2
dec
Seneste opdatering: 3/12-12 kl. 0857
7 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Af Thomas Nydahl

Idag fyller Søren Krarup 75 år. Jag vill gärna bidra med en gratulation eftersom han kommit att ha avgörande betydelse för min bildningsväg under rätt lång tid. För mig är han betydelsefull inom fyra områden:teologin, filosofin, författarskapet och politiken. Men det är hans författarskap som betytt mest för mig. Den första bok av honom jag läste var Det moderne Sammenbrud (1984). Efter den smärtsamma och minst sagt annorlunda läsningen fanns det inget val för mig. Jag hade sedan länge gjort upp med vänsterismen och det offentliga Sveriges självbild, men Krarup var så radikalt annorlunda att läsningen av honom krävde något nytt av mig. Så jag fortsatte med böcker som Begrebet Anstændighed (1985), I Virkeligheden (1986) och Det tavse flertal (1987). De första böckerna han utgav på 2000-talet var Dansen om menneskerettighederne (2000) och Kristendom og danskhed (2001). En bok som visade på hans förmåga att diskutera och debattera, som gjorde starkt intryck på mig var den av Gyldendals förlag utgivna “Kære Søren, en brevveksling om det nye Danmarks kurs” som var en brevväxling med Venstre- politikern Søren Pind (2003).

Krarup har själv under tio år, 2001 – 2011, suttit i Folketinget för Dansk Folkeparti, en period som han själv betecknar som en ”nationell värnplikt”. I hans politiska gärning har förstås frågorna kring den muslimska invandringen och islamiseringen av Danmark haft en framskjuten plats. Det är alldeles tveklöst så att hans insatser på det området haft en avgörande betydelse för den allt nyktrare synen på denna radikala samhällsförvandling som detta utgör. Att vi inte har någon motsvarande person i Sverige bidrar förstås också till den relativa tystnaden och en utveckling som är allt annat än gynnsam. Som teolog har han, vid sidan av prästämbetet (40 år som kyrkoherde i Seem vid Ribe), förstås mest ägnat tid åt Tidehverv, tidskriften och kretsen som grundades av hans far. Berlingske skrev igår bland annat detta om hans gärning:

”Tidehvervs udgangspunkt er en læsning af luthersk kristendom, der lægger vægt på det personlige trosliv, og på at den enkelte er sat i ansvar i kald og stand, altså må tage sin givne tilværelse på sig og stole på Vorherres nåde. Forfattere og tænkere som Søren Kierkegaard, Grundtvig, Henrik Pontoppidan, Jakob Knudsen, Martin A. Hansen og de udenlandske Dostojevski, Rudyard Kipling og Sigrid Undset er desuden skikkelser, der har inspireret Krarup i hans modernitetskritik, og som han har skrevet om i et omfattende forfatterskab som før, dansk identitet og udlændingespørgsmål blev hans hjertesag, havde et udpræget kulturhistorisk forfatterskab i bagagen.

Som stilist, og en sådan er Krarup i udpræget grad, er han inspireret af en type som Viggo Hørup (1841-1902), med lige dele radikalitet og lidenskab i retorikken. De mange bøger og redaktionen af Tidehverv siden 1984, posten overtog han fra faderen, præsten Vilhelm Krarup, har været et livslangt projekt, og allerede som purung debuterede han i 1960 som forfatter. Et tværsnit over dette forfatterskab gennem 50 år viser en konsistens i synspunkter, der af kritikere vil blive udlagt som fastlåste positioner: I synet på Besættelsestiden 1940-45 fornemmer man klart, at han er sin fars søn. Vilhelm Krarup måtte som modstandsmand sammen med moderen gå under jorden, så bitterheden over for de gamle partier, der udgrænsede modstandsbevægelsens indflydelse, var betydelig.”

Tillykke, Søren ?

