11
maj
Seneste opdatering: 12/5-12 kl. 0056
12 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Står der på hjelmen på en soldat på et af Horst Fass’ billeder fotograferet under svære forhold dengang fotografiet var en møjsommeligt håndværk, der skulle forfines gennem tusindvis af fotos. Man kunne ikke kun kende en fotograf på motiverne, men lige så meget på negativ- og kopieringsteknikken. Krigsfotograf død. Flere af hans fotos: Looking back at the Vietnam War.

Dumhedens løvefødder.

Af Thomas Nydahl

Finns det någon som bättre symboliserar hemvisten i det nordiska, och flykten bort från det, än den danske poeten Henrik Nordbrandt?

Under sina många år i Turkiet och Spanien har han uttryckt en sådan ilska mot sitt gamla Danmark och en sådan motvilja mot ljuset och höststormarna i Köpenhamn att det gränsat till förakt. Och så plötsligt: en stor försoning, en mildare ton, ett slags hemkänsla. Just så ser också hela hans författarskap ut: från lovsånger till en kvinna i den danska miljön, till en kokbok om turkiska maträtter (Damelår og andre specialiteter).

Så kom Dumhedens løvefødder, en mycket engagerad uppgörelse med religion i största allmänhet och med det han sett av den i Turkiet i synnerhet. Också här ser man sambandet: det var när de religiösa fundamentalisterna på nytt började marschera i Turkiet som Nordbrandt lämnade landet.

Det kunde han varken förlika sig med eller leva i som vardag. Hellre huka i snålblåsten med uppfälld trenchcoat-krage mellan Nyhavn och Hovedbanegården än sitta på café i Ankara och höra hur ännu en författare ställts inför rätta eller ännu en islamistisk politiker tagit över i kommun eller stat.

Ungefär så har Nordbrandt tänkt, och kommit tillbaka till sin nordiska födelseort, Frederiksberg, där han såg dagens ljus den 21 mars 1945, vilken han för övrigt så fint har beskrivit i självbiografiska boken Døden i Lübeck (ett smeknamn han fick i ungdomen då han på grund av sjukdom vägde knappt fyrtio kilo). För att förstå hur förbindelsen – och senare konflikten – mellan Köpenhamn och Ankara såg ut, ska man läsa en bok som heter Ruzname. Den har sin titel från det ord av persiskt ursprung som fanns i det ottomanska väldet, och som betyder dagordning eller dagbok (men som i modern tid ersatts av andra ord). Och senare har han flyttat vidare till Østerbro med blomma och barn.

I denna bok kan man se hur Nordbrandts kärlek till Turkiet sakta övergår i en mycket stark pessimism. Boken skildrar tiden 4 mars 1995 till 4 mars 1996. Nu är det en mycket svartsynt Nordbrandt som skildrar Turkiet, och det är i den här boken han gör det:

“Några av mina bästa vänner är muslimer, och jag tar starkt avstånd från främlingsfientligheten i Danmark (och på alla andra platser). Men det betyder inte att jag kan acceptera islam. Jag betraktar den som en historisk olycka” skriver han.

Vad får honom att dra denna radikala slutsats? Man får söka sig till barndomen för att se hur Nordbrandt tidigt präglades av inställningen att all religionsutövning är dumhet. Han formulerar det själv på annan plats i boken:

“Så länge de som styr världen, hänvisar till makter vilkas existens ingen kan bevisa, och vilkas förmodade natur motsägs av den vetenskap, som mänskligheten inrättat sitt liv efter, kommer det aldrig att finnas ett slut på de trojanska krigen.”

Det är alltså inte en särskild religion som orsakar Nordbrandts starka misstro. Det är bokstavligt talat allt prat om makter utanför människans kontroll, oavsett vad de kallas eller kallar sig själv. När islamismen vann sina övertygande segrar i Turkiet var det dags att återvända hem till Danmark. Och väl hemma finner han en kultur där folkkyrkans representanter

“av Drottningen får ta emot samma ordnar som militärens folk, och ändå talar prästerna om ‘moral’ och ‘kristna värden’. Är kombinationen Gud, konung och fosterland kristna värden? Är titeln general ett kristet värde? Historien kan förvisso ge det intrycket, men jag undrar om Jesus hade skrivit under på det.”

