10
aug
Seneste opdatering: 10/8-12 kl. 1923
6 kommentarer - Tryk for at kommentere!

by Enza Ferreri

I’m afraid that Raymond Ibrahim might in the not-so-distant future have more work to do when compiling his monthly statistics of persecution of Christians. European countries may have to be added to his list.

Persecution of Christians in Europe takes mainly two forms. The first is the age-old type that we already know from what happens in Asia and Africa as Muslim (mostly illegal) immigrants spread across the globe.The second is the brand-new, “liberal” kind, deriving from European elites’ efforts to marginalize Christianity in its own historical home.

I’ll focus in this post on a few examples of the increasing number of physical attacks on churches, Christian festivals, other symbols of Christianity and even Christian people throughout Europe. It must be noted that destroying crosses is a well-documented Islamic tradition

In a cemetery in Pausa, Saxony, Germany, a 2-meter-tall statue of Jesus Christ was beheaded and the head smashed to pieces. Pastor Frank Pierel reported that such attacks take place rather frequently in his area.

In Strunjan, Slovenia, the “artist” Dean Verzel and others set fire to a votive cross erected by local seamen in the year 1600, replicating the gesture he had performed 10 years before in 2002 and for which he had been acquitted. Repeating an often-heard justification for all sorts of anti-Christian garbage, “it’s nothing against Christianity”, he said, “it’s a ‘work of art'”.

In the cemetery of Canohès, France, four Christian graves were vandalized and covered with anti-Christian slogans.

In Bologna, Italy, a Moroccan student approached the faithful attending the procession of Corpus Domini and shouted “You’re all a flock of sheep, you’ll go to hell!” He was charged with offending people and a religious faith.

In Clouzeaux, France, the Church of the Bon Pasteur was set fire to in broad daylight. The fire was lit in three different places and caused immense damage. The altar was totally destroyed, electrical wires pulled out of the wall, crucifixes, pews, chairs, panels, chandeliers toppled and broken, holy water fonts, extremely precious vestments, and many other religious objects completely ruined. Apparently it was three local children, aged 14, 13 and 12, who caused damage of 50,000-70,000 euros.

Still in France, three men entered the Church of Cruseilles on Holy Saturday and set fire to leaflets, prayer and hymn books. The cloth covering an altar was also burned and the main altar damaged.

More cemetery vandalism in France, in Sussargues, where graves were covered with anti-Christian writings and crucifixes were turned upside down, and church vandalism in Paris.

In Duisburg, Germany, churches were attacked over the New Year with stones, firecrackers, rockets, causing tens of thousands of euros’ worth of damage. The congregants said that this was not the first time.

The main server of the Catholic Church in France was hijacked by a Muslim Algerian hacker who took control of a total of 475 French websites, many Catholic, the content of which he replaced with the message “No God But Allah and Mohammed is Messenger Of Allah”.

This tops it all. In Nimes, France, people who had attended a Catholic festival were leaving in cars and buses when young Arab-Muslims from the neighboring estate started to throw stones at their vehicles coming from the sanctuary. The event organisers were forced to arrange a diversion to a different route to protect the occupants of the vehicles from the savage attacks, which continued.

In Nice, France, the traditional, annual Catholic procession for the Feast of the Assumption of Mary, celebrated throughout the Catholic world on August 15 but by the parish of Our Lady of the Assumption in Nice on August 14 evening, is now under police protection. During the last procession the entire route, 400 meters long, was lined by police. Who the faithful need protection from can be guessed when we know that Nice has a large Muslim population, who has been holding its prayers every Friday for years, illegally occupying public streets with impunity.

To remain in Nice, one of its churches received the dubious honor of being adorned with a huge Algerian flag on the front, covering the words “Saint Peter”.

Watch this video translated by Islam versus Europe (IVE) about the many attacks committed against churches and cemeteries all over France in the first half of 2011, but prepare to be upset.

In Milbertshofen, Munich, Germany, a Catholic church has been the object of a continuous aggressive campaign for more than a year, with services disrupted, walls smeared, holy water receptacles filled with urine. Things have been set on fire, and tiles torn down from the roof; consequently it rained inside, with risk of damage to the almost 500-year-old tableau. The culprits are the neighborhood’s youths and even children, almost entirely from a migrant background. A local social worker says that the youths are becoming more radical and the attacks are increasingly religiously motivated. (This video was also translated by IVE.)

