16
aug
Seneste opdatering: 16/8-12 kl. 2115
9 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Videoen viser starten af retssagen mod palæstinenseren Arafat, A. i Berlin, og hvordan venner af den tiltalte truer og efterhånden angriber pressen, uden at de fem vagtmænd gør mine til at gribe ind. For enden af dialogen vinder den mest truende og voldparate. Et sørgeligt sindbillede på europæisk defaitisme 2012. Video: Und täglich grüßt der Libanesen-Clan (tysk, utekstet)

Arafat (36) er tiltalt for trusler, farlig legemsbeskadigelse og farlig adfærd i trafikken. Allerede før starten af retsforhandlingerne, er der grov ballade forhallen: Omkring 15 tilhængere af Arafat-brødrene chikanerer journalister og sparker en kameramand over benet. Derefter flyver en spand vand i retning af filmholdet.

Ifølge anklageskriftet skal den 31-årige i december 2009 i Kreuzberg have styret en grå Daimler imod en fodgænger. En politibetjent observerede optrinnet og fortæller: “Han kørte med høj hastighed op på fortovet, manden måtte flere gange springe for livet.” Yasser A., der kalder sig “kontorassistent”, kører derefter derfra med stor fart. Og i juni 2010 omringede brødrene A. med andre medlemmer af klanen en modstander. Yasser A. holdt derefter en pistol mod mandens hoved og truede ham: ” Jeg skyder dig”. På retssagens første dag forhandles kun én af sagerne. Hans bror nægter at vidne.Eine schrecklich nette Familie. (Snaphanens oversættelse)

Et nyt Weimar: ‘Min fjendes fjende er min ven’

Venstrefløjen har haft det med at forlove sig med umulige partnere. Charles Krauthammer skrev i 2009: “Socialism having failed so spectacularly, the left was adrift until it struck upon a brilliant gambit: metamorphosis from red to green. The cultural elites went straight from the memorial service for socialism to the altar of the environment.” Krauthammer glemte deres pitstop hos en anden ‘grøn’ bevægelse, Muhammeds, der unægtelig kom til at sætte sit præg på Europa, og som de trægeste af hjernerne endnu hænger fast i. DR P1: Den radikale venstrefløj har ingen politisk ideologi, hvad man efter et år med RAF regeringen i Danmark kunne mene, gælder den mindre radikale venstrefløj også:

“Nærmest barokt blev det i Århus, da en ung indvandrer stod og råbte skældord efter Defence Leauge demonstrationen. Han kaldte dem racister og nazister, men da han i Defence League demonstrationen så et israelsk flag, slog han med det samme over i antisemitiske ytringer. Og derfor kan det virke en anelse pudsigt, når man ved at de ventreradikale har holdninger der er pro-homoseksuelle og imod racisme, at de står side om side med racister og homohadere.”

Historikeren Walter Laqueur skriver i The New Republic at han ser en situation i Europa, der minder om den man havde i mellemkrigstiden, hvor radikale bevægelser skød frem og overtog magten i en række europæiske lande, men facister på den ene side og kommunister på den anden. Mange unge mennesker, høj arbejdesløshed og meget fattigdom, og man har en opskrift på katastrofe. Walter Laqueur frygter at det vi ser i Europa i dag, kan ende på den måde. Han frygter, vi går en ny Weimarrepublik i møde.

I Norge og Sverige er venstreekstremister ikke bare mere ekstreme, mere voldelige og bredere accepteret end i Danmark, de er i mange tilfælde også subventioneret af staten. I Norge post Breivik har det givet sig groteske udtryk:

Avisen Klassekampen fikk i 2011 over 23 millioner i pressestøtte fra Ap-regjeringen. Justerte tall for dette året skal være 26 millioner kroner, hvilket betyr at hvert årsabonnement statssubsidieres med over 1600 kroner. Voksne lesere av Aftenposten husker sikkert 20 år tilbake da de norske maoistene skrek seg hese over alle ugjerningene som den norske staten hadde påført dem med grusom og ulovlig overvåking.

Og tror du sannelig ikke den norske staten villig delte ut penger til de forfulgte og undertrykte revolusjonære selv om disse forlengst hadde funnet seg gode posisjoner innen det norske etablissementet. Det som skjedde umiddelbart etter Anders Behring Breiviks massakre var derfor meget interessant fra denne statssubsidierte avisen. Klassekampen igangsatte en klappjakt på alt som var av dissidenter i Norge, ikke bare Peder Jensen (Fjordman), men høflige akademikere og selvtenkere av typen Ole Jørgen Anfindsen og Hans Rustad ble også fotfulgt i flere måneder som ideologiske samfunnsundergravere.

