til Somalia imod FN’s bestemmelser. ‘Tålt ophold’ er ingen fremtidssikret løsning. Interessant at høre en førstehåndsberetning fra en præst uden at man dog skal bilde sig ind, at noget vil blive gjort for at beskytte os mod den religiøse terror. Forfatteren har været feltpræst i Kosovo. Klumme af sognepræst Helle Frimann Hansen på Sappho.dk – Kristne asylansøgeres mareridt.

“I øjeblikket har jeg tre kristne asylansøgere boende i mit hjem. Jeg har heldigvis god plads, da det er præstegården i Humble på Sydlangeland. … Fælles for dem alle tre er, at de har fået nok af islam…Det kommer selvfølgelig ikke som den store overraskelse, hvordan muslimske regimer behandler anderledes tænkende og troende… Hvad der derimod kan overraske er, at trængslerne fortsætter i et dansk asylcenter. Mine nye beboere er mildest talt chokerede over, at det de troede de flygtede fra, nemlig volden, intolerancen og den manglende frihed, nu gentager sig på dansk grund.[…]

Opfindsomheden, når det gælder om via chikane og mobning at tage modet fra enhver med kristne tilbøjeligheder, fejler i hvert fald ikke noget. Jeg kan f.eks. ikke længere aflægge asylansøgere besøg, uden at de bagefter højst sandsynligt udsættes for stenkast på vinduet, banken på døren om natten, blokering af dørhåndtag fra ydersiden, således at man kun kan komme ud af sit værelse ved at kravle ud gennem vinduet med mere.

Et andet effektivt virkemiddel er at erklære den kristne for uren og undgå enhver kontakt med den pågældende.Der er også en livlig meddeler- og stikkervirksomhed i gang på nettet, idet man orienterer familierne i hjemlandet om deres sønners kristne aktiviteter og kirkegang. Man medsender også gerne billeder, der dokumenterer at de pågældende har haft kontakt med mig. Resultatet er, at klanlederne i hjemlandet presser familierne til at forstøde deres egne børn. Dermed risikerer de at blive slået ihjel, hvis de nogensinde viser sig på hjemegnen igen.

Ledelsen reagerer med forbløffelse, når jeg forelægger problemerne for dem. De kan slet ikke genkende det billede, jeg ridser op, og så får jeg ellers den sædvanlige historie om, at personalet forholder sig neutralt og ikke blander sig i asylansøgernes religiøse anliggender, medmindre de er tvunget til det, og i øvrigt hyggesnakker kristne og muslimer da engang imellem. Det har lederen selv set, og de kristne har i øvrigt ikke noget at lade muslimerne høre. … Problemstillingen anerkendes simpelthen ikke […]

Man kan selvfølgelig godt undre sig over, hvad totalitært tænkende muslimer overhovedet vil her i Danmark, men er det slet ikke ledelsen bekendt, at der er en gren af islam, som drømmer om verdensherredømmet (et emne som er fortiet og fornægtet i den europæiske kulturdebat)? Man kan ikke andet end tænke i sit stille sind, at det danske samfund ikke får andet end problemer med dem, hvis de får asyl…..Min menighed af kristne asylansøgere er nu skrumpet betragteligt ind. Fra at have haft kontakt med ni asylansøgere er der nu kun de tre, der lever under min beskyttelse i Humble præstegård. De andre er faldet fra og tør simpelthen ikke at have mere med mig at gøre. “Kristne asylansøgeres mareridt”

Hvor er Enhedslistens Zlatan?

Danmarks mest monokulturelle parti mødtes til årsmøde i weekenden. Selvom rammen om årsmødet var Korsgadehallen på det multikulturelle Nørrebro, havde det ikke nogen effekt på valget til partiets hovedbestyrelse. Enhedslistens delegerede valgte 25 pæredanske danskere til partiets hovedbestyrelse.