Another video shows St Calogero Church in Agrigento, Sicily, Italy, after Ales Halid, a drunken immigrant from Ghana already known to the police for other crimes, entered the church shouting in Arabic and smashed a small black statue of the saint against a wall. The man was so agitated that it took four police officers to restrain him before arrest. Two officers got injured and Halid also damaged the police car.

“Now we have to understand what drove this man to act in such an ugly manner” the video says, but it inadvertently hints at an answer when it adds that the attack took place “during the festivities dedicated to the Monaco Turco [Turkish Monk, a reference to St Calogero] worshipped by the people of Agrigento, saint who has been acclaimed by Bishop Montenegro as a model of integration among peoples.” Maybe Halid did not want “integration”, and particularly objected to a Turkish Christian monk called “the black saint”.

Notice that none of the Italian media reporting this called the man “Muslim”. This is the usual media line, which the president of France’s National Council of Muslim Faith for some reason thought in need of being reinforced when last week he asked journalists that, in case of aggressions, the religion of neither victim nor aggressor should be mentioned.

In the cemetery of Belleville-sur-Meuse, France, the bronze statue of Christ carrying the cross was broken and fifteen graves were desecrated.

In Burgos, Spain, the two statues of St Peter and St Lawrence of the 13th-century Gothic church of San Esteban were beheaded. Police were puzzled by this attack against a place of worship, which is also an architecture jewel and an important cultural and historical heritage. The main hypothesis was that it was an act of vandalism because, if it had been a robbery, the thieves would not have damaged the statues. The church’s parish priest said this was “the first time” an attack on San Esteban had ever occurred in its 8 centuries of existence.

A few years ago, 57-year-old Canon Michael Ainsworth was beaten up in his own east London churchyard by three Muslim youths who caused him serious injuries. The attacks on vicars or churches were so frequent in that parish with a large Bangladeshi Muslim population that they prompted Melanie Phillips to write:

“Indeed, there appear to have been many attacks by Muslims who are clearly intent on turning east London into a no-go area for Christians”.

The Telegraph wrote:

“A survey of London clergy by National Churchwatch, which provides personal safety advice, found that nearly half said they had been attacked in the previous 12 months. The organisation suggested that vicars should consider taking off their dog collars when they are on their own.”

The two facts that France has the lion’s share of these less than edifying episodes and that, with 7.5 per cent of its population being Muslim, has the highest percentage of Muslims among Western European countries seem to go hand in hand rather well. I could go on but you’ve got the idea of the current trend. This is only the tip of the iceberg.

Enza Ferreri is an Italian-born, London-based author and journalist. She has been a London correspondent for several Italian magazines and newspapers, including Panorama, L’Espresso, La Repubblica.

Ingemar Rydkvist väntar sig religionskrig, Täppas gör det inte

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • falkeøje

    Det er på høje tid, at europæerne går til væbnet modstand.
    Borgerkrigen har hele tiden været enden på dette cirkus!!!

    falkeøje

  • Maria Due

    MED BRAVEHEART OG JESUS I FELTEN

    Når moral og religion er på programmet, viser hovmod sig i de mest besynderlige afskygninger og skaber heftig modstand. Senest har jeg set det på document.no, hvor pseudonymet Breidablikk, der præsenterer sig som teolog og idehistoriker, har forsøgt at afslutte en længere debat over tre tråde og ud fra sin personlige tankegang forsvare, at vore rødder kan siges at være jødiske, om end vedkommende mener, at det er problematisk at hævde det i det offentlige rum.

    Ja, det tør siges, for det er i høj grad det, sagen drejer sig om, vores påståede gæld til Mellemøsten, og om Holocaust fortsat skal kunne bruges imod os som et magtmiddel i sammenstødene mellem religioner og synet på indvandring. Til det sidste siger Breidablikk nej, og tak for det.

    Her kan jeg imidlertid ikke lade være med at tænke på, at ordet ”jødisk” desværre også har sneget ind i flere danske teologers omtale af den danske folkekirkes grundlag, som man nu til overflod kan høre omtalt som ”vor jødisk evangelisk-lutherske tro”. Politik dukker op i utrolige sammenhænge.

