5
okt
Seneste opdatering: 5/10-12 kl. 1707
15 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Antifascistisk demonstration i München den 3 oktober: “Deutschland ist Scheiße, wir sind die Beweise” (Tyskland er lort, vi er beviset) Det er ikke nemt at være ung, derfor er det synd, at så mange er det i så lang tid. Men ærlighed er et godt sted at begynde en lindring. På bannerne står der: “Vi elsker folkedød/mord for noget bedre end nationen,” og “Vi elsker landsforrædderi.”

Vilks i TV gav svenske medier røvkatar

‘Røvkatar’ er ikke en diagnose i Medicinsk Kompendium, det er et meget brugt af en ven af mig, der dækkker en psykologisk tilstand, et mere malerisk ord for ‘frustration/forargelse’, kunne man sige. Var det ikke nemmere bare at ignorere ham så? No can do ! Sådan fungerer journalist-psykologien ikke. Den har brug for jævnlige, moralske pirringer, for at føle sig i form, dvs. en uforholdsmæssig grundig og hyppig dækning af fænomener, den egentlig afskyr men også føler sig skamfuldt tiltrukket af.

Man kunne også kalde det ‘dens negative kæpheste’. Blandt danske eksempler er f.eks. gengangererne: Christiania, narkotia- og prostitutionspolitik, Pia Kjærsgaard, alkoholpolitik, værtshusliv, syndige røde pølser, Ekstra Bladets side 9 pige, den genus-u-modificerede offentlighed, og nu er Vilks altså medlem af denne u-svenske klub. Altsammen noget der vækker en uforholdsmæssig stor interesse i svenske medier og tjener til at vedlige holde røvkataren på et passende niveau.

Nu har journalistikken det så godt med sig selv igen i en uges tid. Her den katarfremmende katharsis, ni artikler på et døgn og jeg ved ikke hvor mange tusinde ord: Plötsligt viker sig Vilks ryggrad, Uppdrag Granskning: Vilks glider undan, Exakt så här mjuk är Lars Vilks ryggrad, Nu är jag med i Lars Vilks konstverk, Svenska muslimer aldrig synliga i Vilks medieteater, Lars Vilks hyckleri, Ridå, Vilks Packat & klart på Manhattan, “Vilks är beviset på att islam måste bekrigas”. Kunstværket er selvkørende. Skal jeg være helt ærlig, så har jeg kun læst én af artiklerne. – I mellemtiden har SVT midlerttidigt fjernet dokumentaren for at klippe noget ud, den er oppe igen, så vidt jeg kan se halvandet minut kortere. Det er svært at se, hvad der er ændret.
Kasper Støvring: En tur i ghettoen

Af og til bliver jeg inviteret ud i alle mulige afkroge af Danmark for at holde foredrag om sammenhængskraft……… Men det hænder også, at jeg holder foredrag i virkelig belastede områder. I denne uge var jeg således i Tingbjerg for at holde foredrag i den lokale kirke. Bydelen efterlod mig nedtrykt. Tingbjerg-ghettoen giver et uhyggeligt indtryk i al sin trøstesløshed og nærmest bundløse morads. Grå betonboliger, vandaliserede facader, butikker uden liv, støjende biler der kører vildt omkring, børn der driver omkring sent om aftenen, tilråb på gaderne osv.

Netop kirken i Tingbjerg måtte for få år siden have politibeskyttelse, fordi den var genstand for massivt hærværk. Også præsten måtte gå under jorden efter længere tids chikane. Der kunne altså i en periode ikke drives kristent missionsarbejde i denne bydel i det engang kernedanske kristne samfund. Opholder man sig i dag i Tingbjerg, er man på mange måder i Mellemøsten.

Denne aften i Tingbjerg kunne jeg lytte til beboernes rædselsesfulde erfaringer. De få etniske danskere, der endnu var tilbage, levede i frygt, udsat for trusler, overfald og røverier. En af de ældre beboere var således blevet antastet hele to gange den forgangne uge. Og politiet synes ikke at hjælpe. De lader bare bydelen forfalde, som en af kirkens folk betroede mig. Vi andre hører ikke meget om problemerne. Kun når der er skyderi på åben gade, som for et par uger siden.

