Åklagarmyndigheten i Jönköping har tidigare sagt att gruppvåldtäkten i Mariannelund är förmodligen det värsta i modern svensk rättshistoria. Idag kom domen mot de åtalade asylsökande afghanerna. Rättegången har varit omfattande och genomfördes på nio dagar under tre veckors tid. I förra veckan släpptes en av de åtalade fri från häkte i väntan på dom vilket kunde innebära frikännande eller mildare straff. De övriga sju riskerade upp mot tio års fängelse för grov våldtäkt på en tvåbarnsmamma. Åklagare Gunnar Brodin hade yrkat på sex års fängelse för sju av de åtalade och sju år för den så kallade huvudmannen. Dessutom yrkades det på utvisning för sju av de åtta till Afghanistan om de skulle dömas till fängelse.Fängelse för brutal asylgruppvåldtäkt i Mariannelund

Jeg springer normalt grove, svenske kriminalsager over af den enkle grund, at der er for mange af dem. Desuden slider de for hårdt på humøret, og det skal man bruge til at leve med. Det betyder dog ikke, at jeg ikke ser dem, og nogle skiller sig ud ved deres helt ubegribelige galskab og brutalitet i den endeløse række af tragedier, Riksdagen trækker ind over sin befolkning i godhedens navn. Mariannelund er en lille flække i det nordøstlige Småland i nærheden af Vimmerby og Hultsfred. Dette skete den 11 december 2011. Oven på forbrydelsen sad kvinden i rullestol for sine skader i underlivet og måtte indlægges på psykiatrisk hospital for sine sjælelige traumer. Hun var blevet et tortur-offer. Bødlerne var regeringen Reinfeldts lokale stedfortrædere, men hun overlevede da. Modsat ham her og hende her og i hundredevis af andre.

Vanvid og vandrehistorier

Af Nemo
Hvad har vandrehistorier og sindssyge mordere til fælles? Det er ikke så meget en usmagelig vits som et seriøst spørgsmål. For sagen er, at både almindelige mennesker, der fortæller en vandrehistorie, og den sindslidende griber fat i tidens brændende emner.
Dengang verden var optaget af aliens og ufo’er fortalte folk historier om at blive bortført af rummænd, og de mentalt syge troede på, at de havde været bortført, at naboen var en alien osv.
Ny teknologi som mikrobølgeovne og kabeltv blev grobund for både vandrehistorier og vrangforestillinger i halvfemserne, ligesom der er opstået en storstilet samling vandrehistorier og konspirationsteorier omkring angrebet på Twin Towers i New York i 2001.
Her og nu er det på godt og ondt indvandringen, der optager sindene, og derfor er det det, folks fantasi griber fat i. Robert Zola Christensen, der har skrevet ph.d.-afhandling om vandrehistorier fortæller denne her:

»Min fars nye kone boede ovre i blokkene. Hun kunne ikke forstå, at der kom flere og flere mørke skjolder på loftet. Da det til sidst begyndte at dryppe, tog hun kontakt til varmemesteren, der straks aflagde overboen en visit. Lejerne viste sig at være fra Jugoslavien, en familie på ni. Gulvet var brudt op, og der var lagt kartofler over det hele.«

Den oprindelige svenske ’laserman’ Wolfgang Zaugg tumlede voldsomt med sin egen identitet som indvandrer i Sverige. Han blev alvorligt psykisk syg og var tvangsindlagt flere gange. Og så endte han med at bebrejde indvandrere og specielt kriminelle indvandrere for alle sine problemer. Den ny ’laserman’, Peter Mangs, har lignende problemer med at holde sig mentalt og socialt på ret køl.

Ifølge den grundigste af de psykiatriske evalueringer er også Anders Breivik alvorligt psykisk syg. Der er ikke noget at gøre ved at syge menneskers aggressioner ind imellem retter sig mod et politisk emne, lige så lidt som det forhold at normale mennesker bearbejder oplevelsen af ny teknologi eller skræmmende begivenheder ved at fortælle vandrehistorier. Om noget betyder det at vi, der arbejder seriøst med indvandrings- og integrationsproblematikken, skal være opmærksomme, hvis vi kommer i kontakt med folk, der er ude af balance og taler om at bruge vold. Ingen kunne formentlig have opdaget Breivik gennem det han sagde og skrev – men måske en anden gang. (Se evt. SVT dokumentaren om John Ausonius fra 2005.)