15
mar
Seneste opdatering: 15/3-13 kl. 1609
9 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Bryssel 3 029

(Ingrid Carlqvist, Lars Hedegaard og Gavin Boby i Bryssel. I baggruden Kit Louise Strand, Ole Gerstrøm og Michael Stürzenberger. Klik f. helskærm)

Lars Hedegaard skriver i Mikael Rothstein giver mig kvalme

Mikael Rothstein er utilfreds med, at Henrik Dahl og Birgithe Kosovic har kaldt ham en fjende af ytringsfriheden, efter at han har benyttet attentatet på mig til at kalde mig voldsmand. Jeg må imidlertid give Kosovic og Dahl ret: Mikael Rothstein er fjende af ytringsfriheden. Hvordan skal man eller betegne en person, som bruger et mordforsøg – der tydeligvis er affødt af mine ytringer – til at kalde offeret voldsmand?

Ganske vist er jeg ifølge Rothstein kun en »slags voldsmand«. Jeg ved ikke, hvad forskellen er på en slags voldsmand og en voldsmand, og jeg er sikker på, at Rothstein heller ikke ved det. Altså mener han, at jeg er voldsmand, selv om jeg aldrig har udøvet vold, truet nogen med vold eller opfordret andre til at begå vold. I et miserabelt forsøg på at tilføre sine rablende betragtninger en vis substans opfinder han det nye begreb »sproglig terror«, som jeg skulle have gjort mig skyldig i. Jeg kan ikke få andet ud af det, end at Mikael Rothstein vil sidestille mine ytringer med nedskydninger, bombeattentater, giftgasangreb o.l.

Jeg kunne til en vis grad tilgive Rothstein hans sproglige afmagt, hvis han kunne komme med et eneste eksempel på, at jeg havde opfordret til forfølgelse, undertrykkelse, mishandling eller mord på mennesker eller grupper af mennesker. Men det kan han ikke, for så ville han nok have citeret mig for det.

Den virksomhed, der hensætter Rothstein i et rablende raseri, er mine bestræbelser på at skildre islam, sådan som denne ideologi fremstilles i sine egne kanoniske skrifter, og sådan som den er blevet udlagt af sine mest indflydelsesrige talsmand, så langt vi kan se tilbage – og som den udlægges den dag i dag.

Hør f.eks., hvad chefideologen for Det Muslimske Broderskab, Jusuf al-Qaradawi, for få uger siden udtalte på egyptisk fjernsyn: »Hvis de [muslimerne, LH.] havde afskaffet straffen for frafald, kunne islam ikke eksistere i dag«. Sharialovens straf for frafald er som regel døden. Alligevel vil jeg ikke betegne Qaradawis udtalelse som ’sproglig terror’. Han beskriver ganske enkelt de faktiske forhold på et område, hvor han om nogen er ekspert.

Jeg er langtfra så stor en ekspert som Qaradawi, men har gjort mit bedste for at gengive islams trosindhold, sådan som islams egne hellige skrifter og hellige mænd gør det.Bortset fra det kan Mikael Rothstein spare sit præk om ytringsfriheden som »et uopgiveligt gode«. Han mener ikke noget med det, og han giver mig kvalme.

Mark Steyn skriver i dag iThe ‘Racist’ and the Unknown Man

[..] The author Hedegaard is one of the few Danes who is a certified racist, as he some years ago was fined by a High Court for having stated in a blog interview that Muslim fathers rape their children. He was later acquitted by the Supreme Court.

That last sentence negates the ones above. There is no conviction for “racism”: Both it and the fine were quashed, reversed, overturned, kicked into the garbage can by the supreme court. The prosecution was outrageous, and some sense of what Denmark’s most eminent jurists made of it can be deduced from their decision to revoke his conviction 7–0. What sort of reporter writes that “the author Hedegaard is one of the few Danes who is a certified racist” (“papper på att han var rasist”)? Even in an ever more absurdly over-credentialed world, the Danish state is not yet handing out certificates for racism. Whatever a “certified racist” is, Lars remains, as far as the Danish legal system is concerned, fully uncertified.

I have read the “papper på att han var rasist” line in a couple of dozen Swedish media outlets now without being able to find a name appended to the piece: It’s just an un-bylined wire story that appeared everywhere. But I wonder about the furtive anonymous man who wrote it, and the agency managers who sent it out to their clients, and the editors who read it through and printed it unchanged. I would wager that all of them are considerably younger than Lars, and so marinated in the state ideology that they can barely comprehend that free societies should not have a state ideology. And so what matters to them about this story is not that in liberal, progressive Scandinavia writers are threatened with death but that writers should not be holding these opinions in the first place.
If this is how it goes when Sweden’s Muslim population is 5 percent, what will it be like when it’s 10 or 15? “You can’t live your life that way,” Lars told Douglas Murray in The Spectator.