Så resonerar en modern dansk poet som vägrar inlemma sin diktning i någon högre statlig eller religiös institutions tjänst. Och det är denne poet som också utgivit diktsamlingen Guds hus:

Som ett moget granatäpple

för den törstande

var vår kärlek i Guds hus:

ett hårt, blankt skal.

Fyllt av söt, röd saft

omöjlig att dricka

utan att man råkade krossa

dess bittra kärnor.

(översättning av Per Svensson)

Lyssnar man på tonfallet förstår man att det inte är en hatisk man som talar. I dansk press har jag sett insändare som betecknat Henrik Nordbrandt som hatisk, för att han i essäer, artiklar och intervjuer förklarat varför han tycker så illa om religioner och de politiska rörelser som föds ur dem. Man ska inte läsa honom så. Man ska läsa honom som den upplysningsman han är.

Henrik Nordbrandt är i den meningen en nordisk mystiker, full av respekt för livets alla outgrundligheter. Men han är samtidigt en mycket rationell människa. Om det vatten som sipprar ur berget kan han i Guds hus uttrycka en nästan religiös tanke:

Jag som ingenting tror

vet, att detta vatten är heligt.

Den som dricker det

ser sig själv från bergen

det har döpt.

Kanske kan Nordbrandt nu citera sig själv: “Efter åren i solen går jag omkring i skuggan” (ur 84 dikter, översättning av Anna Svensson)

Översättningarna av prosacitaten är gjorda av TN

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Marie

    Værdigheden genoprettes efter skokastningen

    ”Det er ikke raseriet som har preget reaksjonene i norsk offentlighet etter 22. juli. Det er samhold, kjærlighet og gode ord. Det er bra. Men det dekker ikke alt. Spørsmålet er om noen har følt at alt det gode har stått i veien for raseriet. Om noen av de som er sinte, har opplevd at det ikke har vært rom for mørke følelser som sinne og hat.

    Skokasteren ga i dag det fortvilte raseriet et ansikt. Og han fikk støtte av andre i salen, fra pårørende som også hadde mistet noen. Applausen da han ble ført ut, talte sitt tydelige språk. Han var sint på vegne av mange.

    Selvsagt skal ikke folk kaste sko i rettssalen. Det er avgjørende viktig at saken føres videre i de samme verdige rammer som den har vært frem til nå. Det er nettopp dette som er demokratiets og rettsstatens svar på Breiviks terror.

    Men av og til kan man forstå at det skjer ting som ikke bør skje. At det kommer et slikt følelsesutbrudd i retten, er ikke overraskende.”

    http://www.vg.no/nyheter/meninger/artikkel.php?artid=10053229

    Hver dag lister norske medier som katten rundt om den varme grød. Her nærmede ”noen” sig for et kort øjeblik og skyndte sig derefter igen at lægge en passende afstand til ”grøden” for at understrege, at værdigheden er det vigtigste. Man tilgiver – generøs som man er – skokasteren, for det er jo en del af hans mørklødede kultur at give følelserne frit løb, ja de fleste pårørende klappede ligefrem, da det skete.

    Lover det godt for fremtiden? Næppe. Jeg frygter, at raseriet kan komme ud på et sidespor, hvor den store løgn får endnu mere luft under vingerne.

    Er politisk indoktrinering af børn- og ungdom på lejre en god idé?

    Førend retssagen gik i gang, overvejede jeg, hvad jeg selv ville have gjort, hvis jeg var en af de pårørende. Jeg fandt den gang ud af, at jeg ville have følt et uvelkomment pres for at deltage, fordi fravær ville være som at svigte.

