8
dec
Seneste opdatering: 8/12-12 kl. 0005
5 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Af Af Marianne Wagner, cand. theol. og Adam Wagner, mag. art.

Det er lillejuleaften. De offentlige bygninger ligger mørke hen, men hov, i et af regeringskontorerne brænder lys. Her sidder økonomiminister Margrethe Vestager og under sig hverken rist eller ro i udtænkningen af spareplaner. Mon ikke, der skulle være et par helligdage, der kunne skæres bort? Da kommer hun i tanker om, at hun skal nå at købe julegaver. »Fordømte lukkelov«, tænker hun, »det ville være bedre, hvis butikkerne holdt åbent også juleaftensdag, det må vi gøre noget ved i det ny år«.

Hun haster hen til Magasin, og når det også inden lukketid. Men hun falder i tanker; et eller andet får hende til at forglemme sig selv, og pludselig er hun alene, låset inde, og hendes mobiltelefon er død. Alt er mørkt, og alt er stille. Margrethe føler sig meget alene, men indser, at hun må overnatte i stormagasinet. Hun lægger sig til rette i dyneafdelingen. Ved midnatstid vågner hun ved en uhyggelig larm. Hun farer op og ser sig omkring: En ubehageligt udseende mand i lænker træder frem gennem væggen. Hvem er han? Hun har set ham før. Nå ja, nu husker hun at have set ham på et billede, fordybet i samtale med Hitler. Det er Erik Scavenius.

»Jeg kommer fra Antenora, « siger Scavenius, »og jeg kommer for at advare Dem, fru Vestager, at De ikke også skal havne der! Endnu i denne nat vil De blive hjemsøgt af tre ånder, som vil give Dem noget at tænke over.« »Hvad skulle jeg tænke over, jeg vil jo altid det bedste, det ansvarlige, ligesom du ville. Jeg står ikke bare for en sund økonomi, jeg står også for universelle rettigheder og et smukt menneskesyn. Hvem skal advare mig – og om hvad?« »Lyt og lær, fru Vestager, lyt og lær«, messer Scavenius, medens han langsomt blegner og forsvinder. »Sikken underlig drøm« fnyser Margrethe for sig selv, og hun vender sig om for at sove videre.

»Go´ jul, Margrethe!« lyder det på klingende jysk. Margrethe kender straks dialekten fra sin barndoms egn, Ølgod, og hun ser en lille, kraftig engleagtig skikkelse med pelshue og muntre øjne vinke til hende. »Kom med, du skal genopleve din barndoms jul« siger skikkelsen og rækker hende hånden.

»Til Udkantsdanmark!« vrisser Margrethe, »hvad i al verden skal vi der?«; men snart efter flyver de to, og vupti, Margrethe er i Ølgod, hvor sentimentaliteten overmander hende. Åh ja, her lærte hun pengenes værdi at kende, Ølgod blev jo rig på spånplader, og her lærte hun også livets sande værdier. Hun er pludselig tilbage i sit barndomshjem, hvor der er lagt op til en rigtig dansk præstegårdsjul. Margrethe får tårer i øjnene.

Men tys! Fra køkkenet lyder der stemmer, en lys og en mørk. Den lyse er forurettet. »Far, hvorfor må jeg ikke komme på juletræstur med Rotary-klubben? Alle de andre må!« »Vi skal ikke have noget at gøre med sådan en klub, hvor man skal inviteres for at kunne blive medlem!« lyder svaret. Margrethe ser sig selv som grådkvalt pige, og sin far, der hverken er til at hugge eller stikke i, og hun får lyst til at strække armen ud for at trøste pigen, men pludselig er hun tilbage i Magasin.