    I den norske diskussion er der flere henvisninger til Snaphanen og EDL, brugen af Israels flag under demonstrationen i Stockholm samt den norrøne fortids betydning for nutiden, som jeg selv har været inde på. Som kommentar til sidstnævnte skriver Breidablikk:

    ”Kristendommen er massiv realitet. Nordisk hedendom e r bare fantasi, fortelling, historisk fortid, uten materiell virkelighet. Men den kan likevel brukes som retorisk figur som en kritikk av vaar egen kristendom og vaart samtidige kristne Norge. Noen oensker seg litt “hedensk vikingebarskhet” i stedet for vaar tids kristne samvittighetskvaler. Som historisk utsagn er dette jo upresist, men det er aapenbart noe sant i det. Og som retorisk figur kan det vaere effektivt, og man faar uttrykt et poeng.”

    http://www.document.no/2012/08/red-oppbrudd/

    Dette er en typisk moderne norsk måde at udtrykke sig på, og lad os sammenligne med et aktuelt dansk eksempel på en teolog af en helt anden støbning. Citatetet er hentet fra forordet til Thomas Østergaard Aalmanns ”Løvehjerter. Med panserinfanteristerne i Helmand ”, der udkom i Trykkefrihedsselskabets Bibliotek i 2011. Forfatteren er præst på Thurø og har som anerkendelse for sin indsats i Afghanistan modtaget Anders Lassen Fondens legat af kronprinsen. Anders Lassen fik som eneste udlænding i Anden verdenskrig den højeste britiske hædersbevisning Victoriakorset for udvist heltemod.

    ”Jeg skriver det her, fordi jeg skylder at gøre det. Fordi jeg har været med som feltpræst, dansker og kammerat, hvor vores soldaters liv blev formet og knust – ved fronten i Helmand, Afghanistan på ISAF, Hold 5 – og at skrive og tale er nu engang mit håndværk.

    Dette er en samling ord, der er sat sammen med et ærligt og klart sigte: at gøre begribeligt, hvad de danske soldater formår, hvorfor de er helte, og hvorfor heltemod er nødvendigt, hvis frihed er det bedste guld. Jeg vil gøre mig umage med at være tro mod det, fordi dette er skrevet i taknemmelighed overfor de mænd, der kæmper i krigen for mine børns og landsmænds skyld. Hvad de andre har rakt til mig i felten med den alvor og ihærdighed, hvormed de gjorde, hvad de skulle, da det gjaldt, vil jeg nu bringe videre på den måde, jeg kan.”

    Sådan fortsætter det med dunkende hjerte, for det er en sang, får vi at vide, en sang om mod og frihed.

    At synge ud på den måde giver uundgåeligt hårde knubs fra de kirkelige kredse, der mener at forvalte godheden og helst ser andre vende den anden kind til, hvorimod Østergaard Aallmannn tager Jesus med i felten og supplerer med Mel Gibson og ”Braveheart. Skal man møde mennesker, må det være der, hvor de befinder sig, og her synes en krigerteologi at have sneget sig ind på gammelkendte stier. Når soldaterne nu var blevet placeret i en krigszone, kunne feltpræsten jo dårligt bede dem om at vende den anden kind til, så at talebanerne kunne tage bedre sigte. Problemet bestod i, at nogen havde vurderet, at de i det hele taget skulle være der.

    Endnu mere kritik fik en af Østergaard Aallmanns kollegaer, der ligeledes var udsendt og personligt deltog i en kamp, hvor han smed en hjemmelavet bombe efter talebanere. Da var det tæt på en retssag, for det må en dansk feltpræst ikke. Udsendte præster har bare at glemme biskop Absalon og andre biskoppelige hærførere, samt at den danske gejstlighed i det hele taget altid har været godt bekendt med injtriger og forsøg på at korsfæste hinanden.

    Faktum er imidlertid, at disse udskældte feltpræster leverede noget, som soldaterne tog til sig, da de blev sendt ud for at gøre en forskel for Danmarks og Afghanistans skyld. Jeg vil ikke forsvare præsternes teologiske fortolkninger og er heller ikke kompetent til det, men vi, der har læst Rudyard Kipling, har altid haft stærkt på fornemmelsen, at soldaterne blev sendt af sted på en umulig mission. Dertil kommer det ansvar, der ligger i at blande sig i andre landes affærer, og som vore politikere ikke tager tungt på. Står det til socialisterne, vil de godt stemme for at udsende vore soldater til fjerne og grusomme krige, soldaterne må blot ikke slå nogen ihjel eller påføre dem traumer.