    Det synspunkt har jeg siden ændret, i dag ville jeg ikke frivilligt have deltaget i den fælles tortur, der hver dag river i folks hjerter eller drysser som manna ned over dem, der aldrig kan få nok af tragedien. Jeg ville føle mig omklamret og gået for nær, og jeg tror, at det også er den mening, andre vil nå frem til, når de engang får lov til at være i fred og tænke over, hvordan deres samfund via medierne har reageret og ikke ladet dem være i fred et øjeblik siden 22. juli.

    Retten må gå sin gang, som retten nu skal det efter loven, men ingen bør føle skyld over at udeblive og gemme sin private sorg for offentligheden.Den fælles sorgbearbejdelse er muligvis en god terapi for ”noen” og for Arbeiderpartiet men minder mig for meget om de sensitivitetsforløb, som jeg blev tvunget til at deltage i under en uddannelse med stærk socialistisk slagside.

    For mig sitrer derimod et ubesvaret spørgsmål som en alle steds værende ond ånd, og som Breivik har selv har været inde på ? Er det virkelig en god ting at sende børn på unge på lejre, hvor voksne og erfarne politikere kan indoktrinerer dem, håndplukke dem og forføre dem med stjernestøvet fra egne vinger?

    Fortællinger fra helvede

    Dagen før retssagen gik i gang bragte Jyllands-Posten en lang artikel med interview af overlevende fra Utøya og udenrigsminister Jonas Gahr Støre, ”Fortællinger fra helvede”/Jakob Binderup.

    En af de overlevende er Ingvild Stensrud, der også er kendt fra norske mediers dækning af tragedien. Selv om hun kun er 16 år, var det fjerde gang, hun deltog i lejren, dvs. at hun kun kan have været 12 år, da indoktrineringen blev påbegyndt. I 2011 var hun avanceret til at være leder af en hel delegation fra Telemark og synes da også allerede at være blevet en tro partisoldat med sans for medierne og de korrekte meninger.

    ”Selv om Anders Behring Breivik dræbte mange af Ingvilds venner og bekendte, er hun ikke vred på ham.

    »Det føles tomt og ondt at miste mennesker, som man har set op til. Men jeg er ikke vred på gerningsmanden. Jeg er mere vred over de meninger og de ekstreme holdninger, som nogen har. Jeg er vred på de politikere, der har racistiske holdninger. Og jeg er vred på dem, der taler om en snigende islamisering,« lyder det fra den unge pige, der studerer kommunikation og medievidenskab i Porsgrunn.”

    Jonas Gahr Støre udtaler om sit besøg på Utøya 21. juli 2011:

    »Det er strålende solskin, og 500 unge mennesker sidder på bakken og lytter, mens jeg taler om Mellemøsten. […] »Utøya er en kombination af alvor, politik, kultur, sport, forelskelse og ungdomslejr. Her er mennesker, der har tænkt sig at mene noget om fremtiden. Engagerede unge mennesker, som vil have kundskab, udfordre magten og være kritiske. Et besøg her er noget af det flotteste, en “voksen” politiker kan opleve. Da jeg kommer hjem til min familie på vores sommersted i Sydnorge, og min ferie for alvor skal til at begynde, er jeg opstemt.«

    ppro.jp.dk/artikelsoegning/Displayarticle.aspx?articleID=2749372 (kræver login)

    Jeg tror gerne, at udenrigsministeren blev høj af at være omgivet af 500 beundrere.

    • Marie

      Rettelse af sidste linjer i andet afsnit.

      For mig sitrer derimod et ubesvaret spørgsmål som en alle steds værende ond ånd, og som Breivik selv har været inde på ? Er det virkelig en god ting at sende børn og unge på lejre, hvor voksne og erfarne politikere kan indoktrinerer dem, håndplukke dem og forføre dem med stjernestøvet fra egne vinger?

      • Nils

        Ja, uanset hvad herr massemorderen måtte mene om det, så er det en god ting at en politisk organisation arrangerer ungdomslejre, hvor der bliver sagt en masse sludder og nogle gamle selvglade koryfæhoveder holder lidt for lange taler.

