23 norske akademikere har i bogen Sigve Indregard (red.): Motgift – Akademisk respons på den nye høyreekstremismen. Antologi. 432 sider. 379 NOK. Forlagene Manifest og Flamme –  et socialistisk/kommunistik foretagende, – sat sig for at undersøge nogle af påstandene fra Breiviks manifest, f.eks. «Islam er en kvinneundertrykkende religion», «Islam er en politisk ideologi», «Oslo gettoiseres», «Norge har vært homogent», «De fleste terrorister er muslimer.» (hvorfor kan de ikke vende citationstegnene rigtigt i Norge?)

Hvad de har fundet ud af og ikke mindst hvorfor, fremgår temmelig bombastisk af bogens titel. Jeg har selv bladet i den, og det er ikke svært at finde helt elementære faktafejl. Ideen med bogen er god, som det fremgår af Sørlanders anmeldelse, men det er desværre en bog med et formål der går en del ud over at finde sandheder. »Alt i alt efterlader bogen mig med en beklemmende følelse af, at den akademiske verden ikke er til megen hjælp, når det gælder om at styre de europæiske demokratier igennem den nuværende værdikrise,« skriver Sørlander. Man kunne tilføje “beklemmende at akademikere ikke først og fremmest føler sig forpligtet af sandheden, hvor ubehagelig den end måtte være. Hvis ikke Breivik-tragedien kan gøre drukne akademikere ædru, hvad kan så? Her et lille uddrag fra Weekendavisen, den hele er gengivet her. (klik evt. foto op i helskærm):

Selve ideen bag bogen er fortræffelig, og det kan selvfølgelig ikke undgås, at tyve akademikere kan få sagt mange værdifulde ting, når de modsiger Breivik og højreekstremismen. Men som helhed er bogen skuffende. Når man diskuterer et spørgsmål akademisk, er det et krav, at man gør det så svært for sig selv som muligt. Det indebærer, at man skal have klarhed over både sin empiriske evidens og sine teoretiske grundprincipper. Og fremfor alt så undgår man ikke noget, som kan tale imod den konklusion, som man når frem til. Men her er der for megen slaphed. Intetsteds nævnes den Policy Exchange-undersøgelse, som viste, at en foruroligende stor del af unge britiske muslimer ønsker en form for sharia-lov indført.

Den samme tavshed rammer de statistikker, som viser, at der er relativt større kriminalitet blandt indvandrere fra visse ikke-vestlige lande. Tværtimod hævder Hylland Eriksen, at man slet ikke bør bruge begrebet »indvandrer« i forbindelse med begrebet »kriminalitet«. Dermed vil han undgå en stigmatisering af de eksisterende indvandrere. Men som demokrati skal vi jo også tage stilling til, om grænserne fortsat skal stå lige åbne, eller om porten skal gøres snævrere. Og i den forbindelse er det vigtigt for den politiske diskussion, at vi har pålidelige statistikker over kriminalitet begået af indvandrere. Ganske som på områder som økonomi og sundhedspolitik er vi henvist til at tage stilling ud fra en afvejning af statistiske sammenhænge. Når man vil undertrykke dem, så ødelægger man den frie og nødvendige demokratiske debat [..]

DET er på det principielle plan, at slapheden er størst. Som helhed er forfatterne fuldstændig blinde for nogle grundlæggende forhold, som er af essentiel betydning for den problematik, som de diskuterer. Alt i alt efterlader bogen mig med en beklemmende følelse af, at den akademiske verden ikke er til megen hjælp, når det gælder om at styre de europæiske demokratier igennem den nuværende værdikrise. Kai Sørlander: Anm: Akademisk slaphed, Weekendavisen 22.06.2012.

