2
jan
Seneste opdatering: 2/1-13 kl. 1829
13 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Selvretfærdige klicheer
Jeg kom til at se den på laptoppen i går, og det var en forstemmede, søvndyssende oplevelse. Det er en fortyndet version af Quortrup og hele det grasserende Kommentarium over stadig mere magtbefriede politikere. Serien er stendød fra halsen og op, der er intet liv i den kreative klasse. Anmeldernes er lette at ‘begejstre,’ jeg faldt i søvn. Hvert afsnit koster syv millioner kr., det er vældig dyrt for en sovepille, det manglede bare, at den virkede. Hvorfor ikke vente med at være kreativ til tiden kalder på statsmænd? (se nedenfor). De er mere taknemmelige at fiktionalisere for kunstnere, der ikke har noget på hjerte.

Det eneste forsonende ved Borgen er, at man næsten begynder at holde af de ”rigtige” politikere på den rigtige Borg, fordi de trods alt er mennesker og ikke klicheer formet af manuskriptforfatteres ønskedrømme….For det er jo politikertyper som Birgitte Nyborg, der er de virkelig farlige, fordi hun er så selvoverbevist retfærdig, at hun ikke kan se ondskaben andre steder end i andre mennesker. Selvretfærdighed er et større problem i moderne politik end intenderet ondskab. Gade Jensen: Borgen – banaliteter og klicheer

‘Europa må forberede sig på voldelige opstande’

Nye tal fra EU’s statistiske afdeling, Eurostat, viser, at næsten 120 millioner unionsborgere lever under den europæiske fattigdomsgrænse (EU definerer fattige som personer, der tjener mindre end 60 procent af medianindkomsten). – Kløften mellem det sociale behov i befolkningerne og myndighedernes evne til at hjælpe er blevet større, siger Yves Daccord til Politiken. Han er overbevist om, at udviklingen vil medføre voldelige optøjer.Røde Kors: Europa skal være klar til folkelige opstande, Europa bliver verdens nye brændpunkt og kriseområde. Messerschmidt: Vi bør samle ind til Europas fattige, Røde Kors frykter fattigopprør i Europa.

Hvor betænksomt af Røde Kors at advare, nu de i årevis har sørget målrettet for, at der vil komme en etnisk, religiøs komponent i eventuelle voldeligheder:

One out of six employees in the EU27 was a low-wage earner in 2010

Large differences between men and women, levels of education and types of contract.

The proportion of low-wage earners among employees amounted to 17.0% in 2010 in the EU27. This proportionvaried significantly between Member States, with the highest percentages observed in Latvia (27.8%), Lithuania(27.2%), Romania (25.6%), Poland (24.2%) and Estonia (23.8%), and the lowest in Sweden (2.5%), Finland (5.9%), France (6.1%), Belgium (6.4%) and Denmark (7.7%). Low-wage earners are defined as those employees earning two thirds or less of the national median gross hourly earnings.Hence, the thresholds that determine low-wage earners are relative and specific to each Member State.

These data come from a publication issued by Eurostat, the statistical office of the European Union, based on the latest results of the four-yearly Structure of Earnings Survey. This survey provides detailed informationon the structure and the distribution of earnings in the EU.

Low-wage earners: 21% of female employees, 13% of male…

There are large differences between men and women regarding the proportion of low-wage earners. In the EU27 in 2010, 21.2% of female employees were low-wage earners, compared with 13.3% of male employees. In all Member States, except Bulgaria, there was a larger share of female employees who were low-wage earners than male. The highest proportions for women were registered in Cyprus (31.4%), Estonia (30.1%), Lithuania (29.4%), Germany and Latvia (both 28.7%) and the United Kingdom (27.6%), and the smallest in Sweden (3.1%), France (7.9%), Finland (8.0%) and Denmark (9.8%).

…29% of employees with a low level of education, 6% with a high level…

The level of education plays an important role: the lower the level, the higher is the likelihood of being a low-wage earner. In the EU27 in 2010, 29.0% of employees with a low education level were low-wage earners, compared with 19.3% of those with a medium level and 5.8% of those with a high level. More than half of employees with a low level of education in Germany (54.6%) and Slovakia (51.5%) were low wage earners, and almost half in Romania (49.4%).

…31% of employees with a fixed term contract and 16% with an indefinite contract

The type of contract also has a significant impact. In the EU27 in 2010, 31.3% of employees with a contract of limited duration were low-wage earners, compared with 15.7% for those with an indefinite contract. In all Member States, except Estonia and Cyprus, the pattern was the same. The largest proportions of low-wage earners among employees with a contract of limited duration were observed in the Netherlands (47.9%), Poland (42.5%), Germany (38.0%), Bulgaria (36.9%), Hungary and the United Kingdom (both 36.4%).Proportion of low-wage earners by sex, level of educatio


One out of six employees in the EU27 was a low-wage earner in 2010

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • skræp

    Der sker jo ikke andet end det vi andre i årevis har prædiket for døve politikerøre.

  • Limewoody

    Røde Kors forstår sandelig at gøre sig selv uundværlig.

  • Morten – – –

    Det er kun, hvis indvandringen i tilstrækkeligt omfang er muslimsk, der opstår “sociale” problemer. Ellers har Finland ikke andet at frygte, end noget tarvelig småkriminalitet fra især østeuropæere.

    Uden forsinkelse vidste vi jo alle her, at de “demokratiske” revolutioner i den arabiske verden i grunden var islamiske. Den omstændighed skal man anstrenge sig ualmindeligt meget for at forklare “økonomisk”. Men den tidsbundne forklaringsmodel i vor del af verden er stadig “materialistisk”, fordi det er den, der hidtil har forstrukket os med en plausibel analyse.

