29
jun
Seneste opdatering: 1/7-12 kl. 0155
3 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Af Torben Snarup Hansen, historiker

Der findes stadig journalister og kommentarskrivere, som mener, at EU-kommissionen er “internationalt samarbejde”, hvilket de derfor anbefaler mere af ved løsning af “internationale problemer”. Ude i virkeligheden ser det anderledes ud. EU-kommissionen har i en lang årrække præsteret en stribe af tåbelige og ødelæggende beslutninger, der generer de europæiske befolkningers daglige tilværelse. Optagelsen af Rumænien og den deraf følgende ud / tilstrømning af ikke-arbejdsduelige personer med særprægede tilbøjeligheder og talenter er kun ét af mange eksempler.

EURO’en blev lanceret for at skabe en politisk union – d.v.s. den forbundsstat, Europas vælgere IKKE ønsker, og som de IKKE må stemme om. Da kyniske og uansvarlige politikere i en række medlemsstater så skabte krise og rabalder, blev dette benyttet som påskud for en yderligere føderalisering, som betyder, at tyskerne og andre med orden i økonomien skal smide gode penge efter dårlige.

Grækenland er slet ikke den eneste stat med korruption, svindel og sløseri. Spaniens offentlige gæld er et mareridt. Alene de 17 selvstyrende regioner skylder tilsammen mere end den græske stat (dertil kommer så centralregeringen, provinserne og kommunerne). Statsminister Mariano Rajoy og hans embedsmænd i Madrid kan naturligvis udstede dekreter og love fornuftig opførsel i fremtiden. Men budgetakrobaterne og deres fætre i Valencia, Sevilla o.s.v. har optaget mange sjove lån og foretaget endnu flere sjove “investeringer”. Og så er der Frankrig og Italien……. ! Hvordan i al verden kan “internationalt samarbejde” hjælpe med at fjerne klientelisme og vennetjenester?

Bemærk de sproglige fiflerier fra både politikere og venstrefløjens bagland. EU-topmødet snakker om “vækst”, men mener yderligere offentlig gældsætning, flere obligationer! Reel vækst ville være, at den franske krovært ansatte en tjener, så flere kunder kunne betale for at få maden serveret, inden den blev kold. Men i Frankrig – og desværre også andre lande – hæmmer restriktioner og div. bestemmelser de små virksomheders personalepolitik. Nu har den socialistiske præsident Hollande desuden erklæret kamp mod arbejdsløsheden ved at pålægge arbejdsgiverne bøder i tilfælde af afskedigelser! Endnu en gang demonstreres, at politikere er uegnede til at styre andre menneskers økonomi.

Under det politiske “folkemøde” på Bornholm spurgte en DR-medarbejder nogle socialdemokratiske vælgere om deres stilling til skattereform. En af dem svarede, at “det er forkert at give til de rige …” Ræsonnementets forudsætning er, at regeringen er al velstands kilde. Politikerne er gartnere i pengetræernes have eller venlige guder, der deler ud til borgerne. Her var et bevis på, at velfærdsstatens vækst beskadiger befolkningens tænkevne. Venstrefløjen er på vej mod hjernedøden og har svært ved at opfatte andet end forslidte fraser som den målsætning, at “de stærkeste skuldre skal bære de tungeste byrder!” Derfor registrerer røde politikere og røde vælgere ikke, at empirien, altså den konkrete virkelighed svarer til netop dette ideal. Halvdelen af provenuet leveres faktisk af 20 procent af skatteyderne.

Den værste form for døvhed er ikke at ville høre (tak til gamle Tirso de Molina!).

For over et kvart århundrede siden gjorde Niklas Luhmann opmærksom på, at vor tids opsvulmede stat hovedsageligt anvender to midler: penge og dekreter. Det sker igen og igen. Mere af det samme. Tankeløse politikere gør deres vælgere tankeløse.