    Jeg husker, da soldaterne blev sendt af sted første gang, og vi fik at vide, at nu gik det som en løbeild i Taleban, at det var blevet barskere tider, for vikingerne var ankommet. Dem havde de åbenbart hørt om, og der er ingen tvivl om, at også danskerne i nutidig tillempet stil har haft myten med sig som en del af ballasten. Den er levedygtig. Som allerede Platon gjorde opmærksom på, kan myten jo føles mere sand end sandheden, og i tilfældet Afghanistan har der været brug for al den support, man kunne samle sammen, eftersom vore soldater har været udstationeret i det værste område i mange år.

    Lande som Tyskland og Norge har holdt sig til det humanitære og nydt godt af, at andre tog størsteparten af det farlige arbejde plus så vidt muligt det humanitære. Den norske regering har endda skænket et trecifret millionbeløb til koranskoler i det pakistanske område, hvor vi ved, at sådanne skoler er rene terroristreder, der udklækker nye talebankrigere.

    Ja, kristendommen er ganske rigtigt en massiv realitet, sådan som Breidablikk skriver, for så vidt den har haft en stor indflydelse på europæisk tænkemåde og historie. Men for mange er denne realitet allerede blevet historie, og hvis man skulle være i tvivl om dette, behøver man blot at tænke på, hvordan paven og mange andre kæmpede for overhovedet at få kristendommen nævnt i EU’s charter.

    I Norge er det ikke gået meget bedre. For eksempel har den norske regering indenfor det sidste års tid afholdt flere mindehøjtideligheder, hvor flad popsang erstattede de kraftfulde salmer, som man vitterligt havde til rådighed, og som man skulle tro, at der var brug for. Det kender vi også herhjemme, hvor Kim Larsen tit får det sidste ord.

    Kristendommen blev ikke leveret fiks og færdig til europæerne med hilsen fra Mellemøsten, og i århundreder blev den opfattet som værende i opposition til jøder, fordi de var årsagen til Jesu’ henrettelse. Jeg betragter Jesus som en historisk person, men han var blot en af samtidens mange barfodsprædikanter, og kristendommens bærende skrifter er resultatet af en lang udvælgelsesproces, hvor stoffet er blevet vurderet, bearbejdet og fortolket, noget er desuden blevet fravalgt. I denne proces satte europæisk kultur og sædvane sine spor. Lad mig tage endnu et par jordnære eksempler.

    Fra den store runesten i Jelling har Harald Blåtand i over tusind år pralet med, at han gjorde danerne kristne. Jeg har haft den fornøjelse at læse professor emeritus Brian Patrick McGuire’s ”Danmarks kristning 700-1300” (2008), og denne grumme troende og blide mand, der kan få det til at sortne for mig, når han plæderer for et offentligt rum, der runger af både kirkeklokker og råb fra minareter, bliver skarp som en ragekniv, når det gælder kildekritik og at argumentere grundigt for, at der var tale om en særdeles lang tilnærmelsesproces, før end Danmark kunne siges at være blevet kristnet.

    Cirka 500 år, mine damer og herrer, og det gik op og ned og ofte helt elendigt. Man kan bestemt ikke sige, at kærlighedsbudskabet kom, så og besejrede det daværende Danmark. Der skulle hugges mange hæle og klippes mange ømme tæer, førend kristne tankegange blev inkorporeret i det bestående. Den lokalt praktiserede kristendom tog her som andre steder farve af det folk, der gik over til den.

    Desuden kan det hurtigt konstateres, at med den kristne gejstlighed fik vi en ny og magtfuld samfundsklasse, der med brask og bram kastede sig ud i middelalderens krige og blodige politiske magtspil. Heller ikke i det tilfælde gjorde man meget ud af at vende den anden kind til, og det var ikke småting, man fik raget til sig af gods og guld, ved reformationen ejede kirken en stor del af landets jord.