“If every time you sit down to your computer to write something you have this idea in the back of your head, ‘I may be killed if I write this,’ then of course you won’t be as good as you could be. You’ve got to distance yourself from fear if you want to be a true writer.”

Last year at the European Parliament, I had the honor of presenting Lars with a “Defender of Freedom” award, and noted that journalists congratulate themselves on their “courage” endlessly, far more often than soldiers or firemen do. But on the rare occasions they’re actually called upon to show any, they shrink and shrivel: “All your liberal friends who went to the PEN dinners and bored the pants off you with that bit of apocryphal Voltaire — ‘I disapprove of what you say but I will defend to the death your right to say it’ — all fall utterly silent. C’mon, nobody’s asking you to defend anyone to the death. A mildly principled tweet would do. A tepidly supportive fax.”
But no. Too much to ask.
As I said, Lars is 70. But I would rather have him fighting my corner than the young, self-neutered eunuch-men of a cowed media, watching the lights go out on free speech and slipping easily and painlessly into the accomplices of thuggery.

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Peter Buch

    Er virkeligheden for hård kan en forsøge at kalde den- en slags virkelighed, det er det eneste jeg kan forestille mig foregår.

    Er man uden noget som helst belæg for påstande kan man kalde emnet, tilstanden, begivenheden og mere for- en slags -vælg her generelt eller specifikt ord et, få eller flere- der giver en skildring af noget strækkende sig fra et meget løst skitseret begreb til noget helt eksakt. En slags- er i udgangspunktet en ordstilling, der kan bruges i vid udstrækning, fra skildring af stor ros til forsøg på verbal symbolsk eliminering af modstand.

  • EH

    Ynkelige Rothstein klædt helt af. Ikke noget kønt syn. Tragikomisk vil jeg kalde det .Dhimmifløjen er helt klart presset i defensiven. Jeg så en debat om ytringsfriheden mellem Jacob Mchangama fra Cepos og pinlige Bo Lidegård . Er den mand tidligere depardementschef ? Har ellers altid hørt at rigets bedst begavede folk sad på disse poster. Jeg skal love for at luften gik ud af den ballon den aften. Han var ganske fjollet for ikke at sige tåbelig at høre på. Jeg tager det som et tegn på at arrogance ikke mere er tilstrækkeligt til bemægtige sig en debat. De virker efterhånden desperate.

    • Peter Buch

      Indslaget er desværre ikke tilgængeligt online
      http://www.cepos.dk/publikationer/nyheder/single/artikel/chefjurist-ja cob-mchangama-i-debat-med-chefredaktoer-bo-lidegaard-paa-tv2news/

      Jeg kunne godt ønske mig at udsendte indslag var tilgængelige, og det kunne være en del af public service at opflylde dette.

      http://da.wikipedia.org/wiki/TV_2
      Privatiseringsplanerne betød, at TV 2 i 2004 for sidste gang modtog licensmidler. Siden har stationen være finansieret af reklamesalg og i mindre grad salg af programmer via divisionen TV 2 World.

      TV 2 er stadig underlagt public service-forpligtelsen, og de regionale tv-stationer modtager fortsat licens.

    • Morten – – –

      Problemet er bare, at når Venstrefløjens logebrødre løber tør for argumenter, slår de. Vi vil opleve et tiltagende tyranni, efterhånden som Venstrefløjen nærmer sig sit endelige fald fra magten – hvilket ligger et par tiår ude i fremtiden. Så længe skal vi holde ud.

      Den i forne tider progressive bevægelse, som Venstrefløjen unægteligt var, vil blive reaktionær, autoritær, og repressiv. Venstrefløjen består ikke længere af modige pionerer, der går op imod magten, men er blevet magten selv: En sejrherrernes loge. Stedet, hvor de holdningsløse søger hen, fordi de dér ikke behøver at forklare sig, beskyttet som de er af den herskende konsensus.

      Samme historiske bevægelse, som vi så, dengang den borgerlige revolution, der fratog adelen og kongehuset deres politiske magt, gik fra progressiv til reaktionær og blev en sejrherrernes dekadente klub. Iført den styrtede adels erobrede fjerpynt og fede cigarer.

      Og med de samme symptomer: Udelukkelse af “det gode selskab” som disciplinarmiddel, hellig forargelse, evindeligt løftede pegefingre, stokkemetoder (eller brostens-), og talen om “anstændighed” samt “tonen”.

