4
Jul
Seneste opdatering: 5/7-12 kl. 1023
12 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Robert S. Leikens bog kom i 2011, men har så vidt jeg ved ikke været omtalt i Danmark. Da jeg ikke har infomedia hvor jeg er, tør jeg dog ikke lægge hovedet på bloggen. Titlen må han have taget fra sin Foreign Policy artikel i 2005. Leiken er som Christopher Caldwell en kølig moderat iagttager, – nogle mener naturligvis ‘for moderat’, han er ligesom Caldwell velinformeret også efter adskillige rejser til Europa og mange interviews, som forberedelse for sin bog. Han er dog bekymret, ligesom de europæiske sikkerhedstjenester, han har haft kontakt med. Denne video er fra før bogen udkom.

Politisk korrekthed forklædt som ekspertise

Hvis man forventer saglige analyser af hvad der sker i Mellemøsten bliver man hurtigt skuffet

Af Geoffrey Cain

Det bliver efterhånden klart for de fleste, at det “arabiske forår” ikke bliver til andet end kaos og forarmelse, og drømmen om en ny tidsalder i Mellemøsten var et fata morgana. I stedet for et arabisk forår, ville det være mere aktuelt at tale om “islamisternes forår”, fordi det er dem, der har draget fordel af det. Men det havde ingen af vore hjemlige mellemøsteneksperter set komme. Naser Khader, Michael Irving, prof. dr. phil. Jacob Skovgård-Petersen, dr. phil. Jørgen Bæk Simonsen, Anders Jerichow og utallige andre har alle troet på, at der for enden af tunnelen lå en fager ny verden med demokrati og overholdelse af menneskerettigheder. I stedet har vi set fordrivelser af kristne, enkelte massemord og kaotiske tilstande, der har resulteret i forarmelse af titusindvis af mennesker. Egypten er på vej mod bankerot, og i Libyen har de i stedet for én Ghaddafi nu fået ti.

Alle de kendte mellemøsteneksperter har taget fejl – endda meget fejl – og deres mildt sagt mangelfulde dækning, af hvad der sker i Mellemøsten er blevet bemærket af journalisten Klaus Wivel. I Weekendavisen 13. 5. 2011 gik han i rette med en særlig underafdeling af misinformanter, som han kalder de danske Syrien-apologeter, herunder ex-ambassadør og islam-konvertit Ole Wøhlers, der apropos Syrien – hvor folk nu lystigt torturerer og myrder hinanden på begge sider – har tidligere sagt følgende: »Jeg har ikke levet i noget samfund, der i den grad har været præget af gensidig religiøs respekt og tolerance.”

En anden der får en tur i Wivels kritiske vridemaskine er tidligere direktør for Det Danske Institut i Damaskus professor Jørgen Bæk Simonsen, der altid har været enig med Wøhlers i, at Syrien er et tolerancens arnested. Uh ha. Syrerne kan vi lære en masse af, sagde han, indtil landet eksploderede i en borgerkrig, der overgår næsten alle andre i brutalitet og sadisme. Jamen syrerne er trods alt mere høflige, end vi er, skrev Bæk Simonsen, da ”foråret” brød frem.

»Der er markante forskelle fra debatten i Europa over for andre steder i verden. Går man for eksempel til Mellemøsten, har man en århundrede lang tradition for at være meget forskellige. Her er indbyrdes varianter af forskellige udformninger af, hvad det vil sige at være menneske.«

Denne semantisk set ikke så lidt særprægede sætning er naturligvis skrevet, før helvedet brød ud for alvor i Syrien. Men helvedet kom ikke af ingenting, og lige under den pæne omgangstone må der have ligget andre ting, som Wøhlers og Bæk Simonsen i det mindst må have anet. Så hvordan kan de rapportere tilbage til Danmark med et budskab om, at de befinder sig i selve paradisets have? De er begge udsendt af den danske stat og har en pligt til at bruge deres øjne og derefter at tale sandt. I begge henseender har de svigtet. Klaus Wivel har følgende kommentar:

“Statens udsendinge skal naturligvis forstå at udtale sig diskret, hvis de vil have adgang til de højeste kredse.
Men Wøhlers og Bæk er i årevis gået adskilligt længere end det. De har, om ikke fortiet, så underspillet den undertrykkelse, som finder sted. De har skam nævnt regimets synderegister i ny og næ, men har aldrig ladet politistatens metoder kaste skygger over deres kærlighedserklæringer til landet. Det har heller ikke påvirket deres syn på den nation, som har sendt dem til Syrien.”

Men de er ikke de eneste syndere, skriver Wivel. De følger bare en veltrådt sti. Bæk Simonsens forgænger – stifteren og første direktør af Det Danske Institut i Damaskus Peder Mortensen – havde præcis samme tilgang til Mellemøsten: Vi i Vesten er onde. Arabere er gode, I en samtale med Bjørn Nørgaard om den rigdom, der ligger i forskellige religioner, siger Mortensen, at ”man skal lægge den arrogance bort, som Vesten og et enkelt vestligt land her i Mellemøsten har. Den arrogance i forhold til sine medmennesker må man jo lægge til side.«

”Han siger faktisk, at Syrien er lig mangfoldighed og Vesten er lig menneskefjendskhed,” skriver Wivel, og ”hvem dette ene arrogante vestlige land i Mellemøsten er, kan læseren nok gætte.”

En anden ekspert, der mærker Wivels svøbe over ryggen, er den meget præmierede professor Jacob Skovgaard-Petersen, der skrev en glødende panegyrik om Egyptens universitet Al Azhar. Det er et ganske vidunderligt sted, kunne man forstå, og det faktum at jøder og kristne ikke må komme ind, fandt Skovgaard-Petersen ikke nogen grund til at indvie læserne i. Det hørte åbenbart til småtingsafdelingen. Reportager fra Mellemøsten skal smage af honning. Ikke malurt, og Bæk Simonsen, Wøhlers og Skovgaard-Petersen vil nødig give os det indtryk, at der er noget galt. Og derfor i stedet for at informere os gør de os dummere, end vi var før.

En anden og endnu mere kendt eksempel på en ekspert i misinformation er Herbert Pundik. Han har taget fejl i næsten samtlige sine spådomme – dog uden at have mistet sin status som vismand og fortaler for Israel (hvad han bestemt ikke er). Pundik hører til den gruppe af politisk korrekte jøder som University of Haifa Professor Stephen Plaut kalder “Israels værste fjender”, hvoraf de to mest kendte er den amerikanske lingvist Noam Chomsky og dennes endnu mere rabiate meningsfælle den nærmest vanvittige Norman Finkelstein.

Sidstnævnte citeres flittigt på Holocaust-benægter hjemmesider over hele verden, men det generer ham ikke. Han og hans meningsfæller er Israels farligste fjender, fordi folk tror, at deres jødiske baggrund må være et bevis på, at de har ret. Hvorfor skulle jøder ellers angribe en jødisk stat, tænker folk, men det faktum at Chomsky-Finkelstein-Pundik vender sig mod Israel er ikke så mærkeligt. Mange europæere gør præcis det samme. De betragter deres egen civilisation med afsky og ønsker den erstattet med noget andet – eller svækket så meget, at den ikke kan forsvare sig. Hvilket egentlig er det samme.

Helt i Chomsky og Norman Finkelsteins ånd har vor hjemlige Pundik skadet Israel mere end Fatih el Abed, Mogens Lykketoft og hele den øvrige kohorte af danske israelfjender tilsammen, Og det faktum at så godt som alle hans analyser har vist sig at være forkerte har ikke skadet hans renommé.

“Arafats forsoningspolitik sejrede”, stod der i store bogstaver i Politiken 22.1.1996, og her kunne en glædestrålende Herbert Pundik fortælle læserne, at “den fundamentalistiske Hamas-bevægelse er blevet afsløret som en papirtiger” (!)