Mennesker med anden etnisk baggrund finder gradvist plads i Danmarks politiske partier. Med tanke på SF’s Özlem Sara Cekic kan det selvfølgelig diskuteres om, det overhovedet er en god ide. Også hos Dansk Folkeparti, der ofte beskyldes for at dagdrømme sig tilbage til forgangne tiders monokulturelle Danmark, kan man iagttage tendensen. Således stillede eksiliraneren Peter Vandgaard op for Dansk Folkeparti ved kommunalvalget på Frederiksberg i 2011.

Hos Enhedslisten forholder det sig derimod anderledes. På weekendens årsmøde valgte de 424 delegerede en ny hovedbestyrelse, der ifølge det genvalgte hovedbestyrelsesmedlem Jens Otto Madsen er mere rød end den tidligere. Til gengæld kan man konstatere, at Enhedslistens ny hovedbestyrelse er akkurat så hvid som den hovedbestyrelse, den afløser. Her er Enhedslistens hovedbestyrelse. (Zlatan flyttar inte hem till Malmö.)

Låna en levande bok

Vi börjar den nya veckan här i bloggen med en malmöitisk gästskribent, Filippa von Platen. Hon kan sitt Malmö och är en flitig biblioteksbesökare. Det fick henne att hamna i en kampanj som Malmö Stadsbibliotek dragit igång, i akt och mening att besökarna ska konfronteras med sina egna vanföreställningar. Men ibland tycks det som om det är biblioteket själv som vårdar såväl myter och fördomar som vanföreställningar. Läs och lär och välkomna till en ny vecka i bloggen.

Låna en levande bok

Det händer ofta intressanta saker på Malmö stadsbibliotek. Det är den 15:e april och bibliotekets hemsida proklamerar att man idag kan låna en levande bok. Det är ett återkommande program som blivit mycket populärt – så populärt att bibliotekarier så långt ifrån som Australien rest hit för att implementera idén down under. Att låna en levande bok innebär att man på tu man hand får sätta sig ned och prata med en intressant person. Det kan vara en ”transsexuell”, en ”ortodox präst”, en ”pilgrimsvandrare” eller ett ”regnbågsbarn”. Vid flera tillfällen har man kunnat låna en “muslim”. (För några år sedan hette samma program Låna en fördom – man kunde få tala fritt med någon som det antogs att det rådde förutfattade meningar om.)

Hur som helst, denna dag utlovades bland annat både en ”same” och en ”homosexuell muslim”. Det sista lät spännande så jag går dit och mycket riktigt står det en gravid kvinna i slöja bredvid ett bord med sameluvor. Prata om tillfälle att bli av med förutfattade meningar! Men hon för redan ett samtal med en man så jag får ställa mig i kö för att låna henne. Programvärden ser vänlig och inbjudande ut. Jag går fram till henne och frågar glatt om det är här man anmäler sig för att prata med den homosexuella muslimen? Leendet fryser och hon kastar en orolig blick bakåt mot den slöjklädda damen som befinner sig någon meter längre bort. ”Det är inte idag!” säger hon kallt och avvärjande – det är tydligt att hon vill att jag ska gå min väg. Men jag står på mig: ”Men det står ju på er hemsida att man kan få låna en homosexuell muslim idag?” Kvinnan rycker till och kastar ännu en orolig blick bakåt. Det verkar vara just orden ”homosexuell” och ”muslim” som bekymrar henne. Konstigt – hit kommer man ju för att vidga sina vyer?

Den muslimska kvinnan har nu uppfattat att programvärden tycker att något är på tok. Hon avbryter sitt samtal och ser frågande på mig. ”Hej,” säger jag och ignorerar bibliotekskvinnans förskräckta och avvärjande min, ”är du en homosexuell muslim”? ”Nej,” svarar kvinnan lika vänligt och fortsätter samtalet med sin gäst.

Här kunde episoden tagit slut – men programvärden väser: ”Det där skulle du ha frågat MIG om!” Hon är riktigt arg. ”Men,” invänder jag, ”är det inte naturligast att fråga direkt den det gäller?” Det går inte att ta fel: programvärden är rasande på mig och hon väser något mellan sammanbitna läppar. Jag går konfunderad därifrån. Jag tänker att en sociolog hade kunnat skriva spaltmeter om programvärdens beteende. För jag tror ju faktiskt inte att hon är fördomsfull vare sig mot muslimer eller homosexuella eller ens kombinationen därav. Men jag är ingen sociolog, bara en vanlig biblioteksbesökare som är trött på nymoralister som har tagit på sig mastodontuppdraget att skydda muslimska damer från vad de tror kan uppfattas som kränkande frågor.

