De ansvariga bakom den islamfientliga tidningen Dispatch International anklagar Sydsvenskan för att försöka släcka ner deras webbsajt och menar att tidningen och andra medier „är inblandade i ett försök att krossa [Dispatch International] med olagliga medel‟.

Att vi skulle ha orkestrerat en cyberattack tillsammans med Sveriges Radio och Värnamo Nyheter är så bisarrt att det nästan inte går att ta på allvar. Tyvärr visar det hur lång det konspiratoriska tänkandet på nätet gått idag. Vi beslöt oss för säkerhets skull för att gå igenom vår digitala trafik, eftersom det också är ganska vanligt att datorer kidnappas för olika ändamål. Falsk anklagelse mot Sydsvenskan Medier anklagas för nätattacker

Ja, det vil de fleste danskere uden et langvarigt, intimt kendskab til svenske medier umiddelbart gætte, men med det kendskab in mente, er det såmænd ikke så bizart endda, og hvem havde ventet, at Sydsvenskan og andre ville reagere anderledes? Heldigivis kan en undersøgelse af Dispatch‛ anklage komme til at kaste lys over sandheden, og den vil blive imødeset med største interesse.

Vi er lige ved at komme ud af to uger, med en eksempelløs kampagne imod Sverigedemokraterne, der er ikke modsvarer noget, man kan opleve i nogen anden europæisk presse. Alle svenske medier gik i takt med Expressens pseudo ‚skandale‛, og Expressen selv er ikke færdig med at presse citronen endnu.

Forud for denne kampagne er der gået årtier med kollektiv mediemobning af Sverigedemokraterne. Først og fremmest blev de inden de kom i Riksdagen konsekvent nægtet adgang til at ytre sig i svenske medier – bortset fra enkelte alibitilfælde, gerne en gang om året, så svensk journalistik kunne henvise til, at de skam overholdt almindelige regler, så man stadig kunne kalde sig ‚fri og uvildig.‛ Konspirativ tænkning ?

Til disse alibiartikler kan nævnes, at Søren Espersen én gang har kunnet skrive i sydsvenskan, og at Bertel Haarder efter hårde angreb i januar 2004, langt om længe kunne få et genmæle i Expressen. Dette var mens Carsten Jensen, Suzanne Brøgger, Hanne Vibeke Holst og andre med rigtige meninger frit kunne skrive deres talrige angreb på den danske regering 2001-2011 i svensk presse. DEn danske opposition til disse – Sørlander, Støvring, Uhrskov, Jalving, Godtfredsen, Brix,  Nørgaard, Blüdnikow, ja selv Jespersen og Pittelkow,  er fuldstændigt ukendte og uciterede i Sverige. Med den svenske interesse for Danmark 2001 til 2011, siger det næsten alt om den journalistiske indavl.. Til alibiundtagelserne var også Gunnar Sandelins årlige artikel på DN-Debatt, Jimmie Åkessons ene debatartikel i Aftonbladet, som avisen gav forkert rubrik og i det hele taget tog grueligt fejl af.

Det var altså en tynd fernis på en reelt rådende meningsensretning- og undertrykkelse. Det eneste ord for denne tilstand, var ‚cencur‛, nogle gange raffineret, andre gange plump og primitiv. Det ved enhver, der selv har prøvet at få en tekst optaget i en svensk avis. Om det måske vigtigste spørgmål i Sverige i et århundrede, en fuldstændig demografisk ændring af landet, tolereredes ikke to meninger. Det der sandsynligvis bliver allermest skæbnebestemmende for Sveriges fremtid, friholdt pressen for demokratisk debat. Reinfeldt udtrykte det således, efter at han kom til i 2006: „I Sverige er indvandringen ikke som i Danmark et politisk diskussionsemne for sig selv. Det falder ind under arbejdsmarked, uddannelse, boligpolitik, sundhedspolitik osv.‟ Det betød oversat, at heri skulle folket ikke blande sig, presssen præsenterede gevær, indkasserede sin pressestøtte og sine overgennemsnitlige lønninger, der ligner bestikkelse.

Det er blevet en anelse bedre, men det er stadig ikke godt, og det har ikke været frivilligt. Det har været under pres fra internettet og af SD’s indtog i riksdagen 2010. Derfor er tilliden til svensk presse i dag helt fortjent på et alletiders lavpunkt. Den kan forbedre sig, men den kan ikke udradere 35 års pressehistorie. Den har selv opdraget svenskere til at mistro den, selv når den skrev sandheden, og når multikulturen og teaterdemokratiets Potemkinkulisser ramler, vil de journalistiske medløbere ramle med den. De klamrer sig til den klippe, de skal kæntre imod. Så kan Sverige skulle have en helt nykonstrueret presse, som de allierede påbød Nazityskland efter 1945: En helt decentraliseret presse. Ikke noget med SR, SVT og intet TT-bureau.

En sådan politisk debatsituation i et demokrati var netop ‚bizar‛, og på baggrund af den, kan mennesker med indsyn og års erfaringer, med god grund vente sig hvad som helst fra svensk journalistik. Blandt andet derfor, er det mulig at tage Dispatches vidtgående anklage alvorligt, men selvfølgelig også stille krav til at en vidtgåënde bevisførelse. Avisens anklage er alvorlig, men hvad er mest bizart – de tilstande, der angribes eller anklagen selv? Tiden vil forhåbentlig vise det. (Se også om samme emne Jalvings: Kampen mod de vantro og Carlqvists ”Vi ska aldrig gå maktens ärenden”.) Se endvidere Søren Espersen: Er svenske journalister journalister…? Tjaaah.

Systemet har redan börjat haverera
Det kan ende med at blive – ikke det dysfunktionelle demokrati – men bunden af pengekassen og kommunerne, der banker lidt virkelighed ind i Riksdagen:

Allt fler ensamkommande flyktingbarn kommer till Sverige. Det ökar trycket på kommunerna.
 – När det kommer så många kan vi inte hålla samma kvalité, det känner jag oro för, säger Anna Jakobsson, chef för enheten för ensamkommande barn och unga i Örebro kommun.

2008 kom det 388 ensamkommande barn till Sverige. I år har det hittills kommit 2 500. Situationen är värst i storstäderna men även Örebro märker av problemen. Systemet har redan börjat haverera. Det kommer fler barn än vi mäktar med. Här i Örebro har vi hittills kunnat hantera det. Vi har till exempel kunnat hjälpa andra kommuner, som Solna och Sigtuna, med avlastning men nu går det inte längre. Ökat flyktingtryck sänker kvalitén,Flyktinginvandringen en tickade socialbidragsbomb – kommuner säger stopp. Bostadssegregationen ökar i Kronoberg län.