Nej, det kan jeg ikke sige. Da han og jeg ´gik i skole, var smådrenge på efternavn. Fornavn var en intimitet, det tog mange år at oparbejde. Anvendt i utide var det bare vammelt. Jeg læste hans første bog i 1972, Den Hellige Hensigt, men jeg mødte ham første gang langt senere – for ti år siden. Jeg ser ham jævnligt i Brugsen, og vi tiltaler stadig hinanden ved efternavn. Der er meget at sige om åndsmennesket Krarup, men jeg vil hæfte mig ved det menneskelige: Ham og hans bedårende Elisabeth, som de fremtræder mellem venner uden for rampelyset.

Der er kristne, der ideligt befamler deres kristendom og belemrer andre med den. Krarupperne lever den. Krarup er den samme, om han taler med statsministeren eller den lokale drukkenbolt, han er, som en præst skal være: Ethvert menneske overfor mig, er i sin egen ret og har krav på samme imødekommenhed. Mennesket er alt, stand er uden betydning. “Min næste” er den første, Krarup møder når han går ud af sin dør.

Søren Krarup har ikke haft TV-tække. På TV kan han fremstå som en studs stivstikker, det yder mildt sagt ikke hans personlighed retfærdighed, men hvor mange egner sig i virkeligheden for TV? Jeg skulle nok betakke mig.

Den Krarup jeg ser for mig, er ham i sofaen i festligt lag, der nøder en i timer, mig – piberyger – for at modtage en af hans cerutter, et musikalsk, charmerende menneske, der også som hans lærde fætter, er en meget stor livsnyder. Krarups venlighed er insisterende. Jeg ser selvfølgelig også Krarup på talerstolen, sammenfatte det tyvende århundrede på en intellektuelt niveau, ingen andre folketingsmedlemmer ville evne.

Søren Krarups livsværk kan ikke overskues i et snapshot, men Kim Møller, Uriasposten, der har en journalistisk evne til at koge tingene ind, sagde for et år siden: “Vi kan måske ikke rigtigt vurdere Søren Krarups betydning for Danmark før om tyve år.” Det nuværende styre er en parentes allerede mens det regerer. Når det snart er overstået, vil fremtiden igen bygge på dele af Søren Krarups forarbejde. At komme til at række udover sin tid, mere kan nogen dårligt ønske sig. Tillykke, Krarup – vi er stadig på efternavn – og tak!

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Crass Børsting

    Fortrinlige hyldestartikler, bravo! Hr. pastor Krarup har fortjent såvel hyldest som den fadøl, han nyder med udsigt til Jerusalemskirken.

  • Kender ham ikke helt så godt som Steen, men må sige, at det fuldkommen flugter med mit indtryk. Et ægte menneske af kød og blod, ikke blot en apparat-akademiker.

  • HH

    Tack Thomas för att du gav mig namnet på en person som absolut är något jag inte får missa. De namn som radas upp – bl a Kierkegaard, en livslång läsning – är för mig alla kända, särskilt Grundtvig vars psalmer vi har i vår egen psalmbok. Ganska snart, när man närmar sig dansk kultur, ser man bredden och spetsen och modet hos människor av nästan en helt annan art. Jag finner nästan ingen likhet på svenskt område.

    Jag ska försöka hitta de böcker du nämner av den hyllade personen. Jag har inga svårigheter att läsa danska, jag har t o m “översatt” en del. Egentligen kan man fråga sig varför man behöver översätta danska och norska. Språken, när man läser dem, är ju så näraliggande. Varför har inte Nordiska Rådet gjort mer åt det här?

    Den danska som talas i Köpenhamn kan vara litet svår att förstå, men när jag på dansk TV såg ett program från Tönder och hörde folk tala sa jag – aha! här har vi en danska som nästan låter som svenska!

    Vi skulle för en del år sen, efter läsning av Glob, åka för att få en titt på Grauballemanden. Dessvärre stannade vi till på Nationalmuseet i Köbenhavn. Där fanns en stor utställning med Karin Blixens brev, teckningar och annat! Där blev vi fast för länge. Vag gäller Blixen rekommenderar jag hennes noveller, särskilt Sorg-agre/Sorgens åker, som nog är något av det mest gripande jag läst.
    Museet, nära Tivoli, har dessutom en annan skatt – gillar ni kajaker och innuitföremål, så ta er dit och förundras! Dessutom en helt fantastisk avdelning med skatter från Kina och Japan!

