16
aug
Seneste opdatering: 16/8-12 kl. 2115
9 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Videoen viser starten af retssagen mod palĂŠstinenseren Arafat, A. i Berlin, og hvordan venner af den tiltalte truer og efterhĂ„nden angriber pressen, uden at de fem vagtmĂŠnd gĂžr mine til at gribe ind. For enden af dialogen vinder den mest truende og voldparate. Et sĂžrgeligt sindbillede pĂ„ europĂŠisk defaitisme 2012. Video: Und tĂ€glich grĂŒĂŸt der Libanesen-Clan (tysk, utekstet)

Arafat (36) er tiltalt for trusler, farlig legemsbeskadigelse og farlig adfĂŠrd i trafikken. Allerede fĂžr starten af retsforhandlingerne, er der grov ballade forhallen: Omkring 15 tilhĂŠngere af Arafat-brĂždrene chikanerer journalister og sparker en kameramand over benet. Derefter flyver en spand vand i retning af filmholdet.

IfĂžlge anklageskriftet skal den 31-Ă„rige i december 2009 i Kreuzberg have styret en grĂ„ Daimler imod en fodgĂŠnger. En politibetjent observerede optrinnet og fortĂŠller: “Han kĂžrte med hĂžj hastighed op pĂ„ fortovet, manden mĂ„tte flere gange springe for livet.” Yasser A., der kalder sig “kontorassistent”, kĂžrer derefter derfra med stor fart. Og i juni 2010 omringede brĂždrene A. med andre medlemmer af klanen en modstander. Yasser A. holdt derefter en pistol mod mandens hoved og truede ham: ” Jeg skyder dig”. PĂ„ retssagens fĂžrste dag forhandles kun Ă©n af sagerne. Hans bror nĂŠgter at vidne.Eine schrecklich nette Familie. (Snaphanens oversĂŠttelse)

Et nyt Weimar: ‘Min fjendes fjende er min ven’

VenstreflĂžjen har haft det med at forlove sig med umulige partnere. Charles Krauthammer skrev i 2009: “Socialism having failed so spectacularly, the left was adrift until it struck upon a brilliant gambit: metamorphosis from red to green. The cultural elites went straight from the memorial service for socialism to the altar of the environment.” Krauthammer glemte deres pitstop hos en anden ‘grĂžn’ bevĂŠgelse, Muhammeds, der unĂŠgtelig kom til at sĂŠtte sit prĂŠg pĂ„ Europa, og som de trĂŠgeste af hjernerne endnu hĂŠnger fast i. DR P1: Den radikale venstreflĂžj har ingen politisk ideologi, hvad man efter et Ă„r med RAF regeringen i Danmark kunne mene, gĂŠlder den mindre radikale venstreflĂžj ogsĂ„:

“NĂŠrmest barokt blev det i Århus, da en ung indvandrer stod og rĂ„bte skĂŠldord efter Defence Leauge demonstrationen. Han kaldte dem racister og nazister, men da han i Defence League demonstrationen sĂ„ et israelsk flag, slog han med det samme over i antisemitiske ytringer. Og derfor kan det virke en anelse pudsigt, nĂ„r man ved at de ventreradikale har holdninger der er pro-homoseksuelle og imod racisme, at de stĂ„r side om side med racister og homohadere.”

Historikeren Walter Laqueur skriver i The New Republic at han ser en situation i Europa, der minder om den man havde i mellemkrigstiden, hvor radikale bevÊgelser skÞd frem og overtog magten i en rÊkke europÊiske lande, men facister pÄ den ene side og kommunister pÄ den anden. Mange unge mennesker, hÞj arbejdeslÞshed og meget fattigdom, og man har en opskrift pÄ katastrofe. Walter Laqueur frygter at det vi ser i Europa i dag, kan ende pÄ den mÄde. Han frygter, vi gÄr en ny Weimarrepublik i mÞde.