    Vi vil ikke nyorientere os. Og vil vi ikke det, afskærer vi os selv fra at forstå på ubestemt tid. Der er nemlig med den religiøse revolution, kommet en anden, central drivkraft ind i verden, som kræver erkendelse af os.

    I 1979 fandt den sidste succesfulde socialistiske revolution sted. Samme år fandt den første succesfulde religiøse sted, siden efterfulgt af andre, både fredelige og ufredelige. Kan det passe, at vi ikke kan se strømpilen?

    – – –

    • Dertil vel også vores kulturs dybe frygt for at anerkende det etniske stridspotentiale. En frygt/psykose der primært kommer ud af nazismens forbrydelser.

      Multietniske stater er enormt ustabile, især hvis uligheden imellem grupperne udlignes. Udgør en enkelt gruppe en klar majoritet vil problemerne generelt være få og små, men efterhånden som et mindretal vokser (eller hvis det hele tiden har besiddet kritisk masse) kommer der kog i gryden. Det er præcis denne udvikling vi er inde i.

      Fælles religion og kultur hjælper kun til at afbøde indtil en hvis grænse. Tyrkere og kurdere er et godt eksempel, begge overvejende sunni-muslimer, begge formede af en turko-iransk kultur, begge fanget i evig konflikt, trods Allahs diktat om total enhed i ummahen.

      Iraks multietniske “harmoni” springs to mind, det samme gælder Afghanistans og Pakistans varierede og nonstop konfliktende befolkninger. Eksemplerne er for så vidt endeløse, fra verdens begyndelse til i dag.

      Det er en meget tung historisk lektie vi i et mix af nazisme-angst og utopisk hovmod sidder overhørig.

      • Ja, dertil også vores eget tidligere multietniske-multikulturelle eventyr der sluttede med et par gedigne øretæver i 1864.

        Menneskets politiske-militære historie er vel i virkeligheden ikke andet end gentagne og langstrakte etniske opgør.

      • Morten – – –

        Ja, men her er der noget andet på spil, for Danmark er ikke et multietnisk samfund, uanset hvad fantasterne hævder. Det var vi indtil 1864, men det har vi ikke været siden. Indvandringen har heller ikke gjort os til det. “Multietnisk” er en uegentlig brug af sproget i den sammenhæng, og i øvrigt næsten altid en brug i manipulerende øjemed.

        Dette faktum viser sig også derved, at næsten alle indvandrere i Danmark assimilerer sig – på nær een gruppe. Denne gruppe er ikke defineret ved etnicitet, men ved religion. Dogmatisk lovreligion. Og det er ikke noget tilfælde, at det ikke kun er her, men globalt, at netop denne religion gør sig udtilbens.

        Det her er ikke noget gammelt, og gamle forklaringsmodeller finder ikke anvendelse. Det er noget nyt og uset i den globale civilisations historie: De gudelige gør oprør, og tilnærmer sig verdensmagten gennem revolution. Det er ikke sket før.

        Når vi kalder disse kulturkredse “defekte”, er det fordi vi anvender vor egen økonomiske og sociale målestok. Men den har udviklingen gjort irrelevant, for disse folkeslags drivkraft er religionen – og den er virksom!

        Det er vi i færd med at opdage, fordi vi er inde i den “købslående” fase. Og vi kan også sagtens få lov til at give muslimerne penge! Men vi kan ikke købe dem … Hverken med generel materiel velstand (“ghettoerne” er alle byggede som forbedringer af de herskende sociale vilkår, husk lige dét – og de imponerede de første indvandrere, der skulle bebo dem), rede penge udbetalt til klanoverhoveder, eller tilbud om identitetsskabende position.

        Det kunne vi altid tilforn – så det tror vi også vi kan nu. I hvertfald de intellektuelt dovne og velbjærgede af os. Jeg tror de fleste af os her umiddelbart har forstået, at den vej ikke er farbar. Hvorfor vi typisk morer, og selvfølgelig: ærgrer, os over “integrationstiltagene”, der alle er funderet på en forældet verdensopfattelse.

        Skal vi lære af historien, skal vi lære konceptuelt af den. Ikke at “money makes the world go around”, som det hidtil har heddet. Men at historiens momentum skabes af vekslende drivkræfter, der hele tiden skaber nye nødvendigheder.

        Mange mener, at islam er en defekt ideologi, og at det derfor kun er et spørgsmål om tid, før den bryder sammen, hvis sharia bliver indført i praksis som samfundsmodel. Og det kan de have ret i, men …

        … gjorde den ligeledes defekte kommunistiske samfundsmodel ikke Sovjetunionen til verdensmagt? Endskønt kommunismen senere kollapsede. Den nye, aggressive revolutionære bevægelse vil gøre det samme. Både føre til verdensmagt for islam og til kollaps. Det er historiens lov, og en del af dens cirkulære aspekt. Men inden skal vi så grueligt meget ondt igennem. Så det er helt på sin plads at begynde at redde dét ud af infernoet, vi gerne vil have skal overleve det.

        Vores egen åndelighed, f. eks.

        – – –

        • Jeg er langt hen af vejen enig. At den sunni-islamiske revival vil føre til et imperium/kalifat med alle de negative og globale konsekvenser som følger deraf og at Vestens materialistiske (en bizar liberal-marxistisk hybrid) tilgang til den globale jihad, dens mål og dens årsager er helt forfejlet og dybt “gammeldags” er lige i øjet.