10 år efter denne jubelraptus er der nok ikke mange, der ser Hamas som en harmløs papirtiger og Arafat som den store forsoner. Og endnu mere absurd er Pundiks på overfladen fornuftige advarsel mod en konfrontation med Iran i Politiken 19. maj 2012. Her skriver han, at man først skal prøve med det gode, og – hvis ikke det virker – “bliver krigen igen en mulighed”. Oversat til virkeligheden betyder det, at man skal vente med at bruge magt, indtil Iran har fået sin atombombe. Dvs. man skal vente, indtil det er for sent – og så skal man slå til! Sådan skriver Politikens ”Mister Israel”. Man skulle næsten tro, det var Mister Bean.

Chomsky, Finkelstein og Pundik, der alle ønsker Israel afvæbnet og sat i skammekrogen til evig tid, er som sagt ikke så sjældne som man skulle tro, og i øvrigt er svigt overfor egen lejr langt fra et fænomen, jøder har monopol på. Det kender vi til bevidstløshed fra den danske venstrefløj. Men det sørgelige ved Pundiks uvilje mod Israel, er, at han inderst inde ved, at araberne i stedet for ”dialog” i virkeligheden ønsker Israels endeligt. Men det siger han ikke højt. Alligevel kom han til afsløre en stor flig af sandhed i en ganske bemærkelsesværdig – og senere ganske fortiet – artikel, hvor han indirekte betyder læserne, at Arafats forsoningspolitik ikke var andet end førsteklasses fup. Overskriften var “Historien om Faisal al-Husseini” (findes på linket her), og den omhandlede med Pundiks egne ord om “en palæstinensisk frihedskæmper, der talte om forhandling og kompromis”.

Men da denne store moderate skikkelse pludselig døde, kom der artige ting frem. Kort for sin død havde al Husseini nemlig betroet en egyptisk journalist, at “Osloaftalen, som Arafat traf med den daværende israelske ministerpræsident, Ytzak Rabin, var “en trojansk hest, hvis formål var at bryde gennem de israelske forsvarsværker – et skridt mod det strategiske mål, Israels fald” (Pundik i Politiken 5. august 2001).

Skåret ud i pap betyder dette, at alle – israelerne, Rabin og Pundik himself – simpelt hen er blevet bondefanget. Men det kan Pundik alligevel ikke få sig selv til at sige lige ud, og han slutter artiklen med det mærkværdige udsagn, at “bolden nu ligger på Arafats boldgade”. D.v.s. Pundik tror stadig på ham, og det er tydeligt – i hvert fald for os – at han intet har lært af hele denne uhyggelige farce. Intet.

Så summa summarum : Ønsker man at blive klogere på Mellemøsten, er det ikke Ole Wøhlers, Jørgen Bæk Simonsen, Jacob Skovgård-Petersen og Herbert Pundik man skal læse. Dem bliver man ikke klogere af. Snarere tværtimod. Men heldigvis er der andre muligheAder. Der er vidende kommentatorer på Internet og i de mindre aviser, men de bliver ikke inviteret i Deadline eller til TV-nyheder i den bedste sendetid. Så det er ovennævnte ”eksperter” der har frit spil.

Er det alvorligt? Det mener jeg. I stedet for redelige informationer om Mellemøsten får vi partsindlæg. De fleste af dem beroligende, af typen ”det skal nok gå”. Men i Mellemøsten er det sjældent sandt, ”at det nok skal gå”, og det kan man se på den farlige drejning det ”arabiske forår” har taget, og som vi takket været eksperterne ikke var forberedt på.

I det sidste halvandet år er den arabisk/muslimske verden kommet uhyggeligt tæt på Danmark. Og så burde vi – befolkningen og politikerne – være klædt på til at forstå denne verden. Men det er vi ikke. Takket været ”eksperterne” vil vi uvægerligt misforstå den. Og konsekvenserne kan vi kun gisne om.