I Norge og Sverige er venstreekstremister ikke bare mere ekstreme, mere voldelige og bredere accepteret end i Danmark, de er i mange tilfÊlde ogsÄ subventioneret af staten. I Norge post Breivik har det givet sig groteske udtryk:

Avisen Klassekampen fikk i 2011 over 23 millioner i pressestÞtte fra Ap-regjeringen. Justerte tall for dette Äret skal vÊre 26 millioner kroner, hvilket betyr at hvert Ärsabonnement statssubsidieres med over 1600 kroner. Voksne lesere av Aftenposten husker sikkert 20 Är tilbake da de norske maoistene skrek seg hese over alle ugjerningene som den norske staten hadde pÄfÞrt dem med grusom og ulovlig overvÄking.

Og tror du sannelig ikke den norske staten villig delte ut penger til de forfulgte og undertrykte revolusjonÊre selv om disse forlengst hadde funnet seg gode posisjoner innen det norske etablissementet. Det som skjedde umiddelbart etter Anders Behring Breiviks massakre var derfor meget interessant fra denne statssubsidierte avisen. Klassekampen igangsatte en klappjakt pÄ alt som var av dissidenter i Norge, ikke bare Peder Jensen (Fjordman), men hÞflige akademikere og selvtenkere av typen Ole JÞrgen Anfindsen og Hans Rustad ble ogsÄ fotfulgt i flere mÄneder som ideologiske samfunnsundergravere.

Denne prosessen mot de ulikttenkende toppet seg ved at en kjent venstreradikaler i en radiodebatt uttalte at PST burde hyre inn folk fra «venstresida» som konsulenter og analytikere, for det var de som virkelig kunne redegjĂžre for hvem som var Ă„ betrakte som ideologiske fascister som spredte gift pĂ„ nettstedene. Ingen – absolutt ingen! – reagerte offentlig pĂ„ at «venstresida» av 2011 tilbĂžd seg Ă„ samarbeide med OvervĂ„kningstjenesten om Ă„ lage nye mapper over nye dissidenter. Alle andre er nynazister og nasjonalister- For den kriserammede venstresiden finnes det overhodet ikke forskjeller pĂ„ noen av anti-venstrepartiene.

Og nu til det lidt stþrre perspektiv i Walter Laqueurs artkel The Weimar Union Back to the ’30s i The New Republic:

THE PUBLIC DISCUSSION of Europe’s economic crisis has carried a curious air of repression: When commentators have worried about worst-case scenarios—the scenarios that harken back to the dark moments in the Continent’s history—they have generally been dismissed as alarmist.

But there are good reasons to treat these dire warnings with the gravest seriousness—to place them within the realm of plausibility. One of these reasons can be found within the file cabinets of the U.S. government. In 2004, the U.S. National Intelligence Council, the government’s premier agency for strategic intelligence analysis, published a report arguing that the European Union might not survive to see the year 2020. The report worried about restrictive labor laws and aging populations, not debt and the unraveling of the currency union. (The report also saw the main danger as Germany’s economic weakness, which makes for curious reading eight years later.) Still, it is bracing to consider that the U.S. government has worried about the worst-case scenario with the same intensity as the so-called alarmists.

With Europe in such a precarious condition, it should be clear that the current economic and political arrangements can’t last much longer. That reality ought to focus our attention on the question of what arrangements will take their place. We would do well to recognize that Europe has a range of possible futures in store, some much more disastrous than others.

But some inventive demagogues may combine their appeals to nostalgia with calls for radicalism. Indeed, one underappreciated tragedy is that Europe’s political future will depend greatly on the political will of those most traumatized by the current crisis: Europe’s youth. The political and social implications of Europe’s mass youth unemployment have not earned nearly the attention they deserve.

Traditionally, youth has been a factor of hope in politics. As the philosopher Martin Buber put it in 1918, “Youth is the eternal chance mankind possesses.” Older generations generally focus on the difficulties, dangers, and risks of political change. But young people have always had the passion, idealism, and enthusiasm to struggle for political progress. It is no coincidence that, when the French Revolution broke out, the most fiery of revolutionaries, Saint-Just, was just 22. Georges-Jaques Danton, meanwhile, was nearly 30—and therefore considered an old man.

