“Han er endda blevet frataget dækning af det behov, der handler om basal tryghed.”

Det er en fej hund, der har skrevet interviewet og ikke lagt navn til, og det er en gratis omgang, et spil for galleriet. Den svenske presse har i samarbejde med muslimske ekstremister snart taget alt fra Lars Vilks. Han er endda blevet frataget det behov, der handler om basal tryghed. Vilks har desuden mistet en meget stor del af sin frihed, kilderne til hans indtægter er ved at tørre ud, hans sociale liv er meget vanskeliggjort, og selv om han tager det ualmindelig pænt og ikke klynker, må hans helbred også være under et alvorligt stress.

Hvad mere kan Lars Vilks’ mange svenske fjender ønske sig af ødelæggende magt over hans liv? Eller får de ikke nok, førend han mister det, så at hans ukuelige ånd ikke mere kan irritere alle dem?

Sådan ser det i øjeblikket ud, og jeg er stolt over, at vi trods alt ikke er sunket så dybt i Danmark, at forfølgelsen af Kurt Westergaard har fået de samme dimensioner. Skønt han jo gennemgår meget af det samme som Lars Vilks.

Jeg ved endnu ikke, hvad jeg skal mene om arrangementet, men jeg ønsker Vilks en god tur til New York og håber, at han i nogle dage vil kunne genfinde noget af den frihed, som hans hjemland så brutalt nægter ham. Hvad er det for en presse, der i den grad mangler normal empati og almindelig anstændighed?

Det gælder for alle de skandinaviske lande, at vi kæmper med en journaliststand, hvor mange synes at være uden både almindelig viden og dannelse og deler det træk med en stor del af læserne. Men det viser sig forskelligt i de forskellige lande.

I Danmark er moral blevet en by i Rusland eller et samtaleemne for venstreorienterede cafédamer, der er rystede over alle, der tænker anderledes, end de selv gør. Men i guder, hvor laver vi vrøvl over det, og en dag sker der noget, situationen er uholdbar.

I Norge er følelsesporno blevet statsreligion. Rosenreligionen, hvis hovedingrediens er begejstring over, hvor fantastisk man selv er og reagerer. Der kommer der næppe til at ske ret meget.

Sverige er og bliver den sidste sovjetrepublik. Stalin levede ikke forgæves, men han var ikke så god til økonomi, som svenskerne er.

Julius Evola beskriver det således i Ride the Tiger : “After puritanism and rigorous ethics the bourgeoise orientation is towards social idols and conformisms based on convenience and cowardice and hypocricy.” *

Når nogen af dem sidder og sladrer om at Vilks er racist eller har en stor næse, så er det blot fordi, det får dem til at føle sig lidt større, end de er. Men det er den samme banale form for social udfrysning og sammensværgelse, som bliver betydningsfuld, fordi det foregår i så stort et omfang — og desuden på tværs af alle politiske ideologier. Svage sjæle vil altid vælge den lette vej og rette ind efter det populære konsensus, frem for at beholde en hæderlig integritet og tro på hvad de mener, er sandt. At vælge det andet kan få store konsekvenser. Det har gjort, at vi i dag herskes af rygradsløse sociopater og kalkulerende plutokrater og spekulanter.

(Ad 4. maj: ) De svenske journalister har solgt deres sjæl til Djævelen som den, der fristes i nød til at tage imod Satans hjælp — de vælger den lette vej, som ikke kræver mod eller hæderlighed, som hvis man skulle holde fast ved troen. Faust havde en anderledes karakter : Han var den, der søger ud i det ultimative. Komplicerede sandheder kan aldrig blive populære eller være nemme udveje.

* (Evola : En filosof, der desuden blev frosset ude af SS-nazisterne, da han var “udsvævende latiner,” og også frosset ude af efterkrigstiden, da han var “nazist.” Det er det samme mønster, vi ser gå igen i alle populære bevægelser — hvad end den politiske fløj er — den der ikke tilhører hjorden, må være en ulv. )