The culmination of the International Conference for Free Speech and Human Rights on July 9 2012 was the reading and signing of the Brussels Declaration. The Declaration sets up a global strategic line of action against the worldwide Islamic enforcement program for Shariah Law. In the video below, Alain Wagner introduces the document, after which I read the text of the resolution, and then Elisabeth Sabaditsch-Wolff reads the eight requirements demanded of our governments.The Reading of the Brussels Declaration

»Mellemøsten vil blive irrelevant igen«

Mellemøstens oliebetydning for verden – og dermed betydning i det hele taget – kulminerede i 1974, og er dalet lige siden. I århundreder var de geopolitisk uinteressante, og de er på vej til at blive det igen. Da bør Vesten have to primære interesser i regionen: At støtte og beskytte Israel, samt at forhindre flere af landenes en halv milliard indbyggere i at krydse Middelhavet og destabilisere Europe yderligere, for når deres betydning er væk, har de selv med massiv penge- og fødevarehjælp udefra kun to virkelige eksportvarer: kaos og analfabetiske, religiøst fanatiske menneskemasser.

Blodbadet i Syrien i år er derfor kun et af mange, der vil komme, og det bør ikke tiltrække uforholdsmæssigt meget af vores opmærksomhed. Overlad den til diplomater, journalister og NGO er, der har det kroniske kriseområde som levevej. Vi bør, som Sven Burmester har sagt, vende vores opmærksomhed mod lande og kulturer, der vil overleve og blomstre. Først og fremmest BRIG landene.

Vi får brug for politikere, der kan tåle at se på menneskelig lidelse, de alligevel ikke kan afhjælpe. Tænk på alt det vås, de har sagt om Afghanistan i ti år, alle deres ‘visoner’ ligger flade på jorden som pandekager. Når støvet har lagt sig, er Afhanistan tilbage ved det gamle. Der er rigtige og forkerte indgribender. Der er synder og udeladelsessynder. Rwanda er et eksempel på, at man uden at risikere noget kunne have reddet 800.000 menneskeliv, men USA var skræmt af katastrofen i Mogadishu kort forinden og valgte forkert. At indgribe i Syrien nu, vil være en fejltagelse.

De politikere vi har nu, vil lade os trække med ned i næsten enhver konflikt i ren og skær solidaritet. Det er en amatørens refleks. De vil stabilisere Mellemøsten – det er amatørens drøm. Vi skal bruge politikere, der ikke hælder mere af Europas velstand og sociale ro ned i et sort hul og iøvrigt hasarderer vores frihedsrettigheder. Kommende generationer har vi allerede overladt den ubehagelige opgave, at skaffe sig af med de værste muslimske elementer i Europa, hvis de vil leve i fred og frihed. Det er ikke nogen arv at prale af, og det er en god idé for de sidste 30 års politikere at have forladt scenen, når det folkekrav opstår.

Europas interesser i Mellemøsten adskiller sig overvejende fra USA’s derved, at vi er så uheldige, de er vores naboer, og islams sikkerhedstrussel derfor er større. Jeg har engang forsøgt, at redde en mus fra en kat og en alkoholiker fra sig selv. Man bør vokse fra det, især når man er betroet ansvar for sine landsmænds skæbner, eller også bør man blive politiker i den udvidede, pseudo-empatiske daginstitution Sverige., hvis pædagoger og dikterende klasser har forettet ubodelig skade på deres land for en umulig sag.

Verden har andet at gøre end at redde islam fra sig selv. En værdig og overkommelig opgave ville være at redde Mellemøstens få overlevende kristne fra islam. Men her drejer det sig ikke så meget om hvad jeg mener. Artiklen nedenfor belyser fra en anden vinkel, hvad David Goldman (Spengler) siger i sin seneste bog med undertitlen “Why islam is dying”:

“Islam is chrashing and burning as it encounters the modern world. It’s going straight from infancy to senility without passing through adulthood, and we have a civillisation with a billion and a half people going into chaos, that we can’t stabilize, no matter how much we try to.”

PRESIDENT OBAMA’S pivot to East Asia is well-timed. The geostrategic importance of the Middle East is vastly overblown. The region matters to the United States chiefly because of its influence in the world oil market, but that influence has been in terminal decline for a generation, a fact almost wholly unnoticed by outside observers. A confluence of developments—including rising prices and production costs, declining reserves, and the availability of alternate fuels and unconventional sources of oil—will decisively undermine the defining role of the Middle East in the global energy market.

Meanwhile, the United States has vital interests at stake elsewhere in the world at least as pressing, if not more so, than its interests in the Middle East. These include thwarting the proliferation of weapons of mass destruction, fighting transnational terrorism and maintaining stability in key strategic locations of the world.

For centuries prior to World War II, the Middle East was considered strategically irrelevant. Alexander the Great marched across the impoverished Arabian Peninsula only because it lay between him and his goal: the fabled wealth of Persia and India. The region was merely an expanse to be crossed for traders on the Silk Road between Europe and China in the Middle Ages. The Fading Arab Oil Empire