21
feb
Seneste opdatering: 21/2-13 kl. 2235
6 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Af HANS RUSTAD
HRTrykke­fri­heds­sel­ska­bets møde om “ytrings­fri­he­den efter atten­ta­tet mot Lars Hede­gaard” var en stor suk­sess, målt i opp­slut­ning og talene til de frem­møtte poli­ti­kere og sam­funns­de­bat­tan­ter. Men på spørs­må­let: Hva gjør man? var det bemer­kel­ses­ver­dig tynt. Kon­klu­sjo­nen ble der­for til­sva­rende para­dok­sal: sam­hold og rådvillhet.

For sann­he­ten er at det libe­rale seku­lære Dan­mark i lik­het med andre seku­lære libe­rale sam­funn ikke aner hvor­dan det skal hånd­tere at de har per­soner midt i blant seg som orga­ni­sert og indi­vi­du­elt ikke respek­te­rer, men tvert­imot vil ødelegge ytrings­fri­he­ten med vold.

Denne dia­men­trale kon­flikt har det libe­rale sam­funn i den grad vans­ke­lig for å ta inn over seg, at en bestemt gruppe venstre­li­be­rale, for nå å kalle dem det, i ste­det for å ta kon­flik­ten inn over seg, hel­ler pro­ji­se­rer den på men­nes­ker som nek­ter å abon­nere på dia­log med fri­he­tens fien­der. Disse venstre­li­be­rale mener pro­ble­met lig­ger hos kri­ti­kerne av islam og mus­li­mer. Det er deres feil at hånd­ter­bare kon­flik­ter blir dypt­gå­ende og ulø­se­lige. Disse libe­rale men­nes­kene nek­ter å se sin egen rolle i “the equa­tion” i lig­nin­gen, nem­lig at de ved å aner­kjenne kren­kelse og blas­femi har valgt parti mot demo­kra­tiet. Demo­kra­tiet kan ikke leve med at en befolk­nings­gruppe til­tar seg ret­ten til å defi­nere seg selv som kren­ket og med rett til å bruke vold og trus­ler for å stanse blasfemi.

For hvert angrep blir det tyde­li­gere hvem som bru­ker vold, og det blir vans­ke­li­gere å opp­rett­holde fore­stil­lin­gen om at det er folk som Geert Wil­ders og Lars Hede­gaard som dri­ver konflikten.

Der­for er de mest ultra­to­le­rante, poli­tisk kor­rekte multi­kul­tura­lis­ter ved å komme på defen­si­ven. De har ikke len­ger samme gusto, samme pågangs­mot og freidighet.

Det var merk­bart under pro­tes­tene mot fil­men Innocence of Mus­lims. Folk synes det var en vul­gær film, men de var like­vel kalde mot rop om kren­kelse og krav om sensur.

På samme måte synes mange nok at Lars Hede­gaard kan være “karsk”, slik han omtalte seg selv i kveld. Men når han blir truet på livet redu­se­res det til en uenig­het innen­for et til­latt spille­rom. “Alle” ser plut­se­lig hva og hvem som er fienden.

De som fort­set­ter med å kalle Hede­gaard for den far­lige, får det vanskeligere.

Det er der vi er lige nu.

Det er m.a.o tegn på opp­våk­ning. Men den kom­mer sent, og hvor­dan kan man for­hindre at det skjer nye angrep? og hvor­dan kan man gjen­erobre den mark man har tapt? For det var alle på møtet enig om – og her var alle par­tier representert, bortsett fra Enheds­lis­ten: at frykt og selv­sen­sur regje­rer i det offent­lige rom. Hvor­dan fjer­ner man den? Er en roll­back mulig?

Hva er mulig?

Man tyr til sank­sjo­ner. Ny leder av Dansk folke­parti, Kris­tian Thu­le­sen Dahl, nevnte utvis­ning av utlen­din­ger som begår for­bry­tel­ser, og utsatt stats­bor­ger­skap eller stats­bor­ger­skap på prøve i ti år.

Det er ikke noe galt med for­sla­gene. Men det at så beskjedne for­slag kom­mer 24 år etter Rush­die, og kun nev­nes for­søks­vis under et debatt­møte, sier noe om hvor bakpå man er. Hadde dette vært alvor­lig ment ville Folke­tin­get for lengst hatt slike for­slag på dagsorden.

