1
sep
Seneste opdatering: 2/9-12 kl. 0631
5 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Jeg går ikke meget op i amerikansk politik, og slet ikke i valgkampene. Jeg udholder ikke den hysteriske valgskampsretorik, heller ikke i Danmark, og USA ligger i valgkamp i to ud af fire år, så det definerer min interesse. Forleden hørte jeg Ann Romneys tale til hjerterne, og jeg blev sløj og måtte slukke efter to minutter. Mit hjerte har ikke været inden om det reklamebureau, der skrev den vamle tale. Jeg overlader den amerikanske valgkamp til de professionelle, der får penge for det. Men jeg bliver ikke sløj af Clint Eastwood. Morsom, dybtfølt pragt-tale af den 82-årige skuespiller. –Clint Eastwood’s Finest Hour.


Flugten fra Frankrig

Michel Gurfinkiel is the Founder and President of the Jean-Jacques Rousseau Institute, a conservative think-thank in France, and a Shillman/Ginsburg Fellow at Middle East Forum.

The escape of Jews from France, which has been picking up pace in the past decade, “may soon reach much more important proportions.” That is the prediction in an important dispatch by the French newspaperman Michel Gurfinkiel and issued this week by Pajamas Media. The prediction comes eight years after Prime Minister Sharon of Israel publicly called on Jews to get out of France and fewer than four months after three Jewish school children and their teacher were murdered at Toulouse.

It turns out, Mr. Gurfinkiel reports, that the killings at Toulouse, while denounced at the highest levels in the Fifth Republic, have actually increased anti-Semitic tendences in France. Even Jewish leaders who have sought a modus vivendi in France are warning that young Jews no longer see a future in the country. This is a story one isn’t getting from the major newspapers or from our own state department.

Mr. Gurfinkiel quotes a rabbi at Paris as telling him: “Any time young people approach me in order to get married, I ask them various questions about their future. Eighty percent of them say they do not envision any future in France.” Mr. Gurfinkiel wrotes that he has heard “similar statements from other French rabbis and lay Jewish leaders.” He quotes a leader at Lyons as confiding to him, “We have a feeling the words are on the wall now. It is not just our situation in this country deteriorating; it is also that the process is much quicker than expected.”

Mr. Gurfinkiel reports that since Toulouse there have been no fewer than six cases of aggravated assault on Jewish youths or rabbis in France. He quotes the Representative Council of French Jewish Organizations as reporting that anti-Semitic incidents of all sorts have increased by 53% compared to the year earlier period. One phenomenon Mr. Gurfinkiel marks is that “Muslim anti-Semitism reactivates in many places a dormant, but by no means extinct, non-Muslim European anti-Semitism.” Escape From France (No Future in France: Dire Times for French Jews.)

“Hvor islamofobisk må man være i Sverigedemokraterne?”

‘Islamofobi’ er en særlig, åndelig tilstand, der stort set kun findes i Sverige, ligesom flygtningebørns apatisyndrom.

Jeg kender en dansk læge, der i sin ungdom praktiserede på glesbygden i Småland i 60 erne. Han fortalte, at han stødte på psykiatriske tilstande, han aldrig havde set beskrevet i nogen medicinsk lærebog. Han tænkte på de landlige enstöringar, to sønner der havde arvet en fjerntbeliggende gård, boet sammen, aldrig giftet sig og var blevet temmelig alternative i hovedet. Medicinalindustrien havde endnu ikke opfundet en pille til deres tilstand. Deres kærlighedsliv udspillede sig rørende i forholdet til deres dyr, jeg har selv mødt en del af dem. De lyste op, når der kom besøg fra Danmark med bare bryster og en flaske Rød Ålborg. De var godheden selv, men de var specielle, og når de blev syge, kom lægevidenskaben på prøve. Det var en Transkulturel Psykiatrisk prøvelse for min ven.