          Tilgengæld vil jeg mene, at det ikke kun er islam der gør masseindvandringen yderst problematisk, men dens primære konsekvens, som er et stadig mere etnisk opsplittet og dermed socialt og politisk ustabilt samfund. Den etniske “strids-dynamik” ligner en naturlov og er dermed evig aktuel.

        • Morten – – –

          Jo, men for at vi skal have et “multietnisk samfund” skal vi afgive territorium til andre kulturer. Det er der kun een gruppe, der forlanger af os, at vi gør – eller som vi er villige til at afstå domæne til: De islamiske kulturer. Ingen af de andre kulturer indgår i “det multietniske samfund”. De indgår reelt i vores. For de troede lige, de var kommet til et mere velfungerende samfund, som det var en fordel at tilslutte sig. Men så fandt vi på det dér “multikulti” for at tækkes nogle aggressive muslimer, der skræmte os. Nåja, eller fordi vi “jo allesammen skal integreres i Det Nye Europa” som det hed i firserne i een uendelighed.

          Hvis vi erstattede muslimerne med en anden gruppe indvandrere, ville problemet i det væsentligste være løst, for så ville der ikke opstå noget “multietnisk samfund” som følge af indvandringen. Og dermed ikke basis for splid. Vi er jo ikke, modsat visse andre lande såsom Tyrkiet, et land sammensat af forskellige nationaliteter på den måde.

          Det en meget stor indvandring dog naturligvis altid har potentiale til, er at opløse den kultur, der er bærende for en bestemt samfundsindretning, og som denne er afhængig af. Det er synd at lade det ske. Billedligt talt svarer den proces til, at man hæver klassekvotienten til f. eks. 5 – 600 elever pr. lærer.

          – – –

        • Morten – – –

          Så selvfølgelig er vi også helt enige om, at masseindvandring altid er noget åndssvagt pjat og en superdårlig idé. Og da i hvertfald set fra “værtens” side. Hvis det ikke skulle fremgå tydeligt af mit indlæg.

          – – –

  • JensF

    Her kan man til nuancering påpege det galopperende hykleri, der findes blandt muslimer. Islam er en religion, der på en del punkter strider mod menneskets natur, og derfor går det jævnligt galt, så fejlende muslimer må file på troen og omfortolke deres egne ugerninger som retfærdige hævnaktioner mod dem, der bliver nødt til at være fjenden – pt. os, de urene, de fristende, de letgenkendelige ikke-muslimer.

    Den maniske moralisering med henvisning til islams regelfnidder kan fylde en tilværelse og føles givetvis uligt mere smigrende for egoet hos et umodent, selvcentreret menneske, i forhold til at se virkeligheden og sig selv i øjnene. Vreden skal jo ud.

    Mest af alt ses dette i den udlevede seksualmoral, som jo er direkte supremacistisk i sin pleje af muslimske mænds behov og interesser, men også i vægringen ved at tage ansvar for egne gerninger røber pågældende kulturkreds sin svaghed – og sin forgængelighed: Hvis de ikke har os at angribe, vil de angribe andre muslimer.

    • Morten – – –

      Der er påvist en korrelation mellem villigheden til at definere sig som “stærkt troende” muslim og voldsforbrydelser. Her er du netop inde ved forklaringen på det fænomen. For det er ikke troen, der gør voldelig, men volden, der gør troende. Muslimer har hårdt brug for en myte, der kan forklare og retfærdiggøre deres overgreb på andre mennesker, som dybest set skyldes de, i forhold til et moderne samfundsliv, forkvaklede kønsforhold. Og den har de i jihad-myten.

      – – –

  • Allan Hansen

    Hvor mange mennesker har muslimer slået ihjel i islams og Muhammeds navn, spørger Nicolai Sennels og forsøger sig med en opgørelse.

    Før vi kigger på, hvor mange mennesker muslimer har slået ihjel af religiøse årsager, skal vi først forsøge at besvare tidens måske vigtigste spørgsmål: Misforstår muslimer islam, når de gør andre ondt i Allahs eller Muhammeds navn? Eller er fredelige muslimer i virkeligheden dårlige muslimer?

    Islamismeforskeren Tina Magaard har sammen med en række assistenter optalt opfordringer til vold i teksterne hos verdens ti største religioner. Magaard konkluderer, at “Teksterne i islam adskiller sig klart fra de øvrige religioners tekster ved i højere grad at opfordre til vold og aggression over for anderledes troende. Der findes også direkte opfordringer til terror.”

    I efteråret 2012 blev flere mennesker dræbt som følge af filmen Innocence of Muslims, der påstår, at Muhammed var børnemishandler, kvindebedårer og voldelig kriminel.

    http://www.sappho.dk/jihads-tarer.htm

    Før vi kigger på, hvor mange mennesker muslimer har slået ihjel af religiøse årsager, skal vi først forsøge at besvare tidens måske vigtigste spørgsmål: Misforstår muslimer islam, når de gør andre ondt i Allahs eller Muhammeds navn? Eller er fredelige muslimer i virkeligheden dårlige muslimer?

    Islamismeforskeren Tina Magaard har sammen med en række assistenter optalt opfordringer til vold i teksterne hos verdens ti største religioner. Magaard konkluderer, at “Teksterne i islam adskiller sig klart fra de øvrige religioners tekster ved i højere grad at opfordre til vold og aggression over for anderledes troende. Der findes også direkte opfordringer til terror.”

    I efteråret 2012 blev flere mennesker dræbt som følge af filmen Innocence of Muslims, der påstår, at Muhammed var børnemishandler, kvindebedårer og voldelig kriminel.