Jeg anser de sidste 30 års masseindvandring af mennesker fra især Mellemøsten og Afrika som den største katastrofe i nyere dansk politik. Økonomiske kriser, som den vi oplever nu, er umiddelbart presserende, men også forbigående. De kan løses. Det er straks meget vanskeligere at løse længerevarende kriser som dem, der er knyttet til demografi og indvandring. Altså med befolkningsudskiftning i hele områder.

Det er problemer, der vil forandre vores land, som vi hidtil har kendt det. Det vil sige som et land med høj tillid mellem borgere, med national samhørighed og kulturel homogenitet – kort sagt som præget af sammenhængskraft….Berlingske.

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Erling

    ‘Røvkatar’ var en almindelig term da jeg gik i skole og betød ‘pisseirriterende’. Det blev mest brugt om personer; man kunne således være en røvkatar. Dengang troede jeg det henviste til folkefærdet katharer, men den patologiske tolkning gør kun udtrykket bedre.

  • “Jeg anser de sidste 30 års masseindvandring af mennesker fra især Mellemøsten og Afrika som den største katastrofe i nyere dansk politik. ”

    Ingen tvivl om det. Udlændingeloven fra 1983 er den absolute værste/mest skadelige lov, folketinget har vedtaget siden 1849.

  • Varmt Konservativ (kr)

    AFA som Baader-Meinhof-jugend. Det var ju det vi visste.

    Värre ändå är Baader-Meinhof-ligans politiska och kulturella grenar. DE är det verkliga hotet, inte islam. Islam är bara ett verktyg för dem. Förr eller senare kommer det att visa sig att 11 september-attackerna planerades i USA och Europa och att Bin Laden bara var en galjonsfigur. Det framstod ganska tydligt i samband med räden i Abbottabad att han var ganska betydelselös och främst tjänade ett syfte som ikon-bild/T-shirt-tryck a la Che Guevara,.Che byggde ju för övrigt inte heller själv ensam bilden av sig själv.

  • Bjovulf

    Lidt er der da trods alt at glædes over midt i al jammeren 😉

    Katastrofal lav tilslutning til Socialdemokraterne
    http://www.b.dk/politiko/katastrofal-lav-tilslutning-til-socialdemokra terne

    Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) kan fredag vågne op til en grum meningsmåling.
    3 Kommentarer

    Af Michala Rask Mikkelsen, Berlingske Nyhedsbureau

    Blot 16,5 procent af vælgerne ville i dag stemme på Socialdemokratiet, viser en meningsmåling fra Greens Analyseinstitut lavet for Børsen. Dermed indleder statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) det nye folketingsår på meningsmålingernes bund.

    Sigge Winther-Nielsen, valgforsker ved Københavns Universitet, kalder målingen »beskæmmende for S«.

    – Der er bare en grundlæggende mistillid og utilfredshed med regeringen, siger han til Børsen.
    [ Bare? Mon ikke der stikker en hel del mere under? S har tilsyneladende stadig ikke fattet – eller ønsker
    ikke at fatte? – , at dette niveau – 12-17 % – simpelthen bliver deres naturlige niveau fremover –
    og inden længe UNDER DFs niveau! Det har været på vej til at ske længe, men man valgte i S af bekvemmelighed og selvgodhed at købe sig fred og at ignorere eller bagatellisere alle advarsels-
    signalerne. Men nu kommer straffen for at svigte sit eget folk og dets vitale interesser for alvor … ]

    • JensH

      Thorning-Schmidt kan da være ligegald. For to dage siden (03.10.2012) havde regeringen siddet et år, og dermed er minister-pensionen hjemme. Så herfra må det for Thorning-Schmidt dreje sig om, at komme videre til karrierens egentlige top-mål, nemlig en vellønnet og skattefri post i EU. Hendes svigerforældre bliver jo styrtende rige på deres ‘jobs’ i EU-systemet. Statsminsteriet er for Thorning-Schmidt bare et skridt i karrieren mod den ‘evige lykke’ i EU-systemet, hvor man ikke behøver at tage hensyng til, hvad de almindelige bondske Danskere måtte mene om noget som helst.

  • Maria

    WEAPON OF CHOICE.

    Hasta la vista … Baby!

    ”Skønhedens Gru” kaldte historikeren og kunsthistorikeren Leo Tandrup sit store værk om Michelangelo, og det vender jeg ofte tilbage til, fordi vedkommende kunst hyppigt kredser om disse yderpoler.

