Ligeledes står det skidt til med den berømte taqqiya, der ikke destomindre bruges flittigt. Næsten alle de islamiske foreninger, som er i et klientforhold med den multikulturelle stat, har serier af mildest talt uheldige sager bag sig, fra kriminelle og voldelige medlemmer, til gejstlige der bare ikke kan holde kæft med hvor meget de elsker steninger, hovedoghåndsafhugninger, flerkoneri, pædofili, dødsstraf for blasfemi-frafald, slaveri osv. osv. (sharia).

Problemet er og bliver primært den vestlige magtelites neo-imperielle projekt “multikulturen” og det netværk af die-hard multikulturelle stater der er skabt udfra den samme ideologiske skabelon. Økonomi-partipolitik-status-ideologi-magt og mindre tydelige personlige ambitioner er spundet ind i hinanden, i en næsten uløselig hårdknude, der inkludere medieklassen og embedsapparatet, lige så meget som den politiske klasse. (Det er meget vigtigt at understrege at jeg hermed ikke mener der er tale om en dyb hemmelig sølvpapirshat-konspiration, da hele dette foretagende foregår aldeles åbenlyst og tilmed er ret gumpetungt og klodset i sin struktur) Dette konglomerat af interesser er svært at nedbryde og jeg tvivler på det egentligt kan gøres målrettet (omend anti-multikulturel aktivisme bestemt vil være effektfuld og tiltagende), kun det multikulturelle projekts egen fallit vil med tiden utvivlsomt splintre denne kolos. En slags “death by a thousand cuts” via stadig dårligere økonomi og for mange ophobede moralske og logiske selvmodsigelser.

Overordnet mener jeg der er god grund til optimisme.