    Et simpelt opslag i Wikipedia med dens mange sobre henvisninger til islamiske tekster viser, at islams profet havde sex med en niårig, 13 koner samt et ukendt antal sexslaver og anførte i snesevis af plyndringstogter og massakrer på omkringliggende byer.

    Ligheden mellem filmens scener og de muslimer der med så stor energi kritiserer den, er slående.

    Koranen findes i mere eller mindre bloddryppende oversættelser, og selv i Ellen Wulffs meget skånsomme udgave har det ikke været muligt at omformulere alt: “Dræb dem, hvor I møder dem, og fordriv dem derfra, hvor de har fordrevet jer! Fristelse til frafald er værre end drab! Kæmp ikke med dem ved det fredhellige bedehus, medmindre de vil kæmpe med jer dér! Men hvis de gør det, skal I dræbe dem! Sådan er gengældelsen for de vantro.” (2:191).

    Læs flere eksempler her (4:89) og her (9:5).

    Måske er det ikke så underligt, at muslimer viser sig at være mere voldelige, jo mere de studerer koranen.

    Muslimske terrorister har da oftest også studeret koranen indgående og har et langt mere indgående kendskab til de islamiske skrifter end de politikere og andre der påstår, at islam er en fredelig religion.

    Årsager til mord

    Der kan være forskellige grunde til, at muslimer dræber for at fremme deres religion. Nogle steder dræber muslimer ikke-muslimer, fordi koranen fortæller dem, at det er deres pligt.

    Andre steder dræber muslimer ikke-muslimer fordi de ønsker at udrense et område for ikke-muslimer. Mange steder dræber muslimer tilhængere af politiske ledere, fordi de ønsker den nuværende lovgivning erstattet med sharia. De fleste muslimer som dræbes, dræbes af andre muslimer.

    Endelig er der selvfølgelig muslimske familiehenrettelser, hvor især kvinder dræbes, fordi de har overtrådt sharialovene og dermed vanæret deres familie.

    Hvor mange bliver det i alt, indtil videre?

    Det kan være svært at afgøre, hvorvidt konflikter der involverer muslimer er drevet af koranens bud og religiøse uenigheder, eller om det skyldes racemæssige modsætninger (f.eks. arabere mod sorte afrikanere), kamp om resurser (adgang til græsnings- og dyrkningsarealer samt rent vand i især overbefolkede områder), kamp om økonomi (olie, metaller, diamanter) eller politiske hensyn (diktatur eller sharia vs. demokrati). Jeg opremser her de konflikter, hvor skellet mellem ven og fjende under alle omstændigheder løber langs religiøse tilhørsforhold.

    Islam og muslimsk kultur opdrager dog generelt til vold og had, hvilket også er årsagen til mange konflikter, som ikke nødvendigvis løber langs religiøse brudflader – f.eks. den tyrkisk-kurdiske konflikt, som indtil videre har kostet op mod 100.000 mennesker livet.

    Muslimer i krig og forfølgelser

    Uppsala Conflict Data Program (UCDP) dokumenterer væbnede konflikter verden over i 2012 – hvoraf mange har varet i flere årtier. Ud af de ni konflikter, som kræver mere end tusind menneskeliv årligt, har kun to ikke-muslimer på den ene, flere eller alle sider – svarende til omkring otte ud af 10.

    Af UCDPs opgørelse over samtlige 35 konflikter i 2012, hvoraf den ældste involverer kurdiske separatister i Iran og de nyeste udgøres af de arabiske forår, fremgår, at 22 af dem har muslimer på en, flere eller alle sider. Listen er dog ikke helt opdateret, og mangler de seneste arabiske forår i Egypten og Syrien – og dermed kommer vi op på 24 ud af 37 væbnede konflikter – 65 procent i alt. Man kan altså uden at overdrive sige, at to tredjedele af verdens konflikter er angriberne muslimer.

    Kristenforfølgelser i moderne tid: Hvert 5. minut dræbes en kristen for sin tro, og så godt som altid begås drabene af muslimer i muslimske lande. Det løber op i 105.000 årligt.

    Islamisk terror: Dokumentationsprojektet thereligionofpeace.com har i skrivende stund optalt flere end 20.000 dødelige jihad-angreb siden 11. september 2001.

    Æresdrab: 91 procent af de mellem 7.000 og 20.000 årlige æresdrab begås af muslimer.

    Igangværende konflikter 2012

    Langt de fleste af nedenstående konflikter er på UCDPs liste, hvoraf mange har stået på i mange årtier.

    Kurdisk opstand i Iran (1918 – 🙁 Konflikten mellem sunni-muslimske kurdiske oprørere i det shia-muslimske Iran har indtil videre kostet mindst 40.260 mennesker livet.

    Israel-Palæstina (1948 – 🙁 De terrorist-ledede palæstinensiske områders krig mod det demokratiske Israel har indtil nu kostet 20.000 mennesker livet.

    Kampen for sharia i Nigeria (1963 – 🙁 Muslimers kamp for indførelsen af sharia hvor end de bor, er ikke, som mange tror, et nyt fænomen. Det muslimske flertals kamp mod det kristne mindretal i Nigeria for indførelse af islamisk lov har indtil videre kostet mindst 10.000 mennesker livet.

    Papua i Indonesien (1963 – 🙁 Flere europæiske magter efterlod ved kolonitidens ophør kristne befolkningsgrupper i hænderne på voldelige muslimer. Før ekstrem indvandring og den indonesiske hærs blodige anslag mod kristne separatister var kristne i flertal i Papua-delen af verdens næststørste ø, New Guinea. Efter 400.000 dræbte er muslimer nu i flertal og Hizb-ut-Tahrir er særdeles magtfuld i området.