    Steen, jeg synes ikke, at du viser tegn på stor indlevelse i Lars Vilks’ kunstværk og dets bizarre veje. Som han selv udtrykker det – sådan omtrent – i den lange svenske tv-dokumentar, bliver det jo først rigtigt til, når vi andre betragter det og lægger noget i det, og du ser kun det negative alle vegne.

    Vilks koketterer da også på en måde, så at vi næsten forføres til at tro, at han er helt i skæbnens vold og kostes rundt af kunstværket. Det ene øjeblik i New York og det næste hjemme hos englen i vinduet og den smukke grønmalede stol, der er så rank og svensk. Meget sandt er der i det, men den mand ved, hvad han gør, og er ikke sådan at flytte rundt med.

    Tak til svensk tv for en meget morsom og informerende dokumentarfilm om Lars Vilks fra Skåne til skyskraberne i New York t/r. Bedre reklame kunne han dårligt have fået, og det var også god reklame for Sverige. Et styk selvstændig, munter og uimponeret svensker, der forstod at gå i store sko, hvilende i sig selv og meget, meget morsom. Savoir vivre. Man forstår godt, at reporteren hele tiden faldt ud af sin rolle som forarget moralist.

    Så nu ved vi, at Pamela Gellers hjem er et spejlbillede af hende selv, billederne fylder og råber og skriger, så det er til at blive bims af, og vi ved også, at et nyt luksushotel på en fashionabel Manhattan adresse kan have et dødssygt konferencerum med elendig belysning. Ligeledes ved vi, at Dispatch’ chefredaktør og hans næstkommanderende intrigerede ved at sende Vilks en SMS om, at han ikke måtte lade sig fotografere sammen med slagteren for Aalborg. Hvorefter Vilks selvfølgelig gik hen og stak Anders Gravers varmt og smilende på næven, mens tv-kammeraerne snurrede. Da flommede latteren helt over i dette hjem. Ikke fordi jeg er nogen ynder af SIAD, slet ikke, men fordi jeg i Vilk’ sted ville have gjort det samme, og når alt kommer til alt, er Gravers en modig mand, der sikkert gør det så godt, som han kan.

    Hvis blogejeren tror, at Lars Vilks efter hjemkomsten var buret inde i Skåne med Säpo inden for rækkevidde, tager han helt fejl. Der gik kun en uges tid, så tog Vilks til Jylland, hvor han og Kurt Westergaard storsmilende slog deres folder hos galleriejer Erik Guldager i Skanderborg. PET og Säpo mødtes således under betragtelige sikkerhedsforanstaltninger hos Galleri Draupel, hvis største udstillingsproblem bestod i, at køberne næsten flåede Westergaards billeder til sig.

    Det troede I måske ikke oppe i Sverige? Ork jo. Kurt Westergaard sælger ualmindelig godt, og Vilks er også en velkommen kunstner, hans hund kan købes i forskellige forvirrede variationer, og desuden er der nogle bittesmå frimærkeagtige billeder til kr. 8.000.

    http://hsfo.dk/skanderborg/hf151613/svensk-muhammedtegner-til-skanderb org

    Som Erik Guldager skriver på sin hjemmeside:

    ” Rundelhunden ser noget desorienteret ud – faktisk som en hund i et spil kegler, tydeligvis ikke på omgangshøjde med resten af verden – en der er “ny i trafikken”, en der tydeligvis ikke kender reglerne, en der har sat sig udenfor systemet. Venter udenfor, måske tænkende: Skal jeg komme ind i kampen og følge trafikken, eller skal jeg være på tværs og gå mod den…. bedøm selv.”

    Det har han jo ret i.

    Hvis man scroller nederst på siden, vil man se Vilk’s berømte økse med underteksten ”Weapon of choice ! Hasta la vista… Baby !!”, for her er vi i Jylland, hvor rigtige mænd i fritiden går i skovmandsskjorter (som vi koner og kærester køber til dem) og er vant til at bruge økser, som de kløver brænde med til pejsen og ovnen.

    Nederst på siden skriver Erik Gulager:

    ”Lars Vilks er i øvrigt en yderst venlig og særdeles behagelig mand. Meget opmærksom og rørende gæstfri !”

    http://www.galleri-draupner.dk/default.asp?id=275

    Det sete og opfattede afhænger af øjnene og ørerne. Tag nu for eksempel Shakespeare’s sonet nr. 130, som jeg blev mindet om på Document tidligere på dagen, og som for en overfladisk betragtning kan virke som en parodi eller bitter erfaring. Lad så en dygtig skuespiller som Alan Rickman tolke ordene, og underet sker (YouTube).