Jag klickar in på dagens program igen vid närmsta dator. Det kan högst ha tagit tio minuter efter ovannämnda episod. Men programmet har ändrats – den utlovade homosexuella muslimen är puts väck! Nu står det istället: Låna en muslimsk kvinna…

Filippa von Platen

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Lika bra att redan nu markera att vi inte vill ha islam i våra länder, varför vänta med det.
    http://svenssonsfunderingar.wordpress.com/

  • Marie

    Den bog om islamisme, der har gjort størst indtryk på mig, og som har det meste i sig, var en beskeden investering, handy med et nyttigt indeks og let læst med en afsluttende appel til landets magthavere. Jeg forestiller mig, at det har undret læsere, at bogen indledes med et diskret rids af forfatterens barndomsproblemer med en psykisk syg mor, men jeg forstår sammenhængen, fordi jeg selv har kendt et menneske, der har arvet en psykisk sygdom, som brød sent ud.

    Sygdomserkendelsen var til dels fraværende, det var hele tiden en balancegang på en trang sti, og har man en Florence i sig, hvilket mange af os har, gør man sit yderste for at hjælpe. Også selv om man – af andre der har prøvet det samme – får at vide, at det kan man ikke klare. Det behøver ikke at være overmod, der får en til at forsøge at gå på vandet, det kan være mangel på acceptable alternativer, og har man som jeg tidligere arbejdet kortvarigt på et psykiatrisk hospital, bilder man sig desuden ind, at man er nogenlunde rustet til at klare strabadserne.

    Der kan være mange lighedspunkter mellem at være tæt på et menneske, som man gradvist mister evnen til at nå, forstå og dæmme op for, og den afmægtighedsfølelse, som påduttet ”mangfoldighed” og ”kosmopolitisme” kan påføre os. I begge tilfælde berøves vi de rammer og den tryghed, som vort liv tidligere har udfoldet sig indenfor, og det er endda ikke det værste.

    Gradvist erfarer mange af os i sådanne sammenhænge udover sorg også noget om undertrykkelse og afviser længe tanken som upassende, skønt hverdagen langsomt og ubønhørligt drænes for glæde og gode oplevelser. En dag opdager vi måske, afhængigt af sygdommens art, at staklen endda har det bedst, når han eller hun lykkes med at køre omgivelserne mest i bund; ja, at det oprindelige offer kan bringes til kortvarigt at blomstre, når andre lider, og omvendt bringes fra sans og samling, hvis omgivelserne har medgang eller bare tillader sig at være lidt glade.

    Når man først har fået øje på sådan et mønster, går der enten en mere åbenlys kamp i gang, eller også ender man en stund eller altid som et nedkæmpet offer for skæbnens ugunst. Skønt en slags offer kan man længe have været, uden at gøre sig det helt klart, for hvis der er et stort overskud, er der meget at tage af. Når ens nød bliver for påtrængende, kan man desuden begynde at absentere sig på forskellig måde, mentalt som fysisk, fordi den anden parts store opmærksomhedsbehov føles for belastende.

    Længe føler man dog selv skam, hvis godheden er ved at slippe op, men en dag nøjes man ikke med at køre et par hundrede kilometer for at afreagere i en trummerum, at gå lange ture på ensomme steder for at få lidt fred, eller hvad ved jeg, inden man begiver dig tilbage til helvede. Flygter man til nærmeste skadestue i derangeret tilstand og får hulket frem, at nu har patienten skreget i mange timer og er ved at ødelægge alt omkring sig, skal man dog ikke regne med, at andre griber en, man får højst en kop kaffe, mens en sygeplejerske ser på en med tunge øjne og siger, at man skal videre med sit liv. Når vagtlægen ankommer, er han ofte ude af døren få minutter efter at have konstateret, at patienten er 10 centimeter højere, er holdt op med at skrige og smiler Breivik-smil. I velfærdsdanmark er det en almindelig erfaring, at mange læger er forbløffende berøringsangste overfor psykiatriske patienter. I så henseende ligner de vore myndigheder, der vægrer sig imod selvkritik og at være politikernes whistleblowers.