    Sydfilippinerne (1969 – 2012:( Efter mere end 40 års oprør og 120.000 døde fik islamiske separatister endelig tilkæmpet sig ret til deres eget autonome område.

    Konflikten om Vestsahara (1973 – 🙁 Muslimske grupper og lande kæmper om grænser og selvstændighed i områderne omkring Marokko og Mauretanien. Konflikten har kostet op mod 21.000 mennesker livet.

    Pakistan-Indien konflikten i Kashmir (1947 – 🙁 Voldelige religiøse muslimer kæmper mod det ikke-muslimske Indien for at vinde kontrol over de mest værdifulde områder af Kashmir, som tilhører Indien. Konflikten brød ud, da England slap sit koloniherredømme over området. Konflikten menes at have kostet mellem 68.000 og 127.000 mennesker livet.

    Ogaden-folkets krig mod Etiopien (1995 – 🙁 Det muslimske ogaden-folks krig mod det overvejende kristne Etiopien har indtil videre kostet omkring 3.000 mennesker livet.

    Etnisk udrensning på Molukkerne, Indonesien (2000 – 🙁 Muslimer på de indonesiske øer Molukkerne, også kaldet Krydderiøerne, gennemfører ifølge forfatteren Sergej Trifkovic etnisk udrensning mod øernes kristne. Professor Mark Fackler beskriver, hvordan 2.000 mennesker blev dræbt i løbet af kun fem dage under den muslimsk invasion omkring årtusindeskiftet.

    Al-Qaedas krig mod Yemen (2001 – 🙁 Et af al-Qaedas mål er at få kontrol over et helt land og bruge det som base for yderligere voldelig islamisering af verden. Krigen har indtil videre kostet omkring 2.000 mennesker livet – heraf mere end 1.000 alene i 2012.

    Islamisk borgerkrig i Maghreb-området, Afrika (2002 – 🙁 Forskellige islamistiske grupper kæmper for indførelse af sharia i det nordvestlige Afrika, herunder i Algeriet, Mauretanien og Marokko. Mindst 6.000 mennesker menes at have mistet livet.

    Shia-ledet borgerkrig i Yemen (2004 – 🙁 Shia-muslimske organisationer fører væbnet kamp for religiøse rettigheder mod det sunni-dominerede Yemen. Konflikten har kostet 25.000 mennesker livet.

    Islamiske separatister i Thailand (2004 – 🙁 Muslimske separatister kæmper mod det buddhistiske Thailand i landets sydlige region. Jihadisterne er særligt kendt for hugge hovederne af lokale buddhister, og voldsomme bombeangreb ryster jævnligt området. Indtil nu er omkring 5.500 døde som følge af det muslimske oprør, der for alvor blusede op i 2004.

    Den russisk-tjetjenske krig (1999 – 🙁 Siden Sovjetunionens fald har muslimske grupper ført væbnet kamp mod Rusland. Den har indtil nu krævet mindst 1.885 dødsfald. De mest kendte angreb er massakren på mere end 380 primært børn på Skole 1 i Beslan i 2004, samt terrorangrebet på et teater i Moskva i 2002 hvor 129 gidsler blev dræbt.

    Sydyemens separatister (2009 – 🙁 I 1990 blev Sydyemen og Nordyemen forenet. Nu bekriger salafister, jihadister, sunni-muslimer, shia-muslimer og socialister hinanden om den politiske og religiøse magt i det tidligere Sydyemen. Mindst 1.554 mennesker er dræbt i kampene.

    Syriens sunni-shia borgerkrig (2011 – 🙁 Borgerkrigen i Syrien føres i høj grad af islamistiske rebeller, der ønsker at erstatte diktatoren Bashar al-Assads Ba’ath parti med en vis grad af islamisk sharialov. Omkring 17.000 er dræbt i kampene. Rebellerne støttes af sunni-muslimer, mens shia-muslimske fundamentalister og det shia-muslimske Iran støtter regeringen.

    Bahrains borgerkrig (2011 – 🙁 Det arabiske forår nåede også det olierige kongedømme Bahrain, og indtil nu har mere end 100 mennesker mistet livet i kampene. Konflikten er reelt en opblussen af en århundred-gammel konflikt om magt mellem sunni-muslimer eller shia-muslimer.

    Sinai-konflikten i Egypten (2011 – 🙁 Da Egyptens diktator Hosni Mubarak blev væltet, så jihadgrupper en mulighed for at vinde magt i landet. Den egyptiske stat slog hårdt ned på islamisterne, og kampene har kostet omkring 100 mennesker livet.

    Libyens islamiske rebeller (2011 – 🙁 Da Muammar Gadaffi blev fjernet fra magten så et stort antal islamiske soldater deres snit til at støtte lokale magthavere, for derigennem at vinde politisk magt i deres eget område. Kampene mellem de regionale islamiske klaner har hidtil kostet mere end 700 mennesker livet.

    Irak efter krigen (2011 – 🙁 Mens USA dræbte flest civile de første par år under invasionen, stod muslimer for en stadigt større andel af civile dræbte som krigen skred frem. Denne tendens er fortsat siden 15. december 2011, hvor USA erklærede Irak-krigen for afsluttet. Mindst 3.330 mennesker er siden krigens officielle afslutning blevet dræbt af muslimske oprørere. Omkring 7 mennesker dræbes dagligt i Irak alene ved bilbomber og selvmordsangreb.

    Libyens islamiske borgerkrig (2011 – 🙁 Borgerkrigen i Libyen har indtil nu kostet omkring 30.000 mennesker livet. Mange i Vesten blev overrasket, da det viste sig, at de libyske rebeller kæmpede mod Muammar Gadaffis diktatur for at indføre de islamiske sharialove.