Svensk sociologi træder tøvende ind i det 21. århundrede

Indenfor sociologien er det old news at multikulturer har lav social kapital, senest grundigt dokumenteret i Robert Putnams E Pluribus Unum: Diversity and Community in the Twenty-first Century. Det nye er, at det er dæmret på Uppsala Universitet 58 år efter at Edvard C.Banfield skrev “The Moral Basis of a Backward Society” og “The Unheavenly City.” Når det en dag tilmed står i Dagens Nyheter og Aftonbladet, er det også blevet sandhed i Sverige med to generationers forsinkelse og mange årtier for sent til at få nogen praktisk betydning for Sverige.

Jan Guillou forestiller sig idag at Sverige i morgon – är en mardröm där allt går åt helvete, og det kan jeg fuldstændigt istemme. Hans analyse af årsagssammenhængen tyder derimod på, at det er abekastningen om eftermælet, der er gået i gang. Han har hele sit liv været på den forkerte side af historien, altid lige perfid og underholdende. Det har han til fælles med Breivik, at ondsindetheden og forrædderiet er hans egentlige natur. Men da han nu har virket i Sverige, går han nok i graven med et ridderkors alligevel. I Danmark havde han været betragtet et stykke intellektuelt drivtømmer fra DDR tiden, undtaget af Politiken og naive, underinformerede læsere af hans kulørte kriminalromaner. (Lars Vilks kommenterer Guillous artikel her.)

Studie fra Universitetet i Uppsala viser at innvandring svekker oppslutningen om velferdsstaten

Oppslutningen om statens omfordeling av inntekt minsker når forskjellene i befolkningssammensetningen øker, skriver Klassekampen.

Den nordiske velferdsmodellen har hittil vært kjent for sin brede oppslutning i befolkningen, men den svenske studien har sammenlignet oppslutningen om sosiale bidrag i svenske kommuner med tettheten av innvandrere fra ikke-OECD land og fant at den er avtagende. Årsakene kan være flere, men studien nevner både manglende samholdsfølelse og redusert tillit i befolkningen som forklaring på funnene.

Professor i sosiologi, Grete Brochmann, mener at forskningsresultatet er viktig, ettersom det i lang tid er blitt avvist at innvandring og et mer flerkulturelt samfunn har noen effekt på befolkningens oppslutning om velferdsstaten:

– Man kan ikke ta oppslutningen rundt velferdsstaten som en selvfølge, sier hun.

Den tidligere lederen av Velferd- og migrasjonsutvalget innrømmer at man lenge avviste innvandringens konsekvenser på velferdsstaten.

– Jeg synes studien er veldig interessant, fordi man i lang tid har avvist at det er noen effekter på oppslutningen rundt velferdsstaten av et mer flerkulturelt samfunn, sier Brochmann.

Brochmann påpeker at selv om flertallet støtter opp om velferdsstaten, vil det få uheldige konsekvenser dersom de med flest ressurser begynner å stille spørsmål ved den eller oppfatter det som om velferdsstaten kommer feil folk uforholdsmessig sterkt til gode.

– Skatteviljen er utrolig viktig for velferdsstaten, siden skatten er den viktigste finansieringskilden av den. Hvis dette begynner å utfordres, er det veldig foruroligende.

– Vil gå ut over de svakeste

Brochmann minner oss på hvem velferdsstaten tjener.

– Det er avgjørende å huske at det er de svakeste som er mest avhengig av at velferdsmodellen, og hvis man ikke passer på å opprettholde velferdsmodellens bærekraft ved å justere den så den tåler mer av de nye forholdene, kan konsekvensen bli at de svakeste blir berørt kraftigst.