Denne prosessen mot de ulikttenkende toppet seg ved at en kjent venstreradikaler i en radiodebatt uttalte at PST burde hyre inn folk fra «venstresida» som konsulenter og analytikere, for det var de som virkelig kunne redegjøre for hvem som var å betrakte som ideologiske fascister som spredte gift på nettstedene. Ingen – absolutt ingen! – reagerte offentlig på at «venstresida» av 2011 tilbød seg å samarbeide med Overvåkningstjenesten om å lage nye mapper over nye dissidenter. Alle andre er nynazister og nasjonalister- For den kriserammede venstresiden finnes det overhodet ikke forskjeller på noen av anti-venstrepartiene.

Og nu til det lidt større perspektiv i Walter Laqueurs artkel The Weimar Union Back to the ’30s i The New Republic:

THE PUBLIC DISCUSSION of Europe’s economic crisis has carried a curious air of repression: When commentators have worried about worst-case scenarios—the scenarios that harken back to the dark moments in the Continent’s history—they have generally been dismissed as alarmist.

But there are good reasons to treat these dire warnings with the gravest seriousness—to place them within the realm of plausibility. One of these reasons can be found within the file cabinets of the U.S. government. In 2004, the U.S. National Intelligence Council, the government’s premier agency for strategic intelligence analysis, published a report arguing that the European Union might not survive to see the year 2020. The report worried about restrictive labor laws and aging populations, not debt and the unraveling of the currency union. (The report also saw the main danger as Germany’s economic weakness, which makes for curious reading eight years later.) Still, it is bracing to consider that the U.S. government has worried about the worst-case scenario with the same intensity as the so-called alarmists.

With Europe in such a precarious condition, it should be clear that the current economic and political arrangements can’t last much longer. That reality ought to focus our attention on the question of what arrangements will take their place. We would do well to recognize that Europe has a range of possible futures in store, some much more disastrous than others.

But some inventive demagogues may combine their appeals to nostalgia with calls for radicalism. Indeed, one underappreciated tragedy is that Europe’s political future will depend greatly on the political will of those most traumatized by the current crisis: Europe’s youth. The political and social implications of Europe’s mass youth unemployment have not earned nearly the attention they deserve.

Traditionally, youth has been a factor of hope in politics. As the philosopher Martin Buber put it in 1918, “Youth is the eternal chance mankind possesses.” Older generations generally focus on the difficulties, dangers, and risks of political change. But young people have always had the passion, idealism, and enthusiasm to struggle for political progress. It is no coincidence that, when the French Revolution broke out, the most fiery of revolutionaries, Saint-Just, was just 22. Georges-Jaques Danton, meanwhile, was nearly 30—and therefore considered an old man.

However, the second part of Buber’s statement about youth is usually forgotten: “What a pity that this chance is usually wasted.” If youth is the season of hope, it is also the age of credulity and fanaticism; the radicalism on behalf of which youth has served as a vanguard has not always been so admirable.

Consider Italy’s fascist movement. Benito Mussolini was not yet 40 at the time of his march on Rome, and those surrounding him were even younger—Achille Starace, the future secretary of the party, was 33; Dino Grandi, the future minister of justice, was 27. Galeazzo Ciano, the future foreign minister, claimed to have participated at the age of 19. (The anthem of the fascists was “Giovinezza primavera di bellezza”: “Youth, Spring of Beauty.”)

The same was true with the Nazi movement. In 1933, Adolf Hitler was in his forties, but his closest followers were all very young: Joseph Goebbels was 36; Heinrich Himmler, head of the terror machine, was 33; his deputy, Reinhard Heydrich, 29; and Adolf Eichmann, the engineer of the Holocaust, a mere 27. And there is no doubting that Germany’s massive youth unemployment problem in the early ’30s—a total of seven million Germans were out of work in 1932—contributed to their collective rise.

Communist parties throughout Europe similarly exploited youth unemployment. In early Soviet days, they sang: “We are the young guard of workers and peasants.” The leading figures in the Russian Revolution (with the exception of Vladimir Lenin) were all in their thirties or younger.

So far, the political radicalization of youth in Europe has been sporadic. But this is unlikely to remain the case. Youth unemployment in much of Europe is running at astronomical levels, reaching 50 percent in Spain and Greece. The official figures do not even convey the full picture, as many young people have been forced into part-time or unskilled work, or have given up looking for a job entirely. And already, in the past year, there have been riots in London and mass action by the indignados in Spain.