However, the second part of Buber’s statement about youth is usually forgotten: “What a pity that this chance is usually wasted.” If youth is the season of hope, it is also the age of credulity and fanaticism; the radicalism on behalf of which youth has served as a vanguard has not always been so admirable.

Consider Italy’s fascist movement. Benito Mussolini was not yet 40 at the time of his march on Rome, and those surrounding him were even younger—Achille Starace, the future secretary of the party, was 33; Dino Grandi, the future minister of justice, was 27. Galeazzo Ciano, the future foreign minister, claimed to have participated at the age of 19. (The anthem of the fascists was “Giovinezza primavera di bellezza”: “Youth, Spring of Beauty.”)

The same was true with the Nazi movement. In 1933, Adolf Hitler was in his forties, but his closest followers were all very young: Joseph Goebbels was 36; Heinrich Himmler, head of the terror machine, was 33; his deputy, Reinhard Heydrich, 29; and Adolf Eichmann, the engineer of the Holocaust, a mere 27. And there is no doubting that Germany’s massive youth unemployment problem in the early ’30s—a total of seven million Germans were out of work in 1932—contributed to their collective rise.

Communist parties throughout Europe similarly exploited youth unemployment. In early Soviet days, they sang: “We are the young guard of workers and peasants.” The leading figures in the Russian Revolution (with the exception of Vladimir Lenin) were all in their thirties or younger.

So far, the political radicalization of youth in Europe has been sporadic. But this is unlikely to remain the case. Youth unemployment in much of Europe is running at astronomical levels, reaching 50 percent in Spain and Greece. The official figures do not even convey the full picture, as many young people have been forced into part-time or unskilled work, or have given up looking for a job entirely. And already, in the past year, there have been riots in London and mass action by the indignados in Spain.

Walter Laqueur: The Weimar Union. Back to the ’30s.

0 0 votes
Article Rating


DonĂ©r engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

Subscribe
Notify of
guest

9 Comments
Most Voted
Newest Oldest
Inline Feedbacks
View all comments
Morten - - -
Morten - - -
11 years ago

Det er katastrofalt, hvad den slags betyder for Den BlĂ„ Uniform – og De BlĂ„ Blink, for den sags skyld. Det indtryk, vi fĂ„r her, af klovner i blĂ„ skjorter, er for lĂŠngst begyndt at brede sig til politikorpset ogsĂ„. Med en politiledelse, der dukker sig, og er “professionel” i sine “opgavelĂžsninger”. Og letforudsigeligt: Med stadigt vĂŠrre konsekvenser til fĂžlge.

Puha …

– – –

Victor
Victor
11 years ago

“VenstreflĂžjen har haft det med at forlove sig med umulige partnere” GĂžr mig en tjeneste….husk det gamle arabiske ordsprog om, at nĂ„r du peger pĂ„ nogen med en finger, sĂ„ er der tre fingre, der peger tilbage pĂ„ dig. Jeg har lige lĂŠst “A Mosque in Munich: Nazis, the CIA, and the Rise of the Muslim Brotherhood in the West”, skrevet af Ian Johnson. http://www.amazon.com/Mosque-Munich-Nazis-Muslim-Brotherhood/dp/B006CDGPSA/ref=sr_1_2?ie=UTF8&qid=1345183604&sr=8-2&keywords=ian+johnson Bogen kigger pĂ„ en historie, som de fleste af os kender – samarbejdet mellem vesten og islamisterne, isĂŠr det muslimske broderskab, under den kolde krig.. ( I Ăžvrigt sjovt – det vidste jeg ikke –… Read more »

Morten - - -
Morten - - -
11 years ago
Reply to  Victor

KĂŠre Victor! Jeg tror godt, jeg tĂžr konstatere som en nĂžgtern kendsgerning, at grunden til, at der ikke kommer nogen debat om den vestlige hĂžjreflĂžjs tungekysseri med islamister, er – at vi allesammen er sĂ„ rĂžrende enige om, hvad der fandt sted. NĂ„r VenstreflĂžjens aktuelle tungekysseri debatteres – sĂ„ er det fordi den fornĂŠgtes. Men vi har da taget os til hovedet igen og igen over, at USA bevĂŠbnede mujahedinerne, og dermed Bin Laden og hele jihad-bevĂŠgelsen. Jeg holdt selv med russerne under den davĂŠrende Afghanistan-krig, fordi jeg sĂ„ Den Kommunistiske Blog som langt den mindste trussel mod vores land… Read more »

