Free Tommy Robinson, End the political imprisonment of the EDL leader! inkl. Alain Wagners tekst på engelsk holdt ved Churchill-statuen ved Grand Palais i Paris. Lignende demonstrationer har været holdt i Berlin, Düsseldorf, Hamborg, Wien og flere steder i England. – Alain Wagner kan også høres her med engelske underterkster: France supports Tommy Robinson.

Blot et juletræ

Venstrefløjen og den kreative klasse har hånet affæren, for man betragter her et juletræ som en latterlig ting. Kulturministeren fandt det tilsvarende naturligt, at traditioner således skiftes ud. Bag begge reaktioner ligger en slet skjult foragt for den almindelige dansker. På den anden fløj førte Dansk Folkeparti sagen helt op på øverste niveau, Folketinget. Det lille folkekære træ affødte altså en principiel debat om demokrati, islam og dansk kultur. En af dem, der gav sin mening til bedste, var filosofiprofessor Ole Thyssen, der skrev et indlæg i Information med overskriften »Multikulturalismen beriger samfundet«.

Disse normer kendetegner danskernes tillidskultur og deres lange tradition for samarbejde og kompromisdannelse. Centrum-venstres fejl er, at den tror, at landets muslimer generelt er assimileret ind i denne kultur. Juletræsaffæren viser noget andet. Når den kulturelle homogenitet svækkes, bliver det sværere at opnå enighed. Konsekvensen bliver et samfund, hvor konflikter er noget, der skal håndteres af retssystemet snarere end af civilsamfundet. Jura kommer til at dominere. For i det multikulturelle samfund pukker borgerne konstant på deres egne – eller gruppens – særrettigheder. Det fordragelige løfte: »Det finder vi ud af«, der er normalt i et samfund præget af sammenhængskraft, afløses af det fragmenterede samfunds aggressive trussel: »Vi ses i retten!« Kasper Støvring:Et juletræ, dansk kultur – og demokrati

Det vi har set i Kokkedal, vil blive stadigt hyppigere tilbagevendende. Det er en diminutiv forsmag på et fænomen, der vil vende stadig alvorligere tilbage i de kommende år, og jeg kan forsikre enhver højrøvet ‘elite’: det kommer til at dreje sig om langt vigtigere emner end juletræer. Hvad de pludrende klasser ikke forstår, er at den viser noget meget symbolsk og vigtigt: Der befinder sig alt, alt for mange mennesker i Danmark, der betragter demokrati, som vi ser det betragtes i Mellemøsten: En stige man klatrer op af, og smider vælk, når man har nået toppen, ikke som et middel til at tilfredstille så mange som muligt i mindelighed, men som et magtmiddel udelukkende i egen interesse. Som en psykopat ser andre mennesker – udelukkende som instrumenter for sig selv og sin kamp mod omverdenen.

Bare vent, til underklassen i de sociale boligbyggerier ikke må drikke alkohol på fællesarealerne, ikke må holde hund, kvinderne ikke må vise sig i korte ærmer og shorts, og alle de andre endnu værre reaktionære dogmer, den hovne overklasse har importeret uden nogensinde selv at skulle lide under dem. Ironien er, at mange af dem selv har stemt på de partier, der har forrådt dem så det driver. Det var næsten alle, men de røde var værst.

Der synes at være én evig sandhed om den såkaldte multikultur: den rammer de svageste først og hårdest. For enden af den udvikling, venter der os blodige konflikter, og lige så slemt: ingen i Folketinget synes at have indset rækkevidden af juletræsaffæren. Det er ganske muligt, det bliver den samme underklasse, som stemmer politikere i Folketinget, der er villige til at iværksætte storstilet repatriering af mennesker, der aldrig skulle have befundet sig i Danmark, statborgerskab eller ej. Det er at foretrække fremfor borgerkrig, og jeg mener at borgerkrig i Europa har en tidshorisont på 20-40 år (dette henvendt til de unge.) Selv skal jeg bare gøre opmærksom på, at jo tidligere en fare erkendes, desto heldige kan man slippe fra den.

Slut med laksefarvede franskmænd

Den franske ambassade på Kongens Nytorv havde farve som et vist lingeri, der vist heller ikke er så moderne mere, men nu skal man smide rødvin på den, for at få den til at fremstå som før. “Har spillet en rolle i forhold til at komme frem til facadens endelige tone” – hvordan er det, de trykker sig ud på Bygningskultur?

Thotts Palæ blev anlagt af Niels Juel i 1670’erne i hollandsk barokstil. Palæet blev i 1760 købt af Otto Thott, der umiddelbart efter lod Nicolas-Henri Jardin nydesigne facaden i en mere monumental nyklassicistisk stil.

Ved en restaurering i 1980’erne fik facaden en lys rød, laksefarvet tone. Frédéric Didier, som til daglig er chefarkitekt ved Versailles, er ikke i tvivl om, at den farve havde meget lidt med Jardins oprindelig facade at gøre. Grundige undersøgelser og besøg hos Reedtz-Thott familien på Gavnø Gods har ført til den konklusion. Familien er i besiddelse af både et oliemaleri og en gouache af palæet, og særligt gouachen har spillet en rolle i forhold til at komme frem til facadens endelige tone, som er en sart grå i to nuancer. Thotts Palæ i ny forklædning, Det Thottske Palæ på Kongens Nytorv i nye klæder, Anmelder: Det er velgørende med lidt fransk orden på byens fineste plads