Hun skutter sig. Hvad var dog det? I et glimt husker hun skuffelsen over ikke at måtte komme med på Rotary-klubbens juletræstur, men så ryster hun det af sig. Hendes far havde jo ret. Juletræsturen var en lukket fest, og den slags udelukker andre. Det var en god værdi, hendes far dér gav hende, en, hun kunne bruge i sit politiske liv. Længe var Danmark en lukket fest, husker hun. Man ville kun have dem med, man selv inviterede. Men alle har jo noget at bidrage med, så Danmark kan kun blive rigere af at åbne sig mod verden. Men det var nu en dejlig jul i gamle dage i Ølgod. Og der var så fredeligt…

Margrethe hører pludselig råb efterfulgt af sirener ude på gaden. Fra udstillingsvinduet kan hun se de blå blink fra ambulance og politi. En gruppe unge stimler sammen og forsøger at mase sig ind på redningsfolkene. »Hov, hvad er det for noget, det må de da ikke, nogen må da gøre noget«, siger Margrethe, som har glemt, at hun er alene. »Det er en dørmand, der er blevet stukket ned. Han ville forhindre nogen i at komme ind på et diskotek. Det var heldigt, at politiet kom, for det gør de ikke altid.«

Hun farer sammen. En af udstillingsdukkerne taler til hende, åh nej, nu kan hun se, at det er et væsen, et smukt og sart væsen, som smiler mildt og næsten sørgmodigt til hende. »Det er nu også for dårligt at lukke folk ude pga. deres hudfarve. Hvad skal de lukkede fester til for?«, får hun samlet sig sammen til at sige. »Måske blev de lukket ude pga. dårlig opførsel. Fester kan nemt blive ødelagt, hvis gæsterne ikke kommer for at feste«, svarer væsenet, og rækker hånden ud mod Margrethe.

»Lad mig præsentere mig. Jeg er den nuværende juls ånd. Kom, så går vi ud i byen og ser, hvordan der fejres jul derude.« Gennem Københavns gader vandrer de to nu mod udkanten af byen. De kommer til et boligkompleks med mange paraboler. Kvarteret var tænkt smukt med hyggelige karréer og grønne områder, men graffiti og afbrændte containere præger nu stedet.

“Dansker er bosserove”, står der et sted. Det er åbenbart hverken godt at være dansker eller bøsse her. »Vi er i Tingbjerg. Henne i kirken er der nogen, du skal møde«, siger ånden. De træder ind i et lille lokale, hvor nogle ældre damer holder jul sammen med præsten. Snakken går livligt: »Jeg er lige begyndt at kunne humpe herhen efter det seneste overfald«, siger en af damerne.

»Jeg tager altid en taxa fra bussen og hjem, for jeg tør ikke længere gå uledsaget. Har I for resten hørt om Dorrit, som har haft indbrud? De slog døren ind, og da hun kom hjem, manglede både penge og den største af hendes køkkenknive. Naboen hørte larmen, da døren blev sparket ind, og tilkaldte politiet, men de havde ikke tid til at komme. Nu må Dorrit sidde med radioen tændt hele dagen, så tyvene kan høre, at der er nogen hjemme.«

De andre damer har lignende historier at fortælle, ingen af dem tør tage nogen steder i julen, i aften skal de også tidligt hjem, før det for alvor bliver farligt. En af dem siger det, de alle føler: »Danmark er ikke længere noget rart sted at være.«

Margrethe tror ikke sine egne øren. Tvivlrådigt ser hun på den nuværende juls ånd, men den besvarer blot hendes blik ved at tage hende med til et andet kvarter. De træder ind i en lejlighed, hvor der bor en ganske ung kvinde med sine forældre. De lever under overvågning, fordi hun engang blev voldtaget og mishandlet af en gruppe af fremmed herkomst, som senere blev dømt og udvist. Men deres pårørende smadrede retssalen og truede pigen og hendes familie, som siden ikke har kunnet leve i fred. Pigens forældre prøver at skabe julestemning for hende, og hun hjælper da også med at pynte træet, men glansen i hendes øjne er væk, og lidt efter sætter hun sig opgivende i sofaen og græder bitterligt. I køkkenet taler pigens forældre sagte sammen: »Hvad der er hændt min lille pige kan ikke sones eller helbredes«, siger hendes mor, »men jeg havde aldrig troet, at vi skulle være fanger i vort eget hjem, og at frygten skulle flytte ind som fast gæst hos os. Hvem er de mennesker dog, der tillader alt dette?«

Ånden ser på Margrethe: »Ja, hvem er de mennesker, der tillader alt dette? Hvem er du, Margrethe?«

»Jeg har ingen andel i dette, jeg ønsker ikke, at noget så forfærdeligt skal ske for nogen. Dette er et enkelttilfælde, det er jo tilfældigheder, at dette er sket, tilfældigheder, og så dem-og-os-retorikken! Tilfældigheder!« næsten skriger Margrethe, medens hun slår om sig med armene og kommer til at vælte mannequindukkerne i udstillingsvinduet.