    På vår färd hamnade vi så småningom längst upp i Skagen där vi fick se en fantastisk, historisk storbondegård som nu var ett museum. Jag kom att tänka på Johannes Jörgensens novell om sjusovarna…

    • Maria Due

      Det er sandt, “Sorg-agre” er meget gribende. Desværre ikke så godt filmatiseret.

      Det synes jeg derimod at man kan sige om Blixens “Ringen”, der måske er den mest komplicerede og selvbiografiske fortælling fra det gamle Danmark. Men hvem ved. Ikke med den dame.

    • Robin Shadowes

      Du tänker förmodligen på Glyptoteket. Det muséet är stort som fan. Man skulle säkert kunna gå omkring där i ett par dar och ändå missa en hel del. Men väl värt ett besök dock. Har för mig det är gratis inträde nån dag i veckan så ni får kolla på hemsidan.

      • ja, gratis søndag

        Tirsdag – søndag 11-17. Mandag lukket.
        Lukket flg. dage:
        1. januar, 5. juni, 24. og 25. december.
        Helligdage, højtider & særlige forhold

        PRISER
        Voksne: 75 kr.
        Børn og unge under 18 år: fri entré
        Grupper (10 personer eller derover): 50 kr. pr. person
        Søndag: Gratis adgang
        Årskort: 200 kr.

        ADRESSE
        Ny Carlsberg Glyptotek
        Dantes Plads 7
        1556 København V

        http://www.glyptoteket.dk/besoeg/information

  • Maria Due

    “Kim Møller, Uriasposten, der har en journalistisk evne til at koge tingene ind, sagde for et år siden: “Vi kan måske ikke rigtigt vurdere Søren Krarups betydning for Danmark før om tyve år.”

    Der er den igen, den der ensidige heltedyrkelse. Det er, som om vi aldrig kan blive fri for “Den sidste mohikaner” og alt det andet melodramatiske fra drengeværelset, hvor det hele står og falder med enkeltpersoner.

    Jo, vi kan sagtens vurdere Søren Krarups virke lige her og nu. Han har gennem en menneskealder eller mere været en af Danmarks mest iøjnefaldende skribenter, der både indenfor og udenfor sit religiøse virke hyppigt har skabt debat omkring sig især med sine artikler. Katrine Winkel Holm fortalte en gang i et interview, at hun som barn følte det pinligt med dette særdeles synlige fædrene ophav, og det er vi sikkert mange, der kan følge hende i, fordi vi selv har haft en far eller mor, som vi fandt rigeligt højrøstede i det offentlige rum. Der skal ikke meget til, før et barn tænker sådan, men den slags får man med tiden et andet syn på.

    Det er, som om familierne Krarup og Langballe aldrig har sluppet Anden Verdenskrig, og det er også forståeligt, omend ikke alle sætter lige stor pris på strømmen af krigsretorik. Det ved Søren Krarup naturligvis godt, men det har ikke holdt ham tilbage, han har selv sat pris på en god fight og selv valgt at placere sig der, hvor den slags pågår. Kamp har der skullet til, og kamp har vi fået. Hvis Søren Krarup finder grund til klage over medierne, kan det ikke være fordi, han føler sig overset. De har givet ham masser af plads, og det har været med ham som i sin tid med Johs Sløk, at vi er mange, der har sat pris på hans slag i bolledejen, selv når vi har været forrygende uenige med ham.

    Kort sagt er der meget pænt at sige om denne Søren, og meget pænt er da også blevet sagt og skrevet, han kan umuligt være i tvivl om, at han er værdsat som et af de iltre mennesker, der har insisteret på at få sine holdninger frem og dermed har bidraget til meningsdannelsen. Så vidt jeg ved, var Søren Krarup desuden en præst, som menigheden satte pris på, og mon ikke familien godt ved, at den midt i al det andet også har meget at være taknemmelige over. Ellers havde der næppe været et så stort overskud at dele ud af. Måtte det fortsætte i mange, mange år.