New helicopter footage from NYPD of World Trade Center attack released (Natural sound) Al Qaeda er svækket, Bin Ladin er død, men fanatismen er metastaseret. Militant islam er på fremmarch over hele linjen. Demokrati i Mellemøsten (Det Arabiske Forår) betød islamisering, kristenforfølgelse, vold og død, og her den 11 september 2012 står vi efter alt at dømme nær overfor en storkonflikt med Iran. 2001 indvarslede en ny tid, der er ung endnu. Elleve år efter. Pajamas TV:The Changing Face of Foreign Policy: Eleven Years After 9/11 Are We Any Safer? The pain that never dies.

Mindedagen for islamisk terror

Af Britta mogensen, antropolog

I dag den 11. september er en mindedag. Den dag, hvor vi tænker tilbage på de tæt ved 3.000 mennesker, der ved et islamisk terrorangreb blev slået ihjel for 11 år siden. Og ikke ”bare” slået ihjel, men som var i kløerne på bestier, som gav de rædselsslagne mennesker god tid til at tage alt håb om overlevelse fra dem.

Det var ofrene for dette rædselsscenarium, som kan ramme os alle, vi skulle mindes i dag. Men med sædvanlig dansk mangel på empati, skal vi i stedet mindes disse ofre for islamisk terror ved at tillade, at en islamist inviteres inden for vores døre. Det er en hån uden lige mod de døde og deres pårørende.

Men sådan ser Det Radikale Venstre og Minhaj ul-Quran ikke på det. De har et fælles projekt, nemlig at fjerne demokratiet og dermed ændre Danmark totalt. Ganske vist er endemålet forskelligt, henholdsvis udslettelse af nationalstaten og udslettelse af den demokratiske styreform, men det tager de to demokratiafviklingsbevægelser bare lige en rundbordssamtale om.

Det Radikale Venstre ønsker en hurtig befolkningsudskiftning via ukontrollabel indvandring, fortsat afmontering af kirken, monarkiet, og nationalstaten, og så er tiden kommet til at aflevere de pjuskede laser af landet kvit og frit til det udemokratiske EU-monster. Og helt i EU’s ånd skal det ske ved udemokratiske metoder: ”Gør som vi siger, eller vi vælter regeringen.” Det kan få enhver taburetklæber til at klappe hælene sammen og munden i.

Minhaj ul-Quran derimod ønsker at kaste den vestlige verden tilbage til 600-tallets mørke og elendighed, hvor mange muslimske lande befinder sig den dag i dag, og arbejde for en stadig underminering af demokratiet, indtil dets endelige afskaffelse. Så er der frit slag for indførelse af sharia. Sharias officerer er allerede på plads i form af veluddannede islamister m/k, tilknyttet diverse ”moderate” organisationer, og hvor indhyllede kvinder indtil videre er flagskibene. Det får naive danskere til at tro, at sharia har noget at gøre med kønnenes ligestilling. Enhver bevægelse har udover høvdingene brug for indianere: pøblen, og også de er kørt i stilling: de langskæggede, kjoleklædte salafister, de hujende, forbryderiske bander og de teltklædte fundamentalister. Alle tre grupper kendetegnet ved et absolut ønske om at bo i deres eget forjættede land, plantet solidt i vores del af verden.

Således forbundet, starter rundbordssamtalen mellem demokratiafvikleren Anne Mee Allerslev og shariaforkæmperen Tahir-ul-Qadri lige netop i dag den 11. september 2012. Man græmmes.

Er Anne Mee Allerslev bare en dum gås, eller arbejder hun ud fra en bevidst Radikal strategi? Hun hævder arrogant (i TV2 News), at det er at ”blande æbler og pærer” at kritisere en mand, der er shariaforkæmper, for på den anden side har han jo også udstedt en fatwa mod terrorisme og vil bekæmpe radikalisering. Halleluja – så er alt jo i orden. Lalleglad leger hun med, hvad hun tror, er en tigerunge, og som hun ikke forestiller sig en dag bliver en 300 kg tung fuldvoksen sibirisk tiger. Hun undskylder sig med, at den britiske statsminister Cameron jo lader sig rådgive af ul-Qadri. Skulle det blåstemple imamen? Hvornår har vi siden Winston Churchill oplevet en politiker, der havde det fornødne mod til at kæmpe for sit land? Dagens politikere lægger sig fladt ned på maven i håb om, at den dag, de stilles for en shariadommer, vil de blive husket for deres facilitering af islam.

Allerslev ved (heller) ikke, at tiden, hvor Allahs hære kunne angribe og overvinde land efter land med våben, er passé. Hun er derfor ude af stand til at fatte den ændrede strategi, hvorefter sharia, hvis uvæsenet overhovedet skal have mulighed for at få fodfæste i noget land, må ske ved infiltrering af samtlige institutioner ved tilsyneladende demokratiske metoder, således at modstanden bliver mindst mulig, indtil det er for sent. Når så en islamist kommer til byen og højtråbende erklærer sin modstand mod terrorisme, så tror hun, vi er uden for fare. Vi forventes at være beroliget. Vi forventes trygt at sove videre.På sin blog i JP skriver Allerslev:

”Omvendt må der selvfølgelig ikke være nogen tvivl om, at hvis Tahir-ul-Qadri mener, hvad han bliver citeret for disse dage, tager jeg selvfølgelig stærkt afstand fra hans holdninger. Og jeg er også parat til at tage konfrontationen med ham, hvis det bliver aktuelt.”

Herre Jemini, hjælp hende! Han er ikke blevet citeret. Han har rent faktisk udtalt ordene. Og så vil hun konfrontere denne mand? Hun har overhovedet ikke format til at tage nogen som helst konfrontation med en mand som ham. Dels er hun en kvinde i den fødedygtige alder, dels er hun ikke-muslim. Begge dele diskvalificerer hende. For ul-Qadri er hun et nul, og hendes ”konfrontation” vil være mindre generende for ham end en forbiflyvende flue. Derudover er hun for uvidende. Hun ville slet ikke ane, hvad hun skulle stille op, hvis hun konfronterede ham med videoen, og han på sherin-khankansk manér talte om kontekst.

Hvad skal der til, før politikerne begynder at lytte til de medborgere, vi har, med rødder i muslimske lande, og som – ofte med fare for eget liv – vil bevare vores land og modsætte sig ethvert forsøg på islamisering? Nej, jeg taler ikke om de såkaldt moderate muslimer. Jeg tror dem ikke over en dørtærskel. Jeg taler om ganske almindelige mennesker med et ønske om at leve i fred og frihed og udnytte de muligheder, vores land har at byde alle. Mennesker, der ved, hvordan der ser ud i et islamisk land med et præstestyre, hvor elendighed, frygt, fattigdom, ufrihed, vilkårlige fængslinger, domme og henrettelser samt terror hersker.

De ved, hvad de taler om. Og de er de absolut sidste, nogen politiker ville drømme om at lytte til. Så hellere gå i ”dialog” med afskyvækkende personer, for ”sådan er det at leve i et demokrati”, som den små Allerslev har belært os om i TV. Hvor vover sådan en lille frøken noksagt at belære os, der fik demokrati ind med modermælken af vores forfædre, om, hvad demokrati er? En dag vågner hun (måske) og opdager, at hun i sin arrogante uvidenhed har leget en farlig leg med onde kræfter. Tigeren er blevet fuldvoksen. Desværre ryger vi andre med den dag.