Den nuværende juls ånd er borte, og Margrethe er tilbage i Magasin. »Tilfældigheder« gentager hun for sig selv. »Tilfældigheder?«, siger nogen ganske tæt ved hendes øre.

»Hvad nu, hvem der?« hvisker Margrethe, og en skikkelse i en slags uniform træder frem.

»Åh, det er opsynsmanden. Lad mig komme ud!«, siger hun til skikkelsen, som blot stirrer tilbage med et underligt hårdt blik. Uden at præsentere sig tager den Margrethe hårdt i armen: »Kom med!« befaler den med en stemme, som ikke lader sig modsige.

De går, nej, de marcherer hen til et boligområde. Et øjeblik går, før Margrethe genkender stedet. Det er Tingbjerg, men nu er her orden; ikke et nedfaldent blad er at finde på gaden, ingen graffiti, ingen afbrændte containere, kun ro og orden. Margrethe tror ikke sine egne øjne.

»Hvad er der sket her?«, spørger hun sin følgesvend. »Husker du de gamle damer, som ikke turde forlade deres hjem af frygt for overfald og indbrud?« »Margrethe nikker. »En dag blev lovløsheden for meget, politikerne nægtede at lytte, selv om kriminalitetsstatistikkerne talte et tydeligt sprog, så private vagtværn bredte sig…«

»Ja, der har vi resultatet af ti år med Venstre på bagsædet og DF bag rattet!« Ånden vinker afværgende med hånden. »Venstre og Dansk Folkeparti findes ikke længere. Der var især ét vagtværn, der var meget effektivt. Det kaldte sig Morgendagens Helte. Det forstod at skabe ro og orden, ofte med ret brutale midler. Det dannede også et politisk parti, som fik flertallet i folketinget, da folk pludselig havde fået nok, og så…«

De er nået frem til butikstorvet, hvor der er rejst en lysende skulptur, der ligner et menneske, der poserer oven på nogle andre mennesker. »Hvad er dog det?«, spørger Margrethe, og ser mistroisk på skulpturen.

»Det er en skulptur af lederen af Morgendagens Helte. Han fødes som førstegrøden af folket.« »Der er jo ikke pyntet til jul!«, bemærker Margrethe.

»Nej, julen er afskaffet. Morgendagens Helte foragter kristendommen, fordi den var svag. Martyrium og næstekærlighed gjorde folk til lette ofre, og de, der anså sig selv for næstekærlige, var det vel egentlig heller ikke, da det kom til stykket. De universelle rettigheder endte med kun at gælde for forbryderne. Men nu er her orden, og man har erstattet julen med en fest for folkets genfødsel.«

»Hvem er du?«, spørger Margrethe sin ledsager.

»Jeg er de kommende jules ånd, men også jeg må gå, for julen er her ikke mere«, svarer den.

»Nej, gå ikke, kom tilbage. Kom tilbage! Du kan ikke lade mig alene her«, råber hun efter ånden. I samme øjeblik mærker hun nogen ruske i sig. Det er opsynsbetjenten i Magasin.

»Hvad laver du her?«, spørger han. Margrethe kan ikke forklare sig, stammende spørger hun, om han er fra et privat vagtværn?

»Hvad antyder du? Du skal ikke være fræk, sådan en ministersnude«, svarer han og åbner døren for hende. Margrethe går hjem ad de morgenstille gader op til Rådhuspladsen, hvor hun ser en overskrift på Politikens hus: Dørmand knivdræbt, unge i klammeri med politi og redningsfolk. Pludselig ønsker hun mere end noget andet at høre kirkeklokker. Men der høres ingen kirkeklokker, og hun kommer i tanker om, at det jo også kun er juleaftensdag. I morgen vil hun høre dem. I morgen.