    Ud fra de trøstesløse forhold, der er blevet Lars Vilks til del, synes jeg, at han med afvæbnende humor og mod trods alt formår at få noget godt ud af situationen og dermed sætte den overdrevne svenske moralisme i skammekrogen. Jeg ønsker naturligvis for ham og den ligeledes ukuelige Kurt Westergaard, at de igen kommer til at leve under normale forhold, men når det nu ikke kan være anderledes, er det dejligt at se, hvordan de begge hviler ukrukket i sig selv og formår at liste venlig humor ind i gruen. Humor er et stærkt våben, som også Umberto Eco mindede os om i ”Rosens navn”.

    • Maria, jeg skulle til at se den igen efter at der har været redigeret i den, men efter de indledende 5 minutters ævl og moraliseren af dels Janne Josefsson (der skuffer mig en hel del), til lyptapet af Täppas Fogelberg og hans ulidelige Ring P 1, forlod livsånderne mig, og jeg måtte opgive og vente på en bedre lejlighed.

      Nej, jeg har ikke givet mig af med at anmelde den – jeg har bare registreret reaktionerne. Det er også det, hvor meget kan man nå og orke at mene noget om. Egentlig vil jeg helst blot læse og fotografere, og så klippe -klistre sammen af det. Det lykkes jo på den måde, at endel af det jeg finder, vandrer videre til MSM. Lur mig om de ikke får øje på Richard Millet interviewet ovenfor. I dag opdagede Berlingeren Mchsamgama i Wall Street Journal. De prosaiske raptusser, der er kun en sjælden gang, og det atger jo t i i i d at sætte ord sammen.

      ‘Anmeldelser ‘ det har jeg fået fra svensk venner, og de var ikke begejstrede for Josefsson, men til gengæld for Vilks. Og jeg er ligesom Vilks begejstret for dokumentarerns fotograf, han har virkelig et vågent øje i den ‘roadmovie’. Men jeg synes nok, den kunne have gjort lidt ud af andre tilstedeværende end Robinson og Carlqvist. Jeg genkender jo manger ansigter, blandt andet den hyperbegavede jurist Georg Igler, det er en broget forsamling. Det med Gravers er jeg afskåret fra at kunne kommentere. Hør Expressen:

      Då var det intressantare med bilderna från SION-kongressen. De visade ett 50-tal människor i ett konferensrum på ett hotell. Det var inte direkt partidagarna i Nürnberg, om man säger så.

      Ja, Gellers lejlighed ligner hende selv 🙂 🙂 Hvis det også er på en dyr adresse, spekulerer man jo på, hvor hun får pengene fra. Så mange penge ville jeg også gerne have, men jeg nok jeg ville indrette mig lidt anderledes.

      Jeg ser den igen, når jeg er i det rigtige humør. Det er en sejg start, den har. Jeg klan ikke lade være med at tænke på, hvad Josefsson kunne have fået ud af det, hvis han ikke var taget hjemmefra med den dagsorden at ‘afsløre’ Vilks, men tværtimod havde hasft et lige så åbent sind som Vilks selv. Herregud, Westergaard talte på DF s landsmøde, det var der lidt polemik om i et døgn, hvor han sagde at “Jeg taler sgu for hvem jeg vil”, og så var det overstået. I Sverige – “afsløringen” af Vilks, som svensk P 1 kaldte det, at de havde opdaget han var inviteret til et ikke spor hemmeligt møde, har sandelig skabt en noget anden omtale i Sverige. Før, under og efter.

      Godt at Vilks får fortalt Geller, at han ikke er ‘cartoonist’, hun har heller ikke helt tjek på kunstgenrerne.

      • Maria Due

        KUNSTNERE SKAL IKKE VÆRE MORALENS VOGTERE

        Steen, du skriver: ”Jeg klan ikke lade være med at tænke på, hvad Josefsson kunne have fået ud af det, hvis han ikke var taget hjemmefra med den dagsorden at ‘afsløre’ Vilks, men tværtimod havde hasft et lige så åbent sind som Vilks selv.”