Lam­melse

Når det ikke har skjedd er det fordi man inn­erst inne vet at pro­ble­met er mye større. Hva er det som pro­du­se­rer en ung, for­mo­dent­lig annen eller tredje gene­ra­sjons inn­vand­rer, – han talte utmer­ket dansk – og får ham til å ikle seg en post­jakke og ringe på Lars Hede­gaards dør med en skarp­ladd pistol?

Gut­tene fra Luton dro til Pakis­tan på tre­nings­leir uten at noen visste noe, og de som even­tu­elt visste sa ikke noe. Det siste er det over­sette og minst like alvor­lige. Etter ter­ro­ren sier alle: “de var så hyg­ge­lige gut­ter”. Det libe­rale sam­funn ønsker ikke vite om alle trå­dene som fører frem til t-banestasjonene i Lon­don eller Hede­gaards dør. Da måtte det beskjef­tige seg med så mange spørs­mål som det er vans­ke­lige eller ingen svar på: hva gjør men­nes­ker i titu­sen­tall fra Soma­lia, Irak, Eri­trea, Pakis­tan i land som Norge og Dan­mark? Hvilke sjan­ser har de for å lyk­kes? Den tole­rante neg­li­sje­ring som er den offi­si­elle linje min­ner om Ronald Rea­gans fat­tig­doms­po­licy på 80-tallet, kalt benign neg­lect. Den reflek­ter majo­ri­te­tens hold­ning til det fler­kul­tu­relle pro­sjekt som for lengst har mislykkes.

Å følge alle spo­rene som pro­du­se­rer en “gjer­nings­mann”, ensom eller kol­lek­tiv, er å spore eli­tens egne brustne idea­ler. Avi­sene brin­ger hver dag brok­ker av infor­ma­sjon: om at syv av 10 inn­vand­rer­første­klas­sin­ger i Oslo tren­ger spe­sial­un­der­vis­ning. Om man­gel på lese­fer­dig­het, og en dypere for­stå­else av språ­ket. Om funk­sjo­nelle analfa­be­ter. Kul­tu­relle analfa­be­ter, som også omfat­ter vår egne, som har hivd tra­di­sjo­nen i fos­sen, slik man gjorde under refor­ma­sjo­nen i 1536. Også da var det en lang periode med oppløsning.

Noe lig­nende ser ut til å være på gang nå. Det er ikke bare den opp­løs­ning mus­li­mer opp­le­ver i Ves­ten, det er den opp­løs­ning som skjer med oss innen­fra. Vi kan drikke vin og hygge oss, men det er også alt vi kan. Ingen kul­tur over­le­ver på hygge.

Så hva forestår?

En dypere bølgedal.

Noen må trekke de rik­tige kon­klu­sjo­ner, og flere må komme til samme resul­tat. Slik opp­står en gruppe, en enig­het, et nytt fel­les­skap. Disse men­nes­kene vil for­mu­lere noen svar, på det indi­vi­du­elle og sam­funns­mes­sige område: deres sann­he­ter vil være bitre, men hel­ler bit­ter­het enn løgn. Det er vans­ke­lig å se for seg at ikke men­nes­kene går en periode med lut­ring i møte.

Det lyder fjernt fra dagens hygge. Men det er det som er det egent­lige bud­skap i his­to­rien om Lars Hede­gaard. Lik­som man i mid­del­al­de­ren laget legen­der og for­tel­lin­ger som rom­met tidens kjerne, vil man lage his­to­rier om hine mand fra Hor­sens som red ut i ver­den og fant seg en opp­gave. – Men ang­rer du ikke? spurte jour­na­lis­terne ham. – Nei, hvor­dan kunne jeg det, det ville jo være det samme som å for­tryde mitt liv. Det ville jo være å svikte alt jeg har kem­pet for, svarte Lars.

Den unge jour­na­list fra TV2 blev ved og blev ved. Han kunne slett ikke for­stå at Hede­gaards ver­den ikke var hans. For den unge mediale dreng er mediene ver­den. Men i den mid­del­al­derske vi nu går ind i er det his­to­rien om Lars som vars­ler det nye.