    Egyptens islamiske borgerkrig (2011 – 🙁 Den 24. juni 2012 blev Mohammed Morsi, medlem af Det Muslimske Broderskab, indsat som præsident under sit slogan “Koranen er vores grundlov, profeten er vores leder, jihad er vores vej og døden for Allahs sag er vores mål.” Borgerkrigen viste sig dermed, som de øvrige konflikter under det arabiske forår, i virkeligheden at været et middel for shariatilhængere til at opnå magten. 846 blev dræbt under revolutionen, og under efterfølgende kampe har mindst 300 mistet livet.

    Libanons borgerkrig (2011 – 🙁 I Libanon kriges sunnier og shiaer og forskellige fraktioner af religiøse partier og organisationer, hvoraf Hezbollah (“Allahs parti”) er den mest kendte, om magten. De nuværende konflikt har hidtil kostet omkring 70 mennesker livet.

    Malis islamiske borgerkrig (2012 – 🙁 Da borgerkrigen i Libyen mod Muammar Gadaffi sluttede, flygtede en del af Gadaffis tungt bevæbnede soldater til det nordlige Mali, hvor de på otte måneder har erobret et område på størrelse med Frankrig. Mali var førhen et forbillede for fred og demokrati i Afrika, men nu hersker den strengeste sharia mange steder. Op mod 1.000 mennesker er dræbt, og omkring 250.000 har været nødt til at flygte fra de islamiske krigere. Derudover er der næsten dagligt rapporter om drab i Mali som følge af muslimers bestræbelser på at håndhæve de islamiske love.

    Muslimske krige i Mellemøsten og Afrika 1900-2000
    Tyrkiets folkedrab på armenerne: I årene 1915-1923 dræbte Tyrkiet omkring 1,2 millioner kristne armenere.

    Tyrkiets folkedrab på grækere: I årene 1914-1923 dræbte tyrkiske styrker omkring 800.000 grækere bosiddende i det, der nu er Tyrkiet. Samtidigt gjorde tyrkerne deres bedste for at fjerne alle rester af ikke-islamisk kultur i området.

    Østpakistans folkedrab på hinduer: I 1949, 1964 og 1971 blev omkring tre millioner ikke-muslimer, primært hinduer, dræbt i Østpakistan, som i dag kendes som Bangladesh. En amerikansk embedsmand kaldte udryddelsen i 1971 for “Det mest utrolige og beregnende, der er sket siden nazisternes dage i Polen.”

    Indonesiens borgerkrig (1965-1966:( I løbet af kun to år blev 500.000 dræbt i den indonesiske borgerkrig. Islamiske grupper kæmpede på statens side mod de kommunistiske oprørere.

    Krigen mellem Nigeria og Biafra (1967-1970:( Krigen mellem Nigeria og Biafra kaldes også for Den Nigerianske Borgerkrig. Den blev delvist udløst af, at Storbritannien skabte området, der senere blev til Nigeria, på grundlag af meget forskellige folkeslag. Krigen var i høj grad en kamp mellem islam (Hausa-Fulani i nord) og mere demokratisk sindede folkeslag (Yoruba i sydvest og Igbo i sydøst). Tilsammen kostede krigene og den deraf følgende hungersnød omkring 3 millioner mennesker livet.

    Borgerkrig i Libanon (1975-1990:( Kampene mellem de forskellige religiøse grupper, herunder det Muslimske Broderskab, kostede mindst 120.000 mennesker livet, og sårede 1 mio., hvoraf halvdelen blev handicappet for livet.

    Østtimors folkedrab (1975-1999:( I 1975 invaderede det muslimske Indonesien den katolske og tidligere portugisiske koloni Østtimor. En rapport med titlen Chega (“Stop” på portugisisk) fortæller, at 180.000 blev dræbt som følge af invasionen.

    Aceh-oprøret i Indonesien (1976-2005:( De noget mere troende muslimer i Aceh-provinsen forsøgte løsrivelse fra det mere demokratiske Indonesien. 15.000 menes dræbt.

    Krigen mellem Irak og Iran (1980-1988:( Det anslås, at krigen mellem Irak og Iran har kostet mellem 470.000 og 1.095.000 soldater livet. Dertil kommer mindst 200.000 civile dræbte. Konflikten skyldtes i nogen grad religiøse spændinger mellem sunni- (Irak) og shia-muslimer (Iran), og lederne på de to sider brugte islamiske argumenter som begrundelse for voldshandlingerne.

    Sudans 2. borgerkrig (1983-2005:( Sudans 2. borgerkrig var reelt en opblussen af den 1. borgerkrig. Det islamiske Nordsudan angreb Sydsudan for at få kontrol over en række oliekilder. Islamistiske ledere i nord var desuden utilfredse med Addis Ababa-aftalen, som blev brudt i 1983, hvorefter den islamiske præsident Nimeiry erklærede det samlede Sudan for en islamisk stat. Mellem en og to millioner mennesker døde, først og fremmest som følge af hungersnød forårsaget af de arabernes kampe mod sydsudaneserne og deres overfald på sorte muslimer i Darfur.

    Borgerkrig i Algeriet (1991-2002:( Algeriets borgerkrig brød ud, da det politiske styre aflyste et valg, fordi det blev klart, at islamister ville få flertallet af stemmerne. Krigen sluttede i 2002, hvor det politiske styre overvandt islamisterne. Omkring 150.000 mistede livet.