      – – –

  • “Stedet, hvor de holdningsløse søger hen, fordi de dér ikke behøver at forklare sig, beskyttet som de er af den herskende konsensus.”

    3000 plusser for den.

    Og det holder ikke i det lange løb, for konflikten kommer på den ene eller anden måde.

    Det er på mange måder spændende, det der sker for tiden. Venstrefløjen er ved at gå amok over strengt taget begrænsende besparelser, som den nuværende regering foretager. Nogle rykker mod højre, andre rykker mod Enhedslisten.

    Vi har en stor gruppe danske vælgere, der ikke kan acceptere, at velfærdsstaten beskæres og samtidig holder fast i, at velfærden skal udbredes til alle eller flere flygtninge og indvandrere. To forhold, der så skarpt modsiger hinanden i logisk forstand, men er ikonerne for selve den ærkegodhed, der holder en fri af øretævernes holdeplads – trygt i den lyserøde konsensusverden.

    Så har vi en lille (mindre) gruppe, der af mystifystiske årsager hoppede over, og gav venstrefløjen fundament for et flertal ved sidste valg, for at vende tilbage til højrefløjen. Efterløn- og dagpenge-spørgsmålet måske ikke en helt tosset forklaring?

    DF er naturligvis vokset, men det samme er Venstre. Måske fordi nogle leder efter den bedste fader/moder skikkelse. Altså går i retning af Løkke, fordi de ser ham som en bedre statsminister en Thorning.

    Under alle omstændigheder er der et stille jordskred i gang. Den tidshorisont, som du nævner på 10-20 år kan måske godt strække sig længere. Men konflikten mellem ønsket om mere velfærd og samtidig indvandring, for at slet ikke tale om konflikten mellem fundamentalistiske muslimer og resten – inklusive sekulære muslimer – består.

    Sammenhængskraften gennemgår også en række ildprøver. Ikke bare gennem indvandring, men også debatten om dovne Robert etc.

    Tror også, at vi kommer til at se, at et parti som Liberal Alliance vokser sig større sammen med Enhedslisten, måske endda som en direkte modreaktion.

    • Morten – – –

      @ Thomas Bolding Hansen

      Jeg tror sådan set heller ikke, at Venstrefløjen er udraderet på den tid (indenfor 25 år), men at den på noget nær een og samme gang når sit højdepunkt – og umiddelbart efter sit relativt bratte fald. Undervejs vil den miste anseelse og blive latterliggjort som “reaktionær”, og den vil især søge forlig med de mest aggressive kræfter, som er de muslimske. Ganske som fortidens “borgerlige” magthavere gjorde det. Min far har fortalt: “Da vi under ungdomsoprøret krævede dialog med, hvad vi kaldte “de reaktionære” var det en ren skinmanøvre. Vi ønskede da ikke dialog! Vi ville bare insinuere, at den blev os nægtet – at vi var de forurettede. I virkeligheden var der masser af velvilje fra modparten.” Ja, den historiske og psykologiske mekanisme tror jeg, vi inderst inde alle genkender, både fra fortidens mønstre og vores egen nutid.

      Grunden til, at jeg mener, at udviklingen, trods de bremsende faktorer, ikke tager længere tid er, at det forekommer mig, at begivenhederne er inde i en voldsom accelerationsfase, der gør, at vi ikke kan nøjes med simpelthen at fremskrive dem rent tidsmæssigt. – Med mindre vi bruger en logaritme! For det kommer til at gå hurtigere og hurtigere i den kommende tid. Simpelthen. Historiens møllehjul drejer med stadig større hast. Og er altså slet ikke et hjul, men en hvirvel.

      Hvorom alting er – socialismen og Venstrefløjen vil ikke med eet være død og borte. Den vil bare ikke mere være altdominerende og eneherskende. Nye sejrherrer vil usurpere den intellektuelle trone: “definitionsretten” – heriblandt muslimer – og de holdningsløse vil sive over til de nye triumfatorer. Journalisterne vil. Og (be)lærerne. Og stenkasterne.

      Vi ser allerede nu forbrødringen mellem islams og Venstrefløjens stenkastere på gadeplan. Endskønt de udadtil, og målt på angivelige holdninger, skulle være antagonister. Men det er uden betydning på dét sociale og æstetiske plan, der er de holdningsløses. Hvem arketypen Stenkasteren kaster for, kan til enhver tid let bestemmes og forudses.