Af Marianne Wagner, cand. theol. og Adam Wagner, mag. art.
5953 Tranekær

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Høgsbro

    Fin lille parafrase over Dickens. Den savner hans floromvundne stil, men til gengæld gør knapheden at lidt flere orker at læse den…

  • Crass Børsting

    Et dystert juleeventyr, men tak for det.

  • Allan Hansen

    Nogle gange må man slå en handle af med Djævelen
    – for at få engelene hjem.

    “Forretningsmanden, der er blevet profeten, Mahund, er ved at grundlægge en af verdens store religioner; og han er på denne dag, sin fødselsedag, ved sit livs krise, Der er en stemme, der hvisker i hans øre: Hvad er du for en tanke? Mand-eller mus?

    Vi kender den stemme. Vi har hørt den en gang før.

    Forretningsmanden: ser ud som han burde, høj pande ørnenæse, bred over skulderne, smal over hofterne. Gennemsnits-højde, tænksom, klædt i to stykker simpelt stof, hver af dem fire alen langt, det ene dragget omkring kroppen, det andet over skulderen. Store øjne; lange vipper, ligesom en piges. Hans skridt kan synes alt for lange i forhold til hans korte ben men han er en rapfodet mand, det er en mand i form, ikke nogen blødvommet ågerkarl.

    Og ja, for nu at sige det igen, det er en mærkelig forretnings-wallah, der stikker af ud i ødemarken, op på Keglebjerget, undertiden en hel måned ad gangen, bare for at være alene.
    For at vende fornæmelser til styrke valgte whig´er toryer og sorte alle at bære de navne med stolthed, som man gav dem i foragt; på samme måde bliver bjergbestiger, profetmotiverede enegænger middelalderens børneskræmmer, Djævlens synonym Mahund.
    Ham er det. Mahund forretningsmanden, bestiger sit hede bjerg i Hijaz. Under ham skinder luftspejlingen af en by i solen.

    Byen er blevet berømt for sin løssluppenhed, som spillebule, som horrehus, som et sted fuldt af sjolfe sange og vild og støjende musik. Pilgrimmene drikke dadelpalmernes vin og går omkring på det store marked ved festen for Ibrahim. Der er spil, druk, dans og hash. Der er slaver til salg, nubiske, anatoliske, etiopiske. Der er underholdning – terninger, mavedanserinder, palmevin, hash – og affem-ryning – er forbeholdt den fjerde fjerdedel af stammen.
    Ejerne af de Skimlede Kameler, som også styrer slavehandelen. Abu Simbel ser ind i et dansetelt.

    Hvis du er for Allah, så er jeg for Al-Lat.

    Og hvis der flyder floder af blod fra de sår, hans vers forvolder, så vil de give ham næring ” En dødekult har raset i Djahilia,,.
    Den nye vantro hedder underkastelse!

    Hvad slags tanke ligner “underkastelse,,
    i dag?
    En tanke fuld af frygt.
    En tanke, der stikker af.

    Læser du da ikke de smædeskrifter, som Baal sætter op i hele byen?

    Han reciterer:
    “Sendebud, din besked har ingen interesse.
    Din monofili, din ene ene ene den kan du beholde helt alene.
    Djahlilia er den gale adresse,,.

    Publikum reagerer med hånlatter, da den upopulære huløjede profet og hans elendige tilhænger kommer ind i teltet.
    En forlegen tavshed lægger sig over disciplene: de veksler blikke, sidder uroligt. Mahund råber igen: ” I ved alle sammen, hvad der er forgået. Vi har ikke formået at omvende nogen. Folk vil ikke opgive deres guder.
    ” Har I tænkt på Lat og Uzza, og Manat, den tredje i rækken?,,
    – Efter det første vers rejser Hind sig; Djahilias Stromægtige står
    allerede meget rankt. Og med tavse øjne fremsiger Mahund: ” de er de ophøjende fugle, og sandelig er deres forbøn ønsket,,.