Det nye har været her en god stund, like­vel har vi svært ved å dra kjen­sel på det. Det er 24 år siden fat­waen mot Rush­die. Rush­die har lige for­talt over 600 sider hvor­dan han opp­da­get de Sata­niske vers, hva det var som fikk ham til å skrive boken. Alt står der. Men det er et tungt bud­skap, for tungt å løfte for dagens skrivende.

Bliv ved

Hva kan man andet enn å bli ved? var Hede­gaards svar i aftes. Man kan slett ikke la være. De her ting er så store at man svik­ter seg selv som men­neske hvis man lar være.

Sann­he­ter er ikke utskift­bare. De her sann­he­ter er det stoff som tiden er lavet av. Det kan man ikke skifte ut.

Jeg har i tre dager vand­ret rundt i Køben­havns gater. Byen er full av his­to­rie. Køben­hav­nere els­ker sin by. Bak det over­fla­tiske høres frem­de­les for­fed­re­nes fottrinn.

Slik vil det være i andre euro­pe­iske land. Det er ikke nasjo­na­lisme i 1800-tallets for­stand, det er nasjon og levd liv som vi fal­ler til­bake på, når vi må kjenne etter hvem vi er.

For­tvil ikke. Våre røt­ter stik­ker dypere enn vi for­le­des til å tro. Klan­gen fra Råd­hus­tår­net er klar og ren. Vagt­man­nen våker.

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • “Hva er mulig?”

    Jeg kan komme på mindst 100 tiltag man på mindre end fem minutter kunne sætte i værk, der ville afholde diverse skydeglade pistolmænd, selv forklædt som postbude, fra at tro de kan få hvad de vil have. Vi taler 100 tiltag fuldstændigt inden for rimelighedens, civilisationens og fornuftens rammer.

    Det tror jeg alle undtagen de mest rundtossede “venstreliberale” kan. Det kan flertallet af vores politikere utvivlsomt!

    Men de skal ikke nyde noget endnu. Vi leger nemlig blindebuk i Vesten. Et ocean af officielt vedtaget og stats-sanktioneret løgn og dødsensfarligt pladder skal krydses. Og der er ingen i det regerende establishment der vil være den første ombord på færgen.

    Således venter vi i isnende storm og fygende sne stadig på, at rigets mægtige mænd og kvinder får taget sig sammen til at indrømme, at kejseren står med røven bar.

  • Michael Larsen

    @Prudentus; kunne du ikke lige remse en håndfuld af de mest virkningsfulde forslag op ? Det med rimelighedens grænser tror jeg nemlig ikke på længere. Vi skal et godt stykke ud over det “Tulle” er parat til at sige fra folketingets talerstol, for at vende den meget ubehagelige udvikling vi er inde i.

    • Jo, jo alt er relativt. Definere man “rimeligheden” udfra multikulturelle præmisser, ja så ville mine foreslag ikke gå igennem kontrollen som rimelige. Men da multikulturen er et helt og aldeles urimeligt projekt, så er dens præmisser værdiløse.

      Dertil foreslagene. Bare et: Udvisning med fratagelse af evt. statsborgerskab for ulovlig våbenbesiddelse og/eller bandemedlemskab.

      Jeg tænker det ville skaffe os af med en hel del “pistolmænd”, på relativ kort tid.

      • Anonym

        Yup Prudentius, Det ville utvivlsomt fjerne en del af problemet og oven i købet ret hurtigt.

  • Bjovulf

    Betydningen af drengenavnet Jihad og dets udbredelse i DK:

    http://www.navnebetydning.dk/drengenavn/Jihad.shtml

    Interessant at bemærke den markant højere top i brugen af navnet “jihad” lige efter 2001 –
    og frem til 2004.

    Hvad søren kan den mon skyldes? 🙂

    Men det har naturligvis slet IKKE noget med “hellig krig” at gøre …. slet ikke ….
    Zenia Stampe vil nemlig ikke have det!

  • Jakob

    Jeg tror, at hr Messerschmidt ville være den rette, til at udbrede sandheden fra talerstolen i folketinget, så alle (måske på nær EL og RV) ville kunne relatere og forholde sig til det.