Walter Laqueur: The Weimar Union. Back to the ’30s.

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • “The Weimar union” er en usædvanligt præcis beskrivelse af den tilstand multikulturalisterne har styrtet Vesteuropa ned i.

    Det der hovedsagligt forvandler deres projekt til ren syre for økonomisk, social og politisk stabilitet i de stater de har magt over, er at de nægter at skelne mellem “dem” og “os” og via menneskerettighederne har opsagt det nationale fællesskab og folket, tilfordel for et ikke-eksisterende universelt samfund.

    Resultatet er et evig indfluks af befolkningsgrupper udefra, hvis krav og behov hele tiden må efterkommes for ikke at bryde med ortodoksien om verdens enhed og menneskehedens lighed og broderskab.

    Disse udefrakommendes befolkningers omsiggribende kriminalitet og dysfunktionelle normer kan der ligeledes heller ikke sættes ind overfor, igen fordi det er at bryde med ortodoksien, og fordi disse gruppers stadigt voksende størrelser og dermed voksende magt helt eller delvist har sat statsapparatet skakmat.

    Gruppernes voldsparathed og stærke tribale sammenhold er simpelthen for meget for de indfødte myndigheder der igen og igen finder sig selv “outmanned” og meget snart vel sagtens også “outgunned”.

    Multikulturalisternes strategi, i mødet med de enorme problemer der er konsekvenserne af deres utopi, er at lade de indfødte befolkninger stadigt mere i stikken. Det er disse befolkninger der fortsat har tillid til det statsapparat multikulturalisterne har kapret og derfor også disse befolkninger, der trods efterhånden ret bitre erfaringer, stadig opretholder den relative orden som multikulturalisterne er afhængige af for at kunne fortsætte deres politik.

    (Jeg opfordre på ingen måde til vold eller chikane mod nogen eller noget, blot til at så mange så muligt indser at den multikulturelle statsideologi hele tiden kun vil tage os fra slemt til værre, og det uden ophør i de kommende dage og år. Derfor er det så vigtigt at den multikulturelle stat ophører med at eksistere og multikulturalister uanset farve (rød-blå-rødblå-blårød) konfronteres med de lidelser og den katastrofekurs de er ansvarlige for.)

    • Peter Buch

      Kritik og selvkritik hørte jeg engang var godt, og kritik af og tvivl om statsmagtens evne til at løse nutidens problemer tror jeg, her uden ringeste belæg, er langt større og mere udbredt end Fremskridtspartiets 28 mandater for omtremt 40 år siden og aktuelt bredere funderet end det nævnte: “…disse befolkninger der fortsat har tillid til det statsapparat…”.
      Jeg har personligt ikke megen tillid til et statsapparat. Eller til mig selv for den sags skyld.

      • Du har givetvis ret, tilliden til staten må nødvendigvis falde drastisk i takt med dens multikuturelle forrådnelse.

        Det kan være jeg gør mig skyldig i en naiv tiltro til statens generelle positive potentiale, men jeg må indrømme at jeg ser dens borttæring i kraft og autoritet under presset fra masseinvandringens sociale og økonomisk slagsider, som den totale katastrofe.

        • Peter Buch

          Tilliden til staten er i første omgang omvendt proportional med statens omfang, set herfra. Den gode stat, den gode diktator i den anden ende af versionen det velfungerende demokrati, jeg tror ikke på nogen af dem.
          Det væsentligste er- alt andet lige- borgerens magt.

          Der kan ytres meget om definitoner af magt og omfang, om mål og idealer, hvordan virkeligheden så objektivt som muligt optimalt bør tolkes og hvad man ser som eksempler på det ene og andet, det er vist oplagt for de fleste at masseindvandring overhovedet ikke er løsningen på alle problemer.

  • “indfluks” = influx

    Der synes at være tale om det undertryktes opstigen, en slags freudiansk fejlstavning af ordet, som det “burde” staves!

    (Der var engang hvor man havde 3-4 minutter til at rette undslupne brølere, det var en kort men gylden tid)

    😉

  • Ja, vi har spændende tider i møde. Polariseringen er næsten véd at være så tyk at man kan skære i den. I DR Aftenshowet stemte hele 81% IMOD muslimske helligdage ifb. ramadanen. Det kom vist lidt bag på værterne, som jo har gjort alt hvad der stod i deres magt for, at saliggøre denne begivenhed ( rub their noses in diversity ).