        Hvis Fremskrittspartiet havde været bedre til det sociale, så havde vi måske ikke siddet i suppedasen.

  • Paul

    Tänkte informera er om en ny Mohammedkarikatyr… http://allahuasghar.wordpress.com/
    Av bloggaren Hadi.

  • Ole Burde

    ” War is Hell ” … Sådan var det overhovedet ikke i min oplevelse af den , langt fra . Nogen af de bedste og mest intensive oplevelser i mit liv har haft med krig at gøre . Jeg kan forestille mig at krig kan være et helvede hvis man bliver tvunget ud i en krig mod sin vilje , men for de fleste soldater jeg har kendt er situationen en helt anden . Krig er et spørgsmål om tilid til hinanden ,mest internt i den operatve enhed , somregel 50-100 soldater , men også til ledelsen oppe i de øver lag , både politiskt og militært . Ikke blind slaveagtig tillid til en ufejlbarlig “leder” , en tillid til at DE ANDRE , som mig selv , vil gøre deres bedste inden for deres menneskelige begrænsninger . Uden tillid er Nationernes tid forbi , “but it wont be on MY watch ! “

    • Ole, det var kun kun lidt af sandheden, de får ord, og jeg hentede dem fra soldaterhjelmen. Når man ser Hass’ fotografier, er man ikke i tvivl om at Vietnam var et Helvede (og iøvrigt en misforstået, unyttig krig)

      Men vi har et interessant tabu på det du nævner (jeg er skam ikke pacifist, jeg ville bare ønske at vi kunne lære os at vælge de nødvendige krig, der har udsigt til at gøre nogen nytte.)

      Alle freds- og krigsforskere afskyr krig – de vil ikke vedkende sig dens facinerende sider, selvom de måske sidder og ser en krigsfilm en gang om måneden. Kunne man tænke sig en insekt- eller svampeforsker, der afskyede insekter og svampe ?

  • Neuhammer

    War is hell, slavery is worse. Winston Churchill.
    Vores ynkelige dhimmi-journalister burde kende mere til historien, i stedet for at farve den blodrød.

    Mht. vores “helt”, skokasteren i Oslo, blev han efterfølgende grædende ført til en ambulance og kom under psykiatrisk behandlig.
    Det ender såmænd nok med han af humanitære årsager bliver tilkendt livslangt ophold med fuld trygde i det norske. Men hva’ faen, -honning krukken flyder jo også lystigt over med olie!

  • anonym

    Marie

    Indoktrinering er når (socialdemokratiske) unge og teenagere render rundt med Hamasflag, som AUF gjorde på Utøya. Men ifølge dem, der som minimum, har en 100-fold større viden derom, end jeg selv har, så er Norge også et hardcore antisemitisk, måske endda ligefrem antijødisk land. Så de vil nok også gladeligt bidrage til at løse jødespørgsmålet, så de kan være mere inkluderende over for de ædle kultur- og ikke mindst gruppeberigere (1.027 anmeldte voldtægter i Norge i 2011). For så får de jo noget mere Lebensraum, og mere, og mere, og mere, og …. ( “First we rape Oslo. Then we rape Norway”)
    Så det må da være allerhelvedes surt for dem, når de konstant scorer Nobelpriser på samlebånd. Især når de nu retteligt tilhører alle de underpriviligerede, som de med kraftig inspiration fra Voldtægtssverige, nu også er i gang med at folkemordsbefolkningsudskifte med de oprindelige indbyggere (Norge har lige rundet de 5 millioner indbyggere). Men det gode ved det er at de heldigvis har alderen til at opleve hele Europas og Vestens undergang og årtier med krig og ti millioner af døde.

  • Marie

    IKKE UDEN ALBUER OG DRÆBERINSTINKT

    Anonym

    Ja, man ser det for sig, feterede pal-arabere med flag, understøttet af regeringen Stoltenberg, der som det eneste vestlige land har anerkendt Hamas’ styre i Gaza. Stoltenberg kan ikke være uvidende om, at Hamas er den pal-arabiske afdeling af Det Muslimske Broderskab, og at det står i Hamas’ manifest, at man har som mål at jage jøderne i havet. Israel skal udslettes, hvis det står til Hamas.