    På de romanske krucifikser i danske landsbykirker ligner Jesus en strunk vikingekriger, og samtidig med at kirken i senmiddelalderen blev tiltagende kommerciel, faldt han bogstaveligt talt livløst sammen på korset og fik et hjælpeløst udseende. Der skulle på det tidspunkt mange og dyre bønner til for at redde folks sjæle, og der var kirken leveringsdygtig. Meget andet blev nurset under kirkens vinger eller i modspil til den, det har jeg ofte skrevet om, da jeg ikke kan få øje på noget i oplysningstiden, som ikke spirede frem i middelalderen. Det skulle da lige være kaffehusene.

    Et andet eksempel på samspillet mellem kristendom og før-kristne/hedenske tankegange genfinder vi ikke overraskende indenfor retsvæsenet. Valdemar Sejrs Jyske lov er dateret 1241, dvs. på et tidspunkt, hvor kristendommen omsider havde fået solidt fodfæste i landet. Vi er mange, der elsker fortalen, fordi den henvender sig enkelt og klart til os den dag i dag. Så sent som i dagens avis har jeg set en henvisning til den.

    Jyske Lov omhandler betydningsfulde samfundsproblemer, sædvane og tradition og indførte bevisførelse og vidneførsel i stedet for blodhævn og muligheden for at sværge sig fri. Den er stærkt inspireret af kanonisk ret, dvs. kirkeretten, mens kirkeretten på sin side er stærkt inspireret af romerretten, der den dag i dag genfindes i meget europæisk lovstof. Så der er vi igen tilbage i antikken og før-kristen tænkning. I Danmark var Jyske Lov gældende til 1683, da vi fik Chr. V.’s Danske Lov, det var længe, men i hertugdømmet Slesvig gjaldt den helt til 1. januar 1900, dvs. i det meste af 700 år.

    Den kristne tros debatvogtere kunne med deres ringeagt for ateister og agnostikere efter min mening have udbytte af at overveje lidt ydmyghed overfor både fortidens mennesker og os stakler, der ikke fik det, som de kristne kalder troens nådegave og derfor benævnes med det nedladende ord hedninger og står til fortabelse, mens de selv får et evigt liv. Mange af os er ellers både døbt og konfirmeret og har aldrig tænkt over, at vi skulle være fortabte hedninger, urene og vantro, islamofober, nazister, fascister og al det andet, der er blevet substitutter for Fanden.

    Jeg husker, hvor stor eftertænksomhed, der en gang bredte sig under en forelæsning på det tidligere Institut for Middelalderarkæologi, da der blev fremvist et kort over jernalderens hovedfærdselsårer i Danmark, og vi kunne konstatere, at mange af nutidens hovedveje stadig følger dem ret nøjagtigt. Før os var der nogen, der i bred forstand lagde fornuftige spor ud, som passer til de stedlige forhold, og de forstod at forsvare dem. Det er mere end man som helhed kan sige om de kræfter, der er ved at prisgive Europa.

    Den norske kommentator ”wiwaro” (samme tråd som Breidablikk ovenfor) gentager endda en af de løgne som jeg ofte har tilbagevist, og som går ud på at pålægge Danmark ansvaret for norsk antisemitisme.

    ”Jeg minner om Henrik Wergelands innsats for å oppheve jødeparagrafen, og før hans tid hersket et nærmest uinnskrenket despotisk “fyrstekirke” i Norge, som historiker Øystein Rian har kalt den danske kongens grep på presteskapet etter tvangsreformasjonen i 1537. Verken jøder, jesuitter eller katolikker hadde adgang.”

    Her er den en anden historie:

    ”De første jøder, der kom til Danmark, var inviteret af Christian IV. Denne så nemlig, at de portugisiske jøder – de sefardiske jøder – havde en gunstig indvirkning på økonomien i de lande, hvor de boede. Og forbedring af den danske økonomi var noget, Christian IV havde brug for. Han lokkede jøderne til landet med skattefordele og løfter om, at jøderne måtte klæde sig, som de ville. Dette var absolut ikke normalt dengang – jøder blev i andre europæiske lande tvunget til at klæde sig på forskellig vis og oftest også til at bo i ghettoer”

    http://da.wikipedia.org/wiki/J%C3%B8der_i_Danmark

  • Pingback: Attacker mot kristna i Europa ökar « Arne Aderton()

  • Kristenforfølgelse i DK

    Det sker ikke kun i udlandet.

    http://www.jv.dk/artikel/1277857:Toender–14-aarig-pige-tilstaar–Satte- ild-til-Kloster-kirken-i-Loegumkloster

    “Det var en 14-årig pige fra lokalområdet, der søndag den 29. januar satte ild til til den historiske kloster-bygning i Løgumkloster.