        Det anser jeg for at være en ren formalitet, som Josefsson må overholde for at komme til orde, men som ikke nødvendigvis er det væsentlige. Hvis jeg skal illustrere det lidt kunstnerisk, kan jeg for eksempel vælge et dejligt billede, som jeg altid beundrer, når jeg er på Nordjyllands Kunstmuseum. ”To bretagnekoner skilles efter en passiar”. Der udveksles meninger, men hvad de siger til hinanden er ikke væsentligt for beskueren og eftertiden, det er bevægelsen, der er kunstnerens ærinde. Set fra min synsvinkel illustrerer Josefsson dokumentar nogenlunde det samme. Mennesker i bevægelse. Både konerne, journalisten og kunstneren ser ud til at more sig ganske godt undervejs, og det er jo stadig væk ikke forbudt. 🙂

        Det er et forvrøvlet synspunkt, at vi skal kunne afkræve kunstnere (og reportere), at de partout skal anvise ”løsninger” og/eller agere moralens vogtere på andres vegne, men da de fleste altid har været afhængige af andres penge, har de været ”fyrstetjenere” og eventuelt måttet udtrykke sig tvetydigt, hvis de var uenige med dem, der skulle betale. Sådan har det altid været. De bedste kunstnere får os til at se, og nogle af dem er profetiske. Da Lars Vilks indvilligede i at drage af sted med hele følget, videregav han en ny synsvinkel på nogle af tidens rørelser, og den havde vi ikke haft i dag, hvis han havde valgt at blive hjemme.

        http://www.kunsten.dk/Files/Billeder/Den%20digitale%20Billedskole/Bill edbasen/Store%20versioner%20af%20billederne/Willumsen__J.F._-_To_Breta gnekoner….jpg

        Nils Forsberg, Expressen ser derimod ikke ud til at have moret sig og da slet ikke bevæget sig, han trækker bare racismekortet og nazismekortet, og så er den arbejdsløn tjent på den sædvanlige måde, og alle er faldet i søvn.

        Hvis Forsberg havde været lidt vaks, kunne han fx have spurgt, hvorfor i himlens navn det var nødvendigt for den hektiske Pamela Geller at fortælle foran kameraet, at hun og hendes medsammensvorne havde haft et værre mas med at få Tommy Robinson smuglet ind i USA på trods af et indrejseforbud? Betragtes den slags ikke som kriminelt?

        Var det overhovedet sandt, hvorfor skulle de amerikanske myndigheder dog tage forholdsregler overfor en forhenværende engelsk/irsk streetfighter, hvis aktiviteter på hjemmefronten ikke kan overføres til USA? Og hvis det alligevel er sandt, hvorfor handler myndighederne så i den grad overgearet? Se det havde været en historie, der var værd at beskæftige sig med.

        Så er der Daniel Poohl på Expo, hvorfra jeg hentede dette i formiddags:

        ”Man kan kalla det konst.
        Man kan också kalla det hyckleri.
        Konsekvensen av Lars Vilks agerande blir hur som helst ett godkännande och en legitimering av en politisk miljö, som paradoxalt nog står för raka motsatsen mot vad Lars Vilks säger sig kämpa för.”

        http://expoidag.blogspot.dk/2012/10/lars-vilks-hyckleri.html

        Dette mener jeg ikke, at man kan udlede af besøget i New York. Havde Vilks repræsenteret Amnesty International eller en af vore kirkelige organisationer, der pisker af sted til møder hvor og når som helst og absolut ikke tager det så tungt med, hvilke berygtede personer de fotograferes sammen med under venskabelige former, havde aviserne skrevet om en ”betydningsfuld dialog”.

        Du spørger, hvor pengene kommer fra. Det sædvanlige sted, gætter jeg. David Rehling spurgte om det samme i Information, da han anmeldte prøvenummeret af Dispatch Internatonal. Jeg har skrevet på sappho.dk, at vi må stå fast på at sætte vort eget forsvar forrest, gerne i selskab med andre, men for eksempel absolut ikke ved at lege ”frihedshelte” vha. udenlandske investorer og fonde, der ønsker at udnytte os politisk. Dens slags drengestreger ville være tåbelige og dybt uansvarlige, bl.a. fordi vi ikke har en jordisk mulighed for at gennemskue, hvordan vi kan blive udnyttet.

        • Maria Due

          Apropos “usaglige broer” til resten af verden samt demokratiets mørke sider og ensretning, der er ved at gøre Sverige til et gråt i gråt skrækeksempel.