    At ungdommen kan blive radikaliseret over night, har man ganske rigtigt set før. Og hér står en stor del af vore unge overfor et problem de kun kender alt for godt, da det jo er dem som først og fremmest lever med det. De venstreradikale er i virkeligheden kun en ganske lille flok, som qua deres stædige venstreradikale ophav har fået dét at mobiliserer ind med modermælken. De sidder nu, i kraft af Enhedslisten, med véd magtens bord og glor måbende på alle de forandringer der udebliver. Hvorfor vil de radikale tage vores dagpenge, hvorfor er Thorning så dobbeltmoralsk, hvorfor går SF fuldstændig i opløsning og hvorfor vil EL lægge stemmer til disse forbrydere? Hvorfor er Pia blevet stueren og hvorfor slår araberne hinanden ihjel?

    Alt dette kan deres venstreradikale ophav ikke længere svare på. Og sådan vil det bare fortsætte, mens flere og flere vil falde fra i takt med at virkeligheden går op for dem. Da Villy råbte “Skrub ad helvede til!” var han slet ikke klar over hvor mange han, i virkeligheden, talte til. Det finder han såmændt nok ud af når hans egen venstreradikale ungdom finder ud af, hvor meget de er blevet svigtet. Når kapitalen og nationalstaterne er blevet bagbundet af et socialistisk og udemokratisk EU, støttet af både højre og venstre, og derfor ikke kan gøres til hovedfjenden og når velfærdssystemerne begynder at bryde sammen i takt med, at utrygheden i samfundet begynder at brede sig, så tror jeg ikke Defence Leaguerne ser så utiltalende ud længere. Så mon ikke visse politikere skulle begynde at vende skuden – inden de bliver nød til at kridte skoene…

  • Victor

    “Venstrefløjen har haft det med at forlove sig med umulige partnere”

    Gør mig en tjeneste….husk det gamle arabiske ordsprog om, at når du peger på nogen med en finger, så er der tre fingre, der peger tilbage på dig.

    Jeg har lige læst “A Mosque in Munich: Nazis, the CIA, and the Rise of the Muslim Brotherhood in the West”, skrevet af Ian Johnson.

    http://www.amazon.com/Mosque-Munich-Nazis-Muslim-Brotherhood/dp/B006CD GPSA/ref=sr_1_2?ie=UTF8&qid=1345183604&sr=8-2&keywords=ian+johnson

    Bogen kigger på en historie, som de fleste af os kender – samarbejdet mellem vesten og islamisterne, især det muslimske broderskab, under den kolde krig..

    ( I øvrigt sjovt – det vidste jeg ikke – at man, efter 2. verdenskrig, byggede videre på Hitlers gamle ideer om at alliere sig med og bruge Sovjetunionens muslimske folk som en spydspids mod de røde).

    Blandt dem, som kom til München for at deltage i den kolde krig var Said Ramadan, Tariq Ramadans far.

    Pointen: At højrefløjen altså også har en rigtigt beskidt historie, når det gælder om at læne sig op at islamisterne..

    Jeg undrer mig virkeligt over, at der ikke kommer nogen som helst tilløb til en diskussion af, hvordan USAs og Europas konservative, har en 60-70-årig historie for at tungekysse islamisterne…

    • Morten – – –

      Kære Victor!

      Jeg tror godt, jeg tør konstatere som en nøgtern kendsgerning, at grunden til, at der ikke kommer nogen debat om den vestlige højrefløjs tungekysseri med islamister, er – at vi allesammen er så rørende enige om, hvad der fandt sted.

      Når Venstrefløjens aktuelle tungekysseri debatteres – så er det fordi den fornægtes.

      Men vi har da taget os til hovedet igen og igen over, at USA bevæbnede mujahedinerne, og dermed Bin Laden og hele jihad-bevægelsen. Jeg holdt selv med russerne under den daværende Afghanistan-krig, fordi jeg så Den Kommunistiske Blog som langt den mindste trussel mod vores land og kultur, sammenlignet med islamismen. Og jeg syntes det var VANVID, at amerikanerne styrkede muslimerne afgørende i den krig. Jeg var næsten fortvivlet over deres dumhed og uvidenhed..

      Jo, vi ved det godt. Uden diskussion.

      – – –

  • Morten – – –

    Det er katastrofalt, hvad den slags betyder for Den Blå Uniform – og De Blå Blink, for den sags skyld. Det indtryk, vi får her, af klovner i blå skjorter, er for længst begyndt at brede sig til politikorpset også. Med en politiledelse, der dukker sig, og er “professionel” i sine “opgaveløsninger”. Og letforudsigeligt: Med stadigt værre konsekvenser til følge.

    Puha …

    – – –