Cand. mag. et art. Geoffrey Cain

Se også fra i dag Cains Folkekirkens Nødhjælp er Israels argeste modstander. Jeg kaldte dem i 2007 Folkekirkens dødshjælp til Israel. Navnet passer endnu.


Peer Pedersen

Posted: 4 July 2012 - 21:33 - Reply

Tack för denna mycket informativa artikel där överlag faller samman med mina egna tankar kring detta.
“Gutmensch”-viljan och den politiska korrektheten hår hand i hand och jag personligen så direkt vilka krafter där orkestrerade den Arabiska Våren.
Det lär bli intressant att se alla hänförda experter i efterhand förklara sig, efterhand de olika drabbade länder konfirmeras i sand Islamistisk sharialag-anda.
Europa bör nog förberedda sig på ett större antal flyktingar vad det lider, de sista kristna i områdena lär få dra sin kos i syfte att bevara livhanken, dessutom lär det sannolikt finnas ett större antal “sekulariserade” muslimer och muslimer med “fel” observans (Sunni versus Shia) där är beredda att fly.

Rajmus

Posted: 4 July 2012 - 21:38 - Reply

Jeg tror desværre Israel tid, er ved at være forbi.

100 mio egyptere som ikke vil overholde den gamle fredsaftale. De har ventet i mange år på hævn, efter det nederlag, de fik i 6 dags krigen.
Iranerene skulle være bombet, tilbage til stenalderen for længe siden. Nu er det for sent. Israel var/er for lille et land til at gå i angrebskrig med Iran alene. De er blevet svigtet af Obama, som hellere vil lade de amerikanske tropper lalle formålsløst rundt i Afganistan.
Herbert Pundik lider af Stockholmsyndromet. Der er mange som fejlagtigt tror, at man bare kan sige til muslimerne: Jeg vil ikke slås. Og så vil muslimerne svare fint. Så finder vi da bare nogen andre at slås med. Samme tankegang som en børnehavepædagog.
Men sandheden er at grundliggende er al krig røveri. Om det så er land, olie, eller penge man kæmper om. Og profeten var en pædofil massemorder og landevejsrøver.
Og så er vi tilbage til de tre grundliggende løsningsmuligheder.
1. Selvforsvar/kæmp.
2. Underkastelse dvs dhimmie eller slave.
3. flugt.

falkeøje

Posted: 4 July 2012 - 21:54 - Reply

Til Geoffrey Cain.
Den, der ikke kan udtrykke sin mening på max. 30 normallinier, det er en idiot,
der har sat sig til at skrive, før han har tænkt færdig.
Harry Motor.

falkeøje

    steen

    Posted: 4 July 2012 - 22:03 - Reply

    ja, du kan jo skrive oneliners. Dette er skrevet til WA, men debatredaktør Pernille Bramming ville ikke overraskende ikke have det. Jeg syntes det fortjente en chance. Citat: mig.

    Morten Dreyer

    Posted: 5 July 2012 - 12:37 - Reply

    Der er noget som kan siges kort, og der er noget som kræver flere ord.
    Problemet med længere indlæg er for nogle personer, at holde tungen lige i munden og ikke modsige sig selv.

    Hr. Cains indlæg er langt, men der er ingen unødvendige fyldord.

    Det står klart og tydeligt, og viser, at med de danske udsendinge vi har, er vi blevet snydt.

Balle

Posted: 4 July 2012 - 23:14 - Reply

Tjaaa, sidste forår sad jeg på det lokale værtshus og faldt i snak med èn jeg ikke havde set før. En jord-og beton-arbejder der i en længere periode havde arbejdet i Egypten. Talen faldt naturligvis på det arabiske forår. “Glem alt om demokrati” sagde han. De fleste vil islam. Jeg konfronterede ham med Jørgen Bæk Simonsens udsagn om, at det muslimske broderskab slet ikke ville stille op til et valg. Det havde de jo selv sagt, så det stod til troende for eksperten Bæk Simonsen. “Bullshit” svarede beton-arbejderen. Han ville æde sin brolæggerjomfru på, at egypterne ville islam, og at demokrati var en by i Rusland. Så meget for eksperter; de har i dèn grad miskrediteret sig selv. Men bare vent; snart, hvis de ikke allerede har været der, er de igen i medierne og udtaler sig skråsikkert om den nye orden i den arabiske verden.