    …. Så brydes Gibreel og “profeten,, de er begge nøgne, de ruller rundt og rundt i hulen med det fine hvide sand, det stiger op omkring dem som et slør – som om han er ved at lære mig, gennemsøger mig
    som om det er mig, der er ved at blive prøvet.
    I en hule fem hundrede fod under Keglebjergets top brydes Mahund med ærkeenglen, slynger ham fra side til side, og jeg kan godt sige jer, at han trænger ind over det hele, hans tunge i mit øre, han næver om mine nosser, der har aldrig været noget menneske, der har haft sådan et raseri i sig, han må vide besked han må VIDE BESKED
    og jeg har ikke noget at fortælle ham, han er i dobbelt så god fysisk form som mig, og han ved fire gange så meget, mindst, det er muligt, at vi begge har lært ved at lytte meget, men der kan ikke overhovedet ikke være nogen tvivl om, at han har været en bedre lytter end mig; så vi ruller og sparker og kradser, og han har fået en hel del rifter og skrammer, mens min hud selvfølgelig bliver ved at være glat som et spædbarns, man kan ikke få en engel til at hænge fast i en luset tornebusk, man kan ikke såre ham med et klippestykke. Og de har tilskuere, rundt om på klippeblokkene sidder der djinner og afreeter
    og spøgelser af alle mulige slags og betragter slagsmålet, og oppe på himmelen hænger de tre vingede væsener og ligner hejrer eller svaner eller bare kvinder, alt efter hvordan lyset falder … Mahund gør en ende på det. Han opgiver kampen.

    Da de havde kæmpet i timevis eller ligefrem i ugevis, blev Mahund låst fast under englen, det var det, han ønskede, det var hans vilje, der opfyldte mig og gav mig styrke til at holde ham nede, for en ærkeengel kan ikke tabe den slags kampe, det ville ikke være rigtig, det er kun djævle, der kan få tæv i den slags situationer, så i samme øjeblik jeg kom ovenpå, begyndte han at græde af glæde, og så lavede han sit gamle nummer og tvang min mund op og fik stemmen, Stemmen, til at strømme ud af mig igen, han fik den til at vælte ud over sig, ligesom bræk.

    Efter afslutningen på sin brydekamp med Ærkeenglen Gibreel
    falder “profeten Mahund i sin sædvanlige, udmattede efteråbenbasringsøvn, men ved denne lejlighed genvinder han hurtigere end ellers sine sansers brug. Da han kommer til sig selv i dette høje vildnis, er der ingen i syne, ingen vingede væsener kryber sammen på klipperne, og han springer op, opfyldt af bevidstheden om, hvor påtrængende hans nye budskab er ” Det var Djævelen,,
    siger han højt til den tomme luft og gør det til sandhed ved at give det stemme.
    ” Sidste gang, var det Shaitan. ” Det er dette han har hørt, da han lyttede, at han var blevet narret, at Djævelen kom til ham i ærkeengelens skikkelse, så de vers, han lærte udenad, dem han fremsagde i digterteltet, ikke var den ægte vare, men dens djævelske modsætning, ikke guddommelige, men SATANISKE.

    Kilde: De SATANISKE vers. Salman Rushdie 1988.
    P.S I dag er der ingen, der har nosser til, at skrive en bog, som
    ” De sataniske vers!

    – Da Muhammed så at ingen kom til hans nye vantro af egen fri vilje
    da, hviskede Djævelen til ham “du skal ikke bede dem, om at komme til islam … du skal tvinge dem til, at underkaste sig den sorte sten Allah!

    Siden da har blodet flydt over alt, dag og nat.

    ” Livet er ikke det værste vi har – og om lidt – er kaffen klar,,.

  • Pingback: Génération Identitaire: “We Are Being Colonized” « Snaphanen()

  • Morani ya Simba

    God historie. Hvis vi ikke finder Churchill faar vi valget mellem Hitler og bin Laden. Velbekomme!!