    Pigen blev afhørt og sigtet i går.

    – Hun har erkendt, at det var hende, oplyser vicepolitikommissær ved Tønder Politi, Henning Marcussen.

    Ved branden midt i kirketiden blev dormitoriet i tilknytning til selve Klosterkirken delvist flammernes bytte. Desuden blev dele af klostret og kirkerummet røg- og sodskadet.

    Om baggrunden for brandstiftelsen og selve fremgangsmåden ønsker politiet ikke at udtale sig.”

    Offentligheden har aldrig fået mere at vide, men jeg synes det er vigtigt at blive oplyst om, hvad der får en 14-årig pige til at anstifte et attentat på en religiøs bygning, der tilmed er historisk værdifuld.

    Kirkebrand på Nørrebro: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/451531:Kirke—tro–Frikirken-Pe rleporten-i-brand

    Jeg mener ikke, nogen medier bagefter oplyste offentligheden om, hvem der påsatte denne brand eller hvorfor.

    Hærværk mod enestående vejkrucifiks fra 1600-tallet – ingen oplysning om hvem forbryderen var: http://www.fyens.dk/article/1540676:Indland-Fyn–Kopi-erstatter-oedelag t-krucifiks

    “Krucifikset, der vurderes til at være det eneste ældre eftermiddelalderlige krucifiks i Danmark, blev i 2005 udsat for omfattende hærværk. Blandt andet blev armene og dele af fødderne af Kristus-figuren hugget af, og den ene arm blev stjålet. Originalen er nænsomt restaureret og befinder sig nu i privat eje på det nærliggende Skovsbo Gods.
    Danmarkshistorie
    – Det er utroligt flot at have et krucifiks hængende ved vejen, så vi håber det, der skete dengang, var en engangsforestilling, siger Jørgen Frandsen.

    Oprindeligt blev krucifikset opsat af den daværende adelsfrue på Skovbo Gods, Anne Rønnov, formentlig kort før hendes død i 1609, men i dag hører vejkrucifikset under Rynkeby Sogn.”

    http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/472334:Danmark–Boern-tilstaar -haervaerk-paa-jysk-kirke

    “Tre drenge på henholdsvis 9, 14 og 16 år har indrømmet, at det var dem, der stod bag, da Vejstrup Kirke syd for Kolding for to uger siden blev udsat for groft hærværk. Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

    Der blev både væltet gravstene, sat ild på toilettet og knust 35 blyindfattede ruder i kirken, da de tre drenge natten mellem lørdag den 14. og søndag den 15. juli gik amok på kirken.”

    I år blev en Kristusfigur knust på selve påskenat – en direkte kommentar til (fordømmelse af) opstandelsesbudskabet. Billedet er et stærkt udtryk for mentaliteten og især menneskesynet bag: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/457877:Kirke—tro–Kristusfigur -skal-tilbage-paa-korset

    http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/441937:Kirke—tro–Kort-nyt–Kir ke-angrebet-med-brosten

    “KOKKEDAL Egedal Kirke i Kokkedal blev forleden udsat for groft hærværk. Masser af brosten blev kastet gennem de store ruder, og kirkens smukke alter blev ved samme lejlighed beskadiget. Det skriver lokalavisen.dk. Menighedsrådet opfordrer borgere til at hjælpe til med at holde øje med kirken i fremtiden.”

    Sagen med præsten i Tingbjerg, der blev nødt til at flytte helt ud af Danmark pga. forfølgelse, er kendt af de fleste.

    Det er bekymrende.

  • Kristenforfølgelse i DK

    Til ovenstående: Altså – perspektivet er bekymrende.

  • Hey there would you mind letting me know which webhost you’re using? I’ve
    loaded your blog in 3 completely different browsers and I must say
    this blog loads a lot faster then most. Can you suggest a good web hosting provider at
    a fair price? Many thanks, I appreciate it!