Venligst Balle

Erling

Posted: 4 July 2012 - 23:22 - Reply

… og dennes endnu mere rabiate meningsfælle den nærmest vanvittige Norman Finkelstein. Sidstnævnte citeres flittigt på Holocaust-benægter hjemmesider over hele verden, men det generer ham ikke. Han og hans meningsfæller er Israels farligste fjender…

Og Fjordman citeres flittigt af Anders Breivik.

Finkelstein er hverken rabiat, vanvittig eller Holocaust-benægter og den slags hysterisk ad hominem gør det er lidt svært at tro at Cain ikke selv er ude i et beskidt politisk ærinde.

Finkelstein som “Israels værste fjende”? Vorherre bevares!

MIKE

Posted: 4 July 2012 - 23:29 - Reply

Spot on ! og ja, det er rent faktisk temmeligt alvorligt, at mennesker som Bæk Sørensen og resten af ondskabens akse – fremstår som troværdige objektive fortællere / “eksperter” – når de i virkeligehden (måske) er købt og betalt med petro dollars. Jeg siger måske, for jeg ved det jo ikke – kan ihvertifald ikke bevise noget, men jeg kan sagtens forestille mig at det en dag kommer frem at Bæk har en konto i Quatar …

Limewoody

Posted: 5 July 2012 - 07:47 - Reply

Læg nu mærke til hvor de såkaldte eksperter også slår deres mediemæssige folder; Danmarks Radio og TV2. Ved begyndelsen af nedbruddet i kopternes stjålne land opslog et hold sig med “søde” Natasha Crone i nærheden af Tahrir Pladsen, Ægypten – for sådan at rapportere live med udsyn til frihedens flamme. Få dage og en voldtægt af en vestlig jounalist senere dukkede “søde” Natasha op på skærmen som studievært hjemme i det trygge TV-studie, hvor virkeligheden ikke presser sig på og store og små begivenheder bliver filtreret så de passer ind i det politisk korrekte verdensbillede en vellønnet virkelighedsfornægtende dansk journalist befinder sig i.

Ole Wøhlers Olsen. For nylig udtalte han i et foredrag, at der er “3 milliarder muslimer” i verden foruden det allerede nævnte. Han hører vist til de konvertitter, der ukritisk har overtaget islams selvforståelse.

silver price

Posted: 5 July 2012 - 17:30 - Reply

“Der er en flydende overgang fra, hvornår man går fra ens faglige indsigt og ens personlige værdier kommer ind i kommentaren. Især hvis man som forsker ikke har et beredskab til at vurdere det i den konkrete sammenhæng. Problemet er, at det er ikke noget man professionelt diskuterer forskere imellem eller tager op i forbindelse med forskeruddannelse. Der savner jeg en indsats, ” siger Erik Albæk.

Peter Andersen

Posted: 5 July 2012 - 21:46 - Reply

Det er fuldstændig ligegyldigt hvad disse “eksperter” siger. Bare vi husker at holde dem op på det. Det er vores styrke og deres fald!

Michael

Posted: 6 July 2012 - 19:41 - Reply

“Og hånden på hjertet: Hvem går ikke rundt med en lille fantasi om at blive klædt af til skindet, bundet og T Æ V E T med en dildo af Naomi Campbell eller en anden somalisk kvinde?”

Argh. SÅ sorte skal de ikke være. Men giv Beyonce Knowles eller Halle Berry en dildo i hånden, og jeg skal gerne gøre mig klar..! :D

Leave a Comment