    Somalias borgerkrig (1991 – 🙁 Borgerkrigen i Somalia har varet siden 1991, da religiøse klaner angreb militærstyret. Siden da har islamister med vold forsøgt at indføre sharia i landet. Den mest kendte af grupperne i dag er al-Shabaab. Mindst 500.000 er dræbt.

    Tajikistans borgerkrig (1992-1997:( Islamiske oprørere gik i krig mod styret. Efter fem år var 100.000 dræbt.

    Borgerkrig i Afghanistan (1996-2001:( Taleban kuppede styret i Afghanistan i 1996 med militær hjælp fra Pakistan, økonomisk hjælp fra Saudi Arabien og krigere fra al-Qaeda, der indvandrede fra de arabiske lande og Centralasien. De fleste kilder mener, at 400.000 blev dræbt.

    Irak-krigen (2003-2011:( For anti-vestlige krigere var religion i høj grad en motiverende faktor for at gå i kamp mod de USA-ledede tropper i Irak. Især al-Qaeda har leveret jihadister til krigen, men muslimer fra hele verden rejste til Irak for at støtte deres trosfælder i, hvad de påstod var en religiøst motiveret krig mod islam. Kun 13 procent af de i alt 60.024 dræbte civile blev dræbt af de amerikansk-ledede invasionsstyrker. Iraq Body Count projektet har optalt mindst 1.003 muslimske selvmordsbombere, som dræbte i alt 12.284 civile irakere. I alt døde omkring 110.000 mennesker under Irak-krigen, hvoraf 45.319 altså var civile dræbt af irakere eller tilrejsende muslimske krigere.

    Waziristan, Pakistan (2007 – 🙁 Pakistans krig mod muslimske terrorgrupper i den nordvestlige del af landet har indtil nu kostet 40.000 livet.

    Islams spredning
    Islam har gennem hele sin historie ført krig for at undertrykke og omvende ikke-muslimer. Det er for stor en opgave at nedfælde alle islamiske massakrer og krige – her Wikipedias opgørelse over Islam and War (find flere under f.eks. Persecution of Hindus, Persecution of Jews, Persecution of Buddhists, Persecution of Christians). Antallet af dræbt er anført, hvor det har været muligt at finde data:

    Cordoba i Spanien (818:( De undertrykte kristne forsøger oprør, som dog bliver slået ned i løbet af tre dage og leder til en massakre på kristne. Mange kristne blev korsfæstet, jævnfør koranen (5:33).

    Cordoba i Spanien (850-859:( Kristne, heriblandt mange kvinder, henrettes for blasfemi mod islam.

    Cordoba i Spanien (1010-1013:( Muslimerne fører en anti-jødisk krig, hvor 2.000 jøder dræbes.

    Pogrom i Fez, Marokko (1033:( Muslimers udrensning fører til drabet på 6.000 jøder.

    Granada, Spanien (30. december 1066:( Muslimer dræber 4.000 jøder på en enkelt dag.

    Spanien (12.-14. århundrede:( Tusinder af jøder får valget mellem at konvertere eller dø.

    Assassinerne (1124:( De muslimske assassinere er de første i verdenshistorien til at indføre mord som politisk metode.

    Yemen (1165 og 1178:( Muslimer tvinger den jødiske befolkning til at vælge mellem omvendelse eller døden. Mange vælger døden.

    Muhammad Ghori (ca. 1200) beordrer 20.000 hinduiske fangers hoveder hugget af.

    Indien (1347-1480:( Bahmani-sultanerne indfører en regel om, at der hvert år skal dræbes 100.000 hinduer.

    Indien (14. århundrede:( Timur den Lamme, også kaldet Tamerlan, dræber tusinder af hinduer på meget bestialske måder. Han brugte dem som levende mursten, maste dem i presser og under tortur livede han dem op igen, når de var næsten døde, for at kunne gentage torturen. I 1398 dræbte Timur 100.000 hinduer på en enkelt dag – på en enkelt time halshuggede hans mænd 10.000 – alt sammen før indtagelsen af Delhi. Efter sejren i Delhi dræbte Timur samtlige 100.000 krigsfanger.

    Fez-massakren, Marokko (1465:( Muslimer dræber tusinder af jøder, fordi en jødisk embedsmand har fornærmet en muslimsk kvinde. Kun 11 jøder lader man overleve, som et tegn på “islamisk ære”. Massakren sammenlignes med en anden massakre i Fez i 1033 – hvor 6.000 blev dræbt.

    Safavid-kongerne (1501:( Ikke-muslimer massakreres i hele Persien. Jøder tvinges til at bære et gult mærke.

    Chitod, Indien (1568:( Muslimer dræber 30.000.

    Barbar-piraterne (ca. 1625 til begyndelsen af 1800-tallet:( Muslimske pirater fra Nordafrika indfanger bl.a. vestlige søfolk og gør dem til slaver. De to fremtidige amerikanske præsidenter Thomas Jefferson og John Adams forhandler med muslimerne, men får svaret, at det er muslimers pligt at bekæmpe ikke-muslimer og gøre dem til slaver.

    Safed, Israel (1660:( Alle jøder dræbes, undtaget en enkelt, som formår at undslippe.

    Wahhabismens opståen (1744:( Wahhabister dræber 400.000 arabere.

    Massakrerne på syrene (1840-1860:( Muslimer dræber 30.000 kristne syrere.

    Tetouan, Marokko (1790:( Muslimer angriber byens jøder og afklæder dem alle. Mange tortureres til døde, bl.a. ved at blive sømmet fast på deres hjems døre.

    Jihad i Afrika (1810-1818:( Mange ikke-muslimer dræbes i det område, der i dag er Mali.

    Meshed, Iran (1838-1839:( 40 jøder dræbes, resten tvangskonverteres.