          ”Demokratiet nivellerer og vulgariserer og mere end nogensinde i dag, hvor vi alle deltager i medialiseret sladder og plathed. Massen er ondere og dummere end den enkelte. Men kritikken af nivelleringen er lige så nærværende. Ellers ville ”laveste fællesnævner” ikke kunne blive et skældsord.

          Det er heroisk at kæmpe for demokrati, men livet i demokratiet er i værste fald besværligt og i bedste fald kedeligt. Alle drømme om storhed, ære, lidenskab, radikale forskelle med mere må endegyldigt parkeres i paralleluniverser som sport og rollespil. Demokratiet er et episk tilbageskridt og et etisk fremskridt.
          Ikke alt i verden kan være demokratisk. Seksualiteten, kunsten og videnskaben er det ikke. Især er kunsten en torn i kødet på mange.

          Lykkeberg påviser i en iskold analyse af tv-fladen og det ”tarvelige” program ”Smagsdommerne”, hvordan faglighed og kyndighed får lov at udfolde sig i mad- og haveprogrammer, hvorimod det er helt bandlyst i et program, der har med kunst og kultur at gøre.

          Demokratiet afføder misundelse. Når alle er formelt lige, er selv den mindste ulighed en anfægtelse. Det demokratiske menneske bliver svingende, angst og depressivt, fordi dets selvværd kan komme til at afhænge af den sociale doms tilfældige konjunkturer. Udfrielsen fra menneske-menneske-relationen kommer der, hvor vi med Løgstrups ord kan slå en ”saglighedens bro” imellem os og forholde os til en fælles verden.”

          http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/479817:Kultur–Han-knuser-ikke -problemer–han-knuser-letkoebte-loesninger

        • Morten – – –

          Fremragende skrevet, Maria!

          Jeg tror, at det man skal indse, hvad angår demokrati, vulgarisering, nivellering, lave fællesnævnere, m. m. er, at udviklingen ikke stopper ved demokratiet. Det Borgerlige Demokrati er et foreløbigt højdepunkt, men ikke “endestationen” – eller for den sags skyld Altings Målestok. Det betyder imidlertid ikke, at der findes et veldefineret “bedre alternativ”. Hvad der findes, er en videreudvikling, der inkluderer demokratiet, subsidiært Den Demokratiske Ånd.

          For eksempel: Sæt, at Selvforvaltning (der kræver endnu mere kulturel modenhed, end en demokratisk styreform) rangerer højere i et styreformshierarki, end Demokrati – så vil Selvforvaltning stadig skulle inkludere Den Demokratiske Ånd, for at forblive reel Selvforvaltning. Vi vil så glide henimod Konsensus fremfor Flertalsafgørelser. Ganske som vi for tiden gør!

          Problemet lige nu er, at det er en ukvalificeret konsensus, der nærmest har karakter af et tyrannisk De Professionelles Bureaukratur (i virkeligheden: Proletariatets Diktatur) vi lige nu døjer med. Samt dens mest iøjnefaldende bærme: Vulgariseringen. Denne tingenes tilstand vil vare ved, indtil Professionalismen har udmattet os så meget, at vi påny søger den rendyrkede, spirituelle menneskelighed (dropper de professionelle Ydrestemmer og søger mod Indrestemmen af ren og skær nødvendighed). Når vi så vidt i processen i den moderne civilisations levetid, har vi basis for den positive videreudvikling af demokratiet, vi længes efter, og som vi ikke kan komme udenom.

          Jeg tror, det er i den retning, vi skal orientere os. Og det er i hvertfald, hvad jeg selv vil gøre.

          – – –

        • Morten – – –

          Nå. – Den ville jeg gerne have rettet sprogligt (jeg var hurtig til at afskibe den). Hvorfor har du også fjernet den fine mulighed, Steen?

          – -.-

  • Henrik

    I ved godt nok ikke ret meget. De her ungersvende er de såkaldte “anti-tyske”, som – bl.a. er stærkt pro-israelske og, ofte, står ret tæt på Broder….

  • Meget tydeligt at de såkaldte “autonome” intet andet er end det multikulturelle establishments gademilits (multi-kulti jugend).

    At de på nogen måde skulle være imod “systemet” eller “imperiet” er en ussel løgn.

    De er systemets og multikulti-imperiets mere end villige lakajer.

    En tragisk samling landsbytosser i herremandens sold, der ivrigt fejrer deres egen kolonisering og ødelæggelse.