    Her i landet er der i det hele taget mange aber, af den slags, der hverken vil se eller høre eller føle, og pårørende til psykiatriske patienter kan trods masser af god vilje ende i en kamp, hvor kun den ene kan sejre, fordi det er det scenario, patienten mere eller mindre frivilligt ønsker, eller har skabt og fastholder, sommetider med forbløffende kraft. En kraft som man længe ikke vil se i øjnene, bl.a. fordi man ikke kan forbinde den med svaghed af nogen art, man vil kun se den oplagte sygdom, man så gerne vil afhjælpe følgerne af. Endsige forbinder patientens handlemåde med vedkommendes tidligere væsen, man spejder håbefuldt efter noget, man kender og undertrykker sine spontane modreaktioner, lader den anden komme først og vil ikke vide af sine egne følelser.

    Nogen får hjælp, mens andre gradvist og modstræbende erkender, at der de facto er tale om, at den syge og svage part, har udviklet sig til en modpart, måske ligefrem en tyran der koncentrerer irrationelt had, angst og vrangforestillinger om den eller de pårørende, der er tilbage, når arbejdet er mistet og alle andre er flygtet. Det med hadet og vrangforestillingerne kan være meget svært for de nærmeste at forstå med andet end hovedet, og noget lignende har mange oplevet med demente forældre, der ikke nødvendigvis er kære og fredelige.

    Jeg oplevede en gang, at en nydelig ældre herre blev glad for mine besøg og talte relativt fornuftigt med mig, mens han nægtede at genkende sin kone, som han havde holdt guldbryllup med. ”Jeg er færdig med det eksperiment med E…”, som han sagde, og gammelmandsbarnet, der var kommet sent til, stod rådvild midt på gulvet og lo magtesløst, mens den ukendte E… fór ind til en anden af plejehjemmets beboere og i rasende fart madede ham med den medbragte chokolademousse, så at den føg til alle sider. Sådan kan det ende i ren soap, mens hjertet græder.

    Undertiden bliver det direkte farligt at have medlidenhed med andre, og selv under mindre dramatiske forhold kan det blive nødvendigt med en demarkationslinje, for også i den sammenhæng kan det komme til at handle om at være eller ikke være. Nogen vil vælge at blive i en gråzone resten af livet og eventuelt skyde ansvaret over på alle socialisters moder: staten. Og så er der det med fornuften. Forbløffende tit vil man kunne bilde sig selv ind, at sund fornuft er lig med at vælge den nemmeste udvej, eller det som de fleste allerede har valgt.

    Når man først har erfaret, hvad alvorlig sygdom kan gøre ved en familie, er der imidlertid ikke langt til at få øje på paralleller i et samfund i opløsning. Som de erfares i præstegården i Humble og mange andre steder i disse år.

  • Nu har Røde Kors drevet asylcentre i 30 år. Det er på tide, at privatiseringen ophører og at danske myndigheder overtager opgaven. Man lader jo ikke Danmarks Naturfredningsforening drive fængselsvæsenet.
    Og så bør asylansøgerens vandel i ansøgningsperioden indgå i asylsagen. Som det er nu er indstillingen, at en butikstyv meget vel kan være politisk forfulgt. Man kunne jo også mene, at reelle flygtninge næppe rejste til Danmark for at stjæle i butikkerne.

  • Morten – – –

    Jeg er bange for, at man bliver nødt til at give Enhedslisten, at grunden til, at der er så få muslimske kandidater for partiet er, at der er en vis reel ligestilling.

    – – –

  • Det var et yderst interessant link til Canada om udvisning af en farlig somalier. Alle vestlige lande må naturligvis gå den vej efterhånden.

  • Ja, ikke. “Danger in Canada trumps danger in Somalia” hed rubrikken, og det burde jo være så sandt, som det er sagt.