Det psykosociale Sverige har ikke ændret sig væsentligt på 40 år. Eliten har rigtignok villet flygte fra sig selv og deres mentale arv, men det er stadig en anden verden vi udlændinge aldrig helt forstår selv efter nok så meget midsommer, kräftkalas og OP Andersson. Så velkendt og alligevel fjernt som det uigennemtrængelige Japan. Jo mere man gør sig fortrolig med den verden, desto mærkeligere forekommer den. Men heldigvis er der en hel masse svenskere, jeg er på glimrende bølgelængde med. Vi er brødre og søstre og man slipper ikke så nemt for sin familie, men man lærer at leve med, at de kloge af dem ikke er rigtig kloge.

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Maria

    Cowboy hugger sporerne i.

    “Men sagen er den, at monologen, hvis man gennemser den, er ædende, bidende sarkastisk og rammende. Det gør man naturligvis ikke mod en præsident, der ganske vist ikke har opfyldt sit løfte om at sænke verdens vandstand og nærmest være den genkomne messias med den ene hånd. Og med den anden usynlige hånd, uden rettergang og med politisk sans for det spektakulære, henretter terrorister nærmest egenhændigt, må man forstå, og så pyt med de tusindvis af civile, der ryger med (det sker, i modsætning til under Bush, i en god sags tjeneste). Men som står for det rigtige. Og mener det rigtige…

    Selvretfærdigheden hos de, der kalder sig selv progressive, men i virkeligheden i vore dage repræsenterer den yderste reaktion, er simpelthen så kvalm. Hvad enten det gælder personforfølgelse, hvor man sætter sig selv i et selvhelligt lys – læs Rune Lykkebergs fremragende indlæg herom i dagens Information (Georg Metz er formodentlig ved at planlægge, hvordan han kan forvise Lykkeberg til Guantanamo (nej, det er heller ikke lukket…) sammen med Eastwood) – eller det gælder mennesker, der bruger ironien, sarkasmen og kunsten i den borgerlige friheds tjeneste.”

    Søren Pind om absurd teater.

    http://sorenpind.blogs.berlingske.dk/2012/09/01/absurd-teater-a-la-cli nt/

  • monse

    Clint Eastwood talte til folket og gjorde det godt.
    De venstreorienterede Demokrater blev fornærmede. Det var forventeligt.
    Mere overraskende, i hvert fald umiddelbart, var, at Romneys egen kampagnestab bagefter rendte rundt og tog afstand fra talen: ”Det var ikke mig der hyrede ham”, ”han gik over tiden”, ”han improviserede” og så videre.
    Det understreger imidlertid blot, at politik i USA som i Europa er blevet et elitært projekt, af eliten, for eliten, uanset partifarve. Eastwoods indslag var blot et forsøg på at købe sig 5 minutters folkelighed (det blev på 12 minutter, he, he, det havde de godt af 🙂 ), men forsøget falder til jorden fordi Romney og hans politiske projekt reelt ikke ejer gnist af folkelighed i ordets positive betydning.

    • Jeg synes også, at Clint Eastwood gjorde det godt. Her er en 82-årig mand af folket, med humor (“no, I can’t do that to myself, mr. President”), der på jævnt sprog udtrykker sin skuffelse over de sidste 4 år, sin bekymring for nutiden med den store arbejdsløshed og sit håb om, at en ny præsident kan gøre det bedre. Jeg fatter ikke, at de professionelle har følt behov for at tage afstand fra ham. Måske misundelse og brødnid?

      Derimod forstår jeg godt, at alle de danske journalister prøver at tale Clintens tale ned. Han er jo på det slemme hold.

      • Ja fy da føj!

        En skuespiller der er konservativ. Så må vi altså på barrikaderne inden det griber om sig.
        Gud hvor må man egentligt føle sig presset. Tænk sig, nu har man heller ikke patent på kunstnerne længere.

        Hvad bliver det næste – medierne?!!!