    Jeg ved ikke, om de norske medier var opmærksomme på det, men Stoltenberg har faktisk taget til sig, at Norge har et problem med voldtægter og har søgt råd hos politidirektøren i København. Men gad vide, om han også har forstået, at de bedste råd er gratis og går ud på at oplyse befolkningen om, at tillidsfuldhed og naivitet kan overdrives.

    http://jp.dk/udland/europa/article2593795.ece

    Nogle dage efter Stoltenbergs besøg i Danmark anmeldtes to norske bøger om 22. juli terroren i Morgenavisen Jyllands-Posten, og det var en af landets bedste anmeldere, der var sat på den opgave. Desværre kræver det login at læse artiklen i sin helhed. Bøgerne udkom samtidigt på norsk og dansk, og det bør nordmændene ikke undre sig over, vi følte os tæt på tragedien.

    ”Ensom som i døden
    Henrik Jensen
    Offentliggjort 19.11.11

    Den norske erfaring: To norske bøger i kølvandet på Utøya-massakren – en om sorgen og nødvendigheden af håb, en om statsminister Stoltenberg.”

    Her skal det handle om bogen om Stoltenberg, der betegnes som nærmest en hagiografi, som ikke kan anbefales og i øvrigt kan skade statsministeren. Noget tyder på, at skaden i dag er sket, at Arbeiderpartiet ikke har stået distancen i de mellemliggende måneder, hvor man har udnyttet Utøya råt.

    ”Ukritisk heltekåring
    […]
    Den er først og fremmest aldeles ukritisk. Allerede i indledningen røber forfatteren, Thor Viksveen, politisk journalist og tidligere chefredaktør, at han under sit arbejde med bogen kun »igen og igen har fået bekræftet, at Stoltenberg er en god mand«. Punktum. Han er »ærlig, dygtig, retskaffen og arbejdsom«, og terrorangrebet har mere end bekræftet dette billede af »styrke, beslutsomhed og evne til at sige og gøre det rigtige«. Osv.

    Og så er han pæn på den melankolske måde. Til gengæld er der ikke meget i den stoltenbergske forhistorie, der peger i statsmandsretninger. Det bliver kort sagt kedeligt og uden kant. Spild af tid.

    Der er ikke tale om en autoriseret biografi, og hovedpersonen er ikke citeret direkte. Man må også spørge sig, om han står sig ved en sådan helgenkåring. Den er slesk og uvirkelig. Det siger sig selv, at man ikke kommer derhen, hvor Stoltenberg er i dag, uden albuer og dræberinstinkt…”

  • Ole Burde

    Steen
    Vores “moderne” europæiske medie-billede af krig , er overvejende bygget af udsagn fra dem som ikke rigtig kunne holde til det . Den anden side , dem som gik gennem krig uden at det på nogen måde svækkede dem mentalt eller fysisk , bliver aldrig hørt . Set fra den politiske korektheds side er dette mentalt defekte personlighder … Sygdom er sundhed !
    Iløbet af selv en kortvarig krig , vil der lynhurtigt ske en meget effektiv udvælgelsesprocess , hvor dem som kan holde til det , finder ud af at identificere hinaden , og finder ud af at “køre rundt omkring” svage led i kæden hvorved disses potentielt katasrofale svaghed bliver neutraliseret . Man kan derfor på en vids måde sige ,at mediebilledet af krig er bygget på udsagn fra folk som stort set ikke spillede nogen rolle i den måde krigen blev ført på , og som i bedste tilfølde bare var fyld .
    Misundelse og ambivalent had/beundring er en naturlig reaktion for dem som på denne måde er vejet og blevet fundet for lette , og derfor er det så meget nemt at udnytte de svage til politisk propaganda .