Lidt koranlærdom til weekenden med Spencer og den snurrige David Woods fra Answering Muslims. Udgangspunktet er den sektagtige reklamekampgane der løber på amerikanske busser: #MyJihad – Campaign to educate the World on the proper meaning of Jihad. Jihad kan bruge lidt PR i øjeblikket. Det er ABN.sat og man må leve med Pastor Joseph.

Pull All Westerners Out, And Let The Camp Of Islam Sink
Ingen der har betragtet Mellemøsten længe nok, undgår perioder af lede og håbløshed, uden naturligvis DIIS og Mellemøstforskere, der lever af elendighed. Sådan kan den lyde:

Don’t work in Muslim countries, don’t help them. Let them try to extract the gas and oil themselves, or pay extravagantly — five, ten, twenty times what they now pay — to the implacable Chinese, who will bring their own troops and their own ways of protecting themselves. Don’t supply the rich little Arab sheiklets with doctors and nurses, with engineers and teachers. Don’t let them rent bits and pieces, local phony succursales, of Western civilization — the Louvre, for example, or well-known universities — which allows them to pretend to themselves and to the world that, indeed, civilization is rentable, and they’ve got the money. Let their primitive condition be uncamouflaged from view.

They are helplessly dependent on the West. Remove those Westerners. Don’t send tourists, who will only be targets, sooner or later, for Muslim terrorists as they are, as of now, targets for baksheesh-demanders of every kind. Separation. The would-be natural victim will cease to help his natural victimirzer. The advanced non-Muslim world right here, and Islam — the Camp of Islam — over there. Why should the pontential victim help his potential — or actual — implacable enemy (see Qur’an, see Hadith, see Sira) in any way? Mr. McFaul’s mother says “he’ll not be back!”Many others should follow his example. NER

Forfulgte svenske journalister: Internet är översköljt av rasism

Journalisten Lisa Bjurwald, tidligere Expo, er kommet med en bog om ‘nethadet’. Jeg ved ikke om der er mere had i Sverige end andre steder, eller om det er en trang til at følelsesgøre almindelig politisk uenighed, men i Norge er hendes dagsorden ikke udbredt, og i Danmark findes den ikke. Enten hades der mindre i Danmark, eller også vil Bjurwald måske mene, vi er hadefulde allesammen og ikke bemærker det.

Der er i Sverige en tendens til at gøre dissens til had, til at personliggøre det principielle, og det er ikke mindst følelsefulde kvinder, der har den politiske tilgang. Bjurwals fremtoning antyder, at det pubertære aldrig har forladt hende. Det indebærer den sekundærgevinst, at man slipper for at tage stilling til legitim uenighed. Bjurwalds standpunkter på den yderste venstrefløj er ikke mere legitime end alle andres, hun må leve med det. Hverken hun eller islam konstituerer en race. Demokratisk debat lider under hendes små tricks. I Sverige er indvandrings- og islamkritik stadig ‘racisme’, men vinden er ved at vende og kampen kæmpes ikke mindst i sproget og definitionerne. Muligvis kan Bjurwald endnu nå at håbe på lidt assistance fra Riksdagens nye IT-renholdningsredskab “En översyn av tryck- och yttrandefriheten”.

Extremhögerns resa från samhällets utkant till de europeiska parlamenten har skett parallellt med deras allt starkare internetnärvaro. Nätet har gett främlingsfientliga grupper och partier fritt spelrum att sprida sitt hat, i våra kommentarsfält, i sociala medier och på oräkneliga egna webbsajter. Den potentiella rekryteringsbasen har mångdubblats och barn och unga är särskilt i riskzonen för rasistisk propaganda men ingen är immun, och mycket tyder på att vi redan börjat vänja oss vid hatet. Samtidigt står polis och rättsväsende handfallna. Självradikalisering på internet blir nu en av framtidens största säkerhetspolitiska utmaningar, menar författaren. För hur hittar vi nästa Anders Behring Breivik bland hundratusentals skrivbordskrigare? Skrivbordskrigarna : Hur extrema krafter utnyttjar internet