    Damaskus, Syrien (1840:( Byens jøder angribes og mange dræbes. Andre undgår døde ved at konvertere til islam.

    Massakre på kristne assyrere (1842:( 10.000 kristne dræbes.

    Massakre på kristne assyrere (1847:( 30.000 kristne dræbes. Endnu en massakre følger i 1896.

    Bulgarien (1876-1912:( Bulgarerne modsætter sig det osmanniske styre, som dræber op mod 100.000 bulgarere.

    Sudan og Egypten (1880:( Jihadister invaderer Egypten.

    Armenere (1894-1896:( Tyrkernes folkedrab på armenerne koster 250.000 kristne livet. Kvinder bliver sexslaver og børn bliver slaver.

    Jihadstårer

    Bill Warner, kendt for sine meget veldokumenterede bøger om islam med masser af henvisninger til sobre kilder, sammenregner antallet af ikke-muslimer dræbt af muslimer – Tears of jihad:

    Hvad ikke mange ved er, at det primært var arabiske muslimer, som fangede de afrikanske slaver, der senere blev solgt. Heller ikke mange ved, at der blev solgt flere slaver til muslimske herremænd end til Amerika. 11 millioner blev sejlet til Amerika, mens 14 millioner blev sendt til de muslimske lande i Nordafrika og Mellemøsten (Thomas Sowell: Race and Culture, Basic Books, 1994, s. 188).
    Den berømte Afrika-missionær David Livingstone rejste i områderne, og han vurderede, at for hver slave der blev solgt, døde fem andre under enten de arabiske slavehandleres indledende angreb eller af sygdom og udmarvelse under transporten (Woman’s Presbyterian Board of Missions, David Livingstone, 1888, s. 62). De tilbageladte var oftest små børn, ældre og syge, som ikke kunne bruges som slaver, og mange af disse døde efterfølgende af sult. Ud over de slaver, der blev solgt, døde altså mindst 120 millioner andre.

    Bill Warner sammenregner fra to bøger (David B. Barrett og Todd M. Johnson: World Christian Trends AD 30-AD 2200, William Carey Library, 2001, s. 230, table 4-10) og Raphael Moore: History of Asia Minor), at antallet af kristne massakreret og dræbt i krige indledt af muslimer andrager 59 millioner indtil år 1900. Dertil kommer de ca. 1 million kristne dræbt af muslimer i det 20. århundrede. I alt 60 millioner kristne.

    Det vurderes, at muslimers massakrer i Indien fra 1000 til 1525 kostede 80 millioner hinduer livet.

    Muslimer har dræbt et stort antal buddhister i Afghanistan, langs Silkeruten og i Indien under de muslimske invasioner. Barrett og Johnson (ibid.) vurderer, at i alt 10 millioner buddhister er dræbt af muslimer.

    I alt må man anslå, at muslimer ned gennem islams historie har dræbt 270 millioner ikke-muslimer. Hertil kommer de mange muslimer, der er blevet dræbt i interne kampe mellem især sunni- og shia-muslimer.

  • HH

    Allt det jag läser av Morten och Allan Hansen får mig att spärra upp ögonen. Det är så informativt och kunnigt beskrivet att man önskar varje politiker som svansar om multietnicitet läste det. Just de där raderna – multietnicitet… har vi inte hört det förut? Var det inte det forna Balkan – läs Jugoslavien – som endast kunde hållas i schack av en diktator? Tito? Och Libanon? Är det inte samma bevis för omöjligheten till så kallad multietnicitet?
    Tragiken som finns i den arabiska kulturen är ju bevisbar. Före det bokstavstroende islam var man ju framstående på det vetenskapliga planet. Sedan kom mörkret…

    Med risk att upprepa mig återger jag här Lecomte du Noüys rader i boken “Att vara människa”: “När föreställningen om Guds allsmäktighet missuppfattas blir den farlig. Den leder då till en initiativdödande fatalism som är oförenlig med vad vi vet om utvecklingen. Islams principer förvandlar människan till en opersonlig levande maskin, blott obetydligt överlägsen insekterna. Mohammedanen misstror tänkandet i så hög grad att han nästan omöjliggör det genom stränga, tvångsartade tankar. – – – Den för tanken till ett skede som behärskades av fruktan, förmörkades av okunnighet, en övergångsperiod fylld av vidskepelse – – ”

    Och sen till namnet Palestina. Jag har inte läst grekiska, men väl latin. Så vitt jag vet är ordet Palestina grekiskt och har under sin historiska tid bara varit ett utmarksområde. Men när jag slog upp min latinska ordbok fann jag en intressant tanke. Om man delar upp ordet i två delar får man orden Pales=fornitalisk gudom, herdarnas skyddshelgon och Tina/Tinea=etruskernas namn på Jupiter.

    Det här är min synnerligen amatörmässiga förmodan och säkert inte riktig. Om namnet Palestina verkligen är av grekiskt ursprung skulle det vara intressant att få veta dess betydelse. Men språkvandringen från den grekiska kulturen till den italiska/romerska är i alla fall bevisad, det vet jag. Det skulle vara intressant att få höra någon mer kunnig persons åsikt. Herdarnas skyddshelgon… säger det inte någonting om en utmark?

    I en novell av Gorkij som jag läste nyligen förkunnar en lärare för novellens synnerligen grubblande elev om storheten i den europeiska civilisationen som skapats av tänkare, filosofer, konstnärer, författare o s v. Och som givit denna världsdel dess rangplats av förnuft och rimligheter. Varför skulle vi frivilligt sälja ut vår egenart och vår frihet?