Peter Andersen
11 years ago

Ja, vi har spĂŠndende tider i mĂžde. Polariseringen er nĂŠsten vĂ©d at vĂŠre sĂ„ tyk at man kan skĂŠre i den. I DR Aftenshowet stemte hele 81% IMOD muslimske helligdage ifb. ramadanen. Det kom vist lidt bag pĂ„ vĂŠrterne, som jo har gjort alt hvad der stod i deres magt for, at saliggĂžre denne begivenhed ( rub their noses in diversity ). At ungdommen kan blive radikaliseret over night, har man ganske rigtigt set fĂžr. Og hĂ©r stĂ„r en stor del af vore unge overfor et problem de kun kender alt for godt, da det jo er dem som fĂžrst… Read more »

Prudentius
11 years ago

“indfluks” = influx

Der synes at vĂŠre tale om det undertryktes opstigen, en slags freudiansk fejlstavning af ordet, som det “burde” staves!

(Der var engang hvor man havde 3-4 minutter til at rette undslupne brĂžlere, det var en kort men gylden tid)

😉

Prudentius
11 years ago

“The Weimar union” er en usĂŠdvanligt prĂŠcis beskrivelse af den tilstand multikulturalisterne har styrtet Vesteuropa ned i. Det der hovedsagligt forvandler deres projekt til ren syre for Ăžkonomisk, social og politisk stabilitet i de stater de har magt over, er at de nĂŠgter at skelne mellem “dem” og “os” og via menneskerettighederne har opsagt det nationale fĂŠllesskab og folket, tilfordel for et ikke-eksisterende universelt samfund. Resultatet er et evig indfluks af befolkningsgrupper udefra, hvis krav og behov hele tiden mĂ„ efterkommes for ikke at bryde med ortodoksien om verdens enhed og menneskehedens lighed og broderskab. Disse udefrakommendes befolkningers omsiggribende kriminalitet… Read more »

Peter Buch
Peter Buch
11 years ago
Reply to  Prudentius

Kritik og selvkritik hĂžrte jeg engang var godt, og kritik af og tvivl om statsmagtens evne til at lĂžse nutidens problemer tror jeg, her uden ringeste belĂŠg, er langt stĂžrre og mere udbredt end Fremskridtspartiets 28 mandater for omtremt 40 Ă„r siden og aktuelt bredere funderet end det nĂŠvnte: “…disse befolkninger der fortsat har tillid til det statsapparat…”.
Jeg har personligt ikke megen tillid til et statsapparat. Eller til mig selv for den sags skyld.

Prudentius
11 years ago
Reply to  Peter Buch

Du har givetvis ret, tilliden til staten mÄ nÞdvendigvis falde drastisk i takt med dens multikuturelle forrÄdnelse.

Det kan vÊre jeg gÞr mig skyldig i en naiv tiltro til statens generelle positive potentiale, men jeg mÄ indrÞmme at jeg ser dens borttÊring i kraft og autoritet under presset fra masseinvandringens sociale og Þkonomisk slagsider, som den totale katastrofe.

Peter Buch
Peter Buch
11 years ago
Reply to  Prudentius

Tilliden til staten er i fÞrste omgang omvendt proportional med statens omfang, set herfra. Den gode stat, den gode diktator i den anden ende af versionen det velfungerende demokrati, jeg tror ikke pÄ nogen af dem.
Det vĂŠsentligste er- alt andet lige- borgerens magt.

Der kan ytres meget om definitoner af magt og omfang, om mÄl og idealer, hvordan virkeligheden sÄ objektivt som muligt optimalt bÞr tolkes og hvad man ser som eksempler pÄ det ene og andet, det er vist oplagt for de fleste at masseindvandring overhovedet ikke er lÞsningen pÄ alle problemer.

9
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x