      – – –

      P. S. At nogle vælgere går mod Venstre, fremfor det mere logiske DF, skyldes, at de ikke kan udholde hemmelighedskræmmeri og hykleri i forhold til, hvor de sætter deres kryds. De føler, de er nødt til at kunne svare ærligt “nej”, dersom nogle skulle få lyst til at spørge dem, om de stemmer på DF. Til gengæld håber de at kunne genskabe en regering med DF som støtteparti. Denne ærgerlige lille mekanisme hæmmer selvsagt den hastige fuldbyrdelse af en mere hensigtsmæssig udvikling

  • Venstrefløjens fald kommer faktisk ikke til at tage så langt tid. Den har nemlig været igang længe, startende allerede i sidste halvdel af halvfemserne, hvor de socialdemokratiske vestegnsborgmestre begyndte at råbe vagt i gevær. Der breder sig i disse år en nationalkonservatisme overalt i Europa. Den simple grund er, at folk ikke længere kan holde virkeligheden på afstand. Derfor bliver venstrefløjens tilbagegang nu mere og mere synligt. Tolerance er ikke længere en dyd, men et tegn på ligegyldighed og svaghed. Vi har tolereret os selv op i en krog, og kan kun komme ud, hvis vi begynder at se virkeligheden i øjnene. Og den virkelighed kan man ikke længere male lyserød eller se gennem en venstreorienteret præmis. Den ser nemlig helt forkert ud i forhold til den virkelighed vi alle sammen oplever. Hvis enkelte idioter – som Rothstein eller Lidegaard – alligevel prøver, bliver de skudt ned som det rene barnemad. Det ville ikke have været muligt før. Så fortæller DR at facismen skyller ind over Europa. Men alle som ser det siger “Den præmis går vi ikke på længere!” Tak for kaffe folkens. Jeres løb er kørt! Kan man ikke engang sælge folk en virkelighedsopfattelse, gennem brug af ekstrem overdrivelse, er der ikke mere at gøre. Nu er man nemlig blevet fasist, hvis man ikke deler DR’s opfattelse af virkeligheden. Og så dumme er de fleste trods alt ikke, så de gider lægge øre til den slags mere. Man kan ikke både være tolerant og venstreorienteret og samtidig se samfundet gå op i limningen. Prøv selv og se hvor langt tid der går før DU også springer fra!!!

    • Morten – – –

      @ Peter Andersen

      Den virkning, du her taler om, kunne ganske rigtigt slå igennem meget hurtigt. Men der er indbygget en forsinkelse i processen: Venstrefløjen og TV har fat i vores børn. Et program som det om SIAD skræmmer de 13-årige til at tro, at fascisterne kommer lige om lidt! Når vore unge forlader gymnasiet er de medlemmer af Venstrefløjen. De skal aktivt melde sig ud for ikke at være det (som også Henrik Dahl har beskrevet det) – og det går der så og så lang tid med. For det kræver et vist mod, og at man er villig til at bringe sociale ofre. Og karrieremæssige.

      Historien om, hvordan de holdningsløse skaber deres attituder er historien om den rene elendighed. En far fortalte mig lige, at hans datter var psykolog. Som – ja: derfor havde nogle bestemte multi-kulti-holdninger. Stillet over for hans indvendinger, havde hun rent ud sagt til ham, at det var alt for svært at mene anderledes i det miljø, og at det måtte han forstå. “Jeg er psykolog, far”. Når hun var fuld, sagde han, kunne hun finde på at blive aggressiv og kalde ham racist.

      På side 1 i enhver kurant lærebog i psykologi, står der sådan noget som, at vi afskyr dem, der tør mene eller føle det, vi selv har lyst til at mene eller føle, men ikke tør mene eller føle. Jeg tilskriver denne psykologs inadækvate – og i strid med bedre vidende værende – reaktion over for sin far denne regel. Min drastiske konklusion er, at der slet ikke findes et dueligt psykologfag i Danmark. Efter mere end tredive år, er det bedste, og det eneste reelle, denne “søjle” har kunnet diske op med, som mellemmenneskelig forklaring på konfrontationsproblematikkerne, været Nicolai Sennels’ bog “Blandt kriminelle muslimer”. Og det er faktisk ikke noget ret omfattende produkt i forhold til antallet af skolede mennesker inden for området. – Hvortil kommer, at man skilte sig af med Sennels, da han fremsatte sine synspunkter, trods et skrevent løfte om “frit lejde”. Hvilken sidste løgn ikke anfægter nogen som helst i miljøet, da det synes generelt underforstået, på hvilke sociale betingelser løfter har gyldighed.

      – – –