Polygami, børneægteskaber og kvinde-tæsk i Tyskland

De ‘progressive’ – vi kender desværre alle sådan én – har virkelig foretaget Det Store Spring Fremad ved at at påtvinge et flertal af deres landsmænd masseinvasionen fra præmoderne kulturer. Lidet havde man anet, at gode SF ere gik ind for børneægteskaber, vold mod kvinder, polygami og undergravelse af rets- og velfærdsstaten, men det må de gøre, selvom det ikke står i partiprogrammerne.

“I Berlin skønner man at 30 procent af alle arabiske mænd, har mere end én kone,” som kun socialkontoret og imamen kender til. Disse mænd får oceaner af børn, op i mellem ti og tyve, der ikke forsørges af faderen, men af socialstaten, der med tiden også skal forsørge dem og deres ti børn indtil demografien har ruineret socialstaten. Hvor mange koner har de i grunden i SF og Enhedslisten og hvor mange børn og tæsk får de? Hvis de ‘progressive’ altså er så reaktionære, så må de reaktionære være vor tids progressive, selvom oprindelige progessive kalder dem ‘racister.’ Det er kun krigslist, så de selv kan få fire progressive koner, thi dem vrimler det nemlig med i de partier. Der Spiegel går tæt på det parallelle, islamiske retsvæsen i Tyskland, og hvad det betyder for de kvinder og børn, det går ud over. For ikke at tale om Tyskland selv:

They are not permitted to marry non-Muslims; – In an arbitration, family unity takes precedence over the woman’s right of self-determination, even in cases involving violence; – In a divorce, the man receives sole custody of the children; – Polygamy and marriages with minors are allowed; under German law, 16-year-old girls can only marry with the permission of a family court.

Polygamy in Germany: The man, on the other hand, is only required to show identification, but not to prove that he is single. This isn’t surprising, given that Sharia permits a man to have up to four wives. There are no official figures, but Berlin family consultant Chaaban estimates that about 30 percent of all Arab-born men in the German capital have two wives. Attorneys specializing in family law are also familiar with these cases. The men rarely live with several wives under one roof. They usually keep their second wife, to whom they are only married under Islamic law, a secret. Thanks to the social welfare state, the men often have no obligations under the second marriage. Under German law, the women are treated as single mothers and, if they are unable to support themselves, they receive benefits under the Hartz IV welfare reform program. Family law attorney Scholz tells the story of a Muslim woman from Flensburg who was unaware for years that she was a second wife. She had only been married by an imam, and her husband had another wife with whom he already had four children. With her eight children, the second wife received so much money in residential, childcare and education subsidies that she didn’t even have to apply for Hartz IV benefits. Islamic Mediators and Germany’s ‘Two Legal Systems’

Jalving og de progessive

Nu hænger han nok også snart i en tynd tråd på Jyllands Posten. Så får vi to Berlingske Tidender i Danmark. Den ene kan udkomme på Bumfuckingstansk:

Velfærdsstaten mangler som bekendt ikke muskler til at opkræve skat, afgifter og moms – eller vilje til at købe aflad med såkaldte klimaaftaler og bankpakker. Mere opfindsomme tiltag som fedmeskat kan staten og dens velvillige tjenere også sagtens håndtere, ligesom magthaverne heller ikke tøver med at forbyde danskerne at tænde bål – bortset fra i morgen aften, hvis det hele da ikke regner væk. [..]

Men – læg mærke til det – når det kommer til afviste – jeg gentager – afviste asylansøgere, bliver staten pludselig ualmindelig blød i knæene, og i går kunne vi erfare, at nye asylcentre skyder op som paddehatteover det ganske land. Det er især somaliere, der strømmer til Danmark– især unge mænd i 20’erne i endnu større hast end flygtninge fra Syrien, Afghanistan og Iran – og somalierne har da også allerede satnye rekorder i Danmark. Alene rygtet om asyl i Danmark tiltrækker øjensynlig flere og flere somaliere, naturligvis bistået af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og andre samfundsundergravende institutioner og NGO’er. Den impotente asylstat