Professor i Sammenliknende politikk ved Universitet i Bergen, Stein Kuhnle, tror imidlertid ikke at oppslutningen rundt velferdsstaten er avtagende, og mener at bildet i så fall er mer komplisert. Fallende oppslutning kan like gjerne skyldes at folk med gode inntekter i større grad ordner seg med private løsninger, slik at de gradvis blir mindre avhengige av offentlige velferdsordninger og dermed mindre opptatt av å betale skatt som finansierer disse, sier han. Han mener derimot at utfordringen er å øke folks kunnskaper om hvilke gjensidige velferdspolitiske forpliktelser EØS-avtalen medfører og å forklare velferdsstatens verdigrunnlag, men legger til at stor innvandring som øker den sosiale og kulturelle avstanden mellom grupper i samfunnet gjør denne oppgaven vanskeligere:

Kuhnle mener velferdsverdiene må forklares i den politiske debatten.

– De politiske partiene som er tilhengere av den nordiske velferdsstaten har en stor, viktig og vanskelig pedagogisk oppgave med å forklare velferdsstatens verdigrunnlag. De rike bør også bry seg om offentlige velferdsordninger, sier han.

– God kvalitet på offentlige velferdsordninger, som innebærer god skatteinngang og skattevilje, er en forutsetning for at også de som er i stand til å ordne seg privat kan nyte godt av å leve i et samfunn med allmenn velferd og sosial trygghet.

Dyrker bevisste avstander

Økt innvandring gjør denne jobben enda vanskeligere, sier professoren. Utfordringen er spesielt stor i ei tid med betydelig innvandring som øker potensialet for sosial og kulturell avstand mellom grupper, mener Kuhle.

Klassekampen: Svekker tiltro til velferd

via Document.no

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Poul Højlund

    Tak, Torben Snarup Hansen, for de velvalgte ord.

    Nu må da der for pokker snart ske et eller andet, en folkerejsning får vi jo aldrig, men selv de dummeste journalister kan vel fornemme, at vinden er ved at vende. Ude i virkeligheden, hvor undertegnede færdes, er der kun hån til overs for EU og alle dets ulyksaligheder, – men man er fortsat usikre på alternativet. Det er gennem de sidste 40 års massive indoktrinering lykkedes at få mange, nok de fleste til at tvivle på, at Danmark kan klare sig selv uden for EU.

    Opgaven for de skrivende modstandere må nu være at opridse en dansk virkelighed udenfor EU, herunder også scenarierne for EU’s dødskramper, så vi kan genkende og glæde os over den tilstundende Untergang.

    I øvrigt: Hvis DF og EL holder ord, så havner det europæiske patent i en dansk folkeafstemning, da det indiskutabelt og erkendt af ministeren indeholder suverænitetsafgivelse. Spørgsmålet er så, om denne for den almindelige dansker snusfornuftige ide (jeg har ikke sat mig ind i detaljerne) kan bruges som substitut for de folkeafstemninger, vi er blevet snydt for. Jeg tror det, men det kræver, at der argumenteres med netop det: en erstatning for den rigtige afstemning om unionen.

    Hvad mener man om dette?

  • Peter Buch

    Kommentar til -Svensk sociologi træder…-

    Eksistensen af et eksisterende skatteprovenu sættes, således tolket herfra i det citerede, som forudsætning for at de svageste får hjælp af det såkaldt hævdede velfærdssamfund, derved overses bevidst eller ubevidst at privat hjælp og gensidig hjælp, hvorfor eksempler på positive forløb og belæg vel kan fremvises i nogle tilfælde og, herfra bedømt, kunne have potentiale til at være langt bedre som økonomisk og socialt værktøj som generelt middel til gavn for uformående og de svageste og hele samfundet i den sidste ende end eksistensen af nogetsomhelst, der har med skatteprovenu at gøre.

    Skat er i udgangspunktet en uting. Set herfra.

  • EH

    Fin artikel.
    “Tankeløse politikere gør deres vælgere tankeløse”. Jo men helt tankeløse er de fleste nu ikke . De sørger godt for sig selv.
    Hvad angår udgifterne i EU henviser jeg til en artikel i Jyllandsposten i dag 29. juni. ” 6 uskadelige måneder i EU”.